Fortsat øget mobilitet hænger uløseligt sammen med det moderne vækstprojekt. Begge dele bunder i rodfæstede kulturelle forestillinger om mennesket som et ophøjet væsen, der står udenfor og hævet over naturen. Det handler om adskillelsen af mennesket i sjæl og legeme og af universet i ånd og materie.
Af John Holten-Andersen
Økonomisk vækst har mange ansigter. Ét af dem er den stadigt øgede mobilitet, som kommer til udtryk i den konstant voksende transport. Over de sidste 50 år er såvel person- som godstransporten steget endog hastigere end den økonomiske vækst. Og den vækst har først og fremmest fundet sted på landevejene. Stort set al godstransport foregår i dag i lastbiler og for persontransporten er antallet af biler og antallet af kørte kilometer pr. bil eksploderet, mens den kollektive transport er gået tilbage. Dette har kun kunnet lade sig gøre i kraft af en enorm udvidelse af den vejbaserede infrastruktur, der overalt har skabt store ar i landskabet.
Transporten er i dag en af de største bidragydere til klimabelastning, ligesom den har ødelæggende konsekvenser på en lang række miljøparametre som luftforurening, vandforurening, jordforurening og støj. Naturen lider under et landskab, der bliver gennemskåret af stadigt flere nærmest uoverstigelige barrierer. Endelig skal nævnes, at såvel transportmidler som infrastruktur kræver enorme mængder af ressourcer, hvoraf mange er ved at blive udtømte.
Til trods herfor har det været umuligt at samle til effektiv modstand mod denne vækstmaskine, som derfor har fået lov til at buldre derudaf i en menneskealder. Hvor man på andre områder har set stærke modtendenser vokse frem, f.eks. i form af økologiske fødevarer eller vedvarende energi, har sådanne alternativer været fraværende på transportområdet. Blandt miljøorganisationerne er der også få, der har haft et kritisk fokus på transportområdet, og de, der har, er små og svage. Dette afspejler sig i det politiske liv, hvor der næsten ingen opposition har været til den herskende transportpolitik. Selv angiveligt miljøbevidste partier som SF, Radikale og Konservative har bakket op om bil- og asfaltmafiaens vedvarende pres for mere vejinfrastruktur. ”Asfalt er frihed” lyder det på asfaltindustriens konferencer.
Hvis vi vil ændre dette, må vi prøve at forstå, hvorfor stadig øget mobilitet indgår som en integreret del af at det vækstparadigme, som har præget ikke mindst de vestlige samfund i nogle generationer.
Ophævelse af tid og sted
Økonomisk vækst handler for mange om fortsat øget forbrug af teknologisk frembragte ting. Det er imidlertid ikke forbruget i sig selv, der er det egentlige mål. Det er snarere at gøre os fri af vores forankring i og afhængighed af vort naturgrundlag. Vækstparadigmet er derfor intimt sammenvævet med den fremskridts- og frigørelsestænkning, der har været fremtrædende i den vestlige kulturkreds siden oplysningstiden. Og det er netop denne dybere kulturelle begrundelse for vækstideologien, der placerer fortsat øget mobilitet som en afgørende brik i moderne politik. For frigørelsen fra vort naturgrundlag betyder jo ikke mindst, at vi gør os fri fra vores tilknytning til et sted.
Vor tids grænseløst mobile menneske kan således aldrig være til stede noget sted, men må hele tiden være på farten fra det ene sted til det andet. Det mobile vækstsamfund ophæver stedets, lokalsamfundets og efterhånden også nationernes grænsesættende betydning i den menneskelige tilværelse. Alle stedbaserede sociale og kulturelle fællesskaber nedbrydes til fordel for anonyme globale institutioner bemandet af kosmopolitiske verdensborgere. Dette sker som sagt under påberåbelse af frihed, men det er en frihed med en mørk bagside. For den indebærer samtidig den eksistentielle rodløshed, der om noget synes at martre det moderne menneske.
Det frie mobile liv ophæver stedets betydning i menneskers liv. Noget tilsvarende gør sig gældende for tiden. For den tid, der hører stedet til, er i sin natur cyklisk og rummer f.eks. døgnets og årstidernes vekslen. I den grænseløst mobile tidsalder er denne cykliske og stedbestemte tid erstattet af en universel og lineært fremadskridende abstrakt tid. Under dette tidsregime ophæves døgnets og årstidernes rytme i menneskers liv. I princippet kan vi arbejde på alle tider af døgnet alle dage om ugen, ligesom der næsten ikke mere er forskel på hvad vi laver på de forskellige tider af året. Selv livets forskellige faser fra fødsel til død forsøger vi at ophæve med et ideal om at være evigt unge.
Den grænseløse mobilitets ophævelse af tid og sted indebærer, at det moderne menneske må leve uden for sin krop. For som kropslige væsener er vi nødvendigvis til stede på netop det sted, hvor vores krop befinder sig, hvorfor vi også er til stede i den tid, der hører stedet til. Men, når vi hele tiden er på farten fra sted til sted og sætter os ud over den tid, der gælder på det givne sted, kan vi aldrig rigtig hvile i vores krop.
Adskillelse af ånd og materie
Derfor er også vore sanser sat på standby, for de hører kroppen til. Til gengæld er vores bevidsthed i permanent alarmberedskab, for den er konstant optaget af f.eks. at se på uret, aflæse bilens display, tjekke SMS’er eller mails, læse dokumenter osv. Når vi gør alt det, har vi effektivt sat krop og sanser ud af spil.
Det moderne menneske er i vidt omfang afskåret fra en kropslig og sanselig relation til sin omverden for i stedet at være låst inde i en symbolverden. Denne situation er blevet voldsomt skærpet under de sidste 50 års teknologiske revolution, men har rødder, der rækker langt tilbage i vestlig kultur. For helt fra begyndelsen har man i vestlig tænkning opereret med en adskillelse af ånd/bevidsthed og materie i forståelsen af menneskets placering i verden. Og ikke alene har man adskilt de to sider af tilværelsen, men tillige installeret et herredømmeforhold mellem dem: Det er ånd og bevidsthed der skal herske over krop og materie. Med tiden er det blevet til en sammenhængende kulturel konstruktion, hvorefter den menneskelige kultur opfattes som stående udenfor og hævet over naturen, ja, naturen er blevet reduceret til en livløs materie, der som sådan skal tjene som råmateriale for menneskets langt mere ophøjede frembringelser.
Det er denne frigørelse af ånden fra dens forankring i materien og dermed kulturen fra dens forankring i naturen, der udgør selve kernen i det moderne fremskridtsprojekt. Og det projekt er så dybt rodfæstet i vores kultur, at det er svært at slippe ud af.
Illusionen om ”grøn vækst”
Selv i dag, hvor vi med egne øjne kan se at dette projekt har ført til omfattende ødelæggelser af vort eksistensgrundlag, vægrer de fleste sig ved at drage konsekvensen. I stedet klynger man sig til troen på, at vi kan skabe et nyt angiveligt ”grønt” fremskridt, som man kalder for ”grøn vækst”. Det projekt handler ikke om, at vi skal reducere vores naturbeherskelse, men i stedet at vi skal løfte den op på et højere niveau. Midlet hertil er – som det har været i den hidtidige beherskelsesstrategi – ny teknologi. Blot med den tilføjelse at den nu skal være grøn. Men, beherskelse er og bliver beherskelse – uanset om man kalder den for grøn eller ej.
En vigtig del af denne tro på ”grøn vækst” og ”grønne teknologier” er forestillingen om, at vi kan skabe en ”grøn mobilitet”. Det handler ikke om, at vi skal reducere transporten, men om at vi skal udvikle grønne biler baseret på el produceret af grønne energikilder. Hvor den grønne strøm skal komme fra til at drive en fortsat voksende transportsektor plus alt det andet, den fremover skal bruges til, står hen i det uvisse. Og alle de andre miljø- og naturproblemer, som en voksende transportsektor er årsag til, ændres ikke ved at skifte olien ud med el, grøn eller ej.
Det hele hviler på en usagt antagelse om, at det er menneskets bestemmelse at gøre sig til herre over stadigt større dele af livet her på jorden, koste hvad det vil. Men, sådanne drømme om verdensherredømme har det med at ende i et mareridt – og netop det er, hvad vi hastigt er på vej imod, hvis ikke vi sadler grundlæggende om.
En grøn revolution
At opgive bestræbelsen på verdensherredømme indebærer et opgør med troen på, at vi mennesker indtager en privilegeret position blandt alle væsener på jorden. Vi må indse at vi som alt andet levende først og fremmest er til som kropslige og sanselige væsener og at det netop er i kraft heraf, at vi indgår i livets store kredsløb.
I stedet for at stille os uden for dette liv for at herske over det, bør vi gøre det modsatte: Fordybe os, forundres, betages og tage ved lære. Det forudsætter at vi genopdager vores krop og vore sanser som det, der grundlæggende giver tilværelsen værdi.
Når vi gør det, indser vi hvor meningsløse store dele af vækstsamfundets påtvungne aktiviteter dybest set er. At halse efter penge, at fylde vort liv med forbrug, at sidde bag en skærm de fleste af vore vågne timer. Men, også at sidde i en bil på en motorvej dag ud og dag ind eller at krydse kontinenter i et fly i 10 km’s højde.
Når vi finder tilbage i vores krop og lytter til vore sansers vidnesbyrd bliver det straks vigtigt at være til stede på stedet, frem for at halse fra sted til sted. Stedet får med andre ord betydning og med det alle de betydningsfulde ting og begivenheder, der hører stedet til: Naturen på stedet, fællesskaberne på stedet, men også den kultur og historie, der findes på stedet.
At være til stede på stedet er også at være til stede i nuet, for nuet åbner sig altid, når man er kropsligt og sanseligt nærværende. At åbne sig for nuet er at lade tiden komme én i møde, i stedet for altid at se på uret og forbande, hvor hurtigt tiden går.
Alt dette modsiges af vækstsamfundets krav om hastighed og grænseløs mobilitet, som gør det umuligt at være til stede her og nu, fordi man altid har sin hjerne fokuseret på ”vigtigere” sager et andet sted ude i fremtiden. Derfor er dette regime ufatteligt opslidende, selvom det bryster sig af at være let og bekvemt. Men, faktum er at stadigt flere mennesker bukker under for det pres på krop og psyke, som den rastløse stedløshed indebærer.
Derfor er der også flere og flere, der melder fra og peger på andre måder at indrette tilværelsen på. At genopdage naturen – både inde i sig selv og udenfor – er blevet en vigtig del af den grønne bølge, som har fået tag i mange mennesker de seneste år. Det skyldes derudover den øgede opmærksomhed på klima, biodiversitet og de andre globale økologiske kriser, men også en stigende lede ved vækstsamfundets ødelæggende konsekvenser for mennesket selv.
Hvis vi vil skabe en ægte grøn omstilling må vi formå at koble disse to kritikpunkter til en fælles fortælling om et samfund, der på en og samme tid er mere natur- og menneskevenligt. Det kræver et opgør med dybt rodfæstede forestillinger i vestlig tænkning, først og fremmest bevidsthedens hegemoni over krop og sanser. Men en sådan kulturrevolution indebærer et opgør med de politiske og økonomiske strukturer, der er skabt i denne tænknings billede.
Politisk handler den grønne revolution om, at vi gør op med globaliseringen for i stedet at styrke lokalsamfundene som den grundlæggende politiske og økonomiske ramme om folks liv. Fremfor at koncentrere stadig mere magt i fjerne og anonyme systemer, må vi styrke de nære og levende fællesskaber. I arbejdslivet må vi arbejde for tid til faglig fordybelse frem for konstant effektivisering, og vi må igen sætte pris på det gode håndværk, frem for på rationalisering og automatisering. Og så må vi igen lære at begå os i den fysiske virkelighed – hvad enten det er ude i naturen eller sammen med andre mennesker – i stedet for at gemme os inde i et stadigt mere virkelighedsfjernt virtuelt univers.
En omstilling af samfundet efter disse pejlemærker vil givetvis betyde, at vi bliver fattigere i penge. Til gengæld bliver vi rigere i alt det, som ikke kan måles i kroner og ører: Natur, fællesskab, nærvær, fordybelse. Kort sagt: Livet selv.
Foto: Tristan Schmurr (Creative Commons)
