Ny tysk bog udvikler en vision for en retfærdig og økologisk verden i 2048 på baggrund af fremtidsværksteder. Resultatet er dog ikke overbevisende ifølge denne anmeldelse af bogen.
Af Amanda Büchert og Birgitte Schack Rasmussen
Forestil dig at du pludselig er i året 2048! Hvor vokser du op? Hvordan tilbringer du din tid? Hvordan involverer du dig i samfundet? Når du tænker over din egen situation, hvordan kunne fremtiden så se ud? Og hvordan sørger vi for at den bliver retfærdig, økologisk og opnåelig – for alle?
Sådan begynder den nyligt udgivne tyske bog Zukunft für Alle – Eine vision für 2048, som er blevet til på baggrund af 12 ”fremtidsværksteder” afholdt i løbet af 2019 med henblik på at udvikle en vision for en retfærdig og økologisk verden, som er opnåelig pr. 2048. Resultaterne fra værkstederne har forfatterne samlet og udgivet i bogen, som ”en invitation for alle til at reflektere, drømme, debattere og kritisere”.
Langt størstedelen af bogen beskriver, hvordan den utopiske vision for samfundet anno 2048 ser ud. Temaer som global retfærdighed, demokrati, økonomi, og arbejde behandles kapitel for kapitel. Bogens opbygning er meget overskuelig. Hvert kapitel starter med en kort liste over konkrete ting, der er kommet til i 2048, og ting der er blevet afskaffet. For kapitlet om demokrati, f.eks., er de ting der er kommet til: ”medbestemmelse på alle samfundsniveauer og transparens i politiske beslutninger”, mens det der er afskaffet er ”en samtalekultur præget af magt og dominans, populistisk kamp om flertallet, og karrierepolitikere”.
Udover disse punkter, byder hvert kapitel på en kort beskrivelse af, hvordan drømmesamfundet specifikt behandler dette emne, og til sidst en liste over initiativer og aktiviteter, som allerede nu foregår og bidrager til den retning kapitlet viser. På den måde motiverer forfatterne læseren ved at minde om, at vi faktisk på mange måder allerede er i gang med at forme fremtiden.
Efter at have gennemgået de 15 forskellige temaer, fremlægger forfatterne den strategi, man på fremtidsværkstederne er nået frem til, for at opnå 2048-visionen. Desværre fylder denne del ikke mere end 15 sider, selvom det i virkeligheden er den mest interessante del. Det betyder, at bogen tager mere form af et ideologisk manifest, eller måske et partiprogram fra Alternativet. Forfatterne maler et smukt billede, men formår ikke at overbevise om at deres utopi faktisk kan realiseres på bare 28 år.
Alt i alt er Zukunft für alle behagelig læsning for alle os, der deler bogens værdier, og drømmer om et samfund som det den fremstiller. Den er et rart afbræk fra den håbløshed mange af os ofte går rundt med, og det er en god øvelse at forsøge at konkretisere nogle af alle de abstrakte ideer og tanker. Dog synes bogen ikke som sådan at bidrage med noget nyt eller revolutionerende, men er egentlig mest en opsamling og gentagelse af tanker man allerede sidder med, hvis man er del af målgruppen.
Bogen har tydelige referencer til Thomas Moores Utopia, som man jo ikke ligefrem kan påstå er et nybrud. Det gør den ret naiv og lidt kedelig. Det er svært at se præcis hvad bogen skal opnå, for det er nok heller ikke en bog, der kan tiltrække og overbevise personer, hverken dem med modstridende holdninger eller de uafklarede.
Kai Kuhnhenn m.fl.:
Zukunft für alle - Eine vision für 2048
105 sider
Vejl. pris 9 Euro
Oekom Verlag, 2020
Kan også downloades gratis.