Europa-Kommissionens råstofstrategi risikerer at sætte gang i en eksplosion af nye mineprojekter i medlemslandene med alvorlige miljømæssige følger. Diego Francesco Marin fra Den Europæiske Miljøsammenslutning (EEB) forklarer i denne artikel, hvorfor europæere kæmper for deres ret til at sige nej.
Af Diego Francesco Marin
Minedrift er kendt som en af de mest forurenende industrier i verden. Udvindingen og den primære bearbejdning af metaller og mineraler er ansvarlig for en fjerdedel af de globale CO2-udledninger. Sammen med landbruget forårsager disse industrier op mod 90 pct. af det globale tab af biodiversitet. Vil investeringer i denne stærkt forurenende sektor så ikke stride imod Den Europæiske Unions bestræbelser på at opnå klimaneutralitet?
Den mængde af metaller og mineraler, der anses for nødvendig i energiomstillingen, er enorm. Kritiske råstoffer er nødvendige for at producere batterier, der kan bruges i elektriske køretøjer og vedvarende energiteknologi. Når EU fortsætter sine bestræbelser på at opnå klimaneutralitet, vil metaller og mineraler spille en vigtig rolle.
Mere minedrift i EU
I håb om at sikre den fremtidige forsyningskæde til bygning af vindmøller og lignende frigav Europa-Kommissionen sin handlingsplan for kritiske råstoffer den 3. september 2020. Kommissionen foreslår en række tiltag for at reducere EU’s afhængighed af tredjelande ved at forbedre ressourceeffektiviteten og fremme ”ansvarlig” minedrift over hele verden.
Dette kommer ikke som nogen overraskelse for forskere som dem, der er involveret i Locomotion-projektet, der modellerer og analyserer de forskellige veje mod en bæredygtig fremtid, herunder vedvarende energi.
"Europa-Kommissionen ser ud til at have regnet på det og opdaget, hvad vi hos Locomotion allerede vidste: hvis alle verdens biler bliver elektriske inden 2050, og genanvendelsesgraden forbliver lav, vil der ikke være nok litium," bemærker Margarita Mediavilla, medlem af Forskningsgruppen om Energi, Økonomi og Systemdynamik ved University of Valladolid, som leder Locomotion-projektet.
Denne voksende relative knaphed kombineret med global politisk usikkerhed har ført EU til at søge større forsyningssikkerhed. Siden optrapningen af handelskonflikter mellem Kina og USA såvel som den nuværende coronavirus-pandemi er der nu en mærkbar interesse i mere ”insourcing”.
Det vil indebære, at man genoptager den slags råstofudvinding, som EU-lande i årtier har været glade for at outsource, ofte fordi det var for skadeligt og kontroversielt derhjemme – på samme måde som Frankrig erstattede de 200 uranminer på fransk jord ved at åbne store og dødbringende miner i blandt andet Niger.
Nogle miljøforkæmpere frygter, at det måske er der, Europa-Kommissionen er på vej hen med sin handlingsplan for råstoffer. Når Europa forsøger at lukke for levering af råstoffer fra tredjelande, er risikoen, at det også uundgåeligt vil åbne døren til minedrift derhjemme – noget der allerede har fået alarmklokkerne til at ringe i ressourcerige lande som Finland, Spanien og Portugal.
Europas nye strategi for kritiske råvarer er et tveægget sværd
”Hvad der sker i dag er intet mindre end en massiv PR-kampagne for at sælge tanken om, at minedrift ikke kun er nødvendig, men at den også kan være bæredygtig,” siger Nick Meynen, politisk medarbejder ved Den Europæiske Miljøsammenslutning, European Environmental Bureau (EEB). "Hvad der overses eller blankt benægtes er, at mere minedrift fører til mere konflikt, og at vi i stedet er nødt til at reducere vores påvirkning af planeten drastisk, samtidig med, at vi fokuserer på bæredygtighed og det gode liv."
”Hvis grøn energi bliver baseret på den samme aggressive forurening fra minedrift og spilder dyrebare mineraler efter en enkelt anvendelse, er den ikke bæredygtig,” lyder det tilsvarende fra Mediavilla. "Den eneste virkeligt bæredygtige teknologi er 100 pct. vedvarende energi kombineret med næsten 100 pct. genanvendelse af mineraler."
Kommissionen håber at øge offentlighedens accept af sin strategi ved at argumentere for, at ressourceudvinding er nødvendig for at opfylde klimamålene og ved at fremme en fortælling, der forbinder bæredygtighed med minedrift.
Ifølge miljøforkæmpere er dette meget problematisk. "På trods af teknologiske fremskridt er bæredygtighed ikke en selvfølge i en branche, hvis kommercielle hovedstrategi er at ødelægge – og ødelægge mere," siger Meynen.
Minedrift er en højrisikoindustri med aktionærer, der løbende skubber på for at reducere omkostningerne, og dette har potentialet til at blive på bekostning af miljøet. Atacama i Chile udgør en advarsel i så henseende. I Atacama forårsager en billig og vandkrævende metode til udvinding af litium i en ekstremt tør region, at vandførende lag bliver ødelagt, hvilket påvirker vandbalancen og fører til fortsatte protester fra lokalsamfundet.
Miljøeffekterne af nye eller kommende minedrift- og behandlingsteknologier bliver ikke undersøgt tilstrækkeligt, mens projekter, der bruger disse teknologier, allerede er under udvikling og implementering i stor skala. Eksempler på ukendt eller begrænset forståelse af miljøpåvirkninger inkluderer effekterne relateret til bioudvaskning, dybhavsminedrift og litium-minedrift. Der er i øjeblikket huller i vores viden om de sociale og miljømæssige virkninger af litium-minedrift og asymmetri med hensyn til viden mellem virksomheder, myndighedsorganer og lokalsamfund. For at afhjælpe disse forskelle er det, ifølge Meynen, nødvendigt, at input fra NGO'er, den akademiske verden og lokalsamfund tildeles en fremtrædende plads i livscyklusanalyser af minedrift.
Gennemsigtighed, demokrati og retten til at sige nej
Efter årtier med strategisk outsourcing af de mest forurenende mineaktiviteter til lande uden for EU er det nye buzzword insourcing. Dette ville være et skifte væk fra Lawrence Summers-princippet, som blev udtrykt i et lækket notat af den daværende økonom ved Verdensbanken i 1991: ”Mellem os to sagt, så burde Verdensbanken tilskynde til mere migration af de beskidte industrier til de mindst udviklede lande. (…) En given mængde sundhedsskadelig forurening skal ske i det land, der har de laveste omkostninger, det vil sige det land, der har de laveste lønninger. Jeg mener, at den økonomiske logik bag dumpning af en mængde giftigt affald i landet med lavest løn er indiskutabel, og det skal vi stå ved.”
Så skørt det end lyder, er Summers' princip for det meste vor tids business as usual – og det vil sandsynligvis ikke blive ændret blot fordi man flytter mineprojekter tættere på ens eget land. EEB har advaret om risikoen for at uddybe miljømæssig racisme og social ulighed i selve Europa.
”Miner vil ikke blive anlagt i Paris, Berlin eller Madrid – den slags projekter vil true beskyttede områder nær bjerge og floder, som menneskers og dyrs liv er afhængige af,” siger Meynen.
Dette sker allerede – i nogle tilfælde ovenikøbet med støtte fra Europa-Kommissionen. I Caceres, en by i det vestlige Spanien, planlægger et EU-støttet mineprojekt at udvinde litium fra en åbenbrudsmine kun 800 meter fra det historiske centrum, som er et UNESCOs verdensarvssted, der ofte besøges af turister.
Som i andre samfund mobiliserer folk sig i Caceres og kræver at blive hørt. Lokale grupper kræver retten til selvbestemmelse, retten til at forblive på deres territorier uden at bekymre sig om deres levebrød og retten til rent vand, luft og jord eller frygten for fordrivelse gennem fremtidige udviklingsprojekter. Et lignende tilfælde i Europa er Talvivaara i Finland, hvor en nikkelmine har udledt giftigt spildevand og tungmetaller i nærliggende søer. Og der var katastrofen med rødt mudder i Kolontar-Devecser, Ungarn, der førte til ti menneskers død og ødelæggelsen af 150 boliger i det, der blev betragtet som en af de største økologiske katastrofer i landet.
Kommissionens handlingsplan nævner ikke, hvordan lokalsamfund vil blive involveret i beslutningsprocessen. ”Det er vigtigt, at Kommissionen demokratiserer beslutningsprocessen og giver lokale samfund ret til at sige nej til mineprojekter,” udtaler Meynen. ”Dette betyder ikke, at Kommissionen nøjes med at konsultere ’interessenter’ med en fremtid, der allerede er besluttet, før de overhovedet kommer til forhandlingsbordet. Vi ønsker en fri prioriteret og informeret samtykke-lignende mekanisme, som i FN, hvor folk kan nedlægge veto mod regeringsprojekter i deres nærområder,” er hans konklusion.
En retfærdig omstilling og udvinding
Brug af kritiske råmaterialer i renere teknologier er uden tvivl nødvendigt for at nå kulstofneutralitet. Men EEB og dets netværk har understreget, at nøglespørgsmålet handler om, hvordan vi som samfund kommer derhen.
De spørgsmål, som minedriftsregioner står over for i det globale Syd, giver os et indblik i, hvordan øget minedrift i Europa kan komme til at se ud. Frontlinjesamfund oplever en lang række problemer på tværs af forskellige former for udvinding. Eksempler er fordrivelse, interne og eksterne konflikter – herunder trusler og drab på sociale ledere og dem, der forsvarer deres territorium – underminering af deres levebrød, forurenet luft, jord og vand, manglende adgang til agerjord og ferskvand og alvorlige påvirkninger af deres helbred.
For sin del insisterer Kommissionen på, at miljølove og -institutioner har en højere standard, og at den vil fremme bæredygtig og ansvarlig minedrift og gennemsigtighed.
Men der er grund til at være på vagt. Selv såkaldte globale ledere inden for miljøstandarder har problemer med at leve op til deres forpligtelser. Canada er for eksempel en selvudråbt global leder i klimaspørgsmål, men havde 61 rapporterede sager i Environmental Justice Atlas – tæt på 30 pct. af de sager, der involverer minesektoren.
”Der kan ske mange fejl i de næste ti år, hvis Europa fortsætter sin appetit på vækst ud over de økologiske grænser,” siger Jean-Pierre Schweitzer, der arbejder for med ressourceeffektivitet i EEB.
”I stedet for at fokusere på minedrift som en dominerende strategi, bør der lægges vægt på cirkulær tilgang i produktionen af batterier, solpaneler osv. Det vil betyde øget genanvendelse, genbrug og holdbarhed, brug af sekundære råmaterialer og genanvendelse af affald. Handlingsplanen lader heldigvis denne mulighed stå åben.”
Ansvarlighed er også et ord, som både Schweitzer og Meynen nævner ofte. ”Virksomheder skal holdes ansvarlige for underordnede arbejdsforhold og den miljøforringelse, de forårsager”, siger Meynen, der foreslår udviklingen af et EU due-diligence direktiv.
Fanget mellem ønsket om at være en global leder inden for miljøpolitik og et urealistisk, endeløst forbrug, er fremtidens EU-arv uvis. Kun tiden vil vise, om politikerne beslutter at lytte mere til de mennesker, der vil blive mest berørt af minedrift.
Foto: Albert Hyseni (unsplash.com)
