Regeringens målsætning om at reducere udslippet af drivhusgasser med 70 pct. i 2030 kræver store grønne investeringer. Der er plads i samfundsøkonomien, privatforbruget kan fortsat vokse og der er kloge muligheder for finansiering.
Af Jesper Jespersen
Den danske regering har sat som et pejlemærke, at den danske udledning af drivhusgasser i 2030 skal være reduceret med 70 pct. i forhold til 1990.
For at nå dette mål skal udledningen af drivhusgasser reduceres i alle led af samfundsøkonomien: fremstilling af energi, produktion af varer og tjenesteydelser (byerhverv og landbrug) og forbrug (husholdningernes adfærd). Grøn omstilling omfatter derfor alle tre sektorer af samfundsøkonomien:
1. Den offentlige sektor står for planlægning og investering i den overordnede infrastruktur: produktion af elektricitet, energi til opvarmning og transport samt udbygning af jernbaner, vejnet, internet, container- og lufthavne mm.
2. Produktion i private virksomheder: energiforbrugende byerhverv og landbruget, som oprindeligt var energiproducerende og CO2-absorberende, men i dag har et betydeligt udslip af drivhusgasser
3. Husholdninger: forbrugere af varme, el, transport og varer, herunder fødevarer
Den grønne omstilling kan kun ske gennem ændringer i adfærden inden for alle tre sektorer, som beskrevet i Klimarådets rapport.
Målsætningen om 70 pct. reduktion i 2030 betyder, at udledningen af drivhusgasser i løbet af de kommende ti år skal halveres i forhold til udledningen i dag. Hvis Danmark skulle gå enegang, ville udfordringen være noget nær uoverkommelig, idet konkurrencen fra de øvrige EU-lande og den globale økonomi ville skabe store udfordringer. Heldigvis har stort set alle betydningsfulde lande underskrevet Paris-aftalen – om end der efterfølgende er opstået usikkerhed om, hvorvidt den amerikanske præsident vil trække USA ud af aftalen, hvilket dog ikke vil hindre delstaterne i stadig at føle sig forpligtede til at blive CO2-neutrale i 2050.
I Europa planlægger EU-Kommissionen et EU med netto nul-emission af drivhusgasser i 2050. Det betyder, at den danske klimapolitik har det samme sigtepunkt som de øvrige EU-lande. Den danske regerings politik vil blot være på forkant med udviklingen i de øvrige lande. Det kan vise sig at være en fordel, som det f.eks. tidligere har været det for udviklingen af vindenergi; men kan også for nogle erhverv skabe øgede omkostninger i forhold til udenlandske konkurrenter. Disse forhold må løbende vurderes og inddrages i klimapolitikken, men de ændrer ikke på de overordnede samfundsøkonomiske problemstillinger.
Produktion er nødvendig – penge blot et stykke papir
Det er derimod et alvorligt problem, at der ikke er tilstrækkelig forståelse af forskellen på hhv. samfundsøkonomi, pengeøkonomi og privatøkonomi. Samfundsøkonomi (et lands nationaløkonomi) handler om, hvordan man benytter de begrænsede produktionsfaktorer, dvs. landbrugsjord/natur, arbejdskraft, kapitalapparat (bygninger, maskiner og infrastruktur) og varer/energi fra udlandet. Det er arbejdskraften og dens uddannelse i kombination med maskiner, bygninger og jord, der skaber den fysiske produktion.
Penge og finanskapital er derimod af natur blot en praktisk løsning på et koordineringsproblem, der gør det lettere at bytte varer og tjenester og at spare op. Når vi får udbetalt vores løn, så er det jo ikke pengene, som gør os mætte om aftenen og giver os tag over hovedet og klæder på kroppen. Det gør derimod de varer, som pengene kan byttes til. Hvis der ingen varer er i butikkerne, så er pengene værdiløse.
Samfundsøkonomien skal fokusere på hvad der produceres af samfundets arbejdskraft, landbrugsjord, maskiner, infrastruktur etc. Regeringens økonomiske politik udstikker de overordnede retningslinjer for omfanget, og delvis også karakteren, af produktion i den offentlige og den private sektor. Den økonomiske politik er afgørende for at sikre, at de produktionsfaktorer, der er til rådighed, bliver udnyttet fuldt ud.
Navnlig bør perioder med arbejdsløshed undgås. Hvis der er tilløb til, at arbejdsløsheden vil stige, som der er i disse år, så har regeringen en forpligtelse til at sætte gang i den økonomiske aktivitet og derved bidrage til, at den ledige arbejdskraft og evt. maskiner og bygninger ikke står ubenyttet hen.
Coronakrisen giver større råderum for grøn omstilling
Man kunne tro, at coronakrisen ville vanskeliggøre realiseringen af den grønne omstilling, fordi den har kostet staten en frygtelig masse penge. Men lige netop her er det vigtigt at sondre mellem samfunds- og pengeøkonomi. Tværtimod, som en konsekvens af coronakrisen er der blevet frisat arbejdskraft og produktionsmidler, fordi husholdninger har reduceret deres forbrug og øget deres opsparing. Dette fald i produktionen kan staten delvist afhjælpe ved at speede den grønne omstilling op. Staten behøver nu ikke at afvente, at disse produktionsfaktorer bliver ledige eller trække dem væk fra anden produktion.
Beregninger fra Klimarådet har vist, at jo hurtigere den grønne omstilling kommer i gang, desto billigere bliver den samfundsøkonomisk, dels fordi der så spares mere på importen af kul, olie og gas, samtidig med at den ledige arbejdskraft kommer i meningsfuld beskæftigelse. På den måde aflastes både betalingsbalance, offentlige finanser og klima og miljø får det bedre – et slags ”win-win-win”.
Samfundsøkonomien har plads til grøn omstilling
Er der arbejdskraft og produktionsudstyr nok til både at producere alle de varer og serviceydelser, som vi er vant til, og samtidig alle de nye projekter i den grønne omstilling, som f.eks. vindmøller, elbils-ladestandere og udtag af lavbundsjorde og meget andet? Det er det vigtige samfundsøkonomiske spørgsmål.
Hvor stort er det ekstra investeringsbehov, der skal til for at nå målsætningen om en 70 procents reduktion af drivhusgasser? Hvor mange produktionsfaktorer skal vi bruge for at sikre, at der gennemføres tilstrækkeligt mange investeringsprojekter som vindmøller, solceller, jordvarme, ladestandere og udtag af lavbundsjorde m.m.? For at danne sig et samlet overblik over omfanget heraf, er det nødvendigt at prissætte de enkelte projekter i forhold til, hvor meget arbejdskraft og kapitaludstyr, man forventer at bruge i hvert af årene, mens investeringerne gennemføres.
Klimakommissionen (2010), De økonomiske Råd (2016) og senest Klimarådet (2018) er nået frem til, at investeringsniveauet skal øges med 20-30 mia. kr. årligt, hvilket svarer til ca. 1-1½ pct. af bruttonationalproduktet (BNP). Hertil kommer, at både finansministeriet og De økonomiske Råd vurderer, at den underliggende vækst i BNP vil ligge på ca. 2 pct. hvert år, og dermed vil BNP i 2030 være ca. 400 mia. kr. større end i dag. Hvis dette scenarie bare tilnærmelsesvist afspejler stigning i den mulige produktion, så syner 20-30 mia. kr. ikke af meget. I så fald vil den grønne omstilling blot reducere den beregnede vækst i BNP i perioden 2020-2030 fra 18 pct. til ca. 16 pct. Danskerne skal i så fald blot ”spænde livremmen” lidt langsommere ud, end der ellers ville have været mulighed for. Man kan derfor med rimelighed spørge, hvorfor det beløb, der er afsat til den grønne omstilling, ikke er større, når der hersker en sådan produktionsoptimisme blandt regeringens toprådgivere? Tankevækkende.
Hvor skal pengene komme fra?
Diskussionen af, hvem der skal betale for den grønne omstilling, er et luksusproblem, der består i at dæmpe væksten i det private forbrug en lille smule, ikke at skære det ned. Uden grøn omstilling ville det private forbrug (flæskestege, ferierejser og elektronik) kunne vokse med ca. 20 pct. frem mod år 2030; med grøn omstilling bliver stigningen reduceret til 17-18 pct. i dette regnestykke. Det private forbrug vokser lidt langsommere, når der skal produceres flere vindmøller, el-ladestandere etc. Noget tilsvarende vil gøre sig gældende, hvis der bliver ansat mere personale i den offentlige sektor (daginstitutioner, hospitaler, skoler etc.).
Dette burde derfor være den helt centrale samfundsøkonomiske diskussion i et demokratisk styret land: Hvorledes vi ønsker, at samfundets reale ressourcer skal anvendes i lyset af den mulige økonomiske vækst, som den øgede produktivitet åbner mulighed for.
Pointen er her, at den offentlige produktion, som der ikke betales for direkte ved købet, må finansieres gennem skattebetaling. Hvis mængden af velfærdsgoder og den grønne omstilling skal skattefinansieres, så må satsen på indkomstskat og/eller moms sættes op. Betyder det, at det private forbrug falder? Nej, ikke nødvendigvis, hvis skatten stiger mindre end væksten i BNP. Det betyder blot, at det private forbrug vokser langsommere end BNP. Det er en klassisk fordelingspolitisk udfordring. Hvert politisk parti kæmper for, at dets vælgersegment skal slippe så billigt som muligt.
Men lige netop når CO2-reduktion er på den fordelingspolitiske dagsorden, så er det nærliggende at knytte en snæver sammenhæng mellem den øgede skattebetaling og udledningen af CO2, som jo er problemet. Derfor argumenterer fagøkonomer med rette for, at finansieringen af den grønne omstilling delvis eller fuldt ud kan komme fra en CO2-afgift, som samtidig vil ændre virksomhedernes og forbrugernes adfærd.
Ifølge Klimarådet er det dog ikke muligt at nå i mål med omstillingen af dansk økonomi udelukkende ved brug af CO2-afgifter. Staten og kommunerne må gå mere direkte ind i gennemførelsen af de større ”grønne” investeringer, f.eks. elektrificering af jernbanerne og bygning af havvindmølleparker m.m.
Til finansiering af disse store projekter, der rækker langt ud i fremtiden, ville det være oplagt at benytte noget af statens opsparede kapital, der ligger i de private pensionskasser og livsforsikringsselskaber i form af udskudt skat. Der er i dag tale om et beløb på ikke mindre end 1.500 mia. kr. Det er statens penge, herom er der ingen diskussion; men ifølge den gældende lovgivning kommer de først til udbetaling om 20-30 år, når de personer, der har indbetalt beløbet, går på pension. Indtil det sker, er det pensionskasserne, der har dispositionsretten til dette enorme beløb (se også faktaboks).
Og ikke nok med det, så vokser denne ”bundne” kapital i form af udskudt skat de næste mange år. Hvert år indbetales der nemlig ca. 100 mia. kr. til disse overvejende arbejdsmarkedspensioner, og heraf udgør ca. 40 mia. kr. udskudt skat. Det er statens penge, men staten har afgivet dispositionsretten til pensionsselskabet. Denne konstruktion mindsker statens finansielle råderum ganske betydeligt og vanskeliggør finansieringen af den grønne omstilling. Denne form for statslig tvangsopsparing er særdeles uhensigtsmæssig netop i en situation, hvor staten har ekstra brug for finansieringskilder til at fremtidssikre samfundsøkonomien. Det er nu, der er brug for disse skattekroner og ikke om 20-30 år, hvor klimaskaderne med større sandsynlighed vil være indtruffet.
De grønne investeringer kan i en vis forstand betragtes som en nødvendighed, som muligvis kan hindre, at der sker alt for omfattende klimaskader. Det er en udgift, der kan lignes med en form for kollektiv forsikring: den skal undgå at skaden indtræffer og derved ikke belaste almindelige borgeres privatøkonomi.
Coronakrise og samfundsøkonomi hindrer ikke grøn omstilling
Danmark er således i den enestående gunstige situation, at der samfundsøkonomisk intet er til hinder for at gennemføre en målrettet grøn omstilling, der fuldt ud lever op til den målsætning, der er indeholdt i Paris-aftalen.
Det har den aktuelle coronakrise ikke ændret på. Snarere tværtimod. Staten vil have lettere ved at dirigere den nu ledige arbejdskraft og produktionskapacitet i hhv. bygge- og anlægssektoren og i eksportindustrien til anvendelse ved at realisere de mange grønne investeringer, der skal finde sted på dansk jord (og havbund).
Finansieringen af disse investeringer bør være bredspektret. En progressiv CO2-afgift kombineret med øremærkede tilskud til klimainvesteringer vil bidrage målrettet til at ændre adfærd hos virksomheder og husholdninger.
Hertil kommer, at staten med fordel kan ophøre med at give fradragsret for indbetaling til arbejdsmarkedspensioner og livsforsikringer. For det er nu, der skal investeres i den bæredygtige fremtid. Det kan være for sent om 20-30 år, når den udskudte skat kommer til udbetaling.
Kære Dan Jørgensen. Det er vel sådan set bare at komme i gang!
Videre læsning
Jesper Jespersen (1998), Miljøøkonomi, Djøfs Forlag.
Jesper Jespersen (2019), Vækstøkonomi på Vildspor, Jensen & Dalgaard.
(De) Økonomiske Råd, Miljøøkonomisk Rapport, 2016.
Klimarådet, Ny rapport om vejen til 70-procentsmålet i 2030, 2020.
FAKTABOKS: Pensionsopsparing og skat
Størstedelen af den arbejdende befolkning vil ikke miste en skattefordel ved en ophævelse af fradragsretten i skatten for indbetalinger til pensionsordninger. De eneste skatteborgere, der har fordel af fradragsretten, er personer, som betaler topskat. De sparer 55 pct. i skat ved indbetaling, men skal kun af de første 500.000 kr. (topskattegrænsen) betale 37 pct. ved udbetaling. For denne gruppe af personer med i forvejen høje indkomster er der en åbenbar fordel ved den nuværende ordning – men kun for dem.
