Genstarten efter COVID-19 nedlukningen skal være grøn. Men hvordan? Har vi pengene? Har vi ressourcerne? Bliver vi fattigere? Hvad vil det betyde for uligheden i samfundet? Økologisk økonomi danner her udgangspunktet for en diskussion af forskellige tilgange til grøn genstart.
Af Inge Røpke
Stort set alle er enige om, at genstarten efter COVID-19 nedlukningen skal være grøn, men der er mere delte meninger om, hvad det konkret betyder. Der skal ”gang i hjulene”, men skal ”maskinen” op i samme gear som tidligere? Kan vi nøjes med at skifte nogle hjul hist og her, eller er der brug for en mere gennemgribende rekonstruktion? Med afsæt i økologisk økonomi vil jeg diskutere forskellige tilgange til en grøn genstart.
Økologisk økonomi og bæredygtig omstilling
For at gøre argumenterne forståelige er det nødvendigt at introducere nogle grundlæggende særtræk ved økologisk økonomi.
For det første ses energi som fundamentalt i økologisk økonomi. Det store antal mennesker i verden og den høje materielle levestandard i dele af verden kan kun forstås på baggrund af brugen af fossile brændsler, der tog fart med den industrielle revolution. Revolutionen bestod i udviklingen af teknologier, der kunne udnytte de fossile brændsler som energislaver og dermed skabe kraftig vækst i arbejdsproduktiviteten. Når drivhuseffekten nu bør få os til at begrænse brugen af fossile brændsler, er udfordringen enorm. Firs pct. af verdens energiforbrug er stadig fossilt og ti pct. er baseret på biomasse, som vi af hensyn til biodiversiteten også bør begrænse brugen af. Den resterende del er mest kernekraft, mens sol, vind og vandkraft endnu kun udgør en forsvindende del. Udbygningen af den vedvarende energi kræver i sig selv en masse energi, ligesom der er brug for en mængde råstoffer til bl.a. den tilhørende elektronik. Dem er der mangel på, og de udvindes ofte under problematiske forhold. Det er derfor afgørende at have fokus på at spare energi og andre ressourcer.
Teknologisk udvikling er vigtig for processen med afvikling af de fossile brændsler, men det andet særtræk ved økologisk økonomi er den manglende tillid til teknologiske mirakler: Tabet af de fossile energislaver vil gøre verden materielt fattigere.
Den tankegang fører til det tredje særtræk, som består i det normative synspunkt, at de materielt rigeste bør give afkald på noget af deres rigdom for at forbedre de materielle vilkår for de dårligst stillede, globalt og nationalt.
De tre særtræk indebærer tilslutning til den illustration af bæredygtig omstilling, der er populariseret af Kate Raworth med doughnuten: På den ene side skal vi sigte mod at holde os inden for de planetære grænser, som videnskaben om jordsystemet foreslår, og på den anden side skal vi samtidig sigte mod at opfylde de basale behov hos alle mennesker. I en dansk sammenhæng betyder det, at vi både skal arbejde med at gøre vores produktion mere miljøvenlig, og at de bedre stillede af os samtidig skal begrænse vores materielle forbrug for at skabe plads til øgede forbrugsmuligheder for andre.
Omstillingen forudsætter, at vi anlægger et systemperspektiv, hvor vi ikke kun ser på isolerede miljømæssige forbedringer, men også inddrager vurderinger af, om et givet forsyningssystem, der forsyner os med f.eks. energi, fødevarer eller mobilitet, som helhed bliver mere bæredygtigt og spiller sammen med andre forsyningssystemer på en bæredygtig måde.
Forslag til grøn genstart
COVID-19 har bidraget til at reducere udledningerne af drivhusgasser, men en så trist og kaotisk proces har ikke meget med bæredygtig omstilling at gøre. Omvendt er der heller ikke meget ide i at genstarte økonomien på en måde, der genetablerer business as usual. Det gælder om så vidt muligt at benytte lejligheden til at styrke omstillinger i bæredygtig retning.
For at starte med hvad man ikke skal gøre, så er traditionelle ekspansive forslag som skattelettelser og momsnedsættelse en dårlig ide, fordi de øger forbrugsmulighederne for alle, inklusive de bedst stillede. Det er også en dårlig ide at hente motorvejsprojekter og lignende op af skuffen, fordi de fastholder de systemer, som ikke er bæredygtige. Selvom der er økonomisk krise, skal der ikke sættes gang i noget bare for at få folk i arbejde: Vi skal ikke rive kloden fra hinanden for at have noget at rive i, som formanden for Det Økologiske Råd (nu: Rådet for Grøn Omstilling), Jørgen Nørgaard, sagde for mange år siden.
Men der er kommet rigtig mange gode forslag til grøn genstart fra Klimarådet, Concito, et udspil fra en større gruppe NGO’er (Grøn og retfærdig genstart), fagbevægelsen m.fl. På investeringsområdet drejer det sig f.eks. om vindmøller og solceller, ladeinfrastruktur til elbiler, varmepumper, elektrificering af jernbaner, energirenovering af bygninger, cykelstier, naturgenopretning, klimatilpasning og meget mere. I nogle tilfælde kan staten stimulere private investeringer, mens andre tilfælde kræver direkte offentlige investeringer fra stat eller kommuner. Også investeringer i forskning og udvikling indgår, f.eks. på områder som Power-to-X (især brug af vindkraft til fremstilling af brændsler), plantebaserede fødevarer og metoder til genanvendelse.
Forbrugsområdet spiller en mindre rolle i de fremsatte forslag, men det er dog med hos f.eks. Concito, der foreslår at støtte grønne forbrugsmønstre (oplevelser, restauranter, museer etc.), og NGO-gruppen, der bl.a. foreslår fremme af plantebaserede fødevarer, reparation samt ferier i Danmark, gerne med tog. Forbrug kan være grønt på flere forskellige måder, men generelt er det vigtigt både for en effektiv økonomisk genstart og for en mere bæredygtig sammensætning af forbruget, at vi bruger relativt mere af de varer og især tjenester, der fremstilles arbejdsintensivt og bruger få naturressourcer. I privatforbruget er det netop kultur, reparation, massage, frisør, restaurantbesøg, rengøringshjælp osv. Uheldigvis er pandemien især gået ud over den type arbejdsintensive ydelser, fordi de ofte bringer os tæt på hinanden. Pandemien har dog også ramt energiintensive ydelser, f.eks. fra rejsebranchen og luftfarten, hvor vi hellere skal undgå at vende tilbage til business as usual.
Derimod er der gode grunde til at øge det offentlige forbrug af arbejdsintensive ydelser som omsorg for børn og ældre, sundhed (inkl. rengøring), uddannelse og kultur. Her kan velfærden øges med beskedne omkostninger for klima og miljø, så øget offentligt forbrug kan være et vigtigt element i bæredygtig omstilling også på længere sigt.
Har vi råd – i penge?
Den umiddelbare politisk-økonomiske reaktion på COVID-19 krisen har været at øge den statslige pengeskabelse: Penge er blevet sendt i omløb som en redningskrans til virksomheder og ansatte, så de kan klare sig igennem, selvom de ikke producerer noget.
Som følge af bl.a. EU-regler kan staten ikke bare trække pengene på sin konto i Nationalbanken, uden at der samtidig udstedes statsobligationer, som i første omgang sælges til den private sektor og evt. i anden omgang købes tilbage af Nationalbanken. På den måde oparbejder staten en stigende gæld. I en dansk sammenhæng er statsgælden stadig beskeden, og de fleste er enige om, at den ikke i sig selv er noget problem.
Mere uenighed opstår, når den umiddelbare redningskrans afløses af genstarten: Må den også øge statsgælden? Det fortsat dominerende synspunkt er, at krisehåndteringen først og fremmest drejer sig om genetablering af business as usual med fastholdelse af økonomiens struktur ved at holde efterspørgslen oppe med midlertidige foranstaltninger, der virker hurtigt. Eksempelvis er stimulering af forbruget, især hos de dårligst stillede med høj forbrugskvote, mere effektivt end offentlige investeringer, der ikke slår igennem så hurtigt. Derefter gælder det om at komme tilbage til såkaldt ”holdbare finanser”, hvor statens underskud er meget begrænset.
En mere keynesiansk tilgang åbner for en mere langvarig vækst i statsgælden, der bedre kan kombineres med en grøn genstart. Når gælden er optaget i landets egen valuta, kan den altid rulle videre, og så længe den ikke fører til overophedning af økonomien, inflation og betalingsbalanceproblemer, er den ikke et problem. Men det er afgørende, hvordan pengene bruges. Hvis pengeudpumpningen fører til øget privat opsparing, stiger priserne på aktiver som aktier, guld og boliger. Det kan have problematiske fordelingsvirkninger, fordi ejere af aktiver bliver endnu rigere. Desuden kan den proces føre til bobler og økonomisk ustabilitet.
Pengene skal stimulere realøkonomien, og i en usikker periode vil det ofte kræve aktive offentlige investeringer og forbrug, sådan som mange af grøn genstart forslagene lægger op til. I stedet for genopretning af de kendte systemer kan de bidrage til strukturelle forandringer af økonomien, der vil bringe os i en bedre og mere bæredygtig situation i fremtiden.
Har vi råd – i ressourcer?
En tredje position indtages af økologisk økonomi, hvor spørgsmålet ”har vi råd?” drejer sig om reale ressourcer frem for penge. Med reale ressourcer menes energi, råstoffer, jordareal, det resterende ”budget” for drivhusgasemissioner, arbejdskraft, maskiner o. lign. De reale ressourcer er typisk begrænsede af naturgivne forhold og underlagt fysiske og biologiske lovmæssigheder, mens penge derimod er baseret på menneskeskabte institutioner, der kan laves om.
I den keynesianske tilgang er arbejdskraften den centrale ressourcemæssige begrænsning: Hvis der ikke er fuld beskæftigelse, så er det bare om at komme i gang. De begrænsede naturressourcer, ”budgettet” for drivhusgasemissioner og anden forurening optræder her først og fremmest som grønne investeringsmuligheder, ikke som begrænsninger på hvad der kan sættes i gang. Der er heller ikke megen opmærksomhed på, at de økonomiske aktiviteter kan have omkostninger i andre lande. Det kan være en del af baggrunden for opfattelsen af 1960’erne som en guldalder med fuld beskæftigelse, hvor bagsiden i form af den fortsatte udnyttelse af billige ressourcer og arbejdskraft fra de tidligere kolonier fortrænges.
Endelig er den fossile energis centrale betydning for produktivitetsudviklingen ikke synlig i den keynesianske tilgang, hvilket fører til en undervurdering af de aktuelle udfordringers størrelse. Det keynesianske fokus på at forklare, at stigende statsgæld sagtens kan forsvares som led i en grøn genstart, er fornuftigt, men utilstrækkeligt i et økologisk økonomisk perspektiv. Her er det samtidig afgørende, at brugen af reale ressourcer til øget luksusforbrug begrænses for at skabe rum for bæredygtig omstilling.
Omfordeling bliver nødvendig
Dermed bliver det afgørende at få omfordeling på dagsordenen som led i grøn genstart. Det er der kun meget lidt fokus på i de aktuelle forslag. Tværtimod er det et ofte hørt politisk mantra, at det ikke må blive dyrere at være dansker. Hvis det betyder en hvilken som helst dansker, er det et urimeligt forlangende i en miljømæssigt begrænset verden.
Omfordeling skal for det første inddrage købekraft hos de bedst stillede, f.eks. gennem institutionelle reformer som formueskat, arveskat, højere marginalskat og tiltag til begrænsning af kapitalgevinster, gerne i kombination med bekæmpelse af skattely og begrænsning af internationale kapitalbevægelser.
For det andet er det afgørende at få mere fokus på, at bæredygtig omstilling vil gå ud over nogen. Da det ikke er alle hjul, der skal genstartes, er der brug for at kompensere dem, det går ud over, og lette deres overgang til andre erhverv gennem uddannelse og et ordentligt socialt sikkerhedsnet. Det drejer sig dels om retfærdighed, dels om at undgå ”gule veste”, dvs. folkelig modstand mod omstillingen. Også her kan der blive brug for institutionelle reformer, der rækker ud over at lappe på det aktuelle sociale system.
Institutionelle forandringer
Institutionelle forandringer må på dagsordenen, hvis en grøn genstart skal føres videre i en mere gennemgribende bæredygtig omstilling. Hvis de aktuelle institutioner står i vejen for, at de reale ressourcer bliver anvendt på en bæredygtig måde, så er det institutionerne, der er noget i vejen med. Ud over de ovennævnte reformer kan det f.eks. dreje sig om at gennemføre forandringer, der kan mindske pensionskassers og andre investorers forventninger om afkast.
Institutioner kan fremkalde den forestilling, at der er mangel på penge til at gennemføre bæredygtig omstilling, men penge er bare tal på en computer. De er ikke noget værd i sig selv, og der kan ikke være mangel på dem. Men da pengene samtidig er krav på reale ressourcer, som der er klar mangel på, er råderetten over pengene selvfølgelig central. Det er her, institutionerne kommer ind.
