Vores etiske kompas bliver helt afgørende for, om vi er i stand til at transformere erfaringer og indsigter fra coronakrisen til et bæredygtigt samfund. Er vi parate til med hjerne, hjerte og krop at indse altings forbundethed, og forstå, at med indsigt følger ansvar og handling?
Af Lone Belling
Da statsministeren trykkede på den store pauseknap, kunne man næsten høre et kollektivt suk fra de mange, der fulgte det tv-transmitterede pressemøde den 11. marts 2020. Corona-pandemien var kommet til Danmark, og pludselig var meget af det, vi anså for givet og normalt, forandret. Det var som at blive sendt på afvænning fra alt det, vi vanemæssigt gør i hverdagen, og alt det, der er med til kollektivt og individuelt at skabe vores liv.
Den ufrivillige pause fra kendte rutiner var i første omgang en forstyrrelse. Vi havde jo ikke bedt om at blive sendt på afvænning. Men den skabte også mulighed for at gøre de ureflekterede hverdagsvaner synlige, inviterede os til at fortage bevidste valg og dermed ikke blot fortsætte, som vi plejer. En sådan konkret mulighed for adfærdsændring affejer vi ellers typisk med undskyldninger om, at det ikke sådant er muligt at ændre hverken samfundsstrukturer og menneskelig adfærd.
Men det ved vi nu. Det er muligt. Vi har prøvet på egen krop at leve med andre rammer for dagliglivet, vi har oplevet vores medborgere handle på nye måder, og vi har set en stat, der både kan stille krav og finde milliarder for at få os gennem krisen. Hurtige og markante ændringer er mulige, når borgere og systemer spiller sammen.
Om vi formår at udnytte dette vindue til mere radikale ændringer i vores produktions- og forbrugsmønstre afhænger af vores parathed til at handle på denne indsigt.
Efter foråret – og foreløbigt ind i sommeren – står vi tilbage med en kollektiv erfaring af at være blevet sendt på afvænning fra en tilværelse med for højt tempo og forbrug. Noget er set og sanset, og derfor er tiden inde til at spørge både os selv og hinanden, om vi hurtigst muligt ønsker at vende tilbage til tiden før krisen, eller om nogle af vores erfaringer, indsigter og adfærdsændringer skal danne afsæt for nye og bæredygtige liv.
Lytter du til fortællingen om, at højt forbrug er udtryk for samfundssind og fædrelandskærlighed, eller lytter du til andre, genopståede stemmer, der fortæller om kærlighed til planeten, om ansvar for det globale samfund og om mindre materielle forestillinger om det gode liv?
Forårets rigdomme
Undervejs i coronakrisen har der været afsavn og tab, usikkerhed og forvirring. En del af befolkningen er blevet fattigere – rent materielt. Personligt har jeg oplevet, at omsætningen praktisk talt er gået i nul.
Men jeg er også blevet rigere. Rigere på nærvær med de nærmeste, rigere på tid til at nyde foråret, til at følge med i gærdesmuttens redebyggeri og tid til at falde i staver over, at bregnerne er blevet synligt højere siden i går. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været på omgangshøjde med havens finurlige systemer og haft overskud til at skabe en passende balance mellem kulturplanter og naturens generøse frøspredning.
Og ligesom mange andre har jeg opdaget, at himlen dette forår er mere blå og nattens stjerner mere tindrende. Én klar effekt af den markant lavere luftforurening. En anden, som forskere har beregnet, er 80 færre dødsfald og over 60.000 færre sygedage i Danmark.
Vi har været et samfund på speed med fokus på vækst i produktion og forbrug. Større huse, flere biler, længere flyrejser, hyppigere udskiftninger af elektronik og samtalekøkkener. Vi har danset natten igennem på dette fix og ikke mærket konsekvenserne, hverken på egen eller på den kollektive krop i form af forurening, klimaforandringer, stigende ulighed og fravær i stedet for nærvær. Vi har danset lystigt videre, alt imens stadig flere rammes af stress og depression, og skabt massevis af forsømte forår.
Eksistens, erkendelse og etik
Vi ved fra forskningen, at det i gennemsnit tager 66 dage at aflære gamle og skabe nye vaner. Derfor kræver det stærk indre motivation eller ydre pres at danne blivende ændringer i adfærd, og mange har erfaring med ikke at lykkes med de gode intentioner, hvad enten det handler om egen sundhed eller mindre klimabelastende handlinger. Det gør det svært at ændre mad-, transport- og rejsevaner.
Men staten gav os 66 dages afvænning, og her på den anden side er der rig mulighed for at se og mærke det hele lidt klarere. Lige nu i overgangen fra nedlukning til genåbning, mens de sansede oplevelser af et langsommere liv stadig sidder i kroppen, hvor vi både er sårbare og åbne, lige nu er det muligt at skabe mere end blot en transition. Genåbningen kan blive en reel transformation af indre og ydre forhold mod en bæredygtig fremtid.
I en transformation er der både brug for eksistentielle erfaringer lejret i krop og liv, erkendelser baseret på viden og indsigt, samt etik forankret i en forståelse af altings forbundethed.
I årtier har der været solid viden om konsekvenserne af et samfundssystem, der bygger på ubegrænset vækst på en begrænset planet, men det har ikke ført til erkendelse af nødvendigheden af kollektiv omstilling og individuelle adfærdsændringer. Her har vi blandt andet været udfordret af både manglende eksistentielle erfaringer og kollektive forestillinger om, hvordan livet ville være i en mere bæredygtig fremtid. Men med Coranakrisens barske vilkår og ændringer i samfundet, har vi nu et muligt afsæt i faktisk levede erfaringer og spirende billleder af, at noget andet er muligt.
De konkrete ændringer
Vi er mange, der ikke har forsømt foråret, men (gen-)opdaget glæden, sanset samværet med naturen som en livgivende aktivitet, der oven i købet ikke belaster kloden som en tur i shoppingcenteret. Vi har erfaret, at mange jobfunktioner kan klares fra hjemmearbejdspladser uden at det går ud over produktiviteten – ja faktisk er den nogle steder steget.
Omstændighederne har ikke bare forårsaget et dyk i transporttid, motorvejskøer og udledning af drivhusgasser og partikler, men skabt rum for mere tid til fordybelse, ført os væk fra storrumskontorer, der alt for ofte skaber mere forstyrrelse, snarere end fokus og overblik. Samtidig er ledelse og deltagelse i videomøder blevet en mere udbredt kompetence hos mange ledere og medarbejdere, med en ofte mere skarp og præcis dagsorden til følge, dog med tab af fysisk samvær og mellemmenneskelig småsnak.
Vi ved også, at mange af de mindre børn trives med kortere skoledage i mindre grupper, mere udeundervisning og bevægelse. Der er færre konflikter og mere ro, hvilket er godt for alle børn, men ikke mindst for dem, der let bliver klemt i en hverdag med opskruet tempo, læringsmål, test og et snævert syn på læring og dannelse.
Og så er vi blevet mere lokale. Mens der under nedlukningen har været markant færre mennesker i centrum af byerne, har mennesker været ude og aktive i deres nabokvarterer og parker, samtidig med at folk har støttet deres lokale butikker og erhvervsdrivende, selv om de har haft lukket.
Behovet for det lokale fællesskab er blevet mere nærværende. Det fortalte arkitekt Helle Søholt fra Gehl i DR2-programmet Deadline den 24. maj 2020. Desuden så hun en fremtid for sig, hvor sundhed og trivsel med større vægt tænkes ind i byplanlægning og arkitektur. Det vil betyde flere cykelstier, mere plads til gående og mulighed for at samles i mindre byrum lokalt.
Transformation kræver nyt natursyn
Med afsæt i vores personlige erfaringer kombineret med data om, hvordan nedlukningen har påvirket menneskers adfærd, er det vigtigt, at de eksistentielle erfaringer bliver til fælles erkendelser. Derfor skal vi gå i dialog og samskabelse med hinanden om, hvad det gode liv betyder.
Det er afgørende for realiseringen af potentialet til en større transformation, at vi bliver i stand til at oversætte vores individuelle glæde og sansning af naturen til en dybere, kollektiv forståelse af vores gensidige afhængighed og forbundethed med hinanden og naturgrundlaget. Og her er det for mig helt centralt, at vi slipper af med det dominerende antropocentriske syn, som har bragt os på katastrofekurs.
Vi har alt for længe levet under et neoliberalt paradigme, der forherliger grådighed, vækst og forbrug. Endda endnu dybere i os bor en forvrænget forståelse af, at naturen er noget udenfor os selv, noget fjendtligt, der skal overvindes og etableres som ressource for menneskene.
Coronakrisen, og lignende pandemier med afsæt i skovrydning og overdrevent dyrebrug, for ikke at tale om den langt mere alvorlige klima- og biodiversitetskrise, er påmindelser om, at den største trussel mod livet ikke er naturen selv. Det er i stedet de destruktive aspekter af det menneskelige sind, der over en længere historisk periode er blevet indlejret i økonomiske strukturer, som fremmer ureflekteret forbrug og ressourceudnyttelse.
For selv om noget er muligt teknologisk og økonomisk, så er vi etisk forpligtet på at undersøge, om det også er ansvarligt at gøre det, vi er i stand til. Det gælder på individniveau og samfundsmæssigt. At kunne er ikke det samme som at skulle. Derfor er den store udfordring at give slip, holde op og afstå.
Vores etiske kompas
Så hvad skal der til for, at vi faktisk lytter til de indre, etiske stemmer, som kommer til os fra eksistentielle erfaringer under coronakrisen? Erfaringer om, at mindre forbrug og langsommere tempo er både attraktivt og regenererende – for dyr og planter og os selv?
Her handler det om at styrke og træne vores etiske kompas, så vi kan stå fast og ikke endnu en gang lader os forføre af det hurtige forbrugsglimmer. Den naturvidenskabelige dannelse må i samspil med hjertets dannelse understøtte liv og læring. Derved bliver vi i stand til at løfte blikket fra det snævre antropocentriske dannelsesbegreb med mennesket i centrum som alle tings hersker. Vi er natur. Vi er del af naturen og det forfinede netværk af liv og interaktioner. Vi var aldrig udenfor eller over det. Og det er vores pligt at navigere efter denne sandhedsbetingelse ved hjælp af vores etiske kompas; at finde vej til en bedre, bæredygtighed livsførelse – som individ, kollektiver og samfund.
Udvid sprækkerne
Hvilke muligheder for nye livsveje har vi? Lige nu handler det om at udvide de sprækker af opmærksomhed, der er opstået i vores hverdagsliv under coronakrisen. At skabe rum for helhedsorienterede dialoger med plads til både etik, viden og sanselige erfaringer.
Men lige så vigtigt er de handlinger, som konkret afledes af denne tid. Det handler om at tage bæredygtige beslutninger om eget og familiens forbrug, og vise en form for globalt samfundssind ved at bruge sine penge på elcykler og -biler – og ikke flyrejser, tøj, møbler og elektronik af dårlig kvalitet. Investere i holdbare og bæredygtige produkter. Giv dem et langt liv gennem reparation og genbrug. Og så skal vi holde op med eje så meget. Hellere låne, dele, leje og bytte, eller for den sags skyld sende produktet retur til producenterne, så de tager ansvar for at tænke cirkulær økonomi hele vejen, ikke mindst i design- og produktionsfasen.
Vi må hver især lytte, mærke og handle ud fra hvad vores eksistentielle erfaringer, erkendelser og etiske kompas siger os nu, hvor alting er blevet sat i bevægelse på grund af coronakrisen. Både når vi virker som borgere, der påvirker samfundsbeslutninger gennem aktive deltagelse i demokratiet, men også når vi i dagligdagen beslutter, hvad vi skal spise til aften, og hvor sommerferien går hen.
Personligt ville jeg foretrække et langsommere liv med en bedre balance mellem sprudlende aktivitet og regenererende pauser. Et liv med tid til at passe barnebarn, køkkenhave og et arbejdsliv med spændende projekter, foredrag og skrivning.
Måske er prisen en levestandard som i 1970, hvor mere var hjemmedyrket og lokalt, hvor der skulle spares op og prioriteres, hvis der skulle blive råd til en sjælden charterrejse, en ny fryser eller den første bil. Og ville det egentlig være så slemt endda? Årstallet 1970 er valgt, fordi det var det sidste år, vi som danskere ikke brugte flere af klodens ressourcer end der kunne genskabes til næste generation. I modsætning til nu, 2020, hvor vi overforbruger og dermed lever på klods hos vores børn og børnebørn.
Selvfølgelig skal vi ikke tilbage til 1970. Men vi skal bruge den tænkepause, der er opstået i kraft af coronakrisen, til at komme frem til 2030 på en måde, så Jorden og dens indbyggere kan regenere inden for planetens essentielle grænser. Det er balancen mellem alt liv, vi må sørge for at genskabe.
Foto: Morgan Von Gunten (unsplash.com)
