De seneste årtier har mennesker ændret økosystemerne i hidtil uset grad. Og mens klimaforandringerne i teorien er reversible og kan afbødes, er tabet af biodiversitet uigenkaldeligt. Tilbagegangen i naturen er nu så markant, at forskere taler om, at Jorden er på vej mod sin sjette masseuddøen.
Af Bo Normander
Hvilken krise er størst? Klimakrisen eller biodiversitetskrisen?
De fleste vil nok svare klimakrisen. Men sandheden er, at begge kriser er afgrundsdybe og udgør nogle af vor tids største udfordringer, hvis ikke de allerstørste.
Klimakrisen er skabt af menneskets flerhundredårige afbrænding af fossile brændsler og udledning af drivhusgasser, hvorved klodens klima bliver varmere og varmere. Biodiversitetskrisen er skabt af en mindst lige så langvarig overudnyttelse af naturens ressourcer, som har gjort pladsen til økosystemer, dyr og planter mindre og mindre.
Hvor klimakrisen – med rette – er vidt anerkendt og forstået af såvel beslutningstagere som den brede befolkning, har biodiversitetskrisen endnu ikke fået den samme opmærksomhed. Men det vil den få, for konsekvenserne af biodiversitetskrisen er særdeles alvorlige for menneskets velfærd og ultimativt dets overlevelse.
Mens den menneskeskabte forandring af klimaet – i hvert fald i teorien – er reversibel og med den rette indsats kan afbødes eller vendes, så er tabet af biodiversitet irreversibelt. Når først én art er uddød, kommer den aldrig tilbage igen (medmindre vi i en nær science fiction-fremtid har opfundet en teknologi, der kan vække de døde til live).
Biodiversitetskrisen
Biodiversitetskrisen omhandler kort sagt tabet af den biologiske mangfoldighed – altså alt det, der er levende – arterne og de økosystemer, som opretholder alt liv på Jorden. Ifølge FN’s Biodiversitetspanel – IPBES – forsvinder de levende arter i dag flere hundrede gange hurtigere end tidligere, og det ventes at hastigheden vil bare stige og stige fremover.
For de bedst undersøgte artsgrupper – pattedyr og fugle – vides det, at ca. 1,4 pct. af arterne er blevet udryddet globalt siden 1500, de fleste af dem siden 1875. Andelen af arter, der i øjeblikket er truet med global udryddelse (dvs. opført på IUCN’s rødliste som sårbare, truede eller kritisk truede) er i gennemsnit 25 pct. for en lang række dyre- og plantegrupper. Blandt andet er mere end 40 pct. af klodens paddearter, næsten en tredjedel af koralarterne og over en tredjedel af alle havpattedyr truede, ifølge IPBES. Blandt de dyr, der er tabt for altid, er det vestafrikanske sorte næsehorn, den kaspiske tiger, den pyrenæiske stenbuk og Pinta Island-kæmpeskildpadden.
Betyder det noget for os mennesker? Måske ikke, men hvis tilstrækkelig mange arter uddør, kan det være, vi mærker betydningen.
Tilbagegangen i naturen er nu så markant, at forskere taler om, at Jorden er på vej mod sin sjette masseuddøen. Senest det skete var for 66 mio. år siden, da et stort meteoritnedslag på Yucatan-halvøen forårsagede, at dinosaurerne og andre artsgrupper uddøde.
En masseuddøen defineres som en periode, hvor mindst 75 pct. af planetens arter uddør. Så vidt er vi heldigvis ikke kommet endnu, men med en hastigt stigende udryddelsesrate, og med 30-40 pct. af de mest sårbare artsgrupper kategoriseret som truede, er der stor evidens for, at vi er på vej mod endnu en masseuddøen.
Mennesket som årsag
Hvad er årsagen til denne krise for biodiversiteten? Svaret er enkelt. Til forskel for de fem første masseuddøener, er den sjette den eneste, som er forårsaget af en enkelt art: Mennesket. Det er menneskets aktiviteter, der er årsag til biodiversitetskrisen. Det er i det hele taget mennesket, der er årsag til de fundamentale forandringer, vi oplever for klimaet og livet på Jorden. Derfor kaldes vores tid også den antropocæne tidsalder ud fra den vurdering, at mennesket er blevet en geologisk kraft på lige fod med meteornedslag, forskydning af tektoniske plader og andre altomsiggribende hændelser.
FN’s Biodiversitetspanel peger på, at den vigtigste årsag til tabet af biodiversitet på land er ændringer i arealudnyttelse, mens det på havet er fiskeri. Derudover har klimaforandringer, forurening og spredning af invasive arter stor betydning for tabet.
Ændringerne i arealudnyttelse er massive, hvilket især er drevet af de seneste århundreders ekspansion inden for landbrug, skovbrug og urbanisering. Over en tredjedel af verdens jordoverflade, og næsten tre fjerdedele af de tilgængelige ferskvandsressourcer, anvendes i dag til produktion af husdyr og afgrøder.
Landbrugets udvidelse, parallelt med en global fordobling af det bebyggede areal siden 1992, er først og fremmest gået ud over skove, som f.eks. den stigende afbrænding af Amazonas, og lysåbne naturtyper som græsland og vådområder.
Danmark biodiversitet
Danmarks biodiversitet er et spejl på den globale udvikling, hvis ikke tabet herhjemme sker endnu hurtigere og mere omfattende end mange andre steder på Jorden. Der er simpelthen ikke plads til naturen længere. Tal fra bl.a. Danmarks Statistik viser, at danske landmænd lægger beslag på 61 pct. af vores landareal til dyrkede marker. Dertil udgør produktionsskove ca. 15 pct. og byer og bebyggelse 11 pct., mens et tætforgrenet vejnet effektivt sørger for at opsplitte de få procents tilbageværende naturområder til mindre parceller. Danske naturområder består primært af lysåbne naturtyper som hede, eng, overdrev, strandeng, klit, mose, samt søer og vandløb. Andelen af urørte naturskove, der ikke drives forstligt, er forsvindende lille i Danmark.
Historisk set har samtlige lysåbne naturtyper været stærkt faldende fra slutningen af 1800-tallet og frem til i dag. Et studie fra Danmarks Miljøundersøgelser viser, at i 1888 udgjorde de lysåbne arealer næsten 25 pct. af landarealet, mens det i dag er mindre end 10 pct.
Derfor kan det ikke synes overraskende, at mange arter har det svært i Danmark. Den seneste status for den danske rødliste fra Aarhus Universitet (2019) viser, at 1.844 af 10.662 undersøgte plante-, dyre- og svampearter er truede – dvs. vurderet som sårbare, truede eller kritisk truede efter IUCN’s kriterier. Det svarer til, at 17 pct. af arterne er i risiko for at forsvinde. Faktisk er der allerede 389 arter (3,6 pct.), der er vurderet som regionalt uddøde og dermed helt forsvundet fra den danske natur. Den overordnede vurdering fra Aarhus Universitet er, at de danske arter er blevet mere truede i de seneste 10 år.
De fleste forskere og eksperter er enige om, at den største udfordring for den danske natur er manglen på plads. Hvis vi skal bremse tabet af biodiversitet herhjemme, er det vigtigste virkemiddel at reservere mere plads til urørt og vild natur.
Det indebærer bl.a. at naturen skal beskyttes bedre. Danmark har en lang tradition for fredninger, men en nylig analyse har vist, at mange fredninger ikke er gode nok til at beskytte naturen. I 2018 undersøgte den danske Nationalkomité under IUCN (International Union for Conservation of Nature) 1.720 danske naturfredninger, og det viste sig, at kun 378 af fredningerne levede op til IUCN’s, og dermed FN’s, internationale krav for naturbeskyttelse.
Der er således behov for, at vi bliver bedre til at beskytte den danske natur og give den mere plads. Den socialdemokratiske regering har i regeringsgrundlaget fra 2019, det såkaldte ”forståelsespapir”, fremhævet, at ”der er brug for mere urørt skov og flere sammenhængende naturområder, hvor naturen får plads til at udbrede sig på mere naturlige præmisser end i dag”.
Her i starten af 2020 forhandles der politisk i Folketinget om en biodiversitetspakke, der ifølge regeringen skal ”indeholde klare målsætninger for, hvor meget af Danmarks areal, der skal disponeres til natur som naturzoner (inkl. urørt skov og naturnationalparker), samt konkrete initiativer, der skal sikre, at målsætningerne nås.”
Som led i forhandlingerne har Danmarks Naturfredningsforening blandt andet foreslået at indføre naturzoner, som skal dække 20 pct. af det danske areal i 2030. Danmark er efter planloven dækket af tre zoner – byzone, sommerhusområde og landzone. Men med forslaget om de nye naturzoner kan der fremadrettet reserveres større områder til vild natur.
FN’s biodiversitetsmål for 2020
Det er helt afgørende for den danske natur, at der politisk tages fat om problemerne. Det har vi i øvrigt også forpligtet os til internationalt.
Tilbage i 2002 forpligtede alle lande under FN’s Biodiversitetskonvention sig til ”senest i 2010 at opnå en betydelig reduktion i tabet af biodiversitet.” Otte år senere mødtes landene i Nagoya, Japan, og måtte konkludere, at målet ikke var opfyldt, hverken globalt, regionalt eller nationalt. Derfor blev målet fornyet med vedtagelsen af Strategiplanen for Biodiversitet 2011-2020 med 20 nye biodiversitetsmål – også kaldet Aichi-målene – der skal bidrage til ”en hurtig og effektiv indsats for at standse tabet af biodiversitet.” (Læs mere om Aichi-målene i artiklen Vejen til en ”Paris-aftale for naturen” i dette nummer, red.)
Så nu er det nu – det er i år, at verden skal evaluere Aichi-målene. Hvordan er det gået? Ikke godt, forudsiger FN’s Biodiversitetspanel i deres seneste rapport. Selvom der har været fremskridt i gennemførelsen af politiske tiltag for at bevare naturen og forvalte den mere bæredygtigt, er fremskridtene ikke tilstrækkelige til at dæmme op for naturens tilbagegang. Det er derfor sandsynligt, at de fleste af Aichi's biodiversitetsmål for 2020 ikke vil blive nået, vurderer FN’s Biodiversitetspanel .
Herhjemme er det ligeledes blevet vurderet, at Danmark er langt fra at opfylde Aichi-målene. Kun ét af målene er blevet opfyldt (mål 16 om adgang til genetiske ressourcer). For ti mål er Danmark langt fra at komme i hus, for otte mål er der fremskridt, men ikke tilstrækkeligt til at nå i mål, mens et enkelt mål ikke er relevant for Danmark, viser en vurdering fra Verdensnaturfonden og Danmarks Naturfredningsforning.
Den danske natur har været i tilbagegang i mere end 100 år. Udviklingen skal vendes, og derfor har Danmark også tilsluttet sig Aichi-målene. Der venter en enorm opgave for Danmark, hvis det skal lykkes at vende tilbagegang til fremgang for den danske natur.
Verdensmålene og tiden efter 2020
Både globalt og i Danmark har der været stigende politisk fokus på biodiversitet, men det har altså ikke været nok til at nå de mål, man har sat sig. På den positive side tæller dog, at man med FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling har videreført mange af Aichi-målene til efter 2020. Det gælder ikke mindst Verdensmål 14 og 15 om at bevare livet på havet henholdsvis på land, hvorunder en række delmål stiller krav om naturbevarelse.
Men der venter et stort arbejde forude. Også for Verdensmålene advarer FN’s Biodiversitetspanel om manglende fremskridt i forhold til naturbevarelse. Panelet finder, at de aktuelle negative tendenser inden for biodiversitet og økosystemer undergraver fremskridt for 80 pct. (35 ud af 44) af de vurderede delmål for FN’s Verdensmål relateret til fattigdom, sult, sundhed, vand, byer, klima, hav og land (Verdensmål 1, 2, 3, 6, 11, 13, 14 og 15).
I løbet af de seneste årtier har mennesker ændret økosystemerne i en grad, der ikke tidligere er set. For at opretholde den økonomiske vækst og den stigende efterspørgsel efter fødevarer, ressourcer og land, er store dele af jordklodens naturområder blevet omdannet til dyrkede systemer som landbrug og plantager, og til bebyggelse og infrastruktur.
Vejen ud af krisen?
For to hundrede år siden var der mindre end en mia. mennesker på Jorden. I dag er der 7,7 mia., og verdensbefolkningen vokser stadig. Ifølge FN er der sandsynligvis 30 pct. flere af os i 2050 og 11 mia. mennesker inden 2100, medmindre vi griber ind.
Opfyldelse af Verdensmålene drejer sig således også om at begrænse befolkningsstigningen. Flere munde at mætte og flere materielle behov, der skal dækkes, vil næsten uundværligt lægge mere beslag på naturens begrænsede ressourcer.
For at få en bedre beskyttelse af både den terrestriske og marine biodiversitet, er det afgørende, at lokale og nationale myndigheder tildeles de nødvendige ressourcer og midler til at beskytte eksisterende natur på land og i havet. Det er et politisk spørgsmål for mange lande, og noget der skal kæmpes for på både globalt og nationalt plan. Men lige så vigtigt som at beskytte de naturlige levesteder og gennemføre Verdensmålene, er det at gøre op med vores ikke-bæredygtige forbrug, især i den rige del af verden.
Samfundet i dag måler succes ved økonomisk vækst, og væksten måles ved en stigning i forbruget. Den model for et forbrugersamfund ødelægger planeten og dens ressourcer, og det må vi ændre, så vores planet kan videreføres i god stand til fremtidige generationer.
Foto: John McColgan, BLM's Alaska Fire Service
