De internationale naturmål, Aichi-målene, skulle sørge for at bremse tabet af biodiversitet på kloden i år, men i stedet er naturødelæggelserne fortsat i et hastigere tempo. I år skal verdens nationer vedtage en ny plan, der kan bremse det globale naturtab.
Af Thomas Jazrawi
To gange tidligere har verdens nationer forpligtet sig på at bremse tabet af biodiversitet på kloden. Her i starten af 2020, hvor det seneste løfte skulle have været indfriet, fortsætter naturtabet i verden i et stadigt hastigere tempo.
I oktober skal de 195 lande, som har tilsluttet sig Konventionen om biodiversitet, atter vedtage en strategi, der kan bremse ødelæggelsen af biodiversitet. Det sker ved et grønt topmøde i Kina.
I 2010 vedtog man de såkaldte Aichi-mål for at stoppe naturtabet, og samtidigt døbte FN de efterfølgende ti år som ”årtiet for biodiversitet”. Alligevel har der manglet opmærksomhed på biodiversitetskrisen og de tyve Aichi-mål.
“Klimaforandringer er en eksistentiel trussel, men heroverfor har vi den stille trussel i form af tabet af biodiversitet. Tabet af arter med 1000 gange den normale hastighed har ikke vakt den samme opmærksomhed", lød det fra Inger Andersen i 2016 ved biodiversitetstopmødet i Cancún, Mexico. Dengang var hun generalsekretær for den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN (International Union for Conservation of Nature). I dag er hun leder af FN’s miljøprogram UNEP (UN Environment Programme) i Nairobi.
Det ser imidlertid ud til, at der er ved at være interesse for bevarelsen af vores arter og vores natur blandt regeringer og statsledere. EU’s nye kommissionsformand, Ursula von der Leyen, har det med som en prioritet i EU’s nye ”Green Deal”. Mette Frederiksen har nævnt det i sammenhæng med klimakrisen. Og miljøminister Lea Wermelin taler varmt om en ”Parisaftale for naturen”.
Kina, der bliver vært for det afgørende FN-topmøde senere i år, har ligeledes brugt diplomatiet til at fremme opmærksomheden om den kommende aftale om biodiversitet. Men erfaringerne viser, at der er lang vej fra luftige løfter til konkrete indsatser for naturen.
Tyve naturmål
Biodiversitetskonventionen stammer tilbage fra den store Rio-konference i 1992, ligesom mange af de andre internationale aftaler om miljø og klima.
Den har tre hovedformål: at bevare den biologiske diversitet, at fremme bæredygtig anvendelse af biodiversitetens enkeltdele samt en retfærdig og ligelig fordeling af gevinster ved udnyttelsen af genetiske ressourcer. Sidstnævnte handler primært om, at oprindelige folk og lokalsamfund skal have del i de indtægter, der kommer af deres viden om lokale arter.
De tyve Aichi-mål, der blev vedtaget i den japanske provins af samme navn i 2010, er den seneste strategi for at indfri alle tre hovedformål. Der er bl.a. mål om at beskytte 17 pct. af landarealet og 10 pct. af oceanerne, at afvikle subsidier, der er skadelige for biodiversitet, samt mindst en halvering af tab af skov og naturområder. Alle løfterne skulle have været indfriet her i 2020.
Det sker ikke. Mens der er fremgang med nogle af målene, bliver arter udryddet i et stadigt voldsommere tempo, viser den seneste rapport fra IPBES, som er den videnskabelige platform for biodiversitetskonventionen. Det går altså stadigvæk den gale vej.
I starten af 2020 er der kommet et udkast til den samlede plan, som skal vedtages i oktober, sammen med nye mål for naturen. Der er tale om mål for både 2030 og 2050, som i høj grad bygger videre på de uopfyldte Aichi-mål. Der skal forhandles frem til topmødet, men der synes på nuværende tidspunkt at være enighed om, at der skal være et stop for nettotab af økosystemer i 2030, og at 30 pct. af Jordens hav- og landareal skal være beskyttet samme år.
Friends of the Earth International (FoEI) har i en kommentar taget positivt imod dele af planen, men peger på, at det ikke er nok. ”Mens udkastet tager mindre skridt mod at håndtere de økonomiske sektorer, der forårsager tab af biodiversitet, er der meget mere at gøre”, siger Nele Mariën, koordinator for skov og biodiversitet ved FoEI. Hun peger bl.a. på, at strategien mangler en anerkendelse af de negative konsekvenser af monokulturelt landbrug, pesticider og minedrift.
Samtidigt peger FoEI på, at der ikke er nogen mekanisme, der kan sikre, at landene rent faktisk overholder de frivillige bidrag, som skal udgøre midlerne til at indfri målene. Derfor kan der være en risiko for, at vi om ti år står i samme situation som nu med pæne ord på papiret, som ikke har ført til den ønskede indsats.
”Svage miljøministre”
”Ønsketænkning.” Sådan lød vurderingen af Aichi-målene fra en embedsmand i EU-Kommissionen under et interview med undertegnede i Bruxelles i 2017. Han beskrev målene som ”umålelige” og talte om, at der mangler sammenhæng mellem de overordnede mål og den indsats, som hver nation skal forpligte sig på.
Til sammenligning er det langt nemmere, forklarede han, at måle mængden af CO2 i atmosfæren og fordele reduktionsbyrderne mellem landene. Derfor var en af hans idéer da også at lave en model som i Paris-aftalen, hvor hvert land indmelder et frivilligt bidrag.
Derudover er der mange, der som Inger Andersen peger på det manglende fokus på udfordringen, som forklaring på de uindfriede mål. Der har ikke været den store mediedækning eller de store demonstrationer, som man ser ved FN’s klimatopmøder, i forbindelse med topmøderne om biodiversitet. Det er muligvis årsagen til, at krisen ikke er kommet ret langt op på den politiske dagsorden i det ”årti for biodiversitet”, som nu rinder ud.
“Miljøministre er meget svage, og miljøministerier har ikke store budgetter. Derfor kæmper de en hård kamp,” fortalte Elizabeth Maruma Mrema til undertegnede i et interview under biodiversitetstopmødet i Cancún i 2016. Hun var dengang ansat i UNEP, men er nu midlertidig generalsekretær i Sekretariatet for Biodiversitetskonventionen, som ligger i Montreal i Canada. Hendes pointe er, at hensynet til natur og biodiversitet skal bredes ud i flere sektorer, så også finansministre, handelsministre og måske statsledere går mere helhjertede ind i kampen mod naturtabet.
Og det er måske det, der nu er ved at ske. Vores egen statsminister har ofte nævnt biodiversitetskrisen som en udfordring, vi ikke må glemme, og der er løfter om en indsats på dette område i det såkaldte forståelsespapir med regeringens tre støttepartier.
Ligeledes lover EU i den nye ”Green Deal”, der blev præsenteret i december 2019, at fremlægge en EU-strategi for biodiversitet i marts og konkrete initiativer til at bekæmpe årsagerne til naturtabet i 2021.
Og så er der den store vækstnation Kina, som bliver vært for efterårets grønne topmøde. Her er der international prestige at hente, og der er allerede tegn på, at den asiatiske gigant fremmer sagen.
”En økologisk civilisation”
Kunming ligger i det sydvestlige Kina, ikke så frygteligt langt fra grænsen til Laos og Vietnam. Det er en by med lidt under 5 mio. indbyggere og en direkte jernbane til Hanoi.
Det er denne by, som kan komme til at lægge navn til de nye mål for biodiversitet, da den i oktober skal være vært for COP15, dvs. det 15. partsmøde under Biodiversitetskonventionen. Dermed kan den måske også blive arnestedet for den ”økologiske civilisation,” som Kina, og landets præsident Xi Jinping, taler om ved forskellige lejligheder.
Temaet og den fulde titel på konferencen blev præsenteret i efteråret 2019. Det lyder: Ecological Civilization: Building a Shared Future for All Life on Earth.
”Meningen med dette tema er at fremme oprettelsen af en fælles fremtid for alt liv på Jorden samt at understrege, at mennesker og natur er fælles om kun en planet,” sagde Li Ganjie, Kinas miljøminister, ved præsentationen.
”Naturen må respekteres, anvendes bæredygtigt og bevares for at indfri biodiversitetskonventionens vision om at leve i harmoni med naturen i 2050 og at fremme de tre formål med konventionen,” fortsatte han.
Det er store ord fra en nation, som har været i en rivende vækst de seneste årtier, hvilket har medført forurening af jord, luft og vand.
De seneste år har Kina dog gjort meget for at investere i rene teknologier såsom elbiler og vindkraft. Samtidig har man brugt diplomatiske muskler på at fremme dagsordenen. Hensynet til biodiversitet er eksempelvis skrevet ind i de seneste erklæringer fra de fem BRIKS-lande (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), hvor Brasiliens notorisk antigrønne præsident, Jair Bolsonaro, bl.a. satte sin signatur på et dokument, der lover at arbejde for bæredygtig udvikling og et positivt udbytte af konferencen i oktober.
Miljølovgivning virker ikke
Der er altså denne gang lagt op til international opmærksomhed på klodens svindende natur. Derfor kan der meget vel blive vedtaget pæne og ambitiøse planer i Kunming i oktober. Det store spørgsmål er, om det reelt vil gavne naturen.
En af årsagerne til, at naturen stadig bliver ødelagt, forringet og decimeret rundt omkring i verden er, at den grønne lovgivning ikke bliver håndhævet i samme grad som mange andre former for reguleringer.
En rapport fra UN Environment fra sidste år viser, at der er kommet markant mere lovgivning vedrørende miljøet, men at håndhævelsen af den er meget svag. Det skyldes, ifølge forskerne, dårlig implementering, ringe koordinering på tværs af regeringsstyrelser, svag institutionel kapacitet samt mangel på adgang til information.
Det gælder også i den rige del af verden, herunder i EU, hvor EU’s rigsrevision (EU Court of Auditors) i en undersøgelse konkluderede, at flere medlemslande bryder med EU’s regulering af luftkvaliteten, trods store helbredsmæssige konsekvenser, og uden at det får de store konsekvenser.
Den seneste store statusrapport fra Det Europæiske Miljøagentur viser, at EU er meget langt fra at nå de miljømål, der er sat for de kommende år. Hvad Danmark angår, viser en vurdering fra 2017 fra Danmarks Naturfredningsforening og WWF, at ud af 19 relevante Aichi-mål har vi indfriet to af dem, mens der er fremgang med syv andre. Ved otte af målene har der ikke været noget fremskridt, og med to af dem er der sket tilbageskridt.
Både EU og Danmark vil præsentere en strategi for bevarelse af biodiversitet i år, men de hidtidige erfaringer viser, at det ikke er nok. Årtiet for biodiversitet førte ikke til en tilstrækkelig indsats for klodens natur. Tværtimod er den i dag generelt i en langt ringere forfatning end for ti år siden.
Det viser, at en ambitiøs plan i Kunming kun er første skridt på vejen for de mange truede dyre- og plantearter i verden og den natur, vi er så afhængige af.
