Vi lever i menneskets tidsalder, antropocæn, hvor vi er nødt til at drage omsorg for vilde dyr og planter. Ikke kun for nyttens skyld, men også ud fra en ”interesseløs interesse”, som værdsætter organismers skønhed, løjerlighed og lange evolutionære tilblivelse. Det skriver filosof og professor Finn Arler.
Af Finn Arler
Den amerikanske flyingeniør og miljøaktivist Paul MacCready præsenterede ved en såkaldt TED talk i 2003 en figur, som han betegnede som den vigtigste, tilhørerne nogensinde ville få at se. Figuren var baseret på et regnestykke, hvor han havde beregnet vægten af alle klodens hvirveldyr (vertebrater) på land og i luften – dvs. alle pattedyr, fugle, krybdyr etc. – fordelt på henholdsvis vilde og tamme dyr. MacCreadys beregninger viste, at mennesker, husdyr/slagtedyr og kæledyr tilsammen udgjorde 94 pct. af den samlede vægt, mens de vilde dyr blot tegnede sig for de sidste 6 pct.
Gælder også Danmark
Fireoghalvfems procent - det var hvad mennesker, husdyr og kæledyr tegnede sig for ifølge MacCready. Jeg prøvede selv et par år efter at lave et meget forsimplet regnestykke for Danmark for at tjekke, om det virkelig kunne være rigtigt. Jeg behøvede ikke mange tal, før jeg kunne se, at der var noget om snakken.
Vi var dengang godt 5,5 mio. mennesker i Danmark, mens antallet af levende svin var omkring 13 mio., kvæg 1,5 mio. og heste 175.000. Antallet af katte og hunde var omkring 1,2 mio. Af levende høns og kyllinger var der 15-20 mio.; der blev slagtet i omegnen af 100 mio. kyllinger årligt.
Til sammenligning var bestandene af vilde dyr anderledes beskedne. Rådyrbestanden var anslået til 350.000 individer – dvs. mindre end 3 pct. af antallet af svin – mens antallet af krondyr var omkring 15.000. Andre tunge dyr findes kun i meget mindre populationer.
Ser vi på de lidt tungere fugle – som er værd at jage og fylder noget i vægtregnskabet – så skiller især bestandene af fasaner og gråænder sig ud med henholdsvis 2 og 1,5 mio. individer. Det skyldes imidlertid alene, at de opdrættes og udsættes for at give jægerne noget at skyde efter, så at kalde dem vilde dyr er mere end tvivlsomt.
Min egen konklusion var, at MacCready havde ret: mennesker, husdyr og kæledyr tegnede sig også i Danmark for mere end 90 pct. af den samlede vægt af hvirveldyr.
Senere har mere systematiske studier af Bar-On m.fl. fra 2018 bekræftet MacCreadys beregninger. Tamme dyr, primært kvæg og svin, tegner sig for 60 pct. af vægten af alle pattedyr på landjorden, mens mennesker tegner sig for 36 pct. Blot 4 pct. af vægten er der tilbage til de vilde pattedyr. Opdrættet fjerkræ udgør 70 pct. af vægten af alle fugle på planeten, mens de vilde fugle udgør 30 pct. Det er slet og ret nogle massive forskelle, der fortæller ganske meget om menneskenes helt overvældende dominans på landjorden.
Den antropocæne tidsalder
Vi lever i den antropocæne tidsalder, hvor menneskene selv i geologisk målestok er blevet jordklodens største forandringsfaktor. Forandringen af jordens flora og fauna er et af de steder, hvor påvirkningen er mest markant. Den vigtigste faktor er menneskers massive påvirkning af landjorden. Mennesker har forsimplet økosystemerne på op mod 70 pct. af landjorden, typisk med landbrug, afgræsning, skovbrug eller by- og trafikanlæg.
Der er ingen grund til at tro, at presset vil blive mindre. For 200 år siden rundede vi 1 mia. mennesker på kloden. I dag er vi mindst 7,5 mia., og det forventes, at vi bliver henad 11 mia. mennesker i slutningen af århundredet. Ikke fordi folk får mange børn – næsten overalt er gennemsnittet tæt på to børn pr. familie – men fordi levealderen stiger på grund af forbedrede livsbetingelser.
Man kan frygte, at den øgede velstand også vil betyde, at kødforbruget vokser, og at behovet for dyrkede landområder dermed øges drastisk. I så fald vil endnu flere artsrige områder som regnskov og savanne bliver inddraget til landbrug.
I Danmark fylder landbruget i dag mere end 60 pct. af landet (halvdelen af det danske land bruges til produktion af dyrefoder!), mens skovbruget tegner sig for ca. 15 pct., og byer og anlæg fylder omkring 12 pct. Kun omkring 8-9 pct. af landet er beskyttet af hensyn til biodiversitet, og størstedelen af disse områder anvendes endda til afgræsning med kvæg eller får for at holde områderne åbne af hensyn til truede arter, der kræver lys.
Det er således meget få procent af vores land, der ikke styres stramt af mennesker. Og så har to tredjedel af det beskyttede areal endda det, som EU's Habitatdirektiv betegner som ”stærkt ugunstig bevaringsstatus” ifølge en nylig rapport fra OECD. Det er et væsentlig dårligere resultat end i OECDs tidligere vurdering fra 2007. Af de arter, som EU-direktivet kræver beskyttet, er 27 pct. rødlistede, fordi de er truede eller i stærk tilbagegang.
Den nyttige biodiversitet
Bevarelse af planter og dyr er vigtig for mennesker. Vi spiser dem og laver alle mulige nyttige produkter af dem. Det er imidlertid lige præcis derfor, vægten af de tamme dyr er så stor. Det er derfor, landarealet er så domineret af landbrug og skovbrug. Det er lettere at bruge dyr og planter, når der er styr på dem.
Det er samtidig lettere at bruge få end mange planter og dyr. På verdensplan udgøres op mod 90 pct. af menneskers animalske føde af mindre end ti dyrearter: høns, kvæg, får, svin, ænder, bøfler, geder, kalkuner og gæs. For den plantebaserede del er antallet ikke meget større, og varieteten indenfor arterne bliver tilmed reduceret, efterhånden som ældre, lavtydende sorter bliver udfaset.
Bevarelsen af en vis mængde vilde planter og dyr er naturligvis også vigtig for mennesker. For eksempel er mere end 75 pct. af de globale fødevareafgrøder – frugt og grøntsager, kaffe og nødder, etc. – afhængige af bestøvning, ifølge en nylig rapport fra FN’s Intergovernmental Science-Policy Platform on Biodiversity and Ecosystem Services (IPBES). Så når bierne begynder af få problemer, rammes også mennesker hårdt. Også en række andre vilde organismer spiller naturligvis vigtige roller for os – fra planter og dyr til rundorme og bakterier.
I den såkaldte Millennium Ecosystem Assessment (MEA) fra 2005 angives, ud over den direkte nytte, to forskellige ”økosystem-tjenester”, som mennesker indirekte drager fordel af. Der er på den ene side de ”understøttende” funktioner: opbyggelse af biomasse gennem fotosyntese, cirkulering af næringsstoffer, dannelse af frugtbar jord, etc. På den anden side de ”regulerende” funktioner i forhold til bl.a. klima, vand, erosion etc. Disse funktioner varetages af en række forskellige organismer – ofte uden at mennesker er opmærksomme på det.
Er sikring af disse livsnødvendige processer ikke et stærkt argument for at bevare den biologiske mangfoldighed? Det er det naturligvis, men spørgsmålet er, hvor langt det rækker.
I 1990’erne forsøgte forskere gennem en række undersøgelser at vurdere, hvor vigtigt det er for bevarelsen af de vigtigste funktioner, at artsdiversiteten er høj (se bogen Functional roles of Biodiversity af H. A. Mooney m.fl. fra 1996). Konklusionen var, at funktionerne ikke blev varetaget væsentligt bedre i meget komplekse systemer (med f.eks. 100 træarter) fremfor i mere simple (med f.eks. ti træarter), forudsat at de arter, der varetager centrale opgaver, er til stede i systemet.
Det kan naturligvis være svært at identificere de centrale arter – og de kan ofte være afhængige af andre. Desuden må der også være arter til stede, som kan overtage vigtige funktioner, hvis eksempelvis klimaet ændres væsentligt. Det kunne dog stadig konkluderes, at det ikke var afgørende for mange økosystem-tjenester, om der var få eller mange arter.
Kulturelle funktioner
Men hvis bevarelse af biodiversitet ikke entydigt kan begrundes med de indirekte nyttefunktioner, som er vigtige for mennesker at opretholde, hvilke argumenter kan man så støtte sig til? I MEA-rapporten angives en fjerde type af økosystem-funktioner, hvor diversiteten er vigtig, nemlig de æstetiske, rekreative og kulturelle funktioner.
Organismer kan give mennesker glæde og tilfredsstillelse, fordi de er smukke og fascinerende, og de har da også være brugt til både udsmykning og kulturelle ritualer. Samtidig gælder det, at jo flere arter vi på den måde har fornøjelse af, desto flere understøttende arter vil der også være behov for. De smukke sommerfugle forsvinder jo, før vi får dem fanget og sat op med knappenåle, hvis de ikke har noget at leve af.
De æstetiske, rekreative og kulturelle funktioner bliver dog stadig i MEA-rapporten knyttet til menneskelige behov: vi bliver gladere, mere tilfredse og får flere livsmuligheder, hvis vi omgiver os med – eller har adgang til – smukke og løjerlige organismer. Det er en vigtig pointe, og jo flere mennesker, der gøres opmærksom på organismers fascinationskraft, desto stærkere bliver begrundelsen.
Argumentet har dog samtidig den indbyggede svaghed, at den gør bevarelse af biodiversitet afhængig af, hvor meget menneskelig tilfredsstillelse, den kan levere. Biodiversiteten trækkes på den måde ind i et nytteregnskab, hvor der skal prioriteres mellem forskellige måder at gøre folk glade på.
Hvis de allerfleste er tilfredse med at se en sommerfugl i ny og næ eller betragte fuglene ved foderbrættet i haven, hvorfor så bruge store summer på at opkøbe arealer for at sikre levesteder til organismer, som kun en lillebitte minoritet af biologer i realiteten kender? Kan man ikke få mere fornøjelse for pengene andre steder?
Interesseløs interesse
I MEA-rapporten hægtes argumentet om organismers skønhed og spændende virkemåder op på menneskers fornøjelse. Det er imidlertid en lidt for hastig sammenknytning. I stedet vil jeg minde om et begreb, som den tyske filosof Immanuel Kant brugte for mere end 200 år siden, nemlig ”interesseløs interesse”.
Det lyder umiddelbart tosset og selvmodsigende, men argumentet er, at interessen i fænomener som skønhed og løjerlighed ikke fungerer på samme måde som f.eks. interesse i madvarer. Den er anderledes uselvisk.
Når vi er sultne, finder vi noget at spise, bliver mætte og går i gang med noget andet. Vi har ikke på samme måde en sult efter skønhed, som bliver mættet, når vi har set noget pænt. Vi møder det skønne eller det fascinerende uden en forudgående sult. Interessen i det skønne opstår først i selve mødet, og den forsvinder ikke, fordi vi ser os mætte. Interessen i at beskytte det skønne eller mærkværdige er uafhængig af vores egen lyst.
Man kan sammenligne det med en klassisk diskussion af venskab (som også var en inspiration for Kant). Hvis man kun er venner med nogen, fordi man har nytte af det, så er det ikke et ægte venskab. Ægte venskaber er engagerende, ikke kalkulerende. Interessen i vennen er i den forstand uselvisk eller interesseløs.
På samme måde er engagementet i smukke, spændende eller mærkværdige organismer ikke knyttet til ens egen tilfredsstillelse, men angår genstanden selv. Vi fascineres og engageres: dette er værd at drage omsorg for! Det betyder samtidig, at engagementet ikke stopper i det øjeblik, vore egne subjektive behov er tilfredsstillet.
Og det stopper ikke engang ved de organismer, vi selv er stødt på eller forventer at støde på. Alle organismer, der vil kunne fascinere os i kraft af deres egenskaber eller gøre os klogere på detaljerne i vores fælles kringlede udviklingshistorie, er værd at drage omsorg for.
Omsorgen for biodiversiteten skal naturligvis afvejes i forhold til andre hensyn. Den er ikke nogen blankocheck, og der er rigtig mange forskellige slags biller. Men når forholdet mellem tamme og vilde dyr er tæt på tyve til en, og en masseuddøen af arter allerede er i gang, så må vi erkende, at vi ganske enkelt har været alt for fedtede med at give plads til det vilde. Også selvom der bliver trangt på kloden, når vi snart bliver 11 mia. mennesker.
Læs mere
Interesserede læsere henvises til bogen Biodiversitet. Videnskab Kultur Etik. Del II: Hvorfor biodiversitet? fra 2009 af Finn Arler. Desuden henvises til rapporten Arealanvendelse i Danmark af Finn Arler m.fl., udgivet i 2017 af Fonden Teknologirådet.
Illustration: Jan Breughel. Paradisets have.
