Hvis man leder efter en bog, der giver et hurtigt overblik over og dybere indsigt i miljøetikkens mange facetter, er bogen Environmental Ethics: A Very Short Introduction et oplagt valg. Læs her anmeldelse af bogen.
Af Niels Henrik Hooge
Hvis man leder efter en bog, der giver et hurtigt overblik over og dybere indsigt i miljøetikkens mange facetter, er Environmental Ethics: A Very Short Introduction det oplagte valg. Bogen er skrevet af Storbritanniens kendteste miljøfilosof, Robin Attfield. På trods af dens lommebogsformat tager bogen læseren ud på en omfattende dannelsesrejse, der identificerer de miljøproblemer, vi står overfor, perspektiverne, vi kan og bør anlægge på dem, og deres mulige løsninger.
På lidt over 150 letlæselige sider sætter bogen miljøetikken i historisk perspektiv og definerer filosofiske nøglebegreber. Den beskriver miljøetikkens forhold til historiske sociale og politiske bevægelser og behandler komplekse temaer såsom spørgsmålet om fremtidige generationers moralske status, argumenterne for og imod deres inklusion i nutidens beslutningsprocesser og undersøger, hvordan man træffer de moralsk rigtige beslutninger i overensstemmelse med etiske principper og teorier om miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling.
Skarp er ikke mindst gennemgangen af religionernes miljøfilosofiske betydning – et emne, Attfield indgående har beskæftiget sig med i løbet af sit omfattende forfatterskab. Han argumenterer for, at den gængse opfattelse af religion som først og fremmest antropocentrisk, dvs. menneskecentreret, i sit forhold til naturen er en misforståelse. Verdensreligionerne – kristendommen, jødedommen, islam, buddhismen, taoismen, konfucianismen etc. – promoverer hensynsfuldt forvalterskab snarere end ureguleret ejerskab over naturen. Forvalterskabet (både det religiøse og sekulære) defineres som ansvarlig og afbalanceret udnyttelse af naturressourcer. Det indbefatter muligheden for miljøbeskyttelse og tager højde for samfundsinteresser såvel som private interesser, der inkluderer fremtidige generationer og andre levende væsener og medfører ansvar over for hele samfundet. Fordi denne form for forvalterskab anerkender naturens egenværdi og krav på autonomi, er udnyttelsen af naturressourcerne ikke nødvendigvis baseret på instrumentel tænkning, men på respekt for den levende natur. Respekten for skaberværket må imidlertid ikke forveksles med panteisme, der er materialistisk, og ikke forudsætter en verdensskaber.
Alt i alt opfatter Attfield den religiøst betingede miljøetik som en bred platform, der forholder sig neutralt i forhold til forskellige former for etik, og som derfor ikke kan forventes at resultere i detaljerede politiske programmer. I stedet lægger den ikke mindst ansvaret for forvalterskabet på den enkelte, som uanset omstændighederne ikke kan undslå sig for at løfte sin større eller mindre del af byrden.
Ifølge Attfield står miljøetikken særligt sin ildprøve inden for klimaetikken, som han helliger bogens afslutningskapitel. Her anbefaler han udstrakt brug af forsigtighedsprincippet som forsvar mod miljø- og klimaskeptikerne, der underløber klimadebatten, og princippet om sammentrækning og konvergens, der tager højde for historiske udledninger som global fordelingsnøgle for udledningen af drivhusgasser. Det betyder, at man først reducerer udledningen af drivhusgasser til et sikkert niveau og hvert land derefter bringer udledningen pr. indbygger ned på et niveau, der er lige for alle lande.
Bogen er suverænt velskrevet, yderst informativ og kan bruges teoretisk og praktisk i stort set enhver miljø- og klimasammenhæng. Den kan anbefales varmt.
Læs også interviewet med Robin Attfield i dette nummer.
Robin Attfield
Environmental Ethics
– A Very Short Introduction
160 sider
Vejl. pris £8.99
Oxford University Press, 2018
