Biodiversitet er essentiel for livet på Jorden og den natur, som menneskets eksistens afhænger af. Alligevel er biodiversiteten i Europa under hårdt pres. Der er derfor brug for gennemgribende tiltag i EU og på nationalt plan, som kan skabe et sammenhængende, grønt netværk af natur.
Af Katarzyna Biala
Biodiversitet er livets mangfoldighed på Jorden, både i forhold til økosystemer, arter og gener. Biodiversitet og natur opretholder livet på Jorden og er ansvarlig for adskillige essentielle ydelser fra økosystemer som føde og medicin, bestøvning, oplagring af kulstof, regulering af vandstrømme og meget andet. Biodiversitet er også en afgørende del af vores kulturarv, og vi værdsætter den for dens rekreative, spirituelle og æstetiske værdier. Men på trods af ambitiøse mål for bevarelse af biodiversiteten, så fortsætter tabet af biodiversitet med alarmerende hastighed i Europa og resten af verden.
Miljøengagerede har arbejdet hårdt de sidste par årtier for at vække bevidstheden om de enorme konsekvenser af biodiversitetstab for mennesker og hele planeten. Dokumentationen er vokset om de trusler, som den ikke-bæredygtige udnyttelse af vores natur udgør for milliarder af menneskers fødevare- og vandforsyning. Det fremgår tydeligt af nylige rapporter fra bl.a. den internationale organisation IPBES og Det Europæiske Miljøagentur (EEA). Konklusionen er, at ødelæggelse og tab af biodiversitet og natur er lige så stor en katastrofe som klimaændringer.
Biodiversitetskrisen giver særlige udfordringer, da den skyldes mange forskellige sider af menneskets adfærd, drevet af en mangfoldighed af aktiviteter. Ikke-bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre, ændringer i arealanvendelse, udvinding af råstoffer, forurening, klimaændringer og spredning af invasive fremmede arter bidrager alle til tab af biodiversitet. Det er også en udfordring at håndtere denne kompleksitet gennem politiske tiltag, da det kræver handling på mange områder, bl.a. indenfor landbrug, skovdrift og fiskeri.
Status i Europa
Europa er den region af verden, som har det længstvarende og bredeste vidensgrundlag om biodiversitet, og der findes data for tilstanden og udviklingen af forskellige komponenter af biodiversitet. Denne viden kommer fra officielle rapporter i forbindelse med eksisterende politiske tiltag, forskningsprojekter såvel som såkaldt borgervidenskab (på engelsk citizen Science), hvor frivillige amatører indsamler information. Status for fugle og sommerfugle har f.eks. været genstand for overvågning i Europa i over 25 år og meget af dette er sket ved frivilligt arbejde. Udviklingen for begge artsgrupper vækker stærk genklang i offentligheden og er gode eksempler på, hvordan borgervidenskabens styrker kan udnyttes ved et effektivt fokus. Oplysningerne indsamles med hjælp fra NGO’er som European Bird Census Council, BirdLife, Butterfly Conservation Europe og European Butterfly Monitoring Scheme partnership. Danmark er en af de deltagere, der har været med i længst tid, siden 1976, i det fælles overvågningsprojekt for fugle. For sommerfuglene er der harmoniserede overvågningsskemaer i 15 EU-lande, dog ikke Danmark.
De nuværende data viser tendenser, som skyldes både politik og praksis i forhold til arealanvendelse og -forvaltning. De viser en fortsat nedgang i bestande af almindelige fugle og sommerfugle siden overvågningen startede. De mest udtalte fald er blevet observeret i landbrugsområder: 32 pct. for fugle på agerjord og 39 pct. for sommerfugle på græsarealer. Disse dramatiske tilbagegange hænger ofte sammen med ikke-bæredygtige, intensive landbrugsmetoder, fra brug af pesticider til fjernelse af visse landskabselementer eller tab af delvist naturlige græsområder.
En anden vigtig kilde til viden kommer fra rapportering knyttet til EU’s naturbeskyttelsesdirektiver – fugle- og habitatdirektiverne – som udgør rygraden i den europæiske lovgivning om naturbevarelse. I henhold til disse direktiver indsender EU's medlemsstater rapporter hvert sjette år og der findes udførlige data i forhold til bevarelsesstatus, tryk, trusler og bevarelsestiltag. På EU-niveau viser 60 pct. af vurderinger af arter og 77 pct. af vurderinger af habitater en utilfredsstillende bevaringsstatus. Blandt arterne viser især fisk, bløddyr og padder en forværring og for habitaterne er det især moser og sumpe, tæt fulgt af græsområder. Danmark er et af de lande, der har de fleste habitater med en dårlig status – over 80 pct. – men landet klarer sig bedre i vurdering af arter, hvor omkring 40 pct. har status af at være ugunstige.
Grafen viser vurderinger af habitatsområder fordelt efter deres bevaringsstatus for de enkelte EU-medlemslande (tallet i parentes angiver antallet af vurderede områder for de enkelte lande). Kilde: Det Europæiske Miljøagentur (EEA).
Der har været fremskridt på nogle områder, f.eks. udpegning af beskyttede områder: Netværket af beskyttede naturområder i Europa, det såkaldte EU Natura 2000-område, dækker nu 18 pct. af EU’s landareal og næsten 9 pct. af de marine områder, hvilket gør det til verdens største netværk af beskyttede områder. Det er en væsentlig egenskab, at Natura 2000-områder ikke nødvendigvis er uberørte af menneskelig påvirkning. Formålet er ikke at udelukke økonomisk aktivitet. Faktisk udgør landbrugsarealer omkring 40 pct. af Natura 2000-områdernes totale areal og skove næsten 50 pct. Mange af dem ligger nær ved eller endda inde i byer: Et vigtigt eksempel er det danske Natura 2000-område Vestamager og havet syd derfor. Udpegning som beskyttet område er selvfølgelig ikke en garanti for effektiv beskyttelse. Disse områder har behov for vel gennemtænkte forvaltningsplaner og ressourcer til bevarelsestiltag.
Mangel på viden
Der mangler stadig viden. Genetisk diversitet er meget vigtig, men ofte negligeret og mindre velkendt, selv om det er afgørende for fødevaresikkerhed, sundhed og tilpasning af arter og økosystemer til miljøforandringer. Ud over at forbedre kvaliteten af landbrugsprodukter understøtter genetisk diversitet også økosystem-specifikke reguleringsprocesser, f.eks. undertrykkelse af skadedyr og sygdomme.
Selv om Europa er hjemsted for en stor del af verdens forskellige afgrødesorter og kvægracer, så er det også regionen med den højeste andel af afgrøder klassificeret som ”i fare”. Mindst 130 tidligere kendte kvægracer er allerede klassificeret som ”uddøde” og mange traditionelle arter af afgrøder og beslægtede vilde afgrøder er også truede eller allerede udryddet. Årsagerne til denne genetiske erosion har ligheder med det tidligere beskrevne pres på biodiversitet og omfatter især den voksende intensivering og industrialisering af dyre- og planteproduktion.
Intensivering af landbruget kan, som tidligere nævnt, nødvendiggøre betydelig tilførsel af agrokemiske stoffer, herunder pesticider. Voksende brug af pesticider reducerer insektpopulationer og planters frøproduktion – og dermed fødemængden for fugle og andre dyr. Insekter spiller en afgørende rolle i processer i økosystemer, og de er ansvarlige for forskellige ydelser fra økosystemer. Deres bedst kendte rolle er bestøvning, men de bidrager også til kredsløbet af næringsstoffer i jorden og de regulerer skadedyr, sygdomme og invasive arter.
Nylige rapporter om dramatiske tab af insekter har været meget omdiskuterede. Tyske forskere rapporterede et fald i den totale biomasse af flyvende insekter på mere end 75 pct. over 27 år i beskyttede områder i Tyskland. Der er desuden, som tidligere nævnt, set et fald i bestøvere, inklusive sommerfugle, men også for både honningbier og vilde bier. En omfattende global sammenfatning af 73 rapporter om fald i insektarter konkluderer, at de væsentligste årsager til faldet er tab af habitater ved omdannelse til intensivt landbrug fulgt af byspredning, forurening (især pesticider og gødningsstoffer), invasive arter og klimaforandring – det sidste dog mindst i de tempererede klimazoner.
Det er vanskeligt at forudsige, hvornår biodiversiteten, illustreret ved f.eks. rigdommen af fugle og sommerfugle på græsarealer, vil vokse igen, da det afhænger af komplekse samspil af miljøfaktorer og politiske tiltag. Der er behov for gennemgribende ændringer i landbrugspolitikken. Hvis disse tiltag implementeres grundigt og på en stor skala i hele EU, kan virkningerne vise sig i perioden 2020-2030. Den voksende konkurrence om jord kan imidlertid også intensivere landbrugsproduktionen i EU ved øget anvendelse af arealer til urbanisering og til at producere vedvarende energi og biobrændsler.
Klimaændringer og invasive arter
Andre faktorer, som kan påvirke udsigterne efter 2020 i ugunstig retning, kan være klimaændringernes negative påvirkning på biodiversitet og økosystemer. Det gælder især for de specialiserede arter, som er afhængige af et ekstensivt landbrug og skoves økosystemer.
Klimaforandringernes virkninger på økosystemer er omfattende, betragtes som en af de vigtigste risikofaktorer for faldet i biodiversitet og forudses at vokse betydeligt i alle økosystemer. Et varmere klima fører til ændringer i fordeling af arterne, i deres geografiske udbredelse og til fænologiske ændringer (dvs. ændringer i planter og dyrs livscyklus, red.). Dette kan medføre nedgang i den tilgængelige føde og øget konkurrence og ændringer i forholdet mellem arterne. Klimaforandringer øger betydningen af migrationskorridorer mellem økosystemerne og mellem de beskyttede områder. Der er imidlertid mange barrierer for bevægelsesfriheden, og ikke alle arter er i stand til at bevæge sig tilstrækkelig hurtigt til at holde trit med klimaforandringerne.
Et andet væsentligt pres på biodiversitet og økosystemer er invasive arter, dvs. dyr og planter, som tilfældigt eller med vilje bliver indført i et miljø, hvor de normalt ikke hører til, hvad der kan få alvorlige konsekvenser. De spredes ad forskellige veje, påvirker økosystemer negativt og kan sprede sygdomme til husdyr. De udgør en alvorlig trussel mod hjemmehørende planter og dyr, såvel som økosystemer i Europa, og forårsager skader på den europæiske økonomi og på europæeres sundhed og velfærd for milliarder af kr. hvert år. EU-forordningen om invasive arter giver nogle redskaber til at nedkæmpe dem. De strækker sig fra forebyggelse, tidlig opdagelse og hurtig udryddelse til forvaltning af invasive arter.
Vores aktiviteter påvirker ikke kun livet på landjorden. I kyst- og havområder har industrielt fiskeri haft tilsvarende store påvirkninger, og det påvirker både fiskebestande og habitater i europæiske kyst- og havområder. Mange fiskebestande falder uden for de sikre biologiske grænser. Derudover fortsætter antallet af fremmede, ikke-hjemmehørende arter med at vokse.
Mens biodiversiteten i Europa er underkastet mange påvirkninger og trusler, så har de økonomiske aktiviteter i de europæiske lande potentiale til at forårsage udbredt udtømning af naturkapital og direkte og specifik skade på habitater og arter langt uden for Europas grænser. Det økologiske underskud i Europa er stort; regionens samlede efterspørgsel efter ”naturens varer og tjenester” overskrider det, som dets egne økosystemer kan levere.
Grøn infrastruktur skal i fokus
Politiske tiltag har haft succes på nogle områder, men de har været utilstrækkelige til at stoppe det generelle tab af biodiversitet. Rammerne for EU's biodiversitetspolitik er absolut relevante og velegnede til formålet, men udfordringerne er presserende og hænger sammen med klimakrisen. Målene vil ikke blive opfyldt uden en mere effektiv implementering og finansiering af eksisterende mål i alle europæiske miljøpolitikker – og heller ikke uden en større sammenhæng mellem politikker for biodiversitet og landbrugssektoren og andre sektorpolitikker. En mere integreret tilgang i forhold til forskellige sektorer og administrative grænser kunne føre til en mere udbredt anvendelse af økosystem-baseret forvaltning og naturbaserede løsninger. Grøn infrastruktur, et strategisk planlagt netværk af naturlige og seminaturlige områder med andre miljøegenskaber, er et eksempel på en sådan økosystem-baseret forvaltning.
Selvom grøn infrastruktur er afgørende for biodiversitet, så er det meget mere end et redskab til at bevare biodiversitet. En grøn infrastruktur kan forbedre forbindelsen i og mellem beskyttede områder og omgivende, ikke-beskyttede landskaber mellem by- og landområder. Den kan bidrage til mange andre forbedringer såsom øget resiliens (robusthed eller livskraft, red.) i forhold til klimaændringer, bedre sundhed og velfærd og vandregulering. Natura 2000-netværket, som er en central del af den europæiske grønne infrastruktur, er et udmærket eksempel på eksisterende naturlige egenskaber. Der er imidlertid behov for bedre beskyttelse og forvaltning af stederne og deres indbyrdes forbindelser og tilstanden af arealerne uden for Natura 2000. Nationale og regionale rammer for fremme af genoprettelse og grøn infrastruktur skal yderligere udvikles og implementeres.
Den politiske forpligtelse til at handle i forhold til et konkret problem afhænger også af presset fra offentligheden. Der er brug for en større indsats for at øge den offentlige bevidsthed om betydningen af biodiversitet og økosystemtjenester for europæernes levebrød og velfærd, så de kan blive bedre klædt på til at gøre en personlig indsats. Dette indebærer også at påvirke beslutninger med henblik på at gentænke prioriteringer, opnå en mere sammenhængende udvikling af politiske tiltag og en stærkere implementering.
Foto: Hjart (Creative Commons License)
