Liv på landet

Ny jordbrugsfond vil skabe liv på landet for unge landmænd, for naturen og for miljøet gennem opkøb og forpagtning af landbrug. Danmarks Naturfredningsforening er medinitiativtager, og foreningens landbrugspolitiske seniorrådgiver beretter her om baggrunden og den aktuelle status.

Af Rikke Lundsgaard

undefinedLandbrugsbedrifter i Danmark er store og dyre. Samtidig har landbruget været igennem mange, alvorlige kriseår. Så det har været svært, faktisk nærmest umuligt, for unge landmænd (m/k) at købe en gård. Bankerne har simpelthen ikke villet låne de store summer ud.
Samtidig står vi i en situation, hvor natur, miljø og klima er under voldsomt pres. En stor del af det pres kommer fra den måde, vi driver landbrug på. Landbrugsarealerne bliver pløjet, sprøjtet og gødet for meget.

Ny fond vil gøre en forskel
Det er på denne baggrund, at Danmarks Økologiske Jordbrugsfond (DØJ) blev stiftet i februar 2017 af Danmarks Naturfredningsforening og Økologisk Landsforening. Bag fonden ligger ønsket om at skabe en tredobbelt bundlinje. Vi skal skabe muligheder for, at unge landmænd kan komme i gang med at drive landbrug, vi skal skabe bedre forhold for biodiversiteten i landbrugslandet og vi skal passe på miljøet, herunder vandmiljøet og klimaet.
    For begge de stiftende foreninger er økologien den bedste måde at drive landbrug på. Der bliver dyrket mad, som de fleste danskere gerne vil betale ekstra for. Samtidig bruges der ingen sprøjtegift, gødningsniveauet er lavere, der dyrkes flere forskellige afgrøder på markerne og generelt mere græs. Faktorer, der tilsammen bidrager til flere insekter, fugle og blomster, giver lavere udvaskning til vandmiljøet og har potentialet til at lagre mere kulstof i jorden og på den måde skåne klimaet for CO2.
    Det er vigtigt at understrege, at så længe vi skal dyrke mad til milliarder af mennesker i verden, og til millioner i Danmark, så skal ploven sættes i jorden med de negative konsekvenser, det har for omgivelserne. Hvad enten vi taler om økologisk eller konventionelt landbrug. Men økologien bidrager positivt på alle de nævnte parametre. Og der er heldigvis masser af plads til forbedring.

Opgør med selvejet
Så, hvordan løser man den enorme opgave? Det brugte vi et par år til at finde ud af. Den første hurdle er, at de unge landmænd skal gøre op med tanken om selveje. Selvejet er nok det mest hæderkronede princip i danske landmænds selvforståelse. Egen fod under eget bord er et mantra, som har været svært at bryde. Men, når en landbrugsbedrift koster op imod 50 mio. kr. eller mere, så er det jo håbløst for unge landmænd at komme i gang. Så vi søgte inspiration fra andre, som også havde søgt nye veje. Blandt andet Merkur Andelskasse og AP Pension, som har haft projekter med landmænd, hvis jord var blevet købt af andre, hvorefter de fik mulighed for at blive på ejendommen og drive den videre.
    Efter at have overvejet forskellige modeller for finansiering, besluttede vi til sidst at oprette et aktieselskab og udbyde aktier til alle interesserede. Det forudgående arbejde blev finansieret dels ved en bevilling fra Villumfonden til at undersøge alternative ejerformer, dels ved at de to stiftende foreninger hver stillede 200.000 kr. til rådighed.

En lang proces
Vi skulle dog igennem en længere proces med myndighederne for at få lov til at sælge aktier. Når man beder folk om at investere deres penge i køb af aktier, skal man kunne garantere, at man passer godt på de penge, der bliver betroet en. Det sker gennem et såkaldt prospekt.
    Fra september 2017 til udgangen af januar 2018 solgte vi igennem vores datterselskab Dansk Økojord A/S aktier for over 27 mio. kr. De penge kan så yngle ved, at vi kan tage lån i kreditforeninger for ca. to gange aktiekapitalens størrelse. Så vi har haft ca. 80 mio. kr. at købe landbrugsejendomme for.
    Når man tænker på, at de danske landmænds samlede gæld er på over 350 mia. kr., så er det jo kun et lille beløb. Vi regner heller ikke med, at DØJ kommer til at kunne købe millioner af hektar (der er omkring 2,3 mio. hektar dansk landbrugsjord). Men det har vist sig, at der har været en meget stor interesse fra offentligheden om vores initiativ. Mange landmænd vil gerne sælge jord til os, og mange landmænd vil gerne i betragtning, så de endelig kan komme i gang med at lave det, de er uddannet til og føler lidenskab for, nemlig at dyrke jorden.
    Danmarks Økologiske Jordbrugsfond kan således være en katalysator for andre lignende initiativer og forhåbentlig vise, at det er muligt at få glæde og overskud i landbruget, også selvom man ikke selv ejer jorden.
    Vores aktier blev solgt i portioner af mindst 25.000 kr. Flere end 600 danskere, helt almindelige mennesker, virksomheder og fonde købte aktier for, som sagt, mere end 27 mio. kr. Mange spurgte os, hvorfor det ikke var muligt at købe for et mindre beløb, fordi 25.000 kr. er mange penge for de fleste. Det er der en god grund til. De koster lige så meget, rent administrativt, at sælge en aktie til 25.000 kr. som at sælge en til 1.000 kr. Alle har ret til samme grundige behandling. Og vi ønskede at holde de administrative omkostninger så langt nede som muligt. Jo dyrere det er at drive fonden og aktieselskabet, desto dyrere bliver renterne for de landmænd, der skal drive jorden, fordi de forpagter jorden af os.
    Og det lod sig heldigvis også gøre at sælge så mange aktier, at vi kunne komme i gang.

Nyt aktiesalg
Indtil nu har vi foretaget i alt fem investeringer (den sidste i marts 2019). Dermed har Dansk Økojord A/S købt 393 hektar siden selskabet blev stiftet i februar 2018. Der er købt jord for 45 mio. kr. Heraf er der anvendt 14 mio. kr. af aktiekapitalen – resten er realkredit.
    Vores direktør, Kim Quist, kører landet tyndt og ser på nye ejendomme og holder møder med håbefulde landmænd, så vi har snart brugt hele aktiekapitalen. Derfor har vi fra den 1. juni åbnet for en ny runde aktiesalg. Denne gang fra 10.000 kr. og opad.
    I maj 2019 holdt vi den første generalforsamling i Dansk Økojord. Mange glade aktionærer var mødt frem for at høre, hvordan vi havde forvaltet deres penge. Det er selvfølgelig meningen, at deres investering skal give afkast på et tidspunkt. Men, det er også helt sikkert, at det afkast både kommer som renter (små!) på pengene, og især i form af glade landmænd, mere natur og et bedre miljø på de ejendomme, vi har købt.

Foto: Den Økologiske Jordbrugsfond

Se oversigt over artikler i Nyt Fokus #14

Rikke Lundsgaard er landbrugspolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening. Læs mere om Danmarks Økologiske Jordbrugsfond på hjemmesiden jordbrugsfond.dk.

Tegn gratis abonnement

Tegn gratis abonnement på Nyt Fokus og modtag digitalt nyhedsbrev, når nye numre udkommer.