Det moderne industrilandbrug, som vi kender det i ekstrem form i Danmark og flere andre lande, står i skærende kontrast til de traditionelle smålandbrug i det Globale Syd. Sidstnævnte er under angreb både af de dominerende økonomiske og politiske strukturer og forringelser af miljø og klima.
Af Ole Busck
Henved 2,5 mia. mennesker på kloden lever af og ernærer sig ved smålandbrug. I kraft af de internationale økonomiske strukturer og den politiske overlegenhed, som landene i det Globale Nord har, er denne traditionelle landbrugsform stærkt på retur. Regeringerne i udviklingslandene har generelt måttet opgive at beskytte deres smålandbrugere. De har været presset til det dels i kraft af de lånebetingelser, Verdensbanken og den Internationale Valutafond i en årrække har sat, dels på grund af Verdenshandelsorganisationens betingelser, som trods løfter ved stiftelsen i 1995 aldrig har imødekommet udviklingslandenes krav på vegne af deres smålandbrugere. Endelig er landene blevet afhængige af indkomsten fra eksportafgrøder, hvorved småbøndernes produktion og salg af afgrøder er blevet underlagt betingelserne på det internationale marked. Dermed har de skullet konkurrere med produkter fra det Globale Nords subsidierede og fossilt-baserede industrilandbrug.
Samtidig har udviklingslandenes landbrug været under massiv indflydelse af det udviklingskoncept – ”den grønne revolution” – der som en del af hele moderniserings- og vækstparadigmet for det Globale Syd er fremhævet som vejen ud af fattigdom og sult. Anført af især amerikanske landbrugsforskere udvikledes højtydende korn- og rissorter mv., som ved tilsætning af en stribe kemiske input som kunstgødning og pesticider, anvendelse af kunstvanding og mekanisering samt i nogen grad gensplejsning kunne øge landbrugets udbytte og indkomst.
Imidlertid har forskning gennem de seneste 10-20 år vist, at konsekvenserne har været forringelse af jord og frugtbarhed, fald i biodiversitet og øget ulighed i fordelingen af jorden og fødevarerne. De multinationale kemi- og fødevaregiganter har været de store vindere af ”den grønne revolution”, mens millioner af småbønder i en række udviklingslande har mistet deres udkomme og leveform.
Kapitalens overtagelse af jorden
Småbønderne er således blevet underkastet markedets betingelser og gjort afhængige af kapital til anskaffelse af ”forbedret” såsæd og de nødvendige kemiske input mv. for at producere. Det har åbnet vejen for at inden- og udenlandske investorer og multinationale selskaber har kunnet overtage jorden. Den globale finanskapital har også i stigende omfang fået øje på mulighederne for gevinst ved at spekulere i afgrødernes markedspris. De finansielle spekulanters aktiver i landbrugsvarer steg fra 65 mia. dollars i 2006 til 126 mia. dollars i 2011, ifølge Agrifood Atlas, og udgjorde dermed 80 pct. af den finansielle handel relateret til landbrugsvarer.
Kapitalhavernes adgang til jord og naturressourcer er blevet lettet af, at småbønderne traditionelt ikke har haft skøder på jorden. Fra kolonitiden optræder jorden som ”un-used land”, som lokale eller nationale regeringer har kunnet sælge ud af uanset befolkningens faktiske udnyttelse af jorden, som ofte sker under forvaltning i fællesskab, de såkaldte ”fælleder”. Produktionen er blevet ændret fra tilfredsstillelse af nære behov til specialiserede afgrøder i monokulturer, ”green deserts”, med henblik på eksport. Resultatet af mere end et halvt århundredes varegørelse og koncentration af ejerskab i landbruget er en generel undergravning af betingelserne for at få et udkomme ved smålandbruget.
Jord, der kan dyrkes, er en knap ressource på planeten. Siden 1960 er arealet kun øget med 2 pct., mens jordens befolkning er mere end fordoblet. Ganske vist er produktiviteten også fordoblet, især i Nord, i kraft af den stærkt øgede brug af kemiske tilsætningsstoffer, kunstvanding og maskineri, men ikke i et omfang eller i en form, der imødekommer den fattige landbefolknings behov i Syd. I de fleste lande i Syd er jorden ikke egnet til den samme form for intensiv dyrkning. Ifølge FN’s fødevare- og landbrugsorganisation FAO er 25 pct. af den globale jord i dag degraderet, eller på vej til at blive det, i kraft af erosion og frugtbarhedstab som følge af overforbruget af kemikalier, sammenpresning og tab af organisk materiale. Det gør det meget tvivlsomt om fødevarebehovet globalt, der i 2050 vil være 70 pct. større end i dag, kan tilfredsstilles.
Samtidig lægger Nords overforbrug af ressourcer et stigende beslag på den dyrkbare jord i Syd til at producere bioenergi, kød, tømmer samt fødevarer mv. til lande med et underskud af landbrugsland (kaldet landgrabbing). At tilfredsstille Nords ønske om (måske) lidt renere transportbrændstof på bekostning af jord til produktion af fødevarer i Syd er helt absurd – også i betragtning af at bioenergi er en meget ineffektiv anvendelse af jord til energiformål sammenlignet med solceller og vindkraft. Samtidig er anvendelse af jord, ofte efter rydning af tropisk skov, til produktion af dyrefoder eller til græsning for kvæg nok den mest skadelige aktivitet overhovedet. Ikke alene i forhold til klimaforandring, men også i forhold til tab af biodiversitet, udslip af næringsstoffer, ineffektiv energianvendelse, overforbrug af ferskvand mv. Fra 1990 til 2015 steg det globale forbrug af kød med 90 pct. Føde fra opdræt af dyr kræver fem gange så meget jord som føde fra planter for at opnå den samme ernæringsgrad.
Forringelse af økosystemer, naturressourcer og klima
Den moderne form for ”rationelt”, industrielt, fossilt-baseret landbrug, der således også er i vækst i Syd, undergraver ikke alene i kraft af de økonomiske strukturer, der presser bønderne væk fra jorden, det traditionelle smålandbrug. Men smålandbruget, der baserer sig på en umiddelbar sammenhæng med de naturlige ressourcer og økosystemer, undergraves også af overudnyttelsen og forringelsen af netop disse naturlige betingelser, således at landbefolkningens overlevelsesmuligheder forsvinder.
Betingelserne for at drive landbrug og leve af det forringes, når biodiversiteten falder så voldsomt, som den FN-nedsatte kommission IPBES netop har dokumenteret, når ferskvandsressourcerne udtømmes, jordens frugtbarhed forringes og klimaændringer betyder meget mindre og mere ustabil regn i Syd. Hvis priserne på småbøndernes afgrøder tilmed falder på grund af finanskapitalens spekulation og de manglende muligheder for national regulering, må bønderne udvide arealet, fælde regnskov, udtømme vandreservoirer osv.
Globalt bidrager landbruget væsentligt til klimaforandringerne. Ifølge FN’s Klimapanel IPCC er landbruget, og den måde jorden i det hele taget anvendes på, ansvarlig for en fjerdedel af den globale udledning af drivhusgasser. Halvdelen heraf skyldes ændret anvendelsen af jorden, idet skove bliver til agerland eller græsningsarealer, tørvemoser drænes og biomasse afbrændes. Hvis formen for landbrug blev ændret i retning af den traditionelle form for smålandbrug i Syd, som kaldes agro ecology, og skove blev beskyttet bedre, kunne 37 pct. af drivhusgasudledningen forhindres uden fald i produktionen af fødevarer og fibre ifølge World Resources Institute.
Ifølge FNs special rapporteur, Philip Alston, bærer udviklingslandene omkring 75 pct. af omkostningerne ved klimakrisen til trods for at den fattigste halvdel af jordens befolkning kun er ansvarlig for 10 pct. af klimagasudledningen. Ifølge IPCC’s seneste rapport fra august 2019, bidrager den nuværende form for landbrug globalt i særdeleshed til den globale opvarmning, mens, omvendt, en brug af jorden, der skåner skoven og bevarer jordens kulstof, er helt nødvendig for at reducere drivhusgasudledningen. Et omfattende studie udgivet i Science i juni 2018 viser, at hvis forbruget af kød- og mejeriprodukter globalt blev elimineret, kunne klodens landbrugsareal reduceres med mere end 75 pct. – og stadig give nok føde til alle. Kød- og mejeriprodukter dækker kun 18 pct. af menneskehedens forbrug af kalorier og 37 pct. af proteinet, men bruger 83 pct. af landbrugsarealet og giver 60 pct. af landbrugets udledning af drivhusgasser. Kød og mejeri-produktionen medvirker desuden til forsuring, næringsstofudledning og vandforbrug.
Studiet viste også, at kødkvæg på afskovede arealer giver 12 gange mere drivhusgasudledning og bruger 50 gange mere jord end kødkvæg på frugtbare, naturlige enge. Det er således muligt at reducere skadevirkningerne uden at hele klodens befolkning bliver veganere.
Et paradigmeskift er nødvendigt
”Business as usual is no longer an option” stod der i en rapport fra et internationalt panel af landbrugseksperter (AASTD), Agriculture at a crossroads, udgivet af FN og Verdensbanken i 2008 og underskrevet af 58 regeringer. Sammenfaldet af økonomiske, sociale og naturmæssige faktorer, der fjerner betingelserne for det traditionelle smålandbrug i Syd og truer økosystemerne globalt, får eksperterne til i klare vendinger at bortdømme den herskende ”landbrugsmæssige trædemølle”: Med stigende eksterne input (…) er produktionen stigende, mens producentpriser falder. De eneste virksomheder, der kan overleve på markedet, er dem som er et trin foran deres konkurrenter ved at investere i rationalisering og ekspansion, eller som har lokale fordele. Hvis andre indhenter dem, begynder en ny runde. Der er ingen udsigt til en ende på denne trædemølle. Jo mere globalt markedet er, jo højere er hastigheden og jo mere uigennemsigtig bliver spillet for hver deltager. Herhjemme erkender landbrugets interesseorganisation Landbrug og Fødevarer, at de er en del af samme trædemølle.
Uanset at landbrugsproduktionen globalt er steget, og ifølge rapporten ville kunne ernære 12-14 mia. mennesker, hvis høsten blev udnyttet uden spild og så effektivt som muligt, er enormt mange mennesker stadig underernærede, samtidig med at fedme er et stigende problem i de rige lande. Trædemøllen er en strukturel fejludvikling af landbruget i forhold til at bekæmpe sulten. Af de underernærede lever 70 pct. på landet, og netop det lokale landbrug er afgørende for at bekæmpe sulten, hvilket selv Verdensbanken fremhæver. UNCTAD udgav i 2013 rapporten Wake up before it is too late, som tilsvarende kaldte på et nødvendigt paradigmeskift væk fra den ”grønne revolution” og til en tilgang baseret på ”økologisk intensivering” med vægt på bevarelse af jordens kulstofindhold, bedre sammenhæng mellem dyrkning af afgrøder og husdyrhold samt inklusion af træer i landbruget (agro forestry).
Godt 800 mio. mennesker sulter fortsat på verdensplan og tallet er stigende. Ovennævnte rapporter og megen forskning har gjort det klart, at skal sulten bekæmpes er et paradigmeskifte til en mere økologisk (i bred forstand) tilgang nødvendig. En række af FN’s verdensmål, især ”frihed for sult”, der indeholder fødevaresikkerhed og bedre ernæring samt fremme af bæredygtigt landbrug, øget produktivitet i landbruget og forbedret indkomst for smålandbrugere, peger også på et paradigmeskift, der forbedrer betingelserne for det traditionelle smålandbrug.
I 2005 udtalte den daværende formand for Dansk Landbrug til dagbladet Information: Et af de store problemer i verden i dag er, at nogle lande stadig har alt for mange landmænd. I Danmark, USA mv. er der kun 3-4 pct. beskæftiget i landbruget, i de fattige lande er det 30-40 og helt op til 70 pct.
Det er nok en af de mest snæversynede betragtninger man kan høre fra en dansk beslutningstager. Men uomtvisteligt er det jo, at den politik og de strukturer, dansk landbrug har støttet og deltaget i på globalt plan, har undermineret betingelserne for smålandbruget i en sådan grad, at mange hundrede millioner mennesker, der tidligere ernærede sig ved smålandbruget, har måttet opgive det og er migreret til byerne eller udlandet. Allerede i 2007 oversteg den globale bybefolkning landbefolkningen. I dag lever omkring 1 mia. mennesker under kummerlige forhold i storbyernes slum. De tidligere landbrugere har ikke blot mistet deres jord og udkomme, de har også tabt deres sociale samhørighed, deres kultur og identitet. Ikke underligt at så mange af dem søger til lande i Nord.
Er der modstand?
FN-systemet producerer fremragende undersøgelser og rapporter, men har ikke kompetence til at ændre det herskende landbrugsregime, der domineres af Nord. Ej heller har FN nogen magt i forhold til Verdensbanken, Valutafonden og Verdenshandelsorganisationen eller de handelsregimer, der styres af USA, EU mv. Eller i forhold til den lille håndfuld af internationale gigantfirmaer, der styrer det globale marked for fødevarer, såsæd, kunstgødning og pesticider mv., og som har infiltreret Nords landbrugsorganisationer.
Der findes dog sammenslutninger af bondeorganisationer og grønne NGO’er, som kæmper for et andet paradigme. Globalt skønnes bevægelsen La Via Campesina at omfatte omkring 200 mio. småbønder med regionale og nationale medlemsorganisationer, der alle er involveret i kampe for at trodse kapitalens overtagelse af jorden og bevare småbøndernes traditionelle rettigheder og viden som basis for produktion til tilfredsstillelse af lokale fødevarebehov og beskyttelse af de naturlige ressourcer. Danske Frie bønder – levende land er medlem. Det bærende tema for kampen er madsuverænitet, dvs. retten til lokalt og på demokratisk vis at bestemme over jorden og producere på en bæredygtig måde. Men det er en svær kamp, når f.eks. Bill Gates donerer milliarder til landbrugssammenslutninger i Afrika, der udbreder den rationelle, industrielle tilgang.
Foto: World Agroforestry Centre/Devashree Nayak (Creative Commons Licence)
