Den danske forening ”Frie Bønder Levende Land” arbejder for en bæredygtig omstilling af dansk landbrug. Vejen hertil indebærer, ifølge foreningen, smartere udnyttelse af EU’s støtteordninger, jordbrugsfond, nytænkning i landbrugsuddannelsen og fokus på madsuverænitet.
Af Ole Færgeman og Henrik Kuske Schou
Midt i forrige århundrede var der flere hundrede tusinde landbrug i Danmark. Man kunne færdes i landskabet ad de mange små markveje, og der var liv på landet. Der var mennesker, og der var insektliv og fugleliv.
Det er alt sammen ændret. Nu er der kun godt 30.000 landbrug tilbage, og hvert år forsvinder yderligere ca. 1.000 af dem. Jorden samles i store marker, som hører til stedse større industrilandbrug. De drives for det meste med brug af pesticider og kunst- eller dyregødning. Der er meget langt til levende hegn, så insekter og fugle er der ikke mange af, og der er stort set ingen mennesker. Måske en ensom mand i en stor traktor. Selv det syn vil forsvinde, når robotterne er taget i brug. Uden politisk handling er danskernes mening om det hele uden betydning, fordi langt de fleste landbrugsprodukter er til eksport.
Kan det blive anderledes?
Kunne det være anderledes? Ikke ifølge de store landbrugsorganisationer, Landbrug & Fødevarer og Bæredygtigt Landbrug. Der betragter man udviklingen som nødvendig og uundgåelig. Det gør vi ikke i Frie Bønder Levende Land, som er den danske del af La Via Campesina, en verdensomspændende forening af små landmænd og -kvinder. Men vi anerkender naturligvis vanskelighederne ved at ændre dette triste billede.
Vi forstår godt, at de store dagligvarekæder foretrækker de ensartede produkter fra et globalt industrialiseret landbrug. Vi forstår godt foderstofselskabernes rabatordninger for store leverancer til store landmænd. Vi forstår også udmærket, at produktion til et verdensmarked betyder lave fødevarepriser, lav indtjening til landmanden og behov for omfattende støtte fra staten og EU. Og vi forstår godt, at indtjeningen kan blive lidt større jo færre medhjælpere landmanden skal aflønne. Vi forstår også, at han kan spare på egne arbejdskræfter, hvis han kan flokmedicinere sine dyr og sprøjte sine marker. Og vi forstår godt, at han foretrækker at investere i endnu større maskiner frem for at betale skat. Og vi forstår inderligt godt, at han ikke har brug for endnu flere dokumentationskrav og endnu flere besøg fra statens kontrollanter.
Alt det, og mere til, forstår vi så godt så godt. Men hvis vi alle – og hermed mener vi alle danske forbrugere og vælgere – ville det anderledes, kunne det også være anderledes. Det kræver blot viljen til at erkende landbrugets reelle økonomiske og økologiske betydning, og det kræver politisk vilje.
For det første kunne vi udnytte de muligheder for hjælp til de mindre landbrug som allerede findes i EU’s landbrugsordninger. Det drejer sig eksempelvis om muligheden for omfordeling af noget af den direkte landbrugsstøtte til de mindre landbrug, som danske landbrugsministre bevidst har fravalgt.
Jordbrugsfond
For det andet kunne den danske stat etablere en jordbrugsfond til opkøb af fallerede store landbrugsejendomme og udstykke dem i mindre ejendomme. De kunne så forpagtes og måske købes af unge landmænd, som ikke har råd til at købe de store. Et gennemarbejdet forslag om en sådan jordbrugsfond blev slagtet af den borgerlige regering, som trådte til i efteråret 2001. Det er på høje tid, at det igen bliver forelagt Folketinget.
Fonden bør have en grundkapital på en milliard kroner og råde over 10 milliarder kroner i statslån eller statsgarantier. Den skal i det mindste være stor nok til at købe og udstykke 30-40 store ejendomme om året. Det ville skabe 300-400 mindre ejendomme, såfremt hver af de store blev udstykket i ti mindre ejendomme. I sig selv vil en sådan jordreform ikke være tilstrækkelig til at kompensere for de ca. 1.000 landbrug, som lukkes hvert år. Men dels ville det være en god begyndelse, dels skal antallet af nye mindre landbrug afspejle antallet af unge mennesker, der vil uddanne sig til landmænd.
For det tredje bør uddannelsen af landbrugselever derfor i langt højere grad omfatte oplæring i former for landbrug, der sigter på lokal produktion af mad af høj kvalitet, dvs. forskellige former for økologisk eller regenerativt landbrug, evt. biodynamisk landbrug, f.eks. permakultur. Selvom de udnytter præcisionslandbrug i lille skala, er de alle mere arbejdskrævende, og det er netop pointen. Der er brug for mange flere mennesker i godt landbrug, så der igen kommer liv på landet.
Madsuverænitet i dansk udmøntning
En sådan tilgang til et bedre landbrug kunne indgå i en dansk udmøntning af begrebet ”madsuverænitet.” Begrebet stammer fra La Via Campesinas arbejde i udviklingslandene, men det er ligeså relevant for lande som Danmark.
Ud over sikkerhed for, at der er mad nok (fødevaresikkerhed), ligger der i begrebet, at der er demokratisk kontrol med produktion og fordeling af sund mad, tilpasset verdens forskellige madkulturer. I Danmark, som i andre europæiske lande, styres produktion, distribution og salg af fødevarer af stadigt færre store erhvervsvirksomheder, hvis interesser ikke nødvendigvis er de samme som landmændenes, fiskernes, forbrugernes og det øvrige samfunds. I sagens natur er de derfor ikke forenelige med en forestilling om madsuverænitet.
Bæredygtig forvaltning af landbrugsjorden og havets fiskebestande forudsætter endvidere, at der i befolkningen er nok kompetente landmænd og fiskere. Beskyttelse og fremme af småskala-landbrug og -fiskeri, hvor det gode håndværk i arbejdet med naturens goder trives, er således centrale i begrebet, madsuverænitet.
Hertil kommer, at det fysiske grundlag for fødevareproduktionen, dvs. landbrugsjorden, åerne, fjordene og havet omkring Danmark, ikke altid forvaltes således, at naturen beskyttes og fødevareproduktionen er sikret for vores efterkommere. Endelig har produktion og forbrug af fødevarer i Danmark konsekvenser for andre dele af verden. Madsuverænitet i Danmark har derfor begrænset mening, hvis den underminerer mulighederne for demokratisk kontrol med bæredygtig produktion af fødevarer i andre lande.
Foto: Peter Leth (Creative Commons)
