Vi har en gæld til jorden, som skal betales tilbage. Gennem århundreder har vi udpint muldjorden for organisk materiale. Resultatet er et ofte overset bidrag til den øgede mængde af drivhusgasser i atmosfæren. Det er i den sammenhæng produktion af biogas skal vurderes.
Af Bente Hessellund Andersen
Et vigtigt element i NOAHs arbejde er, at vi arbejder for et regenerativt jordbrug, der kan genoprette jordfrugtbarhed og biodiversitet. Vi har også gennem mange år peget på den klimamæssige betydning af at genoprette jord- og plantesystemerne – og at alle former for bioenergi underminerer disse muligheder.
I forhold til klimaet er det ikke nok, at vi nedbringer udledningen fra energiproduktion, transport og landbrug. De nødvendige målsætninger kan kun nås, hvis vi øger kulstoflagringen i biosfæren.
Vores kritik af biogas skal ses i lyset af disse kendsgerninger: behovet for at genoprette jordens frugtbarhed og biodiversitet og behovet for at modvirke klimaforandringerne. Disse to aspekter kan ikke adskilles.
Biogas udpiner jorden
Produktionen af biogas bygger på fortsat udpining af jorden. Det er nemlig ikke rentabelt at forgasse gylle, uden at der tilsættes store mængder af organisk materiale – og de fleste biogasanlæg kører på en blanding af gylle og plantemateriale samt en gang imellem også husholdningsaffald eller spildevandsslam. Affald fra industri og husholdninger rækker ikke langt i forhold til de mængder gylle, der i de nuværende planer ønskes anvendt. Og når der tilsættes planterester eller majs, vil det medføre øget tæring på jordens humus, hvilket igen påvirker jordens frugtbarhed negativt på både kort og langt sigt. Det resulterer også i fortsatte CO2-emissioner fra den dyrkede jord, for det er CO2, der udledes, når humus iltes og nedbrydes.
Hvis vi skal nå klimamålsætningerne, kan det ikke nytte noget, at vi bliver ved med at udpine jorden for organisk materiale – tværtimod er det på høje tid, at vi betaler kulstofgælden tilbage til jorden.
Det anslås, at nedbrydningen af jordens organiske pulje har givet anledning til mellem en fjerdedel og halvdelen af den samlede mængde kulstof, der er udledt som resultat af menneskelige aktiviteter siden industrialiseringen tog fart. Dertil skal lægges alt det kulstof, der er mistet fra det overjordiske plantedække. Hvis vi som verdenssamfund forstår og lærer at genopbygge disse kulstoflagre, har vi en chance for at nå de nødvendige klimamål. Dette er ligeså nødvendigt som at standse afbrændingen af fossile brændstoffer. Derfor bør ingen former for bioenergi anvendes som erstatning for fossile brændsler.
I forbindelse med biogas har vi kunnet følge en debat, hvor kritikere har fremført, at der bliver tilbageført mindre organisk materiale til jorden fra afgasset gylle og plantemateriale, end hvis der bliver kørt frisk gylle eller gødning ud. Dette er af biogasfortalere blevet modsagt med nyere undersøgelser, der peger på, at selvom mængden af kulstof i det afgassede materiale er mindre, er det til gengæld meget stærkere bundet, og at kulstoffet derfor forbliver i jorden i meget længere tid. Med dette argument forenkles klimadebatten til udelukkende at handle om kulstof og klima. Det tager ikke hensyn til, hvordan det påvirker livsbetingelserne for jordens organismer, at “levende” gødning og planterester erstattes af mere eller mindre dødt materiale. Det på trods af, at en meget stor del af vores biodiversitet netop er knyttet til den “levende jord”.
Disse forenklede anskuelser negligerer desuden den helt overordnede betydning af, at så megen landbrugsjord indgår i ligningen. En enorm arealanvendelse til foderproduktion er jo en forudsætning for den store gylleproduktion.
Det konventionelle landbrug har valgt at satse på en høj produktion af animalske produkter til eksport og en stor og ret ensidig planteproduktion til husdyrfoder, der desuden suppleres med importeret proteinfoder primært i form af soja. Herhjemme såvel som i Sydamerika, der producerer den soja vores husdyr får, sker der en fortsat og dramatisk tæring på det organiske materiale. Grafen viser, hvordan billedet ser ud i Danmark.
Landbrugets oversete klimabelastning
I de officielle opgørelser medregnes kun metan og lattergas, når landbrugets udledning af klimagasser opgøres. Desuden en mindre mængde CO2, som stammer fra kalkning af landbrugsjorden og spredning af visse former for kunstgødning. Almindeligvis indgår landbrugets udledning fra nedbrydning af jordens organiske materiale ikke i klimaregnskabet. Den er ellers af samme størrelsesorden som metan og lattergas, der hver udgør rundt regnet 10 pct. af Danmarks udledning.
Bidraget fra nedbrydning af det organiske materiale i landbrugsjorden kan man derimod finde i den såkaldte LULUCF-sektor (Land-Use, Land-Use-Change and Forestry), der omhandler emissioner eller kulstofoptag relateret til: Arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug. Landbrugets andel heraf er forbundet til “Dyrket areal” og “Areal med græs” (se grafen). Det svinger fra år til år, om LULUCF’s samlede bidrag er positivt eller negativt. Hvis det er positivt, bidrager det til klimaforandringerne, og hvis det er negativt binder det derimod atmosfærisk kulstof.
Udledningen er især relateret til det specifikke års klimatiske forhold (temperatur og nedbør) samt afgrødevalg i landbruget og skovforvaltning. I forbindelse med landbruget er der helt overvejende tale om CO2-emissioner, der kommer fra dyrkning af enårige afgrøder, hvor jordbehandlingen sætter gang i nedbrydningen af organisk materiale.
De år, hvor det samlede optag har været større end udledningerne (som i 2008 og 2010-12), har det været på grund af tilvækst i skovene og skovplantning. Landbrugsproduktionen har alle årene bidraget med en nettoudledning (se grafen). Bemærk, at dette ikke kun gælder for det dyrkede areal, men også for arealerne med græs, selv om græsarealer kan binde meget kulstof, hvis de får lov til at ligge som ekstensive græsningsarealer i mange år. Når de danske græsarealer alligevel samlet set udleder CO2, er det udtryk for, at størstedelen af græsarealerne jævnligt pløjes om.
Det skal også bemærkes, at selv om det på figuren ser ud, som om udledningen fra landbrugsjorden trods alt er blevet mindre de senere år, så skal man ikke lade sig narre. Det er kun et udtryk for, at der efterhånden er så lidt kulstof tilbage i jorden, at selv hvis der nedbrydes den samme procentdel hvert år, så bliver den udledte mængde mindre og mindre.
Siden 1990 har der været et fald i det samlede kulstoflager i landbrugsjorden, på trods af at det siden 1990 har været forbudt at afbrænde halm på markerne. Årsagen til disse ændringer er den intensive dyrkning, idet der mistes meget kulstof, når der drænes og pløjes i den udstrækning, som det sker i Danmark, men også at halm og andre planterester fjernes med henblik på afbrænding i halmfyr, kraftvarmeværker eller biogasanlæg.
Landbrugets samlede klimabelastning
Det intensive danske landbrug står for omkring en tredjedel af den danske indenlandske udledning. Det er betydeligt mere end hvad der typisk bliver nævnt. Dertil skal lægges store bidrag fra produktionen af den importerede soja samt en hel masse andre hjælpestoffer i form af kunstgødning, pesticider og landbrugsmaskiner.
Langt størsteparten af den danske landbrugsjord er udlagt med enårige afgrøder til husdyrfoder – kun knap 20 pct. er udlagt med græs, hvoraf over halvdelen indgår i et sædskifte. Kun omkring 8 pct. af det samlede landbrugsareal er ifølge den seneste opgørelse udlagt med permanent græs. Det betyder, at det meste af landbrugsjorden hvert eller hvert andet år er udsat for kraftig jordbehandling samt gødskning og sprøjtning med pesticider.
Det danske jordbrugs drivhusgasemissioner er helt overvejende knyttet til det store husdyrhold og det dertil hørende store arealforbrug. Tre klimagasser udgør hver rundt regnet 10 pct. af den samlede danske udledning: 10 pct. er lattergas fra håndteringen af kunstgødning og husdyrgødning, 10 pct. er metan fra drøvtyggeres fordøjelse og håndtering af gylle, og 10 pct. er CO2-emissioner fra nedbrydning af dyrkningsjorden. Dertil skal lægges CO2-udledningen knyttet til landbrugets energiforbrug, hvilket svarer til 2-3 pct. af Danmarks samlede udledninger – når man tager højde for landbrugets produktion af bioenergi.
Med til historien om landbrugets emissioner hører også, at der ganske vist mellem 1990 og 2003 var en stabil reduktion i udledningen af lattergas fra landbruget (i alt over 30 pct.), men siden 2003 har udledningen holdt sig på nogenlunde samme niveau. Reduktionerne skete især i forbindelse med, at kvælstofnormerne blev sat ned sideløbende med forbedret kvælstofudnyttelse i husdyrgødningen. Det resulterede i mindsket brug af kunstgødning. Dette var alt sammen en følge af en række handlingsplaner, hvis primære formål har været at nedbringe kvælstofudledningerne – og er den eneste grund til at landbruget med nogen ret kan hævde at have gjort en klimaindsats. Disse fremskridt blev desværre sat delvist over styr med Landbrugspakken vedtaget af Venstreregeringen og dens støttepartier i 2015. Udledningen af metan har ikke ændret sig væsentligt over årene.
Biogas er ingen klimaløsning
Frem for at se produktionen af biogas som en klimaløsning, må den snarere ses som en form for legitimering af det konventionelle landbrug og den store animalske produktion. Man kan nedbringe nogle emissioner af metan fra gyllen og samtidig producere lidt energi – og på den måde kan man få det hele til at se lidt grønnere ud. Det er dog ikke meget energi, der kommer ud af det, hvis man ser det i forhold til den investering, der er nødvendig for at etablere et biogasanlæg.
I forhold til at nedbringe landbrugets udledning, så er gyllebaseret biogas derfor den helt forkerte vej at gå. Netop de store investeringer vil være med til at fastholde den landbrugsstruktur, der har givet os alle problemerne fra begyndelsen af, og som på ingen måde bidrager meningsfuldt til den globale fødevareforsyning. Industriel animalsk produktion påvirker miljø og klima langt mere negativt end anden produktion af mad.
Gylle og anden husdyrgødning vil være begrænset i en fremtidig jordbrugsproduktion, hvor kosten overvejende skal være plantebaseret. Det industrialiserede landbrug er i forvejen tynget af gæld og har allerede bundet store beløb i produktionsmidler. Det gør en omstilling til mere bæredygtige produktionsformer vanskelig. Etableringen af anlæg til at fremstille biogas baseret på gylle kommer til at binde yderligere store summer i anlæg, der er knyttet til især industriel svineproduktion.
Det kan diskuteres om den biologiske fraktion af husholdningsaffaldet bedst kan finde anvendelse, hvis det bioforgasses. I praksis anvendes det som regel som tilsætning til gyllegasanlæg. I disse tilfælde bruges forgasning af husholdningsaffaldet til at legitimere etablering og anvendelse af store biogasanlæg til gylle.
Alle de værker, der opføres i disse år, kan kun realiseres takket være store offentlige tilskud. At det er kommet så vidt, er et resultat af massiv lobbyisme fra landbruget og dets tilknyttede statslige og private forskningsorganisationer. Det kan man se, hvis man dykker ned i historien om, hvordan bioenergi er kommet til at spille så stor en rolle, som det er sket i Danmark. Blandt andet har vi set en statslig Biogas Task Force med det ene formål at øge udbredelsen af biogas. Det er urimeligt, at meget store statslige støttebeløb anvendes til at løse et problem, som landbruget er ansvarlig for og selv burde løse.
I de senere år hører vi også biogas anprist af Økologisk Landsforening, men det betragter vi i NOAH som en udvanding af det økologiske landbrug, der har mere fokus på at sikre en indtjening fra de nødvendige marker med grøngødning end på bevarelse af dyrkningsjorden og plantesundheden. Økologerne stod oprindeligt for det synspunkt, at planterne blev sundere og mere modstandsdygtige, hvis væksten ikke blev forceret af de let tilgængelige næringsstoffer fra kunstgødning. Men nu synes de at mene, at resten fra biogasproduktionen kan være bedre end planterester, kompost og husdyrgødning, netop fordi næringsstofferne er lettere tilgængelige for plantevæksten.
Der mangler viden om, hvordan vi kan dyrke vores mad og samtidig genopbygge jordens frugtbarhed og biodiversitet. Biodynamisk jordbrug, permakultur og skovlandbrug peger i den rigtige retning og når længere end økologerne, når det handler om at genopbygge jorden og tilbagebetale kulstofgælden. Alle disse metoder bør udforskes nærmere og kan forhåbentlig inspirere til løsninger, der kan bringe jordbruget tilbage på sporet.
Videre læsning
Madsuverænitet – Hvem skal bestemme over vores mad? En publikation fra Forum for Madsuverænitet. Udgivet af NOAHs forlag 2017.
Landbrug i Danmark. Notat udarbejdet af Bente Hessellund Andersen og Jacob Sørensen for Frie Bønder – Levende Land (La Via Campesina Danmark) og NOAH.
Mad og brændstof til Europa – på en klode med klimaforandringer og begrænsede resurser med kritisk fokus på husdyrfoder og biomasse til energi. Undervisningshæfte udarbejdet af Bente Hessellund Andersen, NOAH 2010.
Foto: Southgeist (Creative Commons Licence)
