Den 9. marts fyldte NOAH 50 år. Jubilæet blev markeret med en miljøfestival, som løb af stablen fra 7.-9. marts med optog til Klimaministeriet, præsentationen af et nyt magasin om køns- og miljøretfærdighed (et ”ØKOKØN Zine”) samt lancering af jubilæumsbog og afholdelse af stor fest. I anledning af jubilæet bringes her beretningen om den effektfulde happening i 1969, som skød NOAH i gang.
Af Rasmus Thirup Beck
Store Sal på H.C. Ørsted Instituttet er fyldt med professorer, politikere, overlæger og andre miljøinteresserede. Hele dagen har de lyttet til forskellige foredrag om forurening. Hen ad aftenstid er det meningen, der skal være afsluttende paneldebat, men før den kommer i gang, går en flok unge mennesker pludselig på scenen og beder de tilstedeværende om at vende tilbage deres pladser. De oplyser, at nu er ventilationsanlægget slukket og dørene til salen lukket udefra. Og så begynder en happening, der kommer til at markere startskuddet på den danske miljøbevægelse.
Først er der støj. Infernalsk støj. Fra båndoptagere placeret rundt omkring i salen vælter optagelser af trafiklarm og DC 9-fly ud over forsamlingen. Kort efter bliver lyset slukket, ti skraldespande med affald bliver antændt og overhældt med væske, så en stinkende røg breder sig i lokalet. To af fyrene på scenen tænder ild til stålrør fyldt med tobak. De går rundt mellem rækkerne og puster den tykke tobaksrøg i hovedet på tilskuerne, som nu er begyndt at vise tydeligt ubehag ved den fortættede luft i auditoriet. Ubehaget bliver ikke bedre af de lysbilleder af lungekræftoperationer, kulilteforgiftningstilfælde og døde fisk og fugle, som bliver projiceret op på væggen.
Men de hurtigt arbejdende unge på scenen er slet ikke færdige. Ind kommer et stort akvarium med en stor flot guldfisk i. Ned i vandet bliver der hældt et ordentligt skvæt spildevand, som aktivisterne har hentet direkte fra Proms Kemiske Fabrikkers afløb. Der går ikke længe, før fisken svømmer sidelæns, og da den vender bugen i vejret, fylder nogle af folkene på scenen vandforstøvere med vand fra Emdrup sø og begynder at sprøjte folk i hovedet med det. Imens bliver der vist billeder af fisk fra søen med kræftsvulster ud af lungerne. På dette tidspunkt antager lokalet ”karakter af total opløsning og kaos”, som der nogle dage senere står i Ekstra Bladet.
Og der er mere. En stor Nimbus-motorcykel kører pludselig ind på scenen og brager med fuldt knald på udstødningen rundt og rundt, mens smilende piger i sommerkjoler deler ud af æbler. Nogle få når at smage på dem, før en på scenen oplyser, at æblerne er sprøjtet med insektmidlet Bladan, som i dag er forbudt, hvorefter folk hurtigt spytter ud. Det hele kulminerer med, at lyset tændes igen, og en flaksende vildand fra Vildtstationen bliver båret ind på scenen. Mens en af aktivisterne fortæller om olieforurening, overhælder to af de andre anden med fed spildolie. Til sidst bliver den rakt i vejret, og nogen råber: ”Er der en dyreven til stede, som vil redde denne and?”
Ingen reagerer. Folk måber bare. Uden varsel kommer en fyr til fra højre og klipper resolut andens hoved af med en saks, hvorefter den stadig baskende and bliver båret ned langs første række, mens blodet pumper ud over æresgæster og paneldeltagere. Og så bliver lyset og ventilationsanlægget tændt, mens aktivisterne proklamerer, at de vil starte en miljøbevægelse for at få gjort det, eksperter og politikere ikke gjorde noget ved.
Artiklen er skrevet af Rasmus Thirup Beck og er en forkortet og revideret udgave af et interview med arkitekt Carl Herforth, som var med til at stifte og udvikle NOAH i 1969. Artiklen blev bragt første gang i Samvirke, januar 2009, og indgår også i jubilæumsbogen ”Miljøbevægelsens rødder” fra NOAH (se også artiklen side 34 i dette nummer).
Foto: Niels Juul Busch
