NOAH har siden 1969 været en markant stemme i dansk miljøpolitik. Jubilæumsbogen ”Miljøbevægelsens rødder” er netop udkommet i anledning af halvtredsåret for NOAHs dannelse. I dette uddrag fra bogen fortæller to af de centrale skikkelser fra den gang om NOAHs spæde start.
Af Peder Agger og Jesper Brandt
NOAHs stiftelse var tidsmæssigt sammenfaldende med studenteroprøret. Men dets retning og engagement adskilte sig alligevel markant fra det øvrige 68-oprør. Hvor det generelle studenteroprør var rettet mod professorvældet og de studerendes manglende indflydelse på egne studievilkår, var NOAHs oprør rettet ud ad mod samfundets manglende indsats for at få løst et påtrængende problem: Den voksende forurening.
Mens det generelle studenteroprør især udfoldede sig på humaniora og samfundsvidenskab, var tilslutningen til NOAH i vid udstrækning knyttet til naturvidenskaberne og de anvendte videnskaber som jordbrugsvidenskab og (landskabs)arkitektur. Disse naturfagsstuderende ønskede at bidrage til løsningen af forureningsproblemerne, såvel fagligt som politisk.
NOAH så sig sjældent i opposition til den øvrige 68-bevægelse. NOAHs organisering fulgte de former for basisdemokrati og flade beslutningsstrukturer, der kendetegnede den øvrige 68-bevægelse, og udviklede sig i løbet af de første år til en raffineret og effektiv struktur. Mange NOAH-aktivister deltog sideløbende i andre dele af studenteroprøret. Men NOAH forblev alligevel ret isoleret fra det generelle studenteroprør, da de fleste studerende uden for de naturvidenskabeligt orienterede fagområder ikke kunne identificere sig med en kritisk behandling af miljøproblemerne. Deres ”fagkritik” fulgte andre spor, og derfor betragtede de gennem mange år miljøkampen som et underordnet element i kritikken af den herskende samfundsudvikling.
NOAH-studenternes engagement var både politisk og fagligt. Vores politiske engagement knyttede sig til de mange samfundsmæssige forhindringer, der lagde sig i vejen for en effektiv indsats på forureningsområdet. Vores faglige engagement bundede fra begyndelsen i en elementær respekt for natur og miljø. Vi betragtede miljøet som en kompleks og sårbar forening af energistrømme, stofkredsløb og biologiske processer, som samfundet griber stadigt mere radikalt ind i – lokalt, regionalt og globalt. Vores tilgang var altså præget af et grundlæggende økologisk syn på de stoflige problemer, der knytter sig til forureningen.
I det følgende vil vi hæfte os ved både de politiske erfaringer, som bevægelsen allerede under den spæde begyndelse gjorde sig, og som i høj grad kom til at påvirke bevægelsens senere udvikling, og ved de økologiske forståelser, der spillede ind som en væsentlig vedvarende ramme for NOAHs udvikling og strategi.
Fra NOA til NOAH
Den naturhistorisk-geografiske faggruppe på Københavns Universitet havde mange års erfaring med fagligt-selskabeligt studenterarbejde, i høj grad båret frem af den lange tradition for ekskursioner og feltarbejde, som var en væsentlig del af uddannelserne.
Siden 1911 var et vigtigt samlingspunkt for de studerende foreningen NOA – Naturhistoriske Onsdags Aftener, et fagligt studenterforum, der blev dannet på samme tid som Danmarks Naturfredningsforening. NOA arrangerede fælles ekskursioner, revyer og fester, men blandede sig også uddannelsespolitisk, blandt andet i forbindelse med afholdelsen af studenterorganiserede ruskurser på tværs af fagene, der var standard for studieintroduktionen i faggruppen allerede fra 1950’erne, længe før det blev introduceret på andre studier.
Det aktive studenterpolitiske arbejde førte blandt andet til, at NOA engagerede sig bredere, blandt andet med en studiekreds om atomvåbenfaren i 1962 og en aktiv involvering i fredningsdebatten i 1964. I vinteren 1968/69 arrangerede de naturhistoriske studenterforeninger en udadvendt foredragsrække om naturbevarelse og naturudnyttelse. Op gennem 1960`erne var meldinger om naturens og miljøets kritiske tilstand herhjemme og ude i verden blevet stadigt hyppigere. Bedst husker vi her Rachel Carsons bog, “Det tavse forår” (udkom på dansk i 1963 /red.). Den handlede om pesticiderne i USA, der tog pippet fra fuglene. Og Hans Palmstiernas bog “Plyndring, sult og forgiftning” som også havde imperialismens følger i den tredje verden med inde i billedet. Samtidigt kunne vi ved selvsyn eller i aviserne se, hvordan biler og skorstene osede, åer skummede af sulfo og havskarn hobede sig op på strandene.
Det var i forlængelse af denne tradition, at denne artikels ene forfatter, Peder Agger, som tidligere formand for NOA i midten af oktober 1968 foreslog NOA’s bestyrelse (hvor denne artikels anden forfatter, Jesper Brandt, nu var formand), at NOA arrangerede ”en stort anlagt teach-in om pollution (forurening)”. NOA, der netop havde overstået den årlige revy med efterfølgende snapsebord, dans, lancier og punch til 400 naturhistoriske studerende og lærere, tog opfordringen til sig, og vi fik stablet en forureningsdag på benene søndag den 9. marts 1969 i vandrehallen på H.C. Ørsted Instituttet i København.
Her blev afholdt en række parallelle foredrag om henholdsvis landjordsforurening og vandforurening, vist nonstop ”smuds”-filmforevisninger, udstillet en række eksempler på nyudviklet antiforureningsteknologi sammen med ny forureningslitteratur, plancher, fotos mv. Der blev afholdt happenings (blandt andet aflivning af en olieforurenet fugl samt optræden af en fuldblods osende motorcykel i Store Auditorium!) og dagen afsluttedes med en større paneldebat om ”Forurening – en samfundsopgave” (se i øvrigt side 41 i dette nummer for en mere detaljeret skildring af forureningsdagen /red.).
Med over 1.000 deltagere, hvoraf størstedelen var studerende, blev forureningsdagen en stor succes. Den afsluttende debat viste, at der var tale om et omfattende problem – en miljøkrise, som dog ikke kunne dokumenteres ordentligt, fordi undervisningen, overvågningen og forskningen ikke havde været tilstrækkeligt opmærksom på fænomenet. De relevante administrative myndigheder blev taget med bukserne nede om hælene. Overblik havde de intet af, og administrationen var spag og spredt ud på utallige love, bekendtgørelser og kontorer.
I udgangspunktet var det de studerende og lærerne ved de naturhistoriske fag, vi ville råbe op. Men hurtigt blev det meget bredere. På et bord i vandrehallen lagde vi lister frem, som deltagerne kunne skrive sig på, hvis de var interesserede i at arbejde videre med forureningsproblemerne. Et halvt hundrede mennesker skrev sig på, og de blev indkaldt til et møde den 26. marts 1969 i kantinen på Zoologisk Institut, hvor der blev dannet otte arbejdsgrupper inden for energi, kortlægning af forureningsforskning, levnedsmiddelforurening, fysisk planlægning, støj, luft- og synsforurening, landjordsforurening samt en ”fingeren på pulsen”-gruppe, der senere blev omdøbt til ”sekretariats- og aktionsgruppe”. En flad struktur med skiftende talsmænd for de åbne grupper blev vedtaget. Også nye grupper kunne komme til. Størstedelen var studerende og yngre kandidater inden for naturhistorie, men der var også en del fysikere, kemikere, biokemikere, arkitekter, forstkandidater, jurister, psykologer og bibliotekarstuderende blandt deltagerne.
Politikens engagement i forureningssagen
Men forureningsdagen blev også godt modtaget i pressen. Særlig Dagbladet Politiken gav en fyldig og usædvanlig positiv dækning af begivenheden, hvilket kunne synes overraskende på baggrund af den næsten totalt manglende opmærksomhed, som medierne indtil da havde vist de stigende forureningsproblemer. Ud over et bredt dækkende referat af forureningsdagen bragte bladet en særskilt kommentar under overskriften ”En folkesag”, der indledtes med følgende lovsang: “Søndag den 9. marts fortjener at komme i Danmarkshistorien, for det var i går, at oprøret begyndte, den nødvendige rejsning mod staten, der ikke har vist alvorlig vilje til at bekæmpe forureningen”.
Politiken fulgte senere op på temaet og bragte blandt andet under rubrikken Dags Dato endnu en rosende omtale af ”de naturhistoriestuderendes forening NOA – ikke at forveksle med den gamle gubbe Noah, der reddede menneskeheden fra syndfloden”. Det blev den direkte anledning til, at det nystiftede forureningsforum, der var sat i gang af NOA, valgte at hæfte et H på og kalde sig NOAH. Klædelig beskedenhed har jo sjældent præget studenters selvopfattelse!
Politikens markante dækning af begivenhederne skabte grobund for et frugtbart samarbejde mellem avisen og det nystiftede NOAH, der blev etableret tidligt på sommeren 1969. Studenterne i NOAH havde et stærkt behov for at få såvel politikere som alle mulige forskellige samfundsgrupper i tale, mens Politiken havde behov for de studerendes ekspertise på de mange forskellige fagligheder, der kunne komme i spil i forbindelse med løsningen af de meget forskelligartede problemer, som forureningen medførte.
Der blev indgået en kontrakt, hvorefter studerende, der var med i NOAH, leverede eksperter til driften af en sommerbrevkasse ”Skarnkassen”, mod at Politiken betalte husleje og telefon-omkostninger for NOAH, der så kunne etablere sig i nogle lokaler i en baggård i Klosterstræde nær Strøget i København. Koordineringen af arbejdet blev varetaget af Politiken-journalisten Leif Larsen, der dagligt sad vagt ved telefonen i Klosterstræde, som Politikens læsere kunne ringe ind til, hvis de ville have taget forureningsproblemer op i ʻSkarnkassenʼ. Året efter indgik studerende fra NOAH også i Politikens omrejsende sommerredaktion, hvor de berettede om forureningsproblemer i de provinsbyer, som redaktionen besøgte i løbet af sommeren. Dette samarbejde gav NOAH mulighed for at få kontakt med kredse langt uden for det isolerede studentermiljø, som de ellers færdedes i til dagligt.
NOAHs første større aktion
Forureningsdagen havde afsløret den manglende og ineffektive lovgivning på området, hvor især foredrag om vandforureningen og ødelæggelsen af de danske kyster trak mange tilhørere. Det var baggrunden for, at den første større aktion, som NOAH arrangerede, blev en repræsentativ kortlægning af forureningen langs de sjællandske strande.
Den 14. juni 1969 kørte fem biler med NOAH-aktivister ud for at registrere alt affald og al olieforurening på 13 tilfældigt udvalgte strækninger langs Sjællands 1.855 km lange kyst. På tre af de 13 lokaliteter måtte vi dog opgive at tælle affaldet på grund af de store mængder. I Søndagspolitiken den 22. juni 1969 beskrev Leif Larsen udførligt aktionen og dens resultater over en hel side og kunne blandt andet fortælle læserne, at skraldet fra en af de kortlagte strækninger ville blive udstillet på Københavns Rådhusplads fra klokken 14 til klokken 22 samme dag. Her blev der delt løbesedler ud med oplysninger om de mængder af forskellige typer affald, der udledtes til naturen pr. indbygger.
Politikens beretning fra aktionen er i dag interessant læsning, der ikke blot tydeliggør, hvor alvorlig situationen var, men også dokumenterer, hvor store resultater i forbedringen af vores kystnære miljøer, der faktisk har fundet sted inden for de seneste 50 år – siden NOAHs oprettelse. Således er størstedelen af den dengang udbredte olieforurening i dag kommet rimeligt under kontrol. På fire af de 13 strande havde vi i 1969 registreret udbredt forekomst af oliepletter. Øresundskysten kom ind som en klar nummer et – i dag kan vi bade langs Øresund, i Københavns havn og i Køge bugt.
Men der er stadig lang vej igen. Set med vore dages øjne var et af de interessante resultater af aktionen den allerede dengang dominerende plastikforurening. Plastikposer og hård plastikemballage fra flydende vaskemidler var det hyppigst forekommende affald. Der blev i gennemsnit fundet en plastikpose for hver syv meter langs de sjællandske kyststrækninger. Alligevel er det først inden for de allerseneste år, at plastikforureningen for alvor er blevet taget op politisk, i takt med at nyere kortlægninger har vist, at en væsentlig del af plastikforureningen knytter sig til forekomsten af mikroplastik, der ikke er umiddelbart synlig, men som i stadigt stigende omfang viser sig som et voldsomt problem i de økologiske kredsløb, som den optræder i.
I forlængelse af forureningsdagens påpegning af den mangelfulde lovgivning på området igangsatte NOAH også et stort arbejde med at tage kontakt til politikere og centraladministrationen for at få gennemført en egentlig forureningslovgivning. Og det var der en markant lydhørhed for. Der blev hurtigt nedsat et forureningsråd. Og allerede i oktober 1969 fremsatte Socialdemokratiet et “Forslag til Folketingsbeslutning om bekæmpelse af forureningen”, der yderligere omfattede nedsættelse af et miljøankenævn. I NOAH oplevede vi dog, at de politisk nedsatte råd og nævn ofte kom til at fungere som syltekrukker for problemernes løsning, men vores tætte granskning af deres arbejde gav os fra starten ganske kontante erfaringer med forholdet mellem forurening og politik. Det kom bevægelsen til gode i dens videre udvikling.
Men også bevægelsens intuitive respekt for de grundlæggende materielle betingelser for livet på jorden – en respekt, som utvivlsomt også var knyttet til bevægelsens forankring i naturvidenskaberne – udviklede sig hurtigt til en bredere økologisk forståelse af forureningsproblemernes natur.
NOAH har fra sin flyvende start i 1969 sat sit afgørende præg på dansk miljøpolitik – både på de konkrete indsatser og ikke mindst på hele den måde, vi tænker samspillet mellem menneske og natur på. At økologi i dag er på alles læber, er ikke mindst NOAHs fortjeneste.
Denne artikel er et uddrag af kapitlet ”NOAHs flyvende start – og tiden derefter”, som indgår i jubilæumsbogen ”Miljøbevægelsens rødder”, udgivet af NOAH i anledning af organisationens 50-årsjubilæum. Bogen er på 264 sider og kan købes på NOAHs hjemmeside www.noah.dk.
Collage:Tania Sloth
