Miljø- og klimaskepsis udgør vækstfilosofiens skjulte bagside. Dens formål er at nedprioritere miljøet og fratage det moralsk og juridisk status i politiske og økonomiske beslutninger. Ligesom for økologismen er der tale om et dynamisk begreb, der udvikler sig i takt med, at miljøforringelserne bliver irreversible.
Af Niels Henrik Hooge
Fremtidens historieskrivere vil betragte det, vi opfatter som vores samtidshistorie, i økologismens perspektiv og kategorisere de fænomener, der ikke fremmer bæredygtighed, biodiversitet og afbødningen af klimaforandringerne, som miljø- og klimaskepsis. Man kan argumentere for, at i takt med at visheden om de menneskeskabte klimaforandringers alvor slår igennem i den samfundsmæssige bevidsthed, vil opdelingen mellem økologisme, på den ene side, og miljø- og klimaskepsis, på den anden, komme til at udgøre overbegrebet til konventionelle modsætningspar såsom kapitalisme/socialisme, liberalisme/konservatisme, globalisme/nationalisme, religiøs/sekulær, etc. Ikke blot ny- og omfortolker den indholdet af disse modsætninger, men den ændrer også den måde, hvorpå man anskuer dem og det perspektiv, de anlægger på omverdenen.
I takt med, at økologismen vokser i betydning og fortrænger de ideologier, der anlægger en social og økonomisk synsvinkel på verden (hvilket dog ikke betyder, at den ikke har sociale og økonomiske implikationer), forøges også vigtigheden af dens direkte modsætning. Dermed bliver det vigtigt at bestemme, hvad der forstås ved miljø- og klimaskepsis. Eftersom dette er et negativt begreb, der tilpasser sig den måde, hvorpå man opfatter økologismen, må man først definere økologismen og derefter forsøge at indkredse, hvad der ligger i miljø- og klimaskepsis. Klimaskepsis bruges her som synonym for klimabenægtelse.
I det følgende beskrives forskellige varianter af miljø- og klimaskepsis, herunder deres underliggende rationale, og den udvikling, begrebet er undergået.
Økologisme
Udgangspunktet er, at miljø- og klimaskepsis forholder sig negativt til økologismen i alle dens fremtrædelsesformer. Økologisme udspringer af miljøbevidsthed, der er nært forbundet med kultur- og miljøbeskyttelse. Miljøbevidsthed forandrer sig i samklang med den videnskabelige udvikling, menneskets opfattelse af naturen og det beskyttelsesniveau, der til enhver tid anses for nødvendigt. Ved naturbeskyttelse forstås opretholdelsen af den miljømæssige kvalitet og de miljømæssige ressourcer eller en bestemt balance mellem plante- og dyrearterne i et bestemt område. Ressourcerne kan være fysiske, biologiske eller kulturelle.
I takt med de stigende forureningsproblemer og truslen fra klimaforandringerne er der gennem lang tid sket en globalisering af naturbeskyttelsesbegrebet: den moderne videnskabelige anvendelse af begrebet går hele tiden i retning af optimering af ”biosfærehåndtering” inden for bestemte sociale og økonomiske rammer. Det altdominerende eksempel herpå er den internationale klimapolitik, der gennem et kvart århundrede har adresseret den menneskeskabte drivhuseffekt. Denne politik formuleres klarest i FN’s Rammekonvention om klimaforandringer fra 1992, hvis formål er at stabilisere koncentrationerne af drivhusgasser i atmosfæren ”på et niveau, der kan forhindre farlig menneskelig indblanding i klimasystemet”.
Bæredygtig udvikling
Grundlæggende findes der to måder, hvorpå man aktivt kan forholde sig til klimaforandringerne, nemlig gennem tilpasning og afbødning: ved tilpasning forstås naturlige og menneskelige systemers tilpasning til forventede klimatiske forandringer, som begrænser skadevirkninger eller udnytter gunstige muligheder. Ved afbødning forstås intervention, der tager sigte på at formindske den menneskelige påvirkning af klimasystemet.
Både tilpasning og afbødning kan indpasses i begrebet bæredygtig udvikling, som derfor kan beskrives som overbegrebet til dem begge. Ifølge FN’s Klimapanel er den generelle socioøkonomiske vej, som de forskellige lande følger, lige så vigtig for niveauet for udledning af drivhusgasser som deres særlige klimapolitikker. Ved bæredygtighed forstås det forhold, at nutidige og fremtidige generationer besidder den samme ret til i gennemsnit at erhverve de samme lige muligheder for at realisere, hvad de opfatter som det gode liv. Bæredygtig udvikling hviler på tre søjler – en økonomisk, en social og en økologisk – som man kan vælge at vægte forskelligt, afhængig af hvilken situation, man befinder sig i, og hvilken tilstand, man ønsker at fremkalde.
Fælledens tragedie
Over tid forholder miljø- og klimaskepsis sig negativt til alle disse fænomener, men ikke nødvendigvis på samme måde og i samme grad. Klimaskepsis, som er en underkategori til miljøskepsis, er imidlertid mere udbredt en miljøskepsis, fordi klimabevidsthed støtter sig til en globaliseret miljøfortælling og universelle principper, der forudsætter global miljøbevidsthed.
I praksis ytrer miljø- og klimaskepsis sig som tiltag, der bagatelliserer, formindsker og benægter miljø- og klimaproblemer og vanskeliggør, undergraver og forhindrer miljøbeskyttelsesforanstaltninger og afbødning af klimaforandringerne. Det underliggende motiv er typisk for en samfundsmæssig aktør at undgå at bære sin forholdsmæssige del af byrden for at få adgang til og udnytte naturressourcer. En person, en virksomhed eller et land sætter sine egne kortsigtede interesser over andre personers, virksomheders og landes interesser på en måde, der ikke udgør et klassisk nulsumsspil, fordi det samlede resultat bliver mindre end nul. Konsekvenserne af den umådeholdne selvinteresse kan ramme nutidige eller fremtidige generationer.
Metaforisk kan problematikken beskrives som fælledens tragedie: så snart en fælles ressource, der går på tværs af landegrænser, f.eks. atmosfæren eller ressourcerne i verdenshavene, uhindret står til rådighed for alle, vil enhver forsøge at udnytte den så meget som muligt. Det fungerer imidlertid kun godt, så længe ressourcen ikke formindskes. Hvis den overudnyttes, bæres omkostningerne af alle. Så snart muligheden for øjeblikkelig gevinst overstiger omkostningerne for den enkelte aktør, fortsætter en nedadgående spiral, hvor alle forsøger at komme først, indtil ressourcen ikke længere kan udnyttes af alle og kollapser. Paradoksalt nok stiger konkurrencen om ressourcen, jo knappere den bliver.
Den måde, hvorpå konkurrencen om at udnytte fælleden forløber, svarer i hverdagslivet til, at en køber ikke betaler for en vare, en sælger ikke leverer en ydelse, der er solgt, eller en virksomhed ikke betaler skat. Fordi nogen under alle omstændigheder skal dække omkostningerne, væltes de over på henholdsvis sælgeren, køberen og andre virksomheder. Byrdeunddragelsen er ikke nødvendig ulovlig, men dog moralsk forkastelig.
Ikke-opfyldelse af en handlingspligt
Hvis man ønsker at give et historisk overblik over begrebet miljø- og klimaskepsis, falder det i øjnene, at definitionen på særligt klimaskepsis har forandret sig, siden Bjørn Lomborg satte begrebet på den offentlige dagsorden i Danmark for en snes år siden. Dengang var der tale om en klart formuleret negativ holdning til miljømæssige kernebegreber og afbødning af klimaforandringerne, der forblev konstant, mens den måde, hvorpå man argumenterede for den, hele tiden forandrede sig. For eksempel: Klimaforandringerne er en myte – de eksisterer, men er ikke menneskeskabte – de er menneskeskabte, men forbedrer livsbetingelserne for mennesker – de er menneskeskabte og skadelige, men kan ikke længere afbødes, osv.
Siden er definitionen blevet gjort mere operationel: Argumenterne for miljø- og klimaskepsis kan ikke længere hævde at være videnskabeligt baseret, men er udtryk for videnskabsskepsis. Derfor behøver man ikke primært at forholde sig til miljø- og klimaskeptiske udsagn ud fra det kriterium, om de er sande eller falske. I stedet er de blevet et tema for moralfilosofien ved at man spørger til, om deres hensigter og følgevirkninger er gode eller onde.
Den videnskabelige diskussion om gyldigheden af de økologiske nøglebegreber og klimaforandringernes menneskeskabte eksistens er afsluttet, og miljøødelæggelsernes og klimaforandringernes akutte og alvorlige karakter er blevet tydelige. Man kan derfor argumentere for, at miljø- og klimaskepsis i dag først og fremmest kan defineres som ikke-opfyldelse af en handlingspligt, dvs. pligten til at mindske klima- og miljøeffekten af ens handlinger. En pligt, som påhviler alle aktører i samfundet, hvis aktiviteter har konsekvenser for miljøet og klimaprocesserne.
Misforhold mellem mål og midler
At der ikke kun i normativ, men også i empirisk forstand, eksisterer en handlingspligt, er vanskeligt at bestride: Næsten 190 lande har underskrevet Parisaftalen, der tager sigte på at begrænse den globale opvarmning til under to, og helst halvanden, grader over førindustrielt niveau. Følgelig er det i de fleste lande ikke længere politisk muligt at benægte, at drivhuseffekten eksisterer og bør reduceres. I stedet har miljø- og klimaskepsissen fundet andre måder at ytre sig på.
Den mest udbredte er misforholdet eller disproportionaliteten i valget mellem mål og midler, dvs. den bevidste satsning på midler, der ikke lever op til handlingspligten til at afbøde klimaforandringerne. Metodisk disproportionalitet har gode betingelser, fordi de strategier, der ikke resulterer i tilstrækkelig miljøbeskyttelse og afbødning af klimaforandringerne, er langt flere og umiddelbart mere appellerende end dem, der gør, fordi de er mindre indgribende.
Hvor udbredt denne form for miljø- og klimaskepsis er, ses f.eks. af den omstændighed, at FN’s Miljøprogram (UNEP) i en rapport fra november sidste år påpegede, at den globale indsats for at afbøde klimaforandringerne skal tredobles for at man kan nå togradersmålet, hvilket er den største kløft nogensinde mellem mål og midler. Hvis kløften mellem drivhusgas-udledningerne og togradersmålet ikke lukkes inden 2030, er det ekstremt usandsynligt, at det kan nås. Noget lignende gør sig gældende for den danske klimaindsats: Ifølge Klimarådet gør regeringens politiske initiativer på klima- og energiområdet det sværere for Danmark at nå målet om at være CO2-neutral i 2050. Sidste års energiaftale, i forening med regeringens klimaudspil, betyder, at tempoet falder til cirka en fjerdedel af den nuværende omstillingshastighed.
Miljø- og klimaskepsis som diskontering
Stort set alle miljø- og klimainvesteringer er langsigtede. Derved er det af betydning, hvordan man udregner deres værdi. Mere end noget andet repræsenterer diskontering en institutionel diskrimination af fremtidige generationer, og kan derfor betragtes som et udtryk for miljø- og klimaskepsis. Ved diskontering forstås den måde, hvorpå man gør penge eller andre værdier, der modtages eller opbruges, sammenlignelige over tid. Når man diskonterer, anvender man således en fast eller varierende rente, der gør fremtidige værdier mindre værd, end de er i dag.
Argumenterne for diskontering spænder fra tiltagende usikkerhed om, hvad fremtiden vil bringe, til muligheden for at kompensere fremtidige generationer for de skader, de påføres af de nutidige generationer og vigtigheden af ikke at overbebyrde dem. Også den såkaldte tidspræference – det forhold, at folk instinktivt ønsker at opnå fordele før snarere end senere – er en faktor, om end dette forekommer etisk irrelevant i lyset af den omstændighed, at senere generationers ulemper og lidelser i samme situation må formodes at tælle ligeså meget som de nuværendes.
Efter i lang tid at have brugt en fast diskonteringsrente på fem procent for samfundsøkonomiske investeringer, satte Finansministeriet den ned i 2013, så der nu ved projektvurderinger anvendes en rente på fire procent i de første 35 år, tre procent for årene mellem år 35 og 70 og to procent for årene efter år 70. Til sammenligning kan nævnes, at den engelske økonom Nicholas Stern brugte en diskonteringsrente på 1,4 pct. i hans banebrydende studie af de samfundsøkonomiske konsekvenser af klimaforandringerne fra 2006. Konsekvensen af den højere danske diskonteringsprocent er, at det vurderes som mindre rentabelt at gennemføre initiativer til at forebygge kommende klimaforandringer nu og her sammenlignet med at skubbe problemerne – og investeringerne – til vores efterkommere.
Populistisk miljø- og klimaskepsis
Den populistiske miljø- og klimaskepsis, der næst efter den disproportionale er den mest udbredte, repræsenterer i mange henseender en tilbagevenden til skepsissens rødder, fordi den ofte benægter, at drivhuseffekten eksisterer eller er menneskeskabte. Herudover angriber den særligt de institutioner – først og fremmest internationale organer – der er nødvendige for at gennemføre miljøbeskyttelsen og afbødningen af klimaforandringerne. Ved populisme tænkes der på politikere, der for at blive at blive valgt er villige til at sige hvad som helst til hvem som helst på et hvilket som helst tidspunkt.
Den populistiske skepsis, der findes både på venstre- og højrefløjen, er en faktor i det kommende folketingsvalg, såvel som i valget til EU-parlamentet. Mest indgroet er den hos de mest radikaliserede nationalistiske partier, der baserer deres politik på ”pakker”, som typisk indbefatter fremmedfrygt, EU-skepsis og miljø- og klimaskepsis. EU-skepsis fremmer i høj grad klimaskepsis, eftersom EU er den eneste store aktør i den globale politiske klimaproces, der i princippet har accepteret at indrette sig efter Parisaftalens halvanden graders målsætning.
Alt i alt er det vigtigt, at man ved det kommende Folketings- og EU-valg vælger politikere, som vil arbejde for at lukke kløften mellem miljø- og klimamål og den faktiske indsats. Det vil sige politikere, som handler på den viden, der i dag forpligter os.
Foto: Federico Del Bene (Creative Commons)
