Fordi klimaet er blevet et af de vigtigste valgtemaer, markedsfører de politiske partier sig som miljøbevidste. Men hvad ligger der i begrebet ”grønt parti”, og hvilke krav stiller det til de partier, der opfatter sig som grønne?
Af Niels Henrik Hooge
For første gang nogensinde, er der lagt op til et Folketingsvalg, hvor hensynet til miljø og klima kan komme til at spille en afgørende rolle. I december 2018 overhalede miljø- og klimapolitikken udlændingepolitikken og opfattes nu af vælgerkorpset, sammen med sundhedspolitikken, som den vigtigste. Fordi miljøet er rykket højt op på vælgernes dagsorden, er det af voksende betydning, hvordan partierne opfattes på miljø- og klimaområdet: her ligger Alternativet i top, ifølge en meningsmåling fra maj sidste år, efterfulgt af Enhedslisten, Socialdemokratiet, SF og Venstre (se figur). Næsten halvdelen af de adspurgte – 41 pct. – ved dog ikke, hvilket parti, der er det grønneste. Hvorvidt opfattelsen af partierne er korrekt, betyder imidlertid mindre i forhold til, at der er tale om pejlemærker for, hvordan vælgerne overvejer at afgive deres stemmer.
Danskernes vurdering af, hvilket parti i Folketinget der er det grønneste. Kilde: Norstat for Altinget og Jyllands-Posten, maj 2018
Politisk landskab i forandring
Når man ser på det politiske landskab i Danmark, har det gennem mange år adskilt sig fra resten af Europa og især vores nabolande: de centrum- og venstrepartier, man finder andre steder, ser man også i Danmark, hvorimod højrepartierne synes at være overrepræsenterede. Den mest markante afvigelse har dog manifesteret sig i fraværet af et klassisk miljøparti i Folketinget. Det betyder på den ene side, muligheden for at afgive sin stemme, så den giver ”mest grøn valuta for pengene”, i årtier ikke har eksisteret i Danmark, sådan som det gælder for næsten alle andre europæiske vælgere. Og på den anden side har miljøbevidstheden i befolkningen og erhvervslivet for længst overhalet det etablerede politiske miljø. De fleste partier i Folketinget er blevet stopklodser for hurtige fremskridt i forbindelse med bæredygtig udvikling, afbødning af klimaforandringerne og forgrønnelse af erhvervslivet og den offentlige sektor mv.
Fraværet af et traditionelt miljøparti blev der dog formelt rettet op på i slutningen af 2014, da SF blev optaget som fuldt medlem i De Europæiske Grønne (EGP), som er en sammenslutning af omkring fyrre europæiske grønne partier med en fælles politisk platform. EGP har tillige sin egen gruppe i EU-parlamentet. At kun 4 pct. af vælgerne opfatter SF som det grønneste parti er derfor ikke tilfredsstillende, hverken for SF eller EGP.
For mange år siden havde et andet dansk parti – De Grønne – i mere end tyve år været medlem af EGP. Ved folketingsvalget i 1987 fik partiet næsten 50.000 stemmer, svarende til 1,3 pct. af stemmetallet. Partiets problem var imidlertid, at det ikke var i stand til at udvikle en politik, der appellerede til nogen større vælgerkreds. I 2008 blev partiet ekskluderet af EGP, fordi det samarbejdede med Folkebevægelsen mod EU, der er medlem af en anden gruppe i EU-parlamentet.
Under fraværet af et traditionelt grønt parti har der i stedet udviklet sig en model, hvor de fleste af de danske partier har ”grønne enklaver”. Af samme grund er der formentligt ikke et udbredt kendskab til den politiske nøgleinstitution, et miljøparti repræsenterer. I det følgende gives en kort beskrivelse af, hvad der forstås ved begrebet ”miljøparti” og miljøpartiernes udvikling i Europa.
Miljøpartibegrebet
Først og fremmest indeholder begrebet en objektiv, global dimension, der kun vanskeligt lader sig gradbøje. Når man definerer sig selv som et ”rigtigt” grønt parti, må man finde sig i at blive vurderet efter en anden målestok end de andre politiske partier, fordi standarden automatisk bliver en anden.
Herudover skal man være opmærksom på, at ikke to partier er ens, selv når de forfølger de samme overordnede målsætninger, fordi de for at vinde tilslutning er nødt til at tilpasse sig de særlige lokale, nationale og regionale forhold. I betragtning af, at et stort antal europæiske partier opfatter sig selv som grønne, er det ikke desto mindre muligt at uddrage visse fællestræk og opridse en skabelon for, hvad et grønt parti indeholder.
Generelt kan man sige, at miljøpartierne afspejler et forsøg på at løse de globale miljøproblemer og derfor har et tæt forhold til miljøbevægelserne, som partierne kan betragtes som en integreret del af. Ofte er forbindelserne så tætte, og skillelinjerne så udviskede, at man ikke kan sige, hvor miljøbevægelserne hører op og partierne begynder.
Baggrunden herfor er miljøpartiernes oprindelse i den såkaldte økologiske revolution i halvfjerdserne, hvor den netværkstænkning, der gav miljøbevægelserne succes, forbandt sig med de politiske systemer og fik et hidtil uset gennembrud. I takt med at tilliden til de økonomiske ideologier forsvandt, indtog økologismen i forskellige pragmatiske versioner deres plads. Selvom økologismen løbende har forandret sig i takt med øget indsigt i de økologiske problemstillinger, støtter den sig til et antal vedblivende temaer, som ikke er underlagt økonomiske konjunkturer: grænser for vækst, global opvarmning, energiproblematikker, tab af biodiversitet, forurening, bekymring over sundhedsrisici, længsel efter uberørt natur, og elementære krav om rent vand og luft.
I lyset heraf er det overordnede princip for ethvert grønt parti, at det giver miljøtemaer og økologiske bæredygtighedsstrategier forrang i forhold til alle andre politiske dagsordner. Det betyder i praksis, at hvis en anden politisk dagsorden kommer på tværs af måden, hvorpå partiet forsøger at realisere sin grønne politik, må denne dagsorden vige.
Hvordan man definerer sig selv er næsten lige så vigtigt som at opstille en grøn politisk dagsorden og finde metoder til dens realisering. Af samme grund indgår prædikaterne ”grøn”, ”miljø” eller ”økologisk” næsten altid i partiernes navne. Endnu et væsentligt kendetegn er, at partierne i reglen er grundlagt med det specifikke formål at satse på miljøpolitik.
Regeringsduelighed
Traditionelt har miljøpartierne altid ligget en smule til venstre for midten, men i de senere år har de fulgt den generelle søgen hen imod centrum. Karakteristisk for medlemspartierne i EGP er således, at der er tale om pragmatisk arbejdende midterpartier, der i et kvart århundrede har indgået i regeringskoalitioner med begge de politiske fløje i næsten tyve europæiske lande: f.eks. indgik de grønne i en regeringskoalition med socialdemokraterne i Sverige og Tyskland, og de finske grønne har været med i både borgerlige og socialdemokratiske regeringskoalitioner. I Letland har man haft en grøn statsminister og i Østrig er der for øjeblikket en grøn præsident.
Den fase, hvor miljøpartierne blev betragtet som uansvarlige protestpartier, er for længst forbi. Mange iagttagere mener, at hvor det nittende århundrede var de liberale partiers århundrede og det tyvende socialdemokraternes, vil det enogtyvende århundrede blive præget af de grønne partier.
Man kan argumentere for, at denne proces allerede er begyndt med de klassiske folkepartiers gradvise forsvinden – først og fremmest de socialdemokratiske og konservative partier – i bl.a. store europæiske lande som Tyskland, Frankrig og Italien. Kun de grønne partier synes at have modstået den populistiske bølge, der startede med finanskrisen i 2008 og endnu ikke er kulmineret. Tydeligst ses denne udvikling i Tyskland, hvor 47 pct. af vælgerne ifølge en meningsmåling fra slutningen af 2018 overvejer at stemme grønt ved det næste forbundsdagsvalg. Det er derfor relevant at se nærmere på de tyske grønne og hvad de står for.
De tyske grønne
Med 75.000 medlemmer udgør partiet De Grønne i Tyskland det største og mest indflydelsesrige miljøparti i Europa og kan samtidigt bruges som metafor for de andre partiers udvikling. Som næsten alle andre grønne partier er det opstået gennem interaktion med miljøbevægelser og grønne NGO’er: i midten af halvfjerdserne havde antallet af miljøborgerinitiativer i Tyskland nået et halvt hundrede tusind og antallet af aktive over en million. Imidlertid var de ikke i stand til at bryde igennem til det etablerede politiske miljø og der udviklede sig efterhånden en ”kritisk masse”, som i 1980 førte til dannelsen De Grønne. Tilhørsforholdet til miljøbevægelserne og de grønne NGO’er har partiet i vid udstrækning beholdt i løbet af sit snart fyrreårige virke.
Typiske faktorer, som kendetegner De Grønne såvel som andre europæiske miljøpartier, er prioritering af værdipolitik gennem økologiens forrang, accept af religiøsitet og spiritualitet, respekt for individuel livsstil og betoningen af praktisk økologi. I venstrehøjre-perspektivet definerer partiet sig som ”ikke venstre, ikke højre, men helt fremme”, dvs. i spidsen af ny og innovativ politikudvikling inden for spændingsfeltet mellem økologi og økonomi.
Internt i partiet er der konkurrerende fløje, hvis ene pol udgøres af økosocialister og økofundamentalister (fundier) og anden pol af realpolitisk orienterede reformister og pragmatikere (realoer). Sidstnævnte anerkender nødvendigheden af en grøn markedsøkonomi. Polariseringen er dog gennem årene blevet mindre.
På tværs af fløjene eksisterer et mangesidigt netværk af politiske grupperinger, hvoraf den vigtigste er den økofeministiske. Den feministiske dimension har hele tiden været grundlæggende for partiets selvopfattelse og giver sig udtryk i kønskvoteringer i alle partiets repræsentative forsamlinger. Strukturelt er partiet endvidere karakteriseret ved kollektiv ledelse, adskillelse mellem politisk mandat og partifunktion, og rotation i de forskellige embeder.
Gennembrud
De tyske grønnes store gennembrud på den nationale og internationale scene kom i 1998, da partiet gik i regeringskoalition med socialdemokraterne og fik tre ministerposter. Regeringsdannelsen var samtidig en sejr for partiets realofløj, ledet af den senere vicekansler og udenrigsminister Joschka Fischer, der i løbet af sin embedsperiode udviklede sig til den mest populære politiker i Tyskland.
Gennem syv år ved magten opnåede partiet en række bemærkelsesværdige resultater: nye miljøbeskyttelses- og klimaprogrammer, en ny energipolitik med bl.a. en aftale om afvikling af landets sytten atomkraftreaktorer og en lov til fremme af vedvarende energi (dog i nært samarbejde med den økologiske fløj i det tyske Socialdemokrati), der blev starten på et grønt industrieventyr. Hertil kom en landbrugsreform og en grøn afgiftsreform, øget forbrugerbeskyttelse og en liberal minoritetspolitik med flere borgerskabsrettigheder til etniske mindretal.
Regeringsskiftet i 2005, Fischers exit fra politik og rollen som oppositionsparti svækkede dog partiet i en længere periode. Imidlertid fremstår det nu stærkere end nogensinde, og mange vurderer, at det på sigt har potentialet til at blive det største parti i Tyskland. Ikke blot ”grønne” vælgere, men også typiske social- og venstreliberale vælgere, har her fundet et hjem. For eksempel er partiet nu andenstørst i det traditionelt konservative Bayern, Tysklands anden mest befolkningsrige og velhavende delstat.
Miljøkapacitetsopbygning
Afsluttende skal her berøres nogle af de generelle og konkrete fokusområder, der adskiller de grønne partier fra de konventionelle. Eftersom deres udgangspunkt er det langsigtede perspektiv, relaterer den politiske fortælling, de formidler, sig ikke mindst til opbygning af institutionel kapacitet til økologisk modernisering af samfundet.
Ved miljøkapacitet forstås i bred forstand et samfunds evne til at identificere og løse miljøproblemer, og mere specifikt de objektive grænser og nødvendige forudsætninger for succesrige løsninger på bestemte typer miljøproblemer. Mere end noget andet er miljøpartierne katalysatorer for kapacitetsopbygning og samtidigt selv en indikator for, hvor langt opbygningen er kommet. I den forbindelse er det vigtigt at bemærke, at kapacitetsspørgsmålet ikke kun relaterer sig til miljøpolitik, men også til andre politikområder, selvom miljøpolitikken udgør kerneområdet. I det følgende gives der eksempler på, hvad en sådan opbygning kunne omfatte. Listen er naturligvis ikke udtømmende.
Øverst på listen over rammeinitiativer (i hvert fald i Danmark) er indførelse af en grøn grundlov, dvs. grundlovsfæstning af retten til bæredygtig udvikling, som igen forudsætter en menneskeret til natur og miljø af en bestemt kvalitet – en ret, der kan udledes fra en kombination af øvrige demokratiske grundrettigheder.
Regeringspolitikken på miljø- og energiområdet er under skiftende regeringer enten svagt eller slet ikke koordineret, hvilket betyder at miljø- og bæredygtighedshensyn ofte ikke inkluderes i den politiske proces. Høj prioritet må derfor gives til oprettelsen af et magtfuldt bæredygtighedsministerium, som inddrager så mange politikområder som muligt. Forbilleder kan i denne forbindelse f.eks. være Frankrig, Malta eller Luxembourg.
Grundlaget for al grøn omstilling af samfundet er langsigtet planlægning, der forudsætter en grøn omstilling af hele uddannelsessystemet. Her er Danmark sakket bagud i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. Miljø- og bæredygtighedshensyn bør integreres i undervisningsplaner på alle niveauer, og så vidt muligt i al forskning, på grundlag af en national handlingsplan for uddannelse for bæredygtig udvikling med bidrag fra alle relevante aktører, herunder staten, NGO’er, fagforeninger og arbejdsgivere.
Ikke mindst må et grønt parti udvikle et katalog af ideer til, hvordan der kan udvikles en ny EU-politik på energiområdet, der tager udgangspunkt i en europæisk energiforsyning baseret på hundrede procent vedvarende energi og en vision om en klimavenlig europæisk økonomi. Alt dette lægger op til et paradigmeskift på det institutionelle område, fordi EU i sin nuværende form ikke er i stand til at gennemføre de nødvendige reformer hurtigt nok. Om end EU-kommissionen har offentliggjort en strategi for at gøre EU CO2-neutralt i 2050, kan dette ikke lade sig gøre uden en Green New Deal, der indeholder incitamenter til en rettidig og omfattende omstilling af den europæiske energisektor. Det forudsætter igen, at de institutionelle rammebetingelser for omstillingen forbedres gennem forfatningsændringer såsom indførelse af en traktat for vedvarende energi. Her har de grønne partier, der traditionelt er EU-venlige, redskaberne til at fungere som primus motor.
Foto: Miljöpartiet de gröna (pressefoto)
