De Gule Veste har bragt social ulighed på dagsordenen igen. Også herhjemme, hvor de franske demonstrationer rejser spørgsmålet om, hvorvidt vi i klimadebatten og i miljøbevægelsen hidtil har undervurderet vigtigheden af social lighed for en bæredygtig omstilling?
Af Toke Haunstrup
Siden slutningen af 2018 har De Gule Veste sat deres præg på franske storbyer i form af massive demonstrationer, som er blevet mødt af talstærkt politi og har resulteret i uroligheder med både sårede og døde. Debatten i kølvandet på demonstrationerne viser, at der er tale om en sammensat bevægelse med flere årsager til dens opståen. Dog anfører mange, at De Gule Veste i høj grad er udtryk for en stigende økonomisk ulighed i Frankrig, som ikke mindst har en regional dimension i form af en skæv udvikling mellem storbyer og landdistrikter.
Den gnist, der antændte bålet, var præsident Macrons bebudede forhøjelse af de franske brændstofafgifter. Det gav anledning til en bredere debat om, hvorvidt man i diskussionen om højere energiafgifter som virkemiddel i den bæredygtige omstilling har overset den sociale ulighed. Kritikere af øgede afgifter var da heller ikke sene til at bruge De Gule Vest som afsæt for at fremhæve afgifternes sociale slagside. Og De Gule Veste var måske også et wakeup call for mange, som har ignoreret betydningen af social ulighed i en samlet strategi for bæredygtig udvikling.
Det gælder måske også for miljøbevægelsen herhjemme i Danmark. Karakteristisk er det i hvert fald, at man her typisk har udvist større interesse for den globale ulighed end den ulighed, der er inden for landets grænser. Spørgsmålet om ulighed reduceres ofte til et spørgsmål om omfordeling af indkomst og forbrug fra de rige og højtforbrugende lande i det globale Nord til de fattige lande i Syd.
Der er da også sandt, at selv lavindkomstgrupperne i rige lande som f.eks. Danmark overordnet set har et højere klimaaftryk pga. forbrug end det gennemsnitlige aftryk pr. indbygger i den tredje verden. Global bæredygtig udvikling forudsætter derfor en udligning af indkomst og forbrug mellem Nord og Syd. Men med dette in mente, er det af flere grunde relevant at tage en (selv)kritisk diskussion af, om vi i miljødebatten og -bevægelsen herhjemme, og i andre lande, kan have overset, at også den interne ulighed inden for de velstillede lande er afgørende for at udvikle en politik for bæredygtighed. For eksempel når vi diskuterer klimaafgifter på kød og flyrejser. Der er mindst to grunde til, at vi bør tage denne diskussion.
Universel lighed
For det første er der det rent principielle og etiske argument, som udspringer af ideen om universel lighed, hvor alle mennesker på kloden bør have lige rettigheder og pligter mht. at sikre den bæredygtige omstilling. Heraf følger, at der skal være et passende forhold mellem de ofre, som den enkelte borger skal yde, og den belastning af miljø og klima, som borgeren er årsag til via sit forbrug. På den vis vil den fattige bonde i Afrika have en langt mindre forpligtelse til at løfte bæredygtighedsbyrden end f.eks. en dansk middelklasseborger. Der kan endda argumenteres for, at den fattige bonde bør have udvidet sine forbrugsmuligheder, snarere end at indskrænke dem.
På tilsvarende vis virker det rimeligt, at den velstillede og højtforbrugende del af den danske befolkning skal løfte en større byrde for at sikre omstillingen end danskere med lave indkomster, der i forvejen har et relativt lavt forbrug. Dermed bør en politik for bæredygtighed, som f.eks. omfatter øgede energiafgifter, ikke ramme de laveste indkomstgrupper hårdere, relativt set, end de højeste. Der kan endog argumenteres for, at politikken skal have en progressiv effekt, så de rigeste rammes relativt hårdere end de fattigste. En sådan politik ville dermed medvirke til en relativ udligning af forbrugsmuligheder mellem indkomstgrupperne.
Demokratisk legitimitet
Der er dog også et andet argument for, hvorfor det er vigtigt at diskutere bæredygtig udvikling og ulighed. Det handler om at sikre demokratisk legitimitet for – og dermed bred, folkelig opbakning til – fremtidens radikale bæredygtighedspolitik.
Som allerede nævnt, forudsætter en reel bæredygtig udvikling omfordeling af forbrugsmuligheder mellem det globale Nord og Syd. Dertil skal vi i den rige del af verden inden for de næste 1-2 årtier gennemføre en omfattende reduktion i både udledningen af klimagasser og vores ødelæggelse af klodens biologiske mangfoldighed. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er det vanskeligt at opnå, uden at vi må give afkald på en del af vores forbrug.
Ikke mindst kød, flyrejser og (bil)transport vil komme i fokus. Og mens der aktuelt ses tegn på en gryende interesse for at sænke forbruget af kød, er der stadig lang vej til at befolkningen ad frivillighedens vej giver afkald på flyrejser og bilkørsel. Det er derfor svært at forestille sig et lavere forbrug uden høje afgifter på kød, flyrejser og bilkørsel. Men en sådan politik kan kun gennemføres med bred opbakning i Folketinget, hvilket igen forudsætter at befolkningen – vælgerne – stemmer på partier, som går ind for denne politik. Den folkelige opbakning er altså altafgørende, hvis det nogensinde skal lykkes at realisere en bæredygtighedspolitik, som kan tackle de globale udfordringer.
Dermed er vi ved sagens kerne: Folkelig opbakning forudsætter en oplevelse af, at alle i samfundet ”løfter i flok” og ingen slipper lettere om ved det end andre. Dermed kræves en socialt afbalanceret politik, som ikke stiller de laveste indkomstgrupper i en umulig situation. Et eksempel på en socialt skæv politik kunne være, hvis man øger brændstofafgiften uden samtidig at modvirke den sociale slagside, som knytter sig til at lavere indkomstgrupper relativt ofte bor uden for bycentrene – dvs. i områder med langt til arbejde, butikker og offentlig service og dårlig kollektiv trafik. En sådan afgiftsstigning kunne bringe de laveste indkomstgrupper i klemme imellem stigende omkostninger ved at bruge bil, som de samtidig er afhængig af for at få hverdagens til at hænge sammen. Hvis tilstrækkelig mange rammes på denne måde, ville det lægge grunden for en modstand mod bæredygtighedspolitikken i lighed med De Gule Veste i Frankrig. Det ville rive tæppet væk under dens demokratiske legitimitet og gøre den til en ”død sild” i dansk politik i mange år.
Det er vigtigt, at der udvikles en gennemtænkt strategi for bæredygtig udvikling, som tager højde for den sociale dimension og imødegår øget ulighed. Klima- og miljøkampen og arbejdet for social lighed inden for landene udgør dermed de to sider af den samme ”bæredygtighedsmønt”. Glemmer miljøbevægelsen dette, er risikoen for at komme i opposition til den brede befolkning og for at fremstå ”virkelighedsfjerne” betydelig.
Lykkes det omvendt at skabe en ambitiøs, sammenhængende og socialt balanceret bæredygtighedspolitik, hvor borgerne oplever at alle løfter i flok og ingen forfordeles, da er chancerne for at skabe store forandringer langt større. Af samme grund er det opløftende at se, at Enhedslisten for nylig har lanceret en klimaplan, hvor målet netop er at skabe en socialt afbalanceret indsats imod klimaforandringerne. Tricket i Enhedslistens plan er at overføre indtægterne fra nye klimaafgifter til de lavere indkomstgrupper via en forhøjelse af den grønne check for disse.
Det er ikke denne artikels formål at vurdere, om Enhedslistens forslag er den rette løsning – herunder om den er tilstrækkelig eller på overbevisende vis sikrer en omfordeling. Eksemplet nævnes blot som en illustration på, hvordan der kan skabes en kobling mellem klimaindsats og social ulighed i diskussionen af bæredygtig omstilling.
Et nyt sprog
Et første skridt på vejen er at udvikle et sprog for, hvordan vi skal forstå og tale om det bæredygtiges sociale dimension. Et sprog, som ikke kun handler om den globale ulighed, men også medregner den nationale ulighed. Uden et sådant sprog, kommer vi sandsynligvis aldrig videre end til den tilbagevendende og forsimplede diskussion om afgifternes ”social slagside”.
I dag bringes den ”sociale slagside” ironisk nok oftest i spil af modstanderne af nye afgifter – og i den offentlige debat ydes de sjældent kvalificeret modspil af tilhængerne af afgifter. Dermed fungerer den sociale slagside som et trumfkort, der hurtigt og effektivt lukker enhver diskussion om at øge beskatningen af energiforbrug og CO2-udledning. Det er et stort problem, da det – som tidligere beskrevet – er vanskeligt at forestille sig en bæredygtig omstilling uden at gøre det dyrere at forbruge ressourcer.
I den sammenhæng er det værd at bemærke, at ikke kun politikerne og miljøbevægelsen, men også forskningsverdenen, som synes at have et fattigt sprog for den sociale uligheds betydning for bæredygtighed. Kun ganske få danske forskere har studeret området i detaljer. Det være sig både i forhold forbrugets og miljøbelastningens kobling til indkomstniveau såvel som udviklingen af politikker, der på en og samme tid sikrer et lavere ressourceforbrug og en socialt retfærdig byrdefordeling.
Falsk selvbillede?
Kan årsagen til det mangelfulde sprog for koblingen mellem social ulighed og bæredygtig omstilling være, at vi til dels har lullet os selv ind i den (selv)forståelse, at spørgsmålet om ulighed ikke har større relevans i en dansk sammenhæng? Måske fordi vi økonomisk set har et ganske lige samfund, i hvert fald målt efter internationale standarder (se i øvrigt faktaboks)? Men dermed er der også en risiko for, at vi i debatten og forskningen overser aktuelle tendenser mod øget ulighed i Danmark, som på længere sigt kan spænde ben for den bæredygtige udvikling.
Formålet med denne artikel har været at rejse en kritisk diskussion af et område, som gennem mange år synes at have være underprioriteret i miljødebatten og inden for miljøbevægelsen herhjemme. Den aktuelle anledning er De Gule Vestes aktioner i Frankrig, men det er vigtigt at understrege, at uanset om disse aktioner skal ses i lyset af øgede energiafgifter eller ej, så er der tale om en mere generel problemstilling, som også forekommer relevant i en dansk sammenhæng.
FAKTABOKS: Franske tilstande i Danmark?
Utilfredsheden bag De Gule Veste synes i et vist omfang at have rødder i økonomisk ulighed i det franske samfund. Det gør det interessant at sammenligne uligheden i Frankrig og Danmark for at vurdere, om der herhjemme kunne være grundlag for en tilsvarende utilfredshed og bevægelse.
Der findes flere måder at måle den økonomiske ulighed på. En af disse er den ofte omtalte Gini-koefficient, som er et tal mellem 0 og 1, hvor 0 svarer til at alle i et land har samme indkomst (dvs. total lighed), mens 1 svarer til at én person tjener hele indkomsten i landet. Med andre ord: Desto højere et tal, desto større ulighed. Tabellen viser Gini-koefficienterne for Danmark og Frankrig – samt Sverige og USA for sammenligningens skyld.
Kilde: OECD. Gini-koefficienter baseret på indkomst efter skat og korrigeret for husholdningsstørrelse. Tallene er for 2016 (Danmark dog for 2015)
Tabellen viser, at nok er indkomstuligheden mindre i Danmark end i Frankrig (og Sverige), men sammenlignet med USA ligger uligheden i de tre lande tæt på hinanden og væsentligt under den amerikanske. Gini-koefficienten antyder altså ikke, at der – set i et internationalt perspektiv – er markant forskel mellem Danmark og Frankrig mht. uligheden. Det kunne umiddelbart tyde på, at hvis ulighed har spillet en rolle i Frankrig, kunne det også være en ”latent bombe” under miljødiskussionen i Danmark.
Dog skal Gini-koefficienten tolkes med forsigtighed. Det er et groft mål med ”blinde pletter”. En af disse er, at hvis mange voksne unge bliver boende længe hos deres forældre pga. manglende arbejde og lav indkomst, resulterer det i en lavere Gini-koefficient end hvis de boede for sig selv. Det skyldes, at indkomsten korrigeres efter husstandens størrelse. Det er derfor nødvendigt også at se på andre indikatorer for at få et mere dækkende billede.
Et dyk i statistikken hos EU’s statistikbank EUROSTAT viser netop, at andelen af hjemmeboende voksne unge er langt større i Frankrig end i Danmark. Således bor hele 21 pct. af de 25-29-årige franskmænd hjemme hos deres forældre; tallet for Danmark er blot 4 pct. (2017-tal). Tallet for Frankrig er i øvrigt steget betydeligt siden 2008, hvor det var 14 pct. Samtidig er ungdomsarbejdsløsheden markant større i Frankrig. For unge i alderen 15-24 år, som ikke er i uddannelse, var arbejdsløsheden i 2017 på 22 pct. i Frankrig, mens tallet for Danmark var det halve (11 pct.). Alt i alt peger statistikken på, at især de (ikke-uddannede) unge i Frankrig oplever markant ringere livsmuligheder end tilfældet er for danske unge.
Det tyder altså på, at økonomien nok er mere skævdelt i Frankrig end i Danmark – og at især de franske unge er hårdt ramte. På den anden side synes uligheden dog heller ikke at være så markant større, og dermed kunne nogle af de samme dynamikker, som ligger bag De Gule Veste, potentielt også slå igennem i Danmark. Dertil kommer, at utilfredsheden i Frankrig har en markant regional dimension, hvor landdistrikterne føler sig hægtet af udviklingen i især Paris. Tilsvarende diskussioner om kontrasten mellem landområder og storbyer kender vi jo også herhjemme, hvilket udgør en anden form for mulig klangbund for fremtidige danske protester.
Foto: Thomas Bresson (Creative Commons)
