I en samtale med Emil fra Nyt Fokus deler to klimaaktivister deres erfaringer med civil ulydighed og klimabevægelsen Ende Gelände i Tyskland. Hvordan kan man påvirke det politiske miljø udefra? Og hvad betyder fællesskabet i en social bevægelse for den, der gerne vil gøre noget godt for klimaet, men også for andre og sig selv.
Af Emil Hageman Christensen
Der findes ikke så mange klimabenægtere længere, hverken blandt forskere eller i befolkningen. Det har givet anledning til en vis grøn konsensus i de fleste samfund. Virksomhederne ser grønt, fordi der er penge i det. Politikerne lytter med. Mange borgere er stærkt optagede af bæredygtighed mv. Ifølge en rundspørge foretaget af Altinget i december 2018 er klima og miljø nu højest på listen over vælgernes politiske prioritering til det kommende folketingsvalg.
På den måde skyller den grønne bølge ind over dansk politik, og efterhånden benytter de folkevalgte sig af ord som klima, miljø og omstilling, når de fremlægger deres politiske programmer. Men hvor meget af det vi oplever i denne tid op til valget er tomme løfter og varm luft? Og hvor meget udmønter sig i bæredygtige, politiske gerninger?
På den ene side fremfører regeringen sine energi- og klimaaftaler som ambitiøse, skelsættende begivenheder for omstillingen. Men ifølge Klimarådet vil disse aftaler ikke levere nødvendige resultater. Faktisk sænker de tempoet betydeligt i den danske klimaindsats på et meget kritisk tidspunkt. Noget tyder på, at der fortsat eksisterer et gab mellem politiske ambitioner og resultater, hvilket bekymrer mange danskere.
I forbindelse med dette temanummer om klimavalget, har jeg talt med to klimaaktivister, Ina og Birgitte på 25 og 24 år, der som konsekvens af politikernes træghed tager sagen i egen hånd. Gennem samtalen med dem vil jeg reflektere over, hvilken rolle aktivistisk handling og civil ulydighed kan spille i klimakampen. Og om det står i modsætning til, eller snarere understøtter, den formelle politiske klimaindsats, sådan som den udspiller sig i f.eks. Folketinget.
Ina er arbejdsløs og har en baggrund i litteraturvidenskab. Birgitte er studerende på Agricultural Development på Københavns Universitet med en baggrund i geografi. Begge er de aktive i en social protestbevægelse, der hedder Ende Gelände, og hvis store årlige bedrift er en ikke-voldelig, civil ulydigheds-aktion imod kulindustrien i det vestlige Tyskland.
I Ende Gelände finder Ina og Birgitte lejlighed til at udtrykke deres frustration over de manglende resultater, samt mulighed for at indgå i et seriøst fællesskab, der går direkte efter klimakrisens rødder og som tør udfordre kulindustrien – når nu politikerne ikke gør det.
Ina og Birgitte inviterer os indenfor i deres aktivist-univers, og de viser os, at Ende Gelände repræsenterer dele af en seriøs klimapolitisk virkelighed uden for Christiansborg. Denne virkelighed spiller en central rolle i aktivisternes liv af flere årsager. Blandt andet fordi den bærer præg af aktiv systemkritik, radikal handling og fællesskab, som vi vil se senere. Men først en introduktion til Ende Gelände.
Ende Gelände
Ende Gelände er en social protestbevægelse mod udvindingen af fossile brændsler, primært brunkul. ”Hertil og ikke længere”. ”End of the terrain”. Sådan kan ”Ende Gelände” oversættes fra tysk til dansk og engelsk, hvilket giver et praj om bevægelsens parole: ”Så stopper legen. Ikke mere kul op af jorden”.
Bevægelsen bygger på overbevisningen om, at for at afbøde klimaforandringerne og råde bod på klimakrisens sociale uretfærdigheder, så er direkte handling nødvendig. Denne direkte handling tager form som masseprotest, dvs. en årlig civil ulydighedsaktion i oktober/november, som blokerer en kæmpestor, åben kulmine i det tyske Rhineland.
Tusindvis af aktivister strømmer til Rhinelandet for at være med. I den seneste aktion deltog op mod 6.500 aktivister! De kommer fra Italien, Danmark, Sverige, Belgien, Frankrig, m.m., og selvfølgelig Tyskland. Sammen trænger de ind i minen, så mange som muligt, for at sætte gravemaskinerne midlertidigt ud af drift. Det er selvfølgelig ulovligt, da aktionen formelt set indebærer en krænkelse af den private ejendomsret og obstruktion af privatejede maskiner. Selvom aktionen er ulovlig, mener bevægelsens medlemmer, at den er nødvendig. At kæmpe seriøst for klimasagen er vigtigere end den formelle, private ejendomsret.
Før selve aktionen mødes de mange aktivister i et par dage i en lejr nær minen for at deltage i en slags bootcamp, dvs. en træningslejr. Bootcampen skaber sammenhold og danner grobund for fælles forståelse af aktionen. Aktivisterne træner også, hvordan aktionen udføres i praksis. Ina og Birgitte fortæller, at lejren er en slags ”organisk fællesskab” med en ”flad struktur”, hvor ”alle hjælper til der hvor de kan”.
Fordi aktionen i sagens natur er ulovlig, og fordi Ende Gelände på forhånd offentligt annoncerer datoerne for aktionen, møder politiet talstærkt op. I fuld udrustning, og med heste og vandkanoner på sidelinjen, afventer hundredvis af tyske betjente aktivisterne på kanten af minen. Politiets opgave er at holde demonstranterne fra at trænge ind på området.
Herefter udspiller der sig et næsten kunstfærdigt danseteater mellem hvidklædte Ende Gelände-grupper (fingre, som de hedder i Ende Gelände-lingo) og sortklædte politifolk. Som inspiration kan man med fordel gå ind og se spektaklet udfolde sig fra oven, gennem linsen på en kameradrone, i et af de mange klip, der findes på Youtube.
Gå efter krisens rødder
Jeg spørger Ina og Birgitte, hvorfor de som Ende Gelände-aktivister er villige til at bryde loven og endda rejse dybt ned i Tyskland for at gøre det. Birgitte lægger ud:
”Det er fordi jeg mangler at se handling andre steder fra. Så når jeg går ud og gør det, så håber jeg det råber nogen op i det politiske miljø. Altså, at det giver politikerne legitimitet til at rykke på det her.”
Aktionen er altså på den ene side et opråb til dem ved magten og en aktiv kritik af den måde, klimakrisen bliver håndteret på.
”Vi nægter at være passive i det der foregår lige nu, og vi vælger at reagere”, tilføjer Birgitte.
På den anden side er aktionen i sig selv en manifestation af civil magt, dvs. en decideret magtanvendelse fra aktivisternes hånd. Ende Gelände udfordrer samfundets ledere og siger: Hvis I ikke gør det ordentligt, så gør vi det selv. Ina fremhæver denne form for udfordring af systemet:
”Vi bliver nødt til at presse rammerne for systemet for at flytte det. Ved at bryde lovgivningen viser vi, at vi er klar til at tage nogle ret seriøse metoder i brug.”
Ina og Birgitte deler følelsen af, at Ende Gelände giver mulighed for, som klimaaktivister, at gå efter krisens rødder. ”At sende et signal om noget større”, som Ina siger, dvs. udfordre rammerne for, hvordan man normalt tænker klimahensyn og -tilpasning.
Når aktivisterne i samlet flok marcherer ind i minen, er det dybest set det samme som at ”angribe vores fossile måde at drive samfund på”, fortæller Ina.
Det er ikke nok bare at stemme
Jeg spørger, om man ikke kan benytte sig af sin stemme til folketingsvalget, og derved belønne partierne med det grønne på dagsordenen?
Selvfølgelig skal man stemme, svarer de begge. Ens stemme er en lille, men væsentlig, del af den grønne omstilling, og ”valget er en fantastisk anledning til at få klimaet banket på dagsorden”, understreger Birgitte. Men at stemme er ikke nok.
”For mig handler demokratiet ikke kun om at gå ud og stemme – det er en meget lille del af det. Det er netop vigtigt, som Ina siger, at gå ud og engagere dig i samfundet. Det er din ret og din pligt som borger at gøre det”, siger Birgitte.
Det har alt sammen at gøre med, at tidens politiske kultur, f.eks. på Christiansborg, ifølge Ina og Birgitte er passiv og blåøjet. Dens herskende løsningsmodel på klimakrisen fokuserer mere på vækst og forbrug end på at stoppe udledninger fra kulindustrien og lignende. Derfor kommer de store og nødvendige ændringer ikke fra politisk hold uden pres fra borgerne.
”Det (politiske /red.) system er bare ikke bygget til at håndtere den her slags problemer. Så vi hjælper det lidt på vej”, pointerer Birgitte.
For at opnå en reelt bæredygtig samfundsudvikling må ens stemme suppleres af andre former for politisk handling, dvs. handling, der søger at ændre strukturerne og selve den måde, vi driver samfund på. Det er her Ende Gelände kommer ind i billedet, for Ina og Birgitte, som en social bevægelse, der giver dem styrken til at ruske op i det politiske miljø sammen med en masse andre aktivister.
Inas og Birgittes individuelle stemmer hæves ind i en kollektiv sammenhæng eller et fællesskab, som besidder evnen til at afbryde og forstyrre tingenes tilstand, hvilket udfordrer eksistensen af det fossile samfund.
Gå sammen med nogen
I samme åndedrag som Ina taler om nødvendigheden af en bredere og mere radikal borgerdeltagelse, gør hun opmærksom på vanskeligheden ved som enkeltperson at finde tid og kræfter til den slags aktivisme.
Den enkelte har brug for hjælp til at efterleve sine grønne idealer, påpeger hun. Det store klimaansvar og det hensyn, den enkelte må tage, ”er en ødelæggende følelse at stå alene med.” Birgitte er enig:
”Der er nogle, der taler om klimadepression. Ja, jeg tror min mentale sundhed var ved at være lidt på spil på et tidspunkt, fordi du går og stiller spørgsmål til nogle strukturer, men får ligesom at vide af rigtig velmenende forældre eller venner: ’Nu skal du ikke bekymre dig for meget, og husk nu at passe dine studier, og bom bom bom, og husk også at passe på dig selv, og tænk på dig selv.’ Så man kan godt føle sig lidt ligesom landsbytossen, der siger: ’Vi bliver nødt til at handle.’ Og jeg kan begynde at stille spørgsmål ved: ’Er det mig, der er helt skør på den?’ Der er det bare enormt fedt at møde nogle andre, der ligesom deler den verden og følelse af at handle.”
Ina følger op med en opfordring til, at man skal gå ud og møde andre og deltage i aktioner op til årets folketingsvalg: ”Nogle gange er det bare en google-søgning, og så bare møde op et eller andet sted.”
Hovedbudskabet fra samtalen med Ina og Birgitte synes at være, at hvis man virkelig går op i at gøre noget for klimaet, så betaler det sig at gøre noget sammen med andre. Fællesskabet har simpelthen en positiv effekt på ens psyke. ”Man er stærkere i flok”, er Inas nøgleformulering på det punkt.
Ende Geländes indflydelse
Ved nærmere eftertanke viser interviewet med Birgitte og Ina, at nøgleformuleringen ”man er stærkere i flok” har to væsentlige betydninger for folk i klimakampen: Man kan være objektivt og subjektivt set stærkere i flok. Det første går ud på, at jo flere mennesker, der går sammen for at protestere, jo stærkere er flokken og protesten i objektiv forstand. Det andet læner sig op ad det med den enkelte demonstrants mentale sundhed, nemlig at vi som individer eller subjekter er stærkere og kan holde til mere sammen med andre.
Man kan diskutere Ende Geländes politiske indflydelse, dvs. i hvor høj grad Ende Gelände besidder den første form for objektive styrke. Denne artikel har formodet, at Ende Gelände har en vis saft og kraft. Nemlig at Ende Gelände udøver indflydelse på det politiske miljø – eksempelvis ved at sende signaler fra civilbefolkningen om, hvor vigtigt det er at udfase kul.
Når det drejer sig om den subjektive styrke, så bliver Ina og Birgitte mentalt set fyldt op eller genopladet med god energi fra Ende Gelände-aktionen til vedvarende at kunne kæmpe klimakampen i andre sammenhænge. Det sociale aspekt har positiv indflydelse på deres mentale helbred. Altså de mange konkrete møder, Ina og Birgitte har med mennesker, der deler deres syn på klimasagen, trang til at handle og lyst til at hjælpe hinanden osv. Alt dette har positive psykologiske konsekvenser for dem som aktivister og som borgere i et samfund under omstilling.
Samtalen med Ina og Birgitte får mig personligt til at tænke på, at jeg som klimaaktiv må til at se mig om efter denne slags fællesskaber med både objektiv slagkraft og subjektiv holdbarhed. Sådanne fællesskaber for klimaet må findes herhjemme i Danmark. Ina og Birgittes historie gør det klart, at det er vigtigt at lede efter, skabe og værne om gode fællesskaber for den grønne omstilling, som borgere kan deltage i.
På den måde handler det om at få klimaet banket på dagsordenen til det kommende folketingsvalg. Men vi klimaaktive skal måske stile efter at gøre noget mere end bare at stemme. Og selvom det efterhånden lyder som en banalitet, så er det sandt nok: Vi kunne med fordel melde os ind i fællesskaber, hvis sociale aspekter hjælper os med at efterleve vores grønne idealer, hvilket vil sige at være politisk og socialt aktive, også når valget en gang er overstået og hverdagen begynder på ny.
Foto: Ende Gelände (Creative Commons)
