Investeringer i gassektoren i EU buldrer derudaf. Men mange af investeringerne vil strande, hvis EU’s klimamål føres ud i livet. Det viser denne gennemgang af Europa-Kommissionens scenarier for udledningen af drivhusgasser.
Af Jacob Sørensen
Uagtet Parisaftalen, fortsætter støtten til fossil energi i EU. I perioden 2014-2016 blev der givet mere end 112 mia. euro per år i støtte til den fossile energisektor. Også Danmark tilskynder eftersøgning, produktion og forsyning af fossile brændsler. Dette vil fastholde en høj udledning af CO2 i årtier fremover.
Støtten til fossil energi har dog ændret sig i de senere år, så den nu i højere grad gives til fordel for gas, som derved er blevet en central del af EU's energipolitik inden for en kort årrække. På trods af Parisaftalen, global opvarmning og flere nationale målsætninger om nul-udledning inden 2050, er der ved at blive opbygget en helt ny infrastruktur til fossilt brændstof baseret på gas i Europa.
Den nye gasinfrastruktur går på kryds og tværs mellem landene. Mange af de nye gasanlæg, der bygges eller er planlagt, har en forventet levetid på over 50 år. Det sker velvidende, at mange rør og anlæg skal tages ud af drift inden for de næste 20 til 30 år, hvis EU vælger at leve op til Parisaftalen. Det viser denne artikels gennemgang af EU-Kommissionens otte scenarier for, hvordan EU lever op til Parisaftalen.
Forskel på mål og fremskrivning
EU’s nuværende officielle klimamål for 2050 blev vedtaget i 2009. Målet er 80-95 pct. reduktion af klimagasser målt i forhold til udledningen i 1990. Officielt lever dette klimamål op til Parisaftalen, idet Europa-Kommissionen mener, at 80 pct. reduktion svarer til mindstemålet i Parisaftalen, som defineres ved en temperaturstigning ”well below” to grader over den førindustrielle temperatur.
Der er imidlertid forskel på målsætning og fremskrivning i EU-sammenhæng. I 2016 udgav Kommissionen et studie om fremtiden for drivhusgasser i EU, EU Reference Scenario 2016, som fremskriver udledningen i 2050 til knap 48 pct. af 1990-niveauet. Studiet tager udgangspunkt i nuværende tendenser og tendensprognoser, og det er det studie, investorerne ynder at kigge på, når de beslutter, om de vil investere i gasanlæg. For eksempel har det russiske energiselskab Gazprom m.fl. brugt studiet til at give økonomisk legitimitet til Nord Stream 2, som er den rørledning, der efter planen skal gå gennem dansk farvand ved Bornholm og forsyne Tyskland med russisk naturgas – det vil sige fossilt metan – i de kommende 50 år eller mere.
EU’s nye scenarier
Kort tid før klimatopmødet i Katowice i december 2018 (COP24), udgav Europa-Kommissionen otte scenarier for, hvordan EU kan leve op til sit klimamål for 2050 (se oversigt i tabel). Ud over de otte scenarier var der også en baseline, som er en justeret fremskrivning af 2016-studiet. Den viser, at hvis EU fortsætter sin nuværende kurs, vil udledningen af drivhusgasser være faldet med 64 pct. i 2050. Stadig milevidt fra klimamålet.
Fem af de otte scenarier fokuserer på hver deres teknologi: elektrificering, brint, syntetiske brændstoffer, energieffektivitet og cirkulær økonomi. Disse scenarier når hver især 80 pct. reduktion af udledningen af klimagas i 2050, dvs. lige akkurat EU’s nuværende klimamål.
De tre sidste scenarier bygger på en kombination af de fem første:
• Et omkostningseffektivt scenarie når 90 pct. reduktion
• En yderligere reduktionsindsats kombineret med indsamling og lagring af CO2 (CCS) når 100 pct. reduktion
• En yderligere reduktionsindsats kombineret med øget brug af cirkulær økonomi og livsstilsændringer giver også 100 pct. reduktion.
Man kan kritisere scenarierne og EU’s klimamål for mangt og meget. Nettoudledningen af klimagasser bør være nul allerede i 2040, hvis vi skal have tilstrækkelig sikkerhed for at holde temperaturstigningen på under to grader – for slet ikke at tale om 1,5 grader. Klimaændringer bidrager allerede til tab af menneskeliv og forringer menneskers levevilkår, og da EU-landene er historisk medansvarlige for denne udvikling, har vi en forpligtelse til at reducere vores udledning hurtigere end de lande, som historisk ikke har udledt lige så meget.
Atomkraft udgør fortsat en pæn del af energiproduktionen i 2050 med 17-21 pct. i alle otte scenarier, om end gas klart er den vigtigste ingrediens, når det handler om ny kapacitet og fossile brændsler. Behovet for bioenergi stiger i alle scenarierne i forhold til det nuværende forbrug, uden at Kommissionen undersøger, hvad den øgede produktion af biomasse betyder for målene om biodiversitet og fældning af skov uden for EU. Selvom teknologierne til indsamling og lagring af CO2 ifølge Kommissionen er stødt på større udfordringer end ventet, indgår teknologierne i scenarierne. Olieforbruget er fortsat relativt højt i alle scenarier. Endelig måles klimapåvirkningen fra gas kun inden for EU’s grænser, hvilket er et problem, som uddybes senere i artiklen.
De store rørledninger i Danmark
Det er imidlertid ikke formålet med denne artikel at kritisere de valgte forudsætninger i scenarierne. I stedet er fokus på de officielle vurderinger af forbruget af fossil gas i 2050, og de forventede afsætningsmuligheder for gas. Det følgende tager derfor afsæt i forudsætningerne bag scenarierne. Med to nye store gasledninger i vente i Danmark (Nord Stream 2 og Baltic Pipe), er det nemlig interessant at undersøge business-casene bag disse, og om Kommissionens nye scenarier evt. kan få investorerne til at trække gravemaskinerne til sig og droppe projekterne.
I miljøvurderingsrapporten for den danske del af Nord Stream 2, skriver Gazprom og de øvrige interessenter i august 2018, at der er en risiko ved at etablere Nord Stream 2. Hvis EU gennemfører sine klimamål, eller strammer dem undervejs, vil Nord Stream 2-rørledningen ikke blive udnyttet fuldt ud, og indtjeningen vil ikke blive som forventet. Men det er en privat investering, og det må være op til investorerne at vurdere, om de vil løbe risikoen, skriver de. I et høringssvar kritiserer NOAH denne måde at se på store investeringer i energiforsyningen, da det naturligvis vil være sværere for EU at håndhæve klimamålene, jo mere det går ud over privatøkonomiske dispositioner. Desuden vil Rusland utvivlsomt gøre sin indflydelse gældende, hvis landets private firmaer mister afsætningsmuligheder.
Baltic Pipe er den anden store gasrørledning, som kan forventes i Danmark som led i omstillingen til mere gas i EU. Den er en del af, hvad EU kalder Projects of Common Interest, hvilket bl.a. betyder, at Kommissionen støtter op om projektet. Rørledningen skal føre gas udvundet i Norge af polske energiselskaber tværs gennem Danmark og videre til Polen. Den folkelig modstand mod Baltic Pipe vil forhåbentlig skærpes de kommende måneder og år.
Forbruget af gas i fremtiden
Vi ved som sagt, at business-casen for Nord Stream 2 bygger på EU’s referencescenario for 2016, som forventer omkring det samme forbrug af gas i 2050 som i dag. Og vi må forvente, at der ligger nogenlunde samme forventninger til grund for Baltic Pipe.
Kigger vi i stedet på den nye 2018-opgørelse, ser billedet væsentligt anderledes ud. Forbruget af naturgas til energiformål vil være faldet betydeligt i 2050, hvis det lykkes EU at nå sit klimamål – og det er uanset hvilket af de otte scenarier, der implementeres. Det nuværende forbrug på 345 Mtoe (millioner tons olieækvivalenter) vil falde til mellem 87 og 109 Mtoe i scenarierne med 80 pct. reduktion.
I de scenarier, hvor reduktionen er større, vil forbruget falde til under 54 Mtoe. Med den nuværende udvikling (baseline) forventer Kommissionen, at forbruget vil være omkring 250 Mtoe i 2050. Der er således en væsentlig forskel mellem den nuværende kurs og målsætningerne, og selv hvis EU blot lever op til sit svageste klimamål for 2050, vil markedet for gas være betydeligt mindre, end hvad investorerne bag de store gasledninger forventer. Det gælder i øvrigt selv hvis man medregner den del af gasforbruget, som går til ikke-energiformål i den kemiske industri.
Selvom der er forskel på, hvor gassen kommer fra, er det ikke noget, scenarierne skelner mellem. Nord Stream 2 indgår i et geopolitisk spil, som handler om sikkerhedspolitik, og om at både USA og Rusland vil sælge så meget gas som muligt til Europa. USA er glade for den nye gasterminal i Gøteborg, som modtager flydende naturgas (LNG) via tankskibe fra bl.a. USA, mens Rusland er sure. Baltic Pipe handler om, at Polen har opkøbt gasfelter i Norge, har en konservativ klimapolitik og ikke tror på et 100 pct. vedvarende energisystem. Samtidig ønsker Danmark finansiering til en infrastruktur til transport af vores egen Nordsøgas og til at opbygge et biogassystem, så tilskuddet til biogas fra gylle fra den alt for store husdyrproduktion kan sænkes.
EU’s egenproduktion af gas forventes at falde de kommende årtier, men uanset hvordan EU vælger at opnå sin klimamålsætning, vil behovet for import af gas falde markant og fjerne det økonomiske grundlag for nuværende og fremtidige infrastrukturanlæg til import fra lande uden for EU.
Lækage af gas
En sidegevinst ved at bruge mindre gas i energiforsyningen er, at lækager af metan til atmosfæren samtidig reduceres. Metan er en klimagas, der er kraftigere end CO2. Lækagerne tæller ikke med i EU’s klimaregnskab, hvis den sker uden for EU's grænser. Selvom Kommissionen mener, at der skal gøres noget for at mindske lækager i hele forsyningskæden, kan ny viden om gaslækager vise sig at være en bombe under argumentet om, at naturgas er en fordel, fordi den udleder mindre drivhusgas per produceret kilowatttime end kul.
Det Internationale Energiagentur (IEA) har beregnet, at en lækage på tre pct. af den samlede mængde gas i forsyningskæden medfører, at gas bidrager med samme klimaeffekt som kul per producerede mængde energi. Størrelsen af den samlede lækage afhænger af udvindingsteknologien, hvor langt gassen skal transporteres, hvordan den transporteres osv., men en lækage på tre procent er ikke urealistisk. For eksempel viser rapporten Smoke and mirrors – Why the climate promises of the Southern Gas Corridor don’t add up fra Bankwatch Network i 2018, at den samlede lækage fra en planlagt gasrørledning mellem Aserbajdsjan og Italien meget vel kan være betydeligt højere end tre pct.
I den tidligere omtalte miljøvurderingsrapport af Nord Stream 2 hævdes i øvrigt, at lækage af metan ikke vil finde sted i dansk farvand, på trods af at den danske del af røret udgør 174 km, og trykket er 40 gange højere end i et hårdtpumpet cykeldæk. I NOAHs høringssvar har vi citeret professor Robert W. Howarth fra Cornell University i USA for: ”Læk af metangas fra rørledninger er meget almindelig, især fra rørledninger, som er ældre end 20 til 30 år. Jeg tror ikke på, at nogen med sikkerhed kan hævde, at en 50-årig rørledning ikke har oplevet sådanne lækager”.
Tilsvarende vil der ske tab af metan fra Baltic Pipe i dansk territorium. Og i modsætning til Nord Stream 2, skal der bygges tilhørende anlæg til ledningen på dansk grund, som kan involvere øget lækage af metan. En kommende kompressorstation på Sjælland, og sikkert også målerstationer, regulatorer og blokventiler undervejs langs rørledningen, kan muligvis lække ikke uvæsentlige mængder af metan.
Omstilling af energisystemet
Europa-Kommissionens otte scenarier viser, at der er behov for at ændre den nuværende udvikling på energiområdet, hvis EU skal leve op til sin egen klimamålsætning. Kommissionen foreslår, at EU skal starte omstillingen så hurtigt og gradvist som muligt for at undgå flaskehalse med hensyn til bl.a. adgang til kapital og arbejdsstyrke, f.eks. til energirenovering af bygninger.
Nu og her kan EU og medlemslandene, herunder Danmark, gøre følgende:
• Stoppe subsidier til bioenergi og fossile brændstoffer, herunder tilskud og lån til gasinfrastruktur.
• Det næste EU-budget kan blive CO2-frit, dvs. uden tilskud til bioenergi og fossile brændsler.
• Standse støtten til projekter, som involverer bioenergi og fossile brændsler, herunder LNG-terminaler og gasledninger. Projects of Common Interest projekter bør kun være infrastruktur, der er nødvendig for at opnå en forbrændingsfri fremtid.
• Stoppe efterforskning efter olie, gas og kul. Ukonventionelle fossile brændstoffer som tjæresand og skifergas kan forbydes nu og her.
• Anvendelsen af fossile brændstoffer i ikke-energisektorer kan udfases hurtigst muligt.
• Øge støtten til udviklingslandene, så de kan opnå passende beskyttelse, teknologioverførsel og kapacitetsopbygning i overensstemmelse med EU’s og medlemsstaternes ansvar for klimaændringerne.
• Reducere energiforbruget gennem energitilstrækkelighed, dvs. nedsætte det samlede forbrug, og via energibesparelser.
• Planlægge et 100 pct. fællesejet, afbrændingsfrit energisystem. For at energiomstillingen kan ske i den hastighed, der er nødvendig, er det afgørende, at borgere og samfund ejer energisystemet, og at der skabes passende juridiske og lovgivningsmæssige rammer herfor.
• Stoppe med at bruge penge på indsamling og lagring af CO2 (CCS-teknologier), bioenergi og andre falske løsninger.
Foto: Nord Stream 2 / Axel Schmidt (pressefoto)
