Opgaven med at sikre den bæredygtige omstilling ligger på vores skuldre, for politikerne har forladt os. Og vi skal i gang, for vi er bagude på point. Det siger sociologen Rasmus Willig, som er medforfatter til bogen ”Hvad skal vi svare?” og medinitiativtager til Andelsgaarde. Læs interview.
Ved Toke Haunstrup
I jeres bog "Hvad skal vi svare?", har du og Arne Johan Vetlesen især fokus på årsagerne til, at vi er endt i en situation med et stort forbrug. Der er mange grunde til, at vi fortsætter det høje forbrug - og mange oplever det som svært at ændre livsstil og sænke forbruget. Hvad ser du som den eller de vigtigste måder, hvorpå vi kan fremme en "bæredygtig livsstil"?
Vi ved allerede, hvilke tiltag der skal til. Nedbringe kødforbruget, flyrejser og øvrigt forbrug drastisk, og vi leder, ligesom dit spørgsmål antyder, hele tiden efter en ny succesfuld formel for, hvordan flere kan overbevises. Jeg tror ikke på én sådan succesfuld formel, da det bringer mange i en mærkværdig venteposition på en model, hvor det hele løses på én gang. Der er hundredvis af formler, og det vigtigste er at komme i gang, for vi er så langt bagud på point, at det næsten er ubærligt.
I bogen slår I til lyd for, at vi som borgere og forbrugere i højere grad skal leve efter en dydsetik, hvor man gør det, man anser for at være det rigtige. Men det forudsætter vel, at et stort flertal af befolkningen tillægger hensynet til klodens fremtid primær vægt på tværs af hverdagens valg og handlinger? Hvordan fremmes dette i praksis?
Det gøres ved at tage fat på den ubehagelige samtale, hvor vi taler med familie og venner om konsekvenserne af vores levevis. Samtalen er ubehagelig, fordi ingen går fri – og fordi den bryder med den liberale tankegang, nemlig at vi er frie til at gøre, hvad vi vil, så længe det ikke går ud over andre. Men nu ved vi fra videnskaben, at dit kødforbrug, privatbilismen etc. går ud over mine børns fremtid. Det er er ikke en sjov samtale, men den er nødvendig. Vi kan desværre ikke længere krybe i skjul. Den ubehagelige samtale skal også ud i de traditionelle medier. Tænk sig hvis alle aktive i NOAH, og jeres vidende læsere, hver skrev et enkelt indlæg i et af de store dagblade…
Hvad der har overrasket mig efter at have skrevet og deltaget i debatten de seneste år er, hvor få der skriver om, hvad der er ved at ske med vores jord. Vi skal forstå at vores politikere har forladt os, og at opgaven derfor er vores. Jeg tror det er godt at tænke sådan, for ellers havner man igen i en venteposition, hvor der kun er frustration og vrede tilbage.
Hvilken rolle tænker du, at kollektiv handling kan spille i forhold til at fremme en omlægning af forbrug og livsstil? Hvor ligger balancen mellem individuel og kollektiv handling?
Lad mig først sige, at jeg ikke godtager adskillelsen mellem individuel og kollektiv handling. Såkaldte individuelle forbrugervalg, som f.eks. at vælge kødet fra, sker på et oplyst grundlag og er del af en kollektiv bevægelse. Det samme vil gælde et fremtidigt drastisk fald i forbruget af mælkeprodukter. Der er flere og flere som opdager, at det er her man kan gøre en forskel. Og så snart man tager de valg, møder man andre, der er på samme kurs – og nu kan en anden samtale starte, nemlig den, hvor man begynder at finde ud af, hvordan vi kan gøre endnu mere.
Du er medinitiativtager til Foreningen Andelsgaarde, som gør det muligt for borgere at blive medejere af gårde, der skal drives ud fra bæredygtige principper. Kan du fortælle mere om tankerne bag initiativet? Og hvorfor I har valgt at lade jer inspirere af andelstanken?
Vi stiftede Andelsgaarde, fordi vi skal overholde den regel, at det hus vi arver, skal efterlades i samme eller bedre stand til den næste generation. Det hus er i dag jorden, og det ser ikke godt ud. Vi leder derfor efter de mest ramponerede gårde og en jord, hvor vi kan sætte gang i naturgenopretning og være sammen på en ny måde. Vi har ledt efter en model, hvor alle kan være med. Det koster 150 kr. for et medlemskab af foreningen – og 150 kr. om måneden, når vi har en konkret gård. Efter fem måneder har vi fået over 1000 medlemmer, som også kan se, at det er en god ide. Det er jo fantastisk, og vi håber på endnu flere. Vi vil gerne på sigt skabe en folkebevægelse, hvor vi alle har adgang til gårdene og til naturen. Ja, hvor vi faktisk finder konkrete løsninger på de abstrakte problemstillinger. Andels- og foreningstanken er i denne sammenhæng den rigtige, fordi der eksisterer en mulighed for at løfte i fællesskab, når opgaven virker for stor. Og mest dejligt er det, her seks uger efter vi har stiftet Andelsgaarde, at møde så mange mennesker, som alle sammen vil gøre en konkret forskel.
Er Andelsgaarde et eksempel på kollektiv handling? Og tænker du, at modellen har potentiale for at kunne engagere borgere på nye måder i den bæredygtige omstilling? Og også på andre områder end fødevareproduktion?
Ja, det er kollektiv handling, men i en form, hvor man kan være passivt medlem, aktiv og hjælpe til eller, som travl børnefamilie, bare tage på weekendtur på en gård. Der er ikke én vej. Vi er alle i samme bås, når det kommer til de her vigtige spørgsmål. Det er også derfor, vi har forsøgt at gøre det så billigt som overhovedet muligt, netop så alle kan være med. Det er jo det samme som at have et abonnement i et fitnesscenter eller på en musiktjeneste.
Vi vil ikke bare plante et frø, men en gård ad gangen, og vi håber, at vi dukker op som en løsning i de kommende ubehagelige samtaler om biodiversitets- og klimakrisen. Vi skal løfte den her opgave sammen nu og hjælpe hinanden, for der er ved at ske et holdningsskifte i befolkningen. De er med rette nervøse for klimaforandringerne og skal have foreninger, der kan løfte opgaven. Jeg håber, at jeres medlemmer og læserne af Nyt Fokus også vil støtte initiativet på hjemmesiden for Andelsgaarde, så vi næste gang ses på landet!
BOKS: Rasmus Willig
Rasmus Willig er sociolog og lektor på Roskilde Universitet. Med afsæt i kritisk teori har han lavet forskning i bl.a. moderne arbejdsliv og andre aktuelle samfundsforhold. De senere år har han beskæftiget sig med spørgsmålet om, hvordan vi skaber et bæredygtigt samfund. Han udgav i 2017 bogen Hvad skal vi svare?, skrevet sammen med den norske professor i filosofi Arne Johan Vetlesen (bogen blev anmeldt i sidste nummer af Nyt Fokus).
Foto: Toke Haunstrup
