”Det er tanken at udfolde et sprog om naturen, der handler om, hvad naturen er for os, før vi skal bruge den til noget.” Sådan lyder ideen bag en ny danske antologi, ”Naturens sprog”, med 22 essays om menneskers møder med naturen. Nyt Fokus bringer her – med venlig tilladelse – et af bogens essays, som er skrevet af lektor i litteraturvidenskab Elisabeth Friis.
Af Elisabeth Friis
Da jeg var barn, boede vi ved en sø. En dag stod jeg i haven med min mormor, og pludselig lettede en guldsmed lige foran mit ansigt. Den virkede enorm, og jeg skreg, men blev straks sat på plads: Det er et af Guds undere, sagde hun skarpt. Se, hvor smuk den er. Og jeg skammede mig over min tydeligvis helt utilstedelige reaktion. Min mormors væsen var i hovedsagen meget mildt, men lige når det gjaldt min omgang med dyr og planter, var det hende om at gøre at få mig på ret kurs. Hendes dybe suk, når tulipanerne i vasen ikke havde fået frisk vand i flere dage: De er tørstige – ligesom dig! For slet ikke at tale om hendes stadige formaninger om, at blomster – som alt andet levende – er skønne i alle livets faser, hvorfor det var forbudt at smide halvvisne buketter ud. Hun gav mig bøger om biernes dans, om planternes privatliv og om indianernes tavse sprog. Jeg læste dem ikke, men jeg tror alligevel, hun fik sået et frø i mig i form af en stadig spørgen til forholdet mellem mennesket og naturen. En spørgen, som for mit vedkommende først og fremmest er rettet mod poesien, men som klart nok er grundlæggende filosofisk.
I Kritik af dømmekraften (orig. titel Kritik der Urteilskraft, /red.) (§ 42) skriver Kant om, hvordan menneskets umiddelbare og interesseløse glæde ved det naturskønne ”til hver en tid er et tegn på menneskesjælens godhed”. Når mennesket (i ensomhed) beundrende betragter ”den vilde blomsts, fuglens eller insektets skønne form” – så elsker mennesket den vilde blomst, fuglen og insektet med en kærlighed, der hverken ønsker at gøre skade på den elskede eller på anden vis at instrumentalisere hende. Kants pointe er, at vi mennesker er gode nok. Vi evner at elske det, som vi ikke modtager andet fra end vores egen glæde over, at det er skønt.
Men Kants eksempler på genstande for denne interesseløse (og derfor dydige) glæde siger også noget væsentligt – ikke bare om Kants naturbegreb – men om det moderne, vestlige naturbegreb overhovedet. Her i §42 nævner han altså specifikt den vilde blomst, fuglen og insektet. Og det er vel præcis de former, naturen lader sig sanse i, når man, som Kant givetvis har gjort det, spadserer en tur ud i den på en sommerdag, hvor naturen fremstår som yndig, let, pittoresk og i en vis forstand begribelig. Den er en idyllisk baggrund, på hvilken det fornuftige menneske kan glæde sig over at træde frem.
Men hvad nu, hvis den vilde blomst var en tarmbakterie, fuglen en maddike og insektet en sværm af malariamyg? Ville mennesket også finde interesseløst behag ved kontemplationen af dén natur? At mennesket også betragter mindre ’skønne’ naturfænomener, er ubestrideligt. Men kan man formulere en sådan aktivitet som noget, der foranlediger et umiddelbart – og almenmenneskeligt – behag? Guldsmeden er smuk, men hvad med den rådne tulipan? For min mormor var de begge smukke, det var det, hun ville lære mig. Og hvis jeg skal sige noget generelt om hendes livssyn, så mente hun faktisk ikke, at man burde måle naturen ud fra den menneskelige målestok. En målestok ifølge hvilken det eksempelvis bliver vigtigere at redde en kat ned fra et træ end hvor mange mikroorganismer, der ikke kan overleve i den overgødskede danske landbrugsjord. Hvormed jeg selvfølgelig ikke siger, at den kat ikke skal reddes. Blot at vi har en enestående evne til at ignorere det, vi ikke har en egen (positiv eller måske endda behagelig) relation til – dét vi ikke kan se, eller det, vi ikke bryder os om at se.
Når vi betragter naturen (om denne betragtning så forårsager glæde eller afsky) kommer vi også til at betragte naturen som et ’udenfor’ – som noget man kan undersøge, beskrive, nyde eller udnytte, uden at det i og for sig har konsekvenser for os, der undersøger, beskriver, nyder eller udnytter den. Vi befinder os nemlig et andet sted, i et udenfor, og hvis vi ikke sidder i den gummibåd, der synker, ja så lider vi heller ikke druknedøden sammen med de andre.
Hver gang vi skyller ud i lokummet, smider noget ud eller for den sags skyld går ud i naturen – så bekræfter vi den diskrete grænse mellem menneske og natur, som vi er vant til at forstå os selv i forhold til, og som skjuler, at der ikke findes noget ’ud’ i denne verden. Hverken afføringen, toiletpapiret eller tamponen forsvinder, når vi ikke kan se deres mindre tiltalende masse mere, og vi er ikke i mindre grad en del af et miljø, når vi sidder inde foran skærmen på kontoret, end når vi ser på de lysegrønne bøgetræer ude i skoven.
Jeg er en af de litteraturforskere, som forsøger at arbejde med det, man kalder økokritik, og det, vi arbejder med, er, at vi skifter det vertikale, dualistiske og konstruerede naturbegreb ud med et horisontalt, inklusivt og realistisk samme i erkendelse af, at mennesket ikke står uden for ’naturen’. Mennesket er en levende organisme på linje med alle andre levende organismer, mennesket forlænger naturen, ligesom naturen forlænger mennesket.
Og sagen er, meget kort sagt, at den økokritiske betoning af denne relation som kontinuert fremfor diskontinuert vil have os til at reflektere over, hvad det egentlig er, vi foretager os, når vi eksempelvis smider noget ’ud’.
Som den fremmeste repræsentant for en indflydelsesrig del af den nyere økokritik, Timothy Morton, skriver i Ecology without Nature fra 2009: “hvis vi peger på det sted, hvor affaldet kommer hen, vil vi ikke kunne lade være med at passe bedre på verden”. I bogen foreslår Morton desuden, at vi helt holder op med at bruge det problematiske begreb ’natur’, et begreb, der først og fremmest er problematisk, fordi det sætter naturen som et ’udenfor’ eller en ’baggrund’, og begynder at tale om ’miljø’ i stedet. At fremkalde økologisk bevidsthed – dvs. en skærpet bevidsthed om, at mennesket er en uadskillelig del af miljøet – er i høj grad et spørgsmål om at lade ’baggrunden’ (Kants vilde blomster, fugle og insekter, men også den del af miljøet, som vi ikke kan se eller ikke har lyst til at se på) blive sanseliggjort, således at den kan blive en del af en fælles (for-)grund. Morton er også ophavsmand til andre af de idéer, der i disse år præger den økokritiske diskurs. Han har eksempelvis coinet begrebet ’mørk økologi’, hvilket blandt andet dækker over en form for miljøbeskrivelse (økomimesis), der ikke har solnedgange, nuttede tigerunger eller lysegrønne bøgeskove som sit genstandsfelt – men eksempelvis interesserer sig for affald, industrielt landbrug eller mider, bakterier og min mormors rådne tulipaner.
Jeg har mødt Timothy Morton engang, og der var noget sært hjemligt ved at tale med ham, som vi sad dér og drak colaer på Cinemateket i København. Vi talte om skalaforhold, om det ubegribelige og det begribelige. Han havde netop udgivet bogen Hyperobjects. Philosophy and Ecology after the End of the World (2013), hvor han analyserer begrebet ’hyperobjekter’ – det vil sige objekter, som vi ikke kan (be-)gribe, fordi de befinder sig på en skala, der simpelthen overskrider det taktile objekts dimensioner – det kunne være ’den globale opvarmning’ eller ’isen-der-smelter’ – det kunne være ’olien’ eller ’atombomben’.
Hyperobjekterne rækker ud over den menneskelige skala. Vi kan muligvis ’tænke’ dem, men vi kan ikke se dem eller røre ved dem. Deres “egentlige virkelighed er trukket tilbage fra mennesket”, og det kan lede til handlingslammelse, hvad angår den i absolut forstand nødvendige indsats over for den globale opvarmning: “Modernitetens Titanic rammer hyperobjekternes isbjerg”, skriver Morton – og sigter med ’moderniteten’ både til industrialiseringens kapitalisering af de fossile brændstoffer og Hiroshima. Man forstår vel, hvor han vil hen.
Hvad er egentlig hiin enkeltes rimelige respons på verdens forestående/mulige udslettelse? Dét er et svimlende skalaforhold, der nok kan virke befordrende for lysten til at stikke hovedet i busken.
Men som vi talte sammen, gik det også op for mig, at intet af det, han sagde, var det mindste nyt for mig. Det var måske min mormors syn på verden, der talte gennem ham og gjorde mig tryg ved at sidde dér med den verdensberømte filosof.
Da min mormor døde, havde hun (i god tid i forvejen) meget omhyggeligt skrevet ned, hvad der skulle ske til hendes begravelse, og hvilke salmer der skulle synges. Én af dem var Brorsons Op, al den ting. Som mangeårige præstekone vidste hun nok, at den faktisk ikke anses for en passende begravelsessalme, så hun havde anført en begrundende parentes i testamentet, der i al sin korthed lød: til børnene. Og det hele står jo her:
Gik alle konger frem på rad
i deres magt og vælde,
de mægted ej det mindste blad
at sætte på en nælde.
Det mindste græs jeg undrer på
i skove og i dale,
hvor skulle jeg den visdom få
om det kun ret at tale?
Det, som øjensynligt befinder sig på den lille skala, bladet på nælden, græsstrået, er mindst lige så forunderligt som isbjerget eller the big bang. Brorson siger, at bladet på nælden i virkeligheden også er et mortonsk hyperobjekt: Også livets mindste former overskrider vores forstand. Og her kunne Morton med fordel låne lidt af min mormors visdom – eller af Lewis Thomas’ vidunderlige økoklassisker The Lives of a Cell fra 1974, hvori han foreslår, at vi holder op med at eksperimentere med kernekraft, indtil vi har forstået til fulde, hvordan den encellede organisme Mixotricha paradoxa faktisk fungerer.
Biologerne har ikke forstået organismen endnu, hvorfor vi aldrig må holde op med at undre os over græsset og insekterne som et første skridt på vejen bort fra den lammelse, som vi naturligvis ikke kan lade være med at opleve ved tanken på den globale opvarmnings forfærdelige konsekvenser.
Den økokritik, som jeg selv er optaget af, leder simpelthen efter alternative, i betydningen bedre, måder at begrebsliggøre miljøet på og finder dem først og fremmest i litteraturen og kunsten: det æstetiske felt, og her kommer vi tilbage til Kant, idet Kritik af dømmekraften netop beskæftiger sig med det æstetiskes forbindelse til ’det gode’. Kant har jo virkelig ret i, at der findes en umiddelbar glæde ved det naturskønne, og at den kan være interesseløs på en måde, som kunsten og litteraturens fremstillinger af det skønne vanskeligt kan være det. Det er (måske) et moralskfilosofisk problem. Til gengæld kan kunsten og litteraturen noget andet. Her kan tanken (også tanken på det ubegribelige) nemlig sanseliggøres og derved blive taktil for os på en anden måde end i den rene fornufts rige.
Hvis man har svært ved at rumme atombombens realitet, kan man læse Inger Christensens Alfabet fra 1981, hvor både fusionen, fissionen og halveringstiden er en integreret del af både værkets form og indhold, men hvor denne skala aldrig adskilles fra den absolut menneskelige skala som alfabetet er.
Og hvis man har svært ved at holde op med at stille sig an som betragter, når man ser på de lysegrønne bøge, kan man eksempelvis læse Ursula Andkjær Olsens Skønheden hænger på træerne fra 2006, der på forførende vis ophæver grænsen mellem “indeni” og “udenfor”.
Græsarter.
Hvor det
græssede sammen.
Ja. Det er den forbindelse det
hele bygger på.
Grønnere og rødmende.
Hvor man
fattede det.
Ja.
Hvor det kildede.
Det bregner
og bregner vi kunne hænge på bregnerne. Parvis.
I fingre i
arm i
arm.
Bregnen er en arkaisk plante, hvor kønsorganerne sidder parvis på undersiden af bladene, men hvad man især skal lægge mærke til, er de sproglige nydannelser “det græssede sammen” og “det bregner og bregner”, der præcist peger på det (her lykkelige) sammenfiltring med miljøet – som mennesket (her et forelsket par) deltager i: Det er den forbindelse det hele bygger på, hvortil kommer, at bregnen får en egen agens, når den forvandles til et verbum.
Og poesien kan også sanseliggøre det tidligere omtalte skala-problem. Her et citat fra den svenske digter Katarina Frostensons digt “Regnskov” fra digtsamlingen Flodtid (2011):
Så et brag, ufattelig tæt på
store træer falder ned
den tid det ikke tager
Træets tid er ofte længere end et menneskeliv – og at dets tid ikke kan måles ud fra en menneskelig målestok er, hvad der så emfatisk står i disse linjer, hvor den let paradoksale retoriske figur den tid det ikke tager trækker i læsehastighedens bremse, og dermed peger på den fortvivlende forskel mellem den tid, det tager at fælde et træ, og den tid det tager for et nyt træ at vokse til: regnskovens forsvinden, med det ekstreme tab af biodiversitet og iltproduktion, som denne forsvinden indebærer, er også et uhåndtérligt hyperobjekt, men digtet gør træfældningens øjeblik skræmmende taktilt – og at fremlæse dét, er, tror jeg nok, simpelthen at deltage i den økokritiske praksis som også min mormors kærlighed til visne planter var en selvfølgelig del af. 
Dette essay er udgivet i antologien ”Naturens sprog – historier fra virkeligheden om fortryllelse”, redigeret af Mickey Gjerris & Cecilie Rubow, og bragt med forfatterens og forlagets venlige tilladelse. Antologien udkom tidligere i år på forlaget Eksistensen og indeholder 22 bidrag, som på forskellig vis belyser menneskers møder med naturen – skrevet af 22 mennesker, der beskæftiger sig intenst med naturen. Læs mere om ”Naturens sprog” på forlagets hjemmeside.
Foto (øverst): Yu Pung (Creative Commons Licence)
