Anmeldelse af bogen "What We Think About When We Try Not to Think About Global Warming".
Af Sussanne Blegaa
Hvorfor? Det er det spørgsmål, som mange af os frustreret stiller om og om igen, når vi må konstatere, at udledningen af drivhusgasser er vokset igen, at folk tager på flyferier som aldrig før, og at kun et fåtal bekymrer sig væsentligt om klimaet. Alt dette til trods for mange års solid videnskabelig dokumentation fra FN’s klimapanel, IPCC, om truende klimakatastrofer. Og miljøorganisationernes mange kampagner.
Hvorfor tvivler en stor del af verdens befolkning på klimavidenskaben? Og hvorfor fortsætter de fleste af dem, der faktisk har tiltro til den, deres liv uden at handle på deres viden? Undersøgelser viser, at folks bekymringer for klimaforandringer i Norge og USA er faldet i perioden 1989-2014. Hvordan har klimakommunikationen svigtet? Kan vi gøre det bedre?
Det er spørgsmål, som den norske psykolog, Stortingsmedlem for Miljøpartiet De Grønne og leder af Senter for grøn vekst på Handelshøyskolen i Oslo, Per Espen Stoknes, prøver at finde svar på i sin bog fra 2015. Bogen er skrevet i tre dele. Den første undersøger, hvordan vi tænker om klimaet, ved at trække på viden fra både evolutions, kognitiv-, social- og identitetspsykologi. I anden del giver forfatteren et bud på fem strategier for en bedre klimakommunikation. Den tredje og sidste del er af mere spirituel karakter og uddyber det, der løber som en rød tråd gennem bogen: at hård konfrontation og polarisering som regel ikke er produktivt, hvis man ønsker at skabe forandring. En følelse af forbundethed med naturen og mennesker omkring en er en forudsætning for at skabe virksom klimakommunikation. Det kræver empati og et ønske om at finde fælles løsninger.
Man ved, at mennesker primært bekymrer sig for ting eller levende væsener, som er tæt på i både rum og tid, som kan opfattes med vore sanser og som vi har indflydelse på. Tænk på den lille kattekilling, som er kommet for højt op i træet. Klimaproblemerne er alt det modsatte. Til trods for det bombarderes vi med klimainformation i form af abstrakte tal og grafer, som de færreste kan overskue. Og reaktionen på den manglende handling er endnu mere af det samme. Stoknes kritiserer på den anden side også flere miljøorganisationers brug af dommedagsfortællingen med dens betoning af synd og skyld som en rammefortælling for klimaet og fortællingens fremhævelse af de store ofre, som vi må bringe på klimaets alter. En hyppig reaktion på det er f.eks. benægtelse af klimaproblemets alvor. Psykologisk viden indikerer, at virkningsfuld kommunikation i stedet skal betone, hvad mennesker kan vinde ved at engagere sig for klimaet, så det bliver associeret med positive følelser. Samtidig skal det gøres lettere at handle, så vi undgår følelsen af hjælpeløshed.
Social opmærksomhed fra andre er også en stærkt motiverende faktor, tænk blot på Facebook. Stoknes giver spændende indsigt i, hvordan socialpsykologien kan forklare mange aspekter af vores reaktioner på klimakommunikation. Sociale normer er stærke. De fleste af os gør, som vi tror andre i vores netværk gør. Og det er tilsvarende vanskeligt at bryde med holdninger i ens netværk.
Nysgerrig efter kriterierne for en virkningsfuld klimakommunikation? Her er de på kort form: Gør emnet nært, menneskeligt, personligt og hastende. Brug positive rammefortællinger, som ikke skaber negative følelser. Reducer konfliktfulde følelser ved at give mulighed for synlig handling. Undgå at trigge det følelsesmæssige behov for klimabenægtelse pga. frygt og skyld. Reducer kulturel og politisk polarisering om klimaet.
