Dagsordenen om vækst er på kollisionskurs med hensynet til miljøet. Økonomiske kalkuler bør derfor vige for en samfundsetik, der sætter mennesket og naturen i centrum. Det indebærer et opgør med ”selvets kultur” og etableringen af en ny form for global solidaritet.
Af Søren Juul
Trods den megen snak om klimaet har der i en række lande, herunder Danmark, helt åbenlyst ikke været tilstrækkelig politisk vilje til at gennemføre de beslutninger, der er nødvendige for at realisere de klimapolitiske mål, vi allerede har sat os.
Hensynet til miljøet har indtil videre været et ”andet-sprog”, som alle taler, men som dog alligevel har været underordnet et ”første-sprog”, der handler om vækst og økonomi. Det hænger i min fortolkning sammen med, at vi lever i en ”selvets kultur”, som opmuntrer til en opportunistisk tilgang til tilværelsen. Det gør det svært at finde kollektive løsninger på de udfordringer, vi står overfor i en globaliseret verden – herunder truslerne mod miljøet.
Svaret på udfordringerne er samarbejde, solidaritet og global ansvarlighed, men lige nu er vi vidne til alt det modsatte: mere nationalisme, protektionisme og en uansvarlig populisme. I en kultur, hvor egeninteressen er omdrejningspunkt for næsten alle vore handlinger, ligger solidaritet og global ansvarlighed åbenlyst ikke lige for.
Den nationalisme og protektionisme vi er vidne til i USA og en række europæiske lande viser, hvor svært det er for nationalstaterne at udvise global ansvarlighed i selvets kultur. Denne kultur opmuntrer ikke til selvbegrænsning og global ansvarlighed, men til det modsatte: grådighed og fokus på det, der gavner os selv. Selvcentreringen forstærkes af globaliseringens ulighedsskabende virkninger, som indebærer, at mennesker i de rige og fattige lande i dag lever i helt forskellige verdener. De mennesker, der i første omgang vil blive ofre for den globale opvarmning, er ikke borgere i EU eller USA, men fattige mennesker i Maldiverne og Bangladesh, som er ude af stand til at flytte sig og ikke har de nødvendige ressourcer til at forskanse sig bag sikre diger.
Der er derfor brug for en anden og mere kosmopolitisk fornuft end den, der gennemstrømmer selvets kultur. En fornuft, som forstår, at det gode liv ikke kan realiseres, hvis den rige verden ikke forholder sig langt mere aktivt til, hvad CO2-udledninger og andre belastninger af miljøet betyder for fattige mennesker i den tredje verden. Og også har blik for, hvad miljøpåvirkningerne på længere sigt kan komme til at betyde for os selv og den natur, vi er en del af.
Selvets kultur
Selvets kultur er økonomernes verden. Den økonomiske fornuft fokuserer snævert på økonomiske instrumenter i forhold til givne mål (f.eks. mål for CO2-udledning og andre grænseværdier). Økonomerne har imidlertid et forarmet sprog om det gode liv i fællesskabet. Eksempelvis handler de økonomiske vismænds beregninger om, hvad det vil koste at indfri vore klimapolitiske mål, ikke om, hvad der er nødvendigt for at sikre et bæredygtigt miljø på længere sigt.
Det er bestemt ikke uvæsentligt, hvor meget miljø, man kan få for pengene, men endnu vigtigere er, hvad der må gøres – koste hvad det vil. Handler det f.eks. om vores egen overlevelse alene, eller er bevaringen af jordens arter og økosystemer et mål i sig selv?
Det er ikke overraskende, at den økonomiske fornuft har en central plads i et moderne, kapitalistisk samfund. I kapitalismen er vækst en nødvendighed. Målet om vækst og akkumulation er, som allerede Marx viste, indbygget i den kapitalistiske produktionsmåde, og uden vækst vil virksomhederne sakke agterud i forhold til konkurrenterne. Samfundsøkonomi handler derfor i høj grad om, hvordan man fremmer væksten. I den globale kapitalisme må de danske virksomheder som helhed være konkurrencedygtige, og det forudsætter økonomisk vækst i en national skala. Ellers vil Danmark blive fattigere, og vi bliver nødt til at skære i velfærden. Vi kender ”melodien”, og alle, der anfægter det fremherskende vækstparadigme, stemples i dag af toneangivende økonomer, politikere og meningsmagere som forvirrede utopister.
Det er naturligvis rigtigt, at vi ikke kan se stort på de krav, som den globale kapitalisme stiller. Den økonomiske fornufts herredømme er ikke desto mindre et problem, fordi den kommer til at overdøve diskussionen om, hvad der er vigtigt og værd at stræbe efter.
Selv om vismændene anslår en glad melodi, når de hævder, at der ikke skulle være en uoverstigelig modsætning mellem økonomisk vækst og klima, viser alle hidtidige erfaringer, at kapitalismens vækstparadigme spiller dårligt sammen med forbedringer af miljøet. Derfor kan vi ikke bare køre derudaf, som vi plejer. Der kan sagtens peges på miljørigtige teknologier, og hvad vi kan vinde ved at benytte dem, men fremtidsscenarier, der udelukkende fæster lid til sådanne løsninger, spiller hasard med vores fælles fremtid. Det underbygges af en EU-ekspertgruppe, der tidligere i år har vurderet, at disse teknologiers potentiale er begrænset.
Forbedringer af miljøet kræver mentalitetsændringer og mådehold i en global skala. Miljørigtige løsninger forudsætter, at vi ikke viljesløst underlægger os den globale kapitalismes blinde konkurrence- og vækstlogik. I den globale kapitalismes tidsalder må der udvikles institutioner på den globale scene, som kan byde markedskræfterne trods og sikre solidariske og langsigtede løsninger på de grænseoverskridende klimaproblemer, der i dag truer os alle.
Nyt begreb om solidaritet
Et centralt spørgsmål er, hvad vi overhovedet kan forstå ved solidaritet og global ansvarlighed i selvets kultur. Hvad er det for en solidaritet, der er brug for i et stadig mere individualiseret, differentieret og globaliseret samfund, som det nuværende? Er der overhovedet brug for solidaritet, eller er det et bedaget begreb, som tiden er løbet fra? Min påstand er, at vi i det nuværende samfund har brug for en ny solidaritet, der kan muliggøre samarbejde og fælles problemløsninger besluttet og implementeret mellem vidt forskellige, men indbyrdes afhængige, mennesker og lande.
Et solidaritetsbegreb, som skal være relevant for nutiden, må gøre op med den lejrtænkning, som knytter sig til traditionelle solidaritetsbegreber, hvor solidaritet er blevet opfattet som en relation mellem ”os” overfor ”dem”. En sådan ekskluderende solidaritetsforståelse har kun begrænset relevans i et individualiseret og globaliseret samfund, hvor mennesker bliver stadig mere forskellige og samtidig mere afhængige. En solidaritet, der kun udfolder sig inden for egne række, fører til indifferens over for nødlidende og truede mennesker i andre dele af verden og ødelægger sammenhængskraften i vores eget samfund. Og hermed mulighederne for at finde frem til retfærdige og kollektive løsninger på de problemer, vi står overfor.
Hvorfor skal Danmark altid være duksedreng i EU, hører vi fra landbrugets organisationer? Fiskebestanden i havene har det langt bedre end havbiologerne påstår, fastslår fiskeriets organisationer. Og industriens magtelite betvivler konsekvenserne af den globale opvarmning og understreger, at overdrevne miljøhensyn vil gå ud over væksten. En sådan snæver, interessebestemt solidaritet skader reelt os alle.
Derfor må solidaritet i den nuværende situation først og fremmest være et spørgsmål om selvbegrænsning og anerkendelse af, at vi som mennesker – og som borgere i forskellige lande – er gensidigt afhængige. I solidariteten må vi begrænse os selv over for den anden, ligesom den anden må begrænse sig selv over for os. Det må vi også, når den anden er forskellig fra os selv og har andre værdier. Her følger jeg den tyske filosof Axel Honneth, der i bogen Kamp for anerkendelse – sociale konflikters moralske grammatik (2017) understreger, at realiseringen af det gode liv er betinget af gensidig anerkendelse. Det vil sige at parterne i en social relation frivilligt begrænser sig selv i forhold til hinanden, fordi det er forudsætningen for, at de sammen kan realisere det gode liv – med og for hinanden.
En global solidaritet, der også omfatter omsorgen for vores fælles natur, må med dette perspektiv være forankret i en kosmopolitisk fornuft, der forstår, at det gode liv i Vesten, og andre forurenende vækstøkonomier, ikke kan realiseres, hvis det leves på bekostning af fattige mennesker i den tredje verden. Med en videreudvikling af den franske filosof Paul Ricoeurs etik, sådan som han formulerer den i bogen Oneself as Another fra 1994, er solidaritet en ansvarlig stræben efter ”det gode liv” – ”med og for andre” – ”i retfærdige institutioner” – og med respekt for naturen (det sidste led er min egen tilføjelse).
I forhold til det, der udfordrer os på den globale arena, herunder den globale opvarmning og truslerne mod miljøet, betyder det, at vi må forlade det nationalstatslige perspektiv og udvikle en mere kosmopolitisk solidaritet. En sådan solidaritet understreger nationalstaternes pligt til at begrænse sig selv i forhold til hinanden, verdenssamfundet og vores fælles natur. I dette perspektiv bliver naturen altså ikke bare en knap ressource, som vi kan udnytte til realiseringen af vore subjektive mål, så længe der er nok af den. Den bliver noget værdifuldt i sig selv, som vi har pligt til at værne om.
En sådan solidaritet udspringer af en forståelse af, at det gode liv (for mig såvel som den anden) er betinget af gensidig anerkendelse, og at vi derfor har pligt til at tage vare på hinanden og den natur, som er vores fælles eksistensgrundlag. Den må gennemtrænge politikken, de internationale organisationer og de formelle aftaler og konventioner, som indgås i bestræbelsen for at sikre naturgrundlaget og et godt miljø for vore efterkommere.
Det er unægtelig en anden fornuft end den selvcentrerede fornuft, som dominerer i selvets kultur, hvor stater konkurrerer på et globalt marked for at opnå fordele for sig selv og ikke forstår, at konkurrencen må underordnes viljen til et fælles liv. Det skræmmende ved selvets kultur er, at sådanne idéer vil blive stemplet som naive og urealistiske – en slags pladderhumanisme – uden gang på jorden. At de er oppe mod stærke kræfter, er imidlertid ikke noget argument for, at ideerne ikke er ønskelige, for ikke at sige nødvendige. I hvert fald kan man opfatte dem som pejlemærker for, hvad der er værd at stræbe efter. En kritisk utopi kan måske ikke gennemføres helt som den er tænkt, men kan alligevel påvirke sindene og få politisk betydning.
En ny miljørealisme
Spørgsmålet er, hvordan den kan få mere medvind, end den har i dag. I min seneste bog, Selvets kultur, efterlyser jeg en kulturkamp for et andet menneskesyn og en anden fornuft end den, der eksisterer i dag. Modsætningen til selvets kultur er en fællesskabskultur forankret i anerkendelsestanken. Populismens fremgang overalt i verden, og de etablerede politiske partiers frygt for at tabe terræn, trækker i den helt forkerte retning i en tid, hvor der er brug for grønne og solidariske løsninger. Venstrefløjens helt store politiske udfordring ligger ikke mindst her. Hvordan kan den komme til at fremstå som et solidarisk og miljørigtigt alternativ, en ny ”miljørealisme”, der giver løfter for menneskehedens fremtid i pagt med naturen?
Man kan naturligvis med god ret spørge, om en solidarisk anerkendelseskultur kan realiseres inden for rammerne af den globale kapitalisme og konkurrencestaten. Er den strukturelle logik, som gennemtrænger samfundet og menneskers omgang med hinanden, ikke så stærk, at den nærmest er immun over for kritik? Er det ikke naivt at forestille sig, at kritiske idealer for alvor kan påvirke samfundets strukturelle, økonomiske og politiske orden?
Det ville være naivt, hvis man troede, det var let, og anerkendelsestanken er bestemt oppe mod endog meget stærke kræfter. Samfundet har imidlertid ikke altid været, og vil ikke vedblive med at være, som det er. Hvad der adskiller mennesker fra dyr er, at vi er i stand til at reflektere kritisk over det, der er, gøre os visioner om noget andet og bedre og kæmpe for det. Vi er aldrig fuldkommen determinerede af den sociale orden, vi befinder os i. I sidste ende er de strukturer, der til en vis grad behersker os, blevet skabt gennem menneskelig praksis. Derfor vil de også kunne forandres gennem menneskelig praksis.
Der er heldigvis allerede løfterige alternativer til det bestående vækstparadigme og de politiske partier, der klamrer sig til det, både i Danmark og i mange andre lande. For at få endnu mere vind i sejlene må de gøre utvetydigt op med det menneskesyn og den fornuft, som er fremherskende i selvets kultur. Kulturkampen må sætte etiske og moralske spørgsmål på den politiske dagsorden og anfægte de logikker og værdier, som selvets kultur bygger på, og som neoliberalismen, konkurrencestaten og populismen forstærker. Dem, der betvivler, at det i sig selv er en tilstrækkelig modmagt til den globale kapitalisme og konkurrencestaten, har måske ret. Ikke desto mindre ser jeg det som en grundbetingelse for politisk nyorientering.
Ikke mindst må en kritisk opposition være i stand til at skabe begejstring og anspore til kollektiv handlen. Kulturkampen vindes næppe alene på kritik. Den må give løfter om en bedre, smukkere, renere og mere moralsk fremtid, som det er værd at kæmpe for. Det kunne ideologien om velfærdsstaten til dels i 1960’erne. En ny vision må tage højde for det, der er sket siden, og som truer mennesker i det nuværende samfund, herunder ikke mindst globaliseringen og truslerne mod naturen. Den må formulere visioner om en mere bæredygtig fremtid, som vinder genklang i menneskers tankeverden, og udarbejde planer for etablering af institutionelle og globale samarbejdsfora, der kan trække i den rigtige retning.
Foto: Jake Guild (Creative Commons Licence)
