De olie- og gasfelter, som allerede er i drift, indeholder mere olie og gas end vi kan afbrænde, hvis den globale temperaturstigning skal holdes under 1,5-2 grader. Derfor bør politikerne også begynde at regulere udbuddet af kul, olie og gas.
Af Katrine Ehnhuus
Både lokalt og globalt har klimapolitik hidtil fokuseret på at regulere efterspørgslen på fossile brændsler. Men det er ikke nok. Hvis de globale temperaturstigninger ikke må overstige 1,5 grader, skal vi også regulere udbuddet af fossile brændsler. Politikerne skal begrænse den mængde kul, olie og gas, vi hiver op af jorden. Det kræver et paradigmeskifte i klimapolitikken.
Den globale klimaaftale, som blev vedtaget i Paris i 2015, har været afgørende for den verdensomspændende klimakamp. Bortset fra et Trump-ledet USA er det en aftale, som alle verdens regeringer har forpligtet sig til. I Paris besluttede verdens ledere bl.a. at skærpe klimamålene således, at den fremtidige klimaindsats sigter mod temperaturstigninger, der ligger under 2 grader og så tæt på 1,5 grader som muligt.
Stop for ny udvinding og investering i fossil infrastruktur
I september 2016 var den globale klimaorganisation 350.org med til at udgive rapporten The Sky’s Limit, som var den første rapport, der regnede på konsekvensen af de skærpede klimamål i Paris-aftalen. På baggrund af et solidt datagrundlag og en solid metode konkluderer rapporten, at hvis vi tømmer de olie-, gas- og kulfelter, som allerede er i drift i dag, og brænder det udvundne af, vil det være nok til at bryde 2-gradersmålet. Alene de eksisterende olie- og gasfelter i drift i dag (dette er altså fraregnet kul) vil bringe verden over 1,5 gradersmålet.
Rapportens resultater kalder på et paradigmeskifte, der flytter fokus fra kun at regulere klimaskadelig udledning til også at regulere klimaskadelig udvinding. Helt konkret er følgende tre tiltag nødvendige:
For det første skal regeringer stoppe med at give nye udvindingstilladelser. Når de felter, som vi allerede har investeret i at få i drift, indeholder flere reserver, end vi kan tillade os at brænde af, så giver det ingen mening at give tilladelse til at sætte flere reserver i drift. Det giver endnu mindre mening at give virksomheder tilladelse til at søge efter nye reserver.
For det andet skal der ikke bygges ny infrastruktur til udvinding eller transport af fossile brændsler (platforme, rørledninger mv.). Verden har al den infrastruktur, der skal til for at udvinde og transportere fossile brændsler fra reserver, der allerede er i drift. Hvis der investeres i nye rørledninger eller anden infrastruktur, vil det med andre ord kræve, at man skal lukke infrastruktur ned, der endnu ikke har udtjent sine leveår. Det er altså spild af penge at investere i ny fossil infrastruktur.
Endelig, for det tredje, skal nogle af de olie-, gas og kulfelter, der er i drift i dag, lukkes, før de er tømt. Den mest retfærdige tilgang er, at de industrialiserede lande tager teten. Selvom de industrialiserede lande kun omfatter 18 pct. af klodens befolkning, står de for mere end 60 pct. af drivhusgasudledningen, og de har langt større finansielle ressourcer til at adressere klimaproblemet.
Danmark kan hjælpe det nødvendige klimapolitiske skift på vej ved selv at iværksætte de tre tiltag og derpå forsøge at få andre lande med.
Udvinding skal afvikles, også i Danmark
I februar 2018 meddelte Klima-, Energi-, og Forsyningsministeren, at der ikke længere vil blive givet tilladelse til at bore efter olie og gas på dansk landjord og i de indre farvande. En stor sejr for de lokale borgergrupper, som fx "Nul Huller", der har modsat sig boringerne og nu slipper for de store miljømæssige omkostninger, som eftersøgning og udvinding indebærer. Danmark giver dog fortsat tilladelser til at søge efter og udvinde olie og gas i den danske del af Nordsøen Disse tilladelser gives på baggrund af udbudsrunder.
I 2016 sluttede den syvende udbudsrunde, hvilket resulterede i 16 nye olie- og gastilladelser i Nordsøen. De 16 tilladelser indebærer seks år til efterforskning efterfulgt af en rettighed til at udvinde olie og gas i 30 år. Der er således givet tilladelse til, at selskaber kan hive olie og gas op fra dansk grund helt frem til 2052 – altså efter at vi ifølge regeringens egne mål skal være uafhængige af fossile brændsler. Ikke nok med det: med afslutningen af den syvende udbudsrunde påbegyndtes arbejdet med at forberede den ottende runde.
Under et nyt klimapolitisk paradigme, hvor politikerne også regulerer udbuddet af fossile brændsler i bestræbelserne på at efterleve Paris-aftalen, vil den ottende udbudsrunde aldrig finde sted. Det er vigtigt at stoppe den, før tilladelserne bliver givet, da det er svært og omkostningsfuldt at trække en tilladelse tilbage.
Derudover skal Danmark også standse etablering af ny fossil infrastruktur. Konkret vil det betyde, at det statslige Energinet bl.a. skal droppe sine planer for en ny 600 km lang gasledning, der skal gå på tværs af Danmark og forbinde Polen og Norge. Spoler vi tiden lidt tilbage, ville det også have indebåret, at staten skulle have afvist at investere i en genopbygning af olie- og naturgasfeltet Tyra i Nordsøen. En udbudsfokuseret klimapolitik vil desuden betyde, at Danmark, som et af verdens rigere lande, skal afvikle nogle af de olie- og gasfelter, der er i drift i dag.
Nordsøen er ikke længere en guldgrube
Forslaget om, at Danmark skal til at regulere sin udvinding af fossile brændsler, vil sikkert møde modstand i visse kredse. Tanken om alt det sorte guld, Danmark vil gå glip af i Nordsøen, er nok til at nogle vil mene, at det må være andre lande, som skal tage det store klimaansvar – at det må være op til andre lande at sikre, at nok fossile reserver forbliver i jorden. Men Nordsøen er ikke længere en stor guldgrube. Siden 2011 er nordsøindtægterne faldet med 28 mia. kr. I 2016 fik staten således kun 1,9 mia. kr., hvoraf statsdeltagelsen gennem Nordsøfonden gav 0 kr. (se figuren).
Hvis ikke vi tænker os om, kan vi rent faktisk risikere at tabe penge på nordsøaktiviteterne. Ifølge Det Miljøøkonomiske Råd vil det ”reducere samfundets samlede velstand, hvis man via subsidier forsøger at stimulere udvindingsaktiviteter i Nordsøen, der ikke er rentable i sig selv”.
Og noget tyder på, at de Miljøøkonomiske vismænd har fat i den lange ende. Hvis man kaster et blik i Nordsøfondens årsregnskaber, ser økonomien ikke sund ud.
Nordsøfondens regnskaber er særligt interessante, fordi Nordsøfonden per definition er et 1:5 billede af de private DUC-aktørers økonomi (læs mere om Nordsøfonden og DUC nederst i denne artikel /red.). Nordsøfonden er ikke selv operatør, men deltager med 20 pct. i Dansk Undergrunds Consortium (DUC), der står for næsten al produktion af olie og gas i Danmark. Ejerandelen betyder, at Nordsøfonden afholder 20 pct. af DUC's udgifter. Til gengæld modtager Nordsøfonden 20 pct. af den olie og gas, DUC producerer. Hvis Nordsøfondens indtægter overstiger fondens udgifter, overføres udbyttet til staten. Hvis udgifterne omvendt overstiger indtægterne, er det staten, der i sidste ende via statsgaranti hæfter for tabet.
Nordsøfondens årsregnskaber afslører bl.a., at nettoomsætningen er faldet drastisk. I 2016 udgjorde den blot en tredjedel af den nettoomsætning, Nordsøfonden havde i 2013. Det skyldes, at der er mindre olie tilbage, hvorved produktionen er mere end halveret i forhold til 2005. I takt med at kilderne tømmes, bliver det stadigt dyrere at hente olien op. Samtidigt har olieprisens fald betydet, at Nordsøfonden har måttet nedskrive værdien af sine investeringer i produktionsanlæg med godt 5 mia. kr. Med faldende produktion, højere udgifter og lav oliepris har Nordsøfonden siden 2014 haft røde tal på bundlinjen. Det påvirker egenkapitalen negativt. Da Nordsøfonden indgik i DUC i 2012, var det med en egenkapital på 8,9 mia. kr. – i 2016 var den knap nok 2,6 mia. kr. I en årrække har Nordsøfonden forblødt milliarder.
Denne analyse af Nordsøfondens regnskaber hjælper til at forstå de private aktørers flugt fra Nordsøen. Mærsk annoncerede som bekendt d. 21. august 2017, at selskabet ville frasælge sine olieaktiviteter. I maj 2017 frasolgte Dong Energy sine olieaktiviteter, og i februar 2017 forlød det, at Shell søgte en køber. Når de private olie-aktører, der har årtiers kendskab til forholdene i Nordsøen, frasælger deres Nordsøaktiviteter, skyldes det, at de alle er nået til samme konklusion: Nordsøen er ikke længere en god forretning. Oliekilderne er næsten tomme, den sidste rest er dyr at hive op, olieprisen når næppe tidligere højder og platforme, rør og anden infrastruktur er næsten udtjente. Fortsat olieproduktion kræver nye investeringer i infrastruktur, som nok ikke står i fornuftigt forhold til de stærkt svindende oliereserver og relativt lave oliepriser. Vi er nødt til at revidere den gamle opfattelse af, at stor nordsøaktivitet er lig med store statslige indtægter. Der kan altså være økonomisk fornuft i et klimapolitisk paradigmeskifte, hvor politikerne også regulerer udvindingen af fossile brændsler.
Danmark bør vise vejen
Ude i verden sker der så småt en bevægelse mod en ny klimapolitisk tilgang, hvor der sættes fokus på at begrænse både forbrug og udvinding af fossile brændsler. Irland er på vej mod at blive det fjerde land, der forbyder efterforskning efter fossile brændsler. Frankrig, Costa Rica og Belize har allerede gjort det. Europa-Parlamentet vedtog op til klimamødet COP23 en resolution, hvoraf det fremgik, at regeringer samt offentlige og private aktører bør tilpasse udlåns- og investeringspraksis til Parisaftalens skærpede mål. Hvis det blev omsat til EU-politik ville det i praksis betyde, at investeringer i ny fossil infrastruktur skal begrænses.
Hvis Danmark stopper uddelingen af olie- og gaslicenser, stopper støtten til nye fossile infrastrukturprojekter og udfaser nogle af de olie- og gasfelter, der er i drift i dag, så kan Danmark yde et væsentligt bidrag til et globalt klimapolitisk paradigmeskifte. Det er trods alt nemmere at få andre lande til lade kul, olie og gas forblive i jorden, hvis man selv har fejet for egen dør.
FAKTABOKS
DUC
Dansk Undergrunds Consortium, DUC, er et samarbejde mellem A.P. Møller-Mærsk A/S (31 pct.), Shell (37 pct.), Chevron (12 pct.) og Nordsøfonden (20 pct.). DUC blev grundlagt i 1962. Mærsk har i 2017 solgt sin andel til franske Total, og den endelige overtagelse forventes at finde sted i 1.kvartal 2018.
Nordsøfonden
Nordsøfonden er den danske stats olie-og gasselskab og varetager statens interesser i den danske olie-og gasproduktion.
Foto: Maersk Line (Creative Commons Licence) / A.P. Møller-Mærsk A/S
