2018 bliver et afgørende år for dansk energi- og klimapolitik. Det er året, hvor Folketinget skal indgå en langsigtet energiaftale. Nyt Fokus kaster i dette nummer lys over en række af de udfordringer og aktører, som bør tages med i betragtning i den nye aftale.
Af redaktionen
Danmark har ligesom alle andre lande i verden, bortset fra Trumps USA, skrevet under på, at vi vil bidrage til Paris-aftalens mål om at begrænse den globale opvarmning til højst 2 grader og helst så tæt på 1,5 grader som muligt. Derfor skal Danmarks energiforsyning være fossilfri senest i 2050.
Den nye danske energiaftale skal sætte mål og rammer for dansk energipolitik frem til 2030. Det er en aftale, som skal forholde sig til forskellige aktører på mange niveauer. Overordnet sætter EU nogle mål og rammer for klima- og energipolitikken. Den danske stat skal bestemme sig for, om den vil være foregangsland eller blot følge EU's mindstekrav, sådan som der er lagt op til i kommissoriet for Energikommissionen, som Venstre-regeringen nedsatte i 2016.
Artiklerne i dette nummer af Nyt Fokus belyser en bred vifte af elementer, som spiller en rolle for den kommende energiaftale – og dermed for vores muligheder for at begrænse den globale opvarmning til det niveau, som Paris-aftalen har fastsat.
Formand for klimarådet, Peter Birch Sørensen, skriver, at hvis Danmark ikke hæver ambitionen, kan vi risikere ikke at nå omstillingen til et lavemissionssamfund i tide. Vi skal sigte mod 55 pct. vedvarende energi i 2030, og han vurderer, at sol og vind fortsat vil kræve støtte en del år fremover, ligesom der skal satses massivt på elbiler.
Niels Henrik Hooge, NOAH, lægger i sin artikel vægt på at energiomstillingen kræver store institutionelle reformer i både Danmark og EU. Der er forslag om at forankre energiomstillingen på forfatningsretsligt niveau i EU ved at knytte den til Lissabon-traktaten. På nationalt niveau foreslår Hooge et bæredygtighedsministerium, som skal koordinere indsatsen på tværs af politikområder.
EU's energipolitik bliver skabt under massiv påvirkning af lobbyister i Bruxelles. I artiklen Låst fast til gassen beskriver Kenneth Haar, hvordan lobbyister fra gasindustrien arbejder på at øge gassens andel af EU's energiforsyning. Ikke mindst de kostbare projekter med at bygge nye transnationale rørledninger, som f.eks. ledningen fra Norge til Polen gennem Danmark, låser gassen fast i energiforsyningen mange år frem.
Den danske stats fortsatte uddeling af nye licenser til olie- og gasfelter i Nordsøen er ikke foreneligt med Paris-aftalen. Det skriver Katrine Ehnhuus, AnsvarligFremtid, i en artikel, hvor hun også redegør for, hvordan den statsejede Nordsøfond siden 2014 har haft røde tal på bundlinjen.
Den enkelte borgers rolle i energiomstillingen er fokus for Toke Haunstrups artikel Borgere i omstilling. Han belyser problemer og muligheder i samspillet mellem den overordnede optimering af energisystemet og hvad der giver mening set fra borgerens dagligdagsperspektiv.
Borgerne kan også spille en vigtig rolle for energiomstillingen gennem folkeligt medejerskab af kystnære vindmøller. Det vurderer Louise Krogh Jensen og Karl Sperling fra Aalborg Universitet, som i deres artikel fremhæver, at den nuværende udbudsmodel spænder ben for folkelig deltagelse. Den bør derfor revideres.
Ikke al såkaldt vedvarende energi er klimavenlig. Biomassen, som EU har besluttet at definere som vedvarende energi, udgør over halvdelen af Danmarks vedvarende energi i dag. Jacob Sørensen, NOAH, redegør for kritikken af brugen af biomasse.
Den sidste artikel flytter blikket fra det konkrete til det mere filosofiske. Theresa Scavenius, Aalborg Universitet, argumenterer for, at forestillingen om det ”økonomiske menneske” hindrer vores erkendelse af os selv som grundlæggende biologiske væsner. Og at dette er forklaringen på vores manglende evne til at handle aktivt på store udfordringer, såsom klimaforandringerne.
God læselyst!
