Den grønne omstilling hæmmes af en økonomisk forståelse af samfund og menneske. Forestillingen om det økonomiske menneske ”af-biologiserer” mennesket og skjuler det faktum, at det som forringer naturens og dyrenes levevilkår, også underminerer det biologiske menneskes livsbetingelser.
Af Theresa Scavenius
Fremtidens naturkatastrofer og den manglende grønne omstilling italesættes ofte som et spørgsmål om klimaforandringer. Men klimaforandringer er kun én ud af de ni ”planetære begrænsninger”, som forskerne på Stockholm Resilience Centre har identificeret som alvorlige udfordringer for fremtidens biologiske liv på jorden. Nogle af de andre problemer er kemisk forurening og tab af biodiversitet.
I det følgende argumenterer jeg for, at tabet af biodiversitet er et symptom på det vestlige samfunds svækkede evne til at håndtere store udfordringer, på samme måde som klimaforandringer er det. Det er et argument, hvis teoretiske baggrund jeg gennemgår i den aktuelle bog Institutional Capacity. I denne artikel peger jeg på, at der i øjeblikket sker et grundlæggende paradigmeskifte i forhold til, hvad vi som samfund betragter som værdifuldt, og hvad vi betragter som relevante politiske problemer.
Biomasse kollaps
Den kommende generation vil ikke savne fuglekvidder, skriver den britiske kronikør George Monbiot. Bemærkningen tager udgangspunkt i, hvad biologer kalder for et ”skiftende-baseline-syndrom”, hvor generationers opfattelse af naturen og økosystemer er afhængigt af, hvad de møder i deres barndom.
Syndromet baserer sig på teorien om, at folk naturaliserer, hvad de oplever i deres barndom. Hvis fuglekvidder, bier, regnorme og insekter var en naturlig del af deres barndom, vil de opleve den nuværende natur som fattig. Deres børn vil omvendt ikke have samme oplevelse, fordi de sandsynligvis ikke selv har leget som børn i en natur fyldt med levende organismer, insekter og dyr. Hvad der betragtes som naturligt og normalt, er med andre ord ikke en fast størrelse på tværs af generationer.
De kommende generationer vil i stigende grad møde en natur med færre levende organismer og dyr. Der sker i disse år et omfattende kollaps af biomasse i jordens sjette masseuddøen, den første som er iscenesat af os mennesker. Et nyt studie dokumenterer, at der er sket et fald på 75 pct. i flyvende insekt-biomasse i naturbeskyttede områder i Tyskland over 27 år. Dette studie ligger i forlængelse af det stigende fokus på biernes udryddelse. De seneste årtier er flere og flere bi-kolonier blevet udryddet, blandt andet forårsaget af en række negative effekter af de insektgifte, som anvendes i landbruget.
Er det et politisk problem?
Kollapset i biomasse har konsekvenser for fuglenes mulighed for at overleve, og for landbrugets muligheder for at bedrive en virksomhed baseret på biernes bestøvning af deres planter. Men kollapset vidner også om en anden problemstilling, og det er, at vores samfund ikke længere er baseret på en grundlæggende forståelse af forholdet mellem mennesket som både et biologisk og et samfundsmæssigt, politisk væsen. Det er lykkedes inden for den moderne økonomiske politik at gøre spørgsmålet om natur, miljø og klima til isolerede politiske diskussioner, som ikke angår de centrale økonomiske prioriteringer i forhold til vækst og arbejdspladser.
Dette skifte i politiske prioriteringer har kunne lade sig gøre, fordi den nævnte baseline for samfundet, naturen og mennesket hele tiden flytter sig. Derved svækkes vores mulighed for at have en samlet og kollektiv opfattelse af mulighederne og betingelserne for, at vi som biologiske væsner kan overleve med naturen.
Den nuværende politiske diskurs ”økonomiserer” menneskers liv. Mennesket bliver gjort til genstand for en diskussion af arbejdspladser og økonomiske tal. Denne økonomisering er koblet med en ”af-biologisering” af mennesket. Mennesket transformeres væk fra deres biologiske begrænsninger og en illusion skabes om, at man gennem teknologiske foranstaltninger kan frigøre sig fra de menneskelige, sårbare og sociale sider af menneskelivet.
Denne form for menneskesyn eller vision bliver ofte kaldt for ”transhumanisme”. Ideen om transhumanisme understøtter af-biologiseringen af mennesket ved at præsentere en vision for mennesket, som går ud over dets biologiske begrænsninger til fordel for et automatiseret, robotlignende væsen, der ikke er sårbar over for det moderne samfunds udryddelse af biologisk materiale.
De største problemer for samfundets politiske institutioner er ikke længere beskyttelse af naturen eller menneskets sundhed. Disse ellers centrale problemer er rykket længere ned på den politiske agenda, hvor fokus i højere grad er på økonomiske ideer, såsom økonomisk vækst, i stedet for menneskets svagheder, udfordringer eller biologiske begrænsninger.
Det politiske system fokuserer ikke på, hvordan samfundet og dets tekniske systemer kan aflaste borgerne og hjælpe dem til at have et godt liv trods eventuelle svagheder, mangler eller handicaps. Derimod fokuseres på, hvordan mennesket og naturen kan optimeres og gøres modstandsdygtigt overfor stress, dårlige arbejdsbetingelser, klimaforandringer, insektgift, forurening osv. Alle disse kompromiser og foranstaltninger tages for, at mennesket kan yde sit til vækst-togets fortsatte fremgang.
En af årsagerne til dette skifte er, at vi ikke længere er i stand til at identificere problemer som politiske problemer. Kollapset af biomasse er ikke et problem, som politikere eller andre centrale institutioner føler sig kaldet til at forholde sig til. At insekterne forsvinder, er ikke et problem, som det politiske system tager ansvar for. Det samme gælder forurening af grundvandet på grund af pesticider. Det gælder det forhold, at der alene i København dør over 500 mennesker hvert år pga. luftforurening – og 6800 mennesker på europæisk plan. Og at 75.000 mennesker årligt dør for tidligt i Europa (i Danmark ca. 3000) pga. NOx-forurening ifølge Det Europæiske Miljøagentur. Alligevel sænkede den nuværende regering den danske NOx-afgift med 80 pct. i 2016 og kæmper stadig for at afskaffe den fuldstændigt.
En kortlægning fra 2017 af bilindustriens intime forbindelse med den tyske regering og EU-kommissionen, foretaget af Corporate Europe, bekræfter det danske billede af en regressiv miljø-og trafikpolitik, som ikke er på borgernes side. Trods massive sundhedsproblemer, trods offentlige skandaler omkring bilindustriens snyd med software-programmer, som måler bilernes forurening, den såkaldte Dieselgate, og trods opinionsmålinger, som viser, at de tyske borgere ønsker en strammere regulering af bilindustrien, sker der i øjeblikket intet for at sænke partikelforureningen i byerne fra diesel- og benzinbiler. Den politiske konsekvens af Dieselgate har indtil videre alene været, at bilproducenterne skulle lave en softwareopdatering. Og dette er til trods for, at bilbranchen havde designet programmer, der målte bilernes forurening forkert med op til 40 pct.
En vigtig forklaring på, at det er konsekvensfrit at overtræde europæiske regler for miljøforurening er, at bilindustrien er lykkedes med at infiltrere centrale politiske organer, såsom de rådgivende arbejdsgrupper, som skal rådgive kommissionen om transportpolitik. (Se i øvrigt Kenneth Haars artikel Låst fast til gassen i dette nummer /red.)
Governance kollaps
Den nuværende kemiske forurening, hvad enten den stammer fra landbruget eller diesel- og benzinbiler, har massive konsekvenser i form af tab af biomasse, forurening af naturressourcer samt sundhedsmæssige konsekvenser for mennesker. Alligevel bliver områderne ikke politisk prioriteret, blandt andet fordi de relevante industrier sidder med i centrale rådgivningsgrupper samt udgør en stor magtfaktor i europæisk politik gennem industrilobbyisme og økonomisk støtte til udvalgte politikeres og partiers kampagner.
Der er ikke længere tale om spredte problemer i forhold til industriens indflydelse på europæisk politik. Der er tale om et systematisk paradigmeskifte, hvor politik ikke defineres gennem demokratiske kanaler baseret på borgernes ønsker, interesser og behov, men derimod ud fra industriens ønsker, interesser og behov.
Vi kan ikke længere fastholde ideen om et system af velfungerende demokratiske institutioner, som blot hæmmes eller påvirkes af industrielle interesser. Der er i stedet tale om, at vores grundlæggende demokratiske og politiske institutioner er ved at skifte karakter.
Der er et behov for at genskrive den europæiske governance-litteratur og tilføje et kapitel om, hvordan vi står midt i et omfattende kollaps af det vestlige governance-strukturers effektivitet og muligheder for at løfte en politisk reguleringsopgave. Governance betyder i denne sammenhæng alle de politiske og sociale institutioner og organisationer, som bidrager til styringen og implementering af de politiske beslutninger og processer.
I skolen og på universiteterne lærer vi stadig vores elever og studerende om klassiske idealer så som magtens tredeling, demokratiets grundpiller og om rationelle governancestrukturer baseret på idealer om lødighed, loyalitet og faglighed. Disse ideer har rødder helt tilbage til nogle af de klassiske sociologer fra tiden omkring forrige århundredeskifte, bl.a. tyske Max Weber. Der er tale om en grundlæggende samfundsforståelse, der baserer sig på en opdeling af samfundet i funktionssfærer mellem det økonomiske-instrumentelle, dvs. markedet, det sociale, dvs. civilsamfundet, og det politiske system, og hvor der er en funktionel balance sfærerne imellem.
Modellen er baseret på ideen om, at der er forskel på, hvad der sker inden for de forskellige sfærer og institutioner. Der er væsentlige forskelle i deres rationalitetsformer, deres arbejdsgange og deres formål. Det demokratiske samfund og de politiske institutioner fungerer så længe, at der er en overensstemmelse mellem de forskellige systemer, som er baseret på gensidig respekt og dominans.
Den tyske sociolog Jürgen Habermas diskuterede allerede for flere årtier siden, hvordan at den økonomiske-instrumentelle tænkning ”koloniserede” det sociale område. I dag er det europæiske samfund og dets mulighed for politisk handling ikke blot udfordret af en kolonisering, men derimod af et kollaps, hvor det politiske system ikke tager et politisk ansvar for at styre og lede Europa. Lærebøgerne må derfor skrives om for i højere grad at kunne beskrive det normskred, der er sket inden for de europæiske politiske institutioner.
Politisk ansvarsfralæggelse
På klimaområdet ser vi ligeledes en ekstrem grad af politisk ansvarsfralæggelse. EU er selvfølgelig med i Paris-aftalen fra COP21 og holder i princippet den klimapolitiske fane højt. Men hvis vi kigger på, hvad der reelt foregår af store klimapolitiske initiativer, er det mindre imponerende. Dette skal særligt ses i lyset af at sol- og vindenergi er blevet markant billigere.
Til COP21 lovede de rige lande at give årlige 100 mia. amerikanske dollars til de fattige lande. De er stadigvæk ikke blevet fundet. For nyligt kom det frem, at Tysklands kommende regeringskoalition mellem CDU/CSU og SPD overvejer at droppe deres 2020-mål om at reducere landets CO2-emissioner med 40 pct. i forhold til 1990, fordi de kan se, at de ikke når det.
Selvom EU-parlamentet anbefaler at hæve EU’s mål for vedvarende energi for 2030 til 35 pct., kunne ministerrådet ikke blive enige om at hæve den til 30 pct. De holder fast ved det oprindelige mål på 27 pct. på trods af, at vind og sol er blevet så billigt, at de kunne nå over 30 pct. for de penge, som de regnede med at skulle bruge på at nå 27 pct., da det blev aftalt i 2014. Dette fremgår af en analyse foretaget af det internationale agentur for vedvarende energi, IRENA. Og i den mere tekniske ende kunne medlemslandene før jul ikke blive enige om at indføre en højere grænseværdi (550 g. CO2 per KWh) for, hvilke kraftværker der kan få subsidier.
Der er en sammenhæng mellem de danske og europæiske politiske systemers manglende evne til at beskytte naturen og undgå klimaforandringer. Vi er som samfund i dag ikke gode nok til at forstå mennesket som et fundamentalt set biologisk væsen, som har brug for en civiliseret og kollektiv politisk struktur til at undgå den underminering, der i øjeblikket sker af menneskets biologiske livsbetingelser. Vi er som mennesker nødt til at danne os selv som politisk bevidste væsner, der gennem komplicerede, kollektive processer og institutioner kan designe et samfund, der er bæredygtigt for mennesker og naturen.
Foto: Samuel Persson (Creative Commons Licence)
