Der er tryk på gassen i EU. Et tusind velorganiserede lobbyister fra et hav af selskaber har held med at få støtte til det ene megaprojekt efter det andet i korridorerne i Bruxelles. Hvis vi ikke får skruet ned for deres indflydelse, bliver det meget sværere at opnå en fossilfri fremtid.
Af Kenneth Haar
Mens EU har travlt med at posere som den grønne frontløber på den globale scene, er rammerne for fremtidens energiforsyning ved at blive fastlagt på de interne linjer, og den tager sig knap så køn ud. Et markant kendetegn ved de nye planer er nemlig den hovedrolle naturgas har fået tildelt. En af forklaringerne er et massivt pres i korridorerne i Bruxelles fra repræsentanter for gassektoren, en bane hvor de har føringen: De har store ressourcer til rådighed og nyder ikke så få privilegier. Døren til de centrale beslutningstagere er åben, når der står gas på visitkortet. Resultatet er en stor satsning på nye infrastrukturprojekter, som kan binde os til fossile brændstoffer i fremtiden.
For at afdække, hvordan gassens lobbyister arbejder, og hvilke ressourcer de råder over, har Corporate Europe Observatory undersøgt deres metoder og sejre i de senere år. Det billede, som tegner sig er skræmmende, og viser endnu en front i klimakampen, som må håndteres, hvis vi skal rulle fossile brændstoffer tilbage.
Tusind lobbyister
Gasindustrien er godt klædt på til den klassiske form for lobbyisme – den der handler om at banke på så mange døre som muligt for at tale med de mest indflydelsesrige politikere og embedsmænd. I EU-institutionerne kan det hurtigt blive mange mennesker, der skal dækkes. Både EU-kommissionen, EU-parlamentarikere og nationale regeringer eller delegationer kan alle være relevante for at fremme deres sag. Skal det gøres effektivt, må der derfor mange lobbyister til, og derfor også mange penge.
Det er ikke et problem for gasindustrien. I 2016 – det seneste år, hvor vi har de mest komplette tal – brugte gasindustrien omtrent 750 millioner kroner på lobbyarbejde i EU-institutionerne, og omkring 1.000 lobbyister var beskæftiget med at påvirke beslutningerne i EU-systemet på industriens vegne. Der er dog en vis usikkerhed forbundet med tallene, idet EU’s regler for åbenhed lader meget tilbage at ønske. Der findes et register, som alle interesseorganisationer i princippet skal lade sig opskrive i, og hvoraf det skal fremgå, hvor mange penge, der anvendes til hvilke formål. Gasindustrien er særdeles uinteresseret, og kun 40 pct. af selskaberne i sektoren er registreret. En række andre kilder, såsom selskabernes egne interne opgørelser, er derfor taget i brug.
Fra kunstgødning til rørledninger
Det er vigtigt at bemærke, at gaslobbyen ikke blot består af gasproducenter, men også brancher med et stort forbrug af gas, f.eks. kemiindustrien. Også kunstgødningsindustrien er på banen i kraft af lobbygruppen Fertilizers Europe. De bruger gas i produktionen af kunstgødning og ønsker bl.a. lettere adgang til gas udvundet via fracking, på linje med deres amerikanske konkurrenter. Og så er der virksomhederne inden for infrastruktur, der spiller en særlig rolle for tiden. Det kan lyde som om, det er en broget størrelse, vi har at gøre med, men pointen er, at denne blok i store træk har trukket på samme hammel – de har en fælles interesse i at placere gas centralt i EU’s energipolitik, og har optrådt homogent og koordineret i årevis.
De mest aktive lobbygrupper er kemiens brancheorganisation CEFIC med 78 lobbyister og en udgift på ca. 90 millioner kroner årligt (2016) og, på anden pladsen, amerikanske General Electric med 17 lobbyister og en årlig udgift på ca. 43 mio. kroner. De to næste i rækken er Shell og Exxon med hhv. 18 og 8 lobbyister, og begge med en årlig udgift på ca. 35 mio. kroner.
Misforholdet mellem Shell og Exxons udgifter, der er de samme, og forskellen i antallet af lobbyister skyldes, at Exxon bruger en hel del penge på PR-virksomheder, herunder to af Bruxelles’ giganter: FTI Consulting og Fleishman-Hillard. Det er ikke et særsyn, for PR-virksomheder spiller en vigtig rolle i gasindustriens politiske indsats på europæisk plan. Hele 37 forskellige PR-firmaer har været i sving for gas-sagen i de senere år.
Gaseventyret – en forløjet fortælling
Det primære mål med PR-indsatsen er at overbevise offentligheden og politikerne om, at det er nødvendigt at foretage store investeringer i gasinfrastrukturen for at sikre fremtidens energiforsyning. Allerhelst ser gasindustrien, at vi opfatter gas som en ganske ren energikilde i sig selv. Vi ser derfor tit gasindustrien bag kampagner, der skal portrættere naturgas som en ren energikilde – selvom det faktisk er en af de store syndere, hvis vi indregner lækager, ulykker og de miljøkonsekvenser, der er specifikke for fracking. Et beslægtet argument er, at gas er den naturlige følgesvend til vedvarende energi. Det er f.eks. kerneargumentet i PR-firmaet Fleishman-Hillards kampagne for den store sammenslutning af virksomheder på området, kaldet GasNaturally. Under den paraply finder man stort set alle med interesser i gasindustrien. Argumentet er, at der vil være brug for store kraftværker for at fylde hullerne ved en omstilling til vedvarende energi – en forestilling mange afviser, herunder f.eks. den øverste chef for National Grid, et af de største elektricitets- og gasselskaber i Storbritannien.
Et andet slogan handler om kul, og det er PR-firmaet Weber Shandwick mester i. Weber Shandwick var afgørende i dannelsen af GasNaturally i 2011, oprindeligt som en kampagne, der skulle portrættere gas som et grønnere alternativ til kul. Weber Shandwick er fortsat i samme spor, bl.a. med kampagnen ”Make Power Clean”, der er en koalition af selskaber inden for vedvarende energi på den ene side, og olie- og gasselskaber på den anden. Målet er at begrænse offentlig støtte til kulkraftværker – og dermed selv fremstå som en art miljøforkæmpere.
Det er store anstrengelser, gassektoren udfolder for at få sine ønsker opfyldt, og alle flanker bliver dækket. Én flanke, som dog synes at være uproblematisk, er at få adgang til beslutningstagerne i EU-systemet, først og fremmest EU-kommissionen. Det er EU-kommissionen, som fremlægger alle forslag til beslutninger, ligesom den har et betragteligt spillerum til at prioritere over EU’s ressourcer og træffe administrative afgørelser. At få en fod inden for døren hos kommissærerne er alfa og omega for enhver industrigren, og hér går det glat for gassen.
Den åbne dørs politik
Det kan ses af en gennemgang af de offentligt tilgængelige kalendere for de to mest relevante EU-kommissærer, nemlig kommissæren for Energiunionen Maroš Šefčovič og klimakommissær Miguel Arias Cañete. De to mødtes mere end 460 gange med repræsentanter for gassektoren i perioden november 2014 til august 2017. Det handler ikke blot om gæstfrihed og åbenhed. Det kan være svært at få et møde med en EU-kommissær, hvis ikke manden eller kvinden selv er velvilligt indstillet.
Det er da heller ikke muligt helt at forstå gassektorens indflydelse ved alene at kigge på, hvor mange ressourcer den bruger på at påvirke beslutningerne, og hvor mange lobbyister den har til rådighed. Mindst lige så vigtigt er det at forstå den ”privilegerede adgang” den har til især EU-kommissionen. Kommissionen er stærkt interesseret i at styrke gasinfrastrukturen i EU, og det afspejler sig i den behandling, erhvervslivets repræsentanter får. Den går også meget længere end til at tage imod besøg. Gassektoren bliver offensivt inviteret inden for til at sætte dagsordenen.
Det sker på mange måder. Den mest åbenlyse er, at gassektoren er repræsenteret direkte i de vigtigste rådgivningsgrupper, Kommissionen har nedsat til at give retningspile for indsatsen på området. I Gaskoordineringsgruppen, som arbejder med forsyningssikkerhed, sidder således 24 personer, der repræsenterer otte forskellige brancheorganisationer, som repræsenterer virksomheder, der indgår i forsyningskæden, dvs. udvinding, raffinering, transport og forbrug. De sidder side om side med repræsentanter for de 28 regeringer og kommer med forslag, analyser og holdninger på områder, de ofte har en direkte økonomisk interesse i. Af andre rådgivningsgrupper, der tilbyder gassektoren en platform for at fremme deres interesser, er Sustainable Transport Forum, hvor de kan arbejde for at styrke naturgassens rolle som transportbrændstof. Hertil kommer deres rolle i forbindelse med beslutningerne i EU om, hvilke store projekter, der skal have det blå stempel og økonomisk støtte. De er et kapitel for sig.
Ta’ selv-bordet
Vi skal nemlig et spadestik dybere ind i lobbyismens mysterier for at få rigtigt greb om gassektorens magtposition. Gas er et af de områder, hvor EU-institutionerne – Kommissionen, Rådet og Parlamentet – har taget særlige skridt for at sikre sig, at lobbyismen fungerer optimalt for gaslobbyen, og det har de blandt andet gjort ved at tage initiativ til dannelsen af en af de centrale lobbygrupper ENTSO-G – en forkortelse for European Network of Transmission System Operators for Gas. Det skete i 2009 under den såkaldte tredje energipakke, mere præcist i forordningen Trans-European Networks – Energy (TEN-E), hvor ENTSO-G får tildelt rollen at skulle forslå nye infrastrukturprojekter.
Listen over ENTSO-G’s medlemmer er som et katalog over europæiske selskaber inden for gasinfrastruktur, og det er et mægtigt privilegium de tildeles med deres medlemskab. Den nuværende liste over nye infrastrukturprojekter, som kaldes Projekter af fælles interesse (PCI), er stærkt influeret af ENTSO-G, da hele 75 pct. af projekterne kan spores tilbage til medlemmer af og observatører i ENTSO-G. På den danske side er det Energinet, der er repræsenteret i ENTSO-G. Pointen ved identifikationen af PCI-projekter er, at når et projekt optræder på listen, bliver det muligt at yde offentlig støtte til det, en støtte som i andre tilfælde ville være forbudt, under henvisning til EU's konkurrenceregler. En anden fordel er, at den politiske behandling af PCI-projekterne kan gå meget hurtigere.
ENTSO-G sidder tungt på dagsordenen, når det kommer til PCI-projekter. Gruppen har således også fået i opdrag af Kommissionen at udforme cost-benefit analyser af de foreslåede PCI-projekter, en massiv interessekonflikt. De har for vane at blæse fremtidens behov for gas op og til at søge at fremstille gas som en ren energikilde.
Så mens EU-kommissionen problematiserer støtte til vedvarende energi, er tonen en noget anden, når det kommer til fossilt baseret energi. Alene i år har EU-kommissionen støttet de 77 gasprojekter på PCI-listen med 1,5 milliarder kroner, hvilket bringer EU's samlede støtte til fossil energi op på ca. 10 milliarder kroner siden 2014.
Upopulære megaprojekter
Nogle af disse projekter har for længst skabt politisk virak. Det gælder f.eks. Den Transadriatiske Rørledning (TAP), der skal forbinde Aserbajdsjan med det europæiske gasmarked. Den er notorisk for det spor af korruption og overgreb på menneskerettighederne, der er fulgt i dens kølvand i Aserbajdsjan, hvor lokal opposition er blevet brutalt undertrykt.
Og så er der MidCat – en rørledning fra det nordlige Spanien og et stykke ind i det sydlige Frankrig, som vil give Spanien en meget stor rolle i gasforsyningen, takket være en rørledning fra Algeriet til Spanien. MidCat er bl.a. blevet kritiseret af højtstående personer i de franske energimyndigheder, der ikke ser behovet for det store projekt. Og i Spanien er modstanden betragtelig i en lang række små samfund langs rørføringen, som vil blive hårdt ramt, hvis projektet gennemføres. Det er store naturområder, der står på spil. Men i en anden ende har MidCat projektet solid opbakning. Da spanske Miguel Arias Cañete trådte til som EU's klimakommissær i 2015, gik der kun et par måneder før Kommissionens formand Jean Claude Juncker sammen med statsoverhovederne for Spanien, Frankrig og Portugal underskrev Madrid-erklæringen, der gjorde MidCat til en strategisk prioritet for EU.
Fossile projekter med modhager
Det centrale problem med de store projekter er de langsigtede virkninger. De mange penge, der satses, er med forventning om fortjeneste fra private selskabers side, og i det omfang der er et offentligt engagement, er det med forventning om, at projekterne bliver en del af energiforsyningen, selvsagt. Om mange år vil de derfor være en klods om benet på indsatsen mod fossile brændstoffer. Hvis f.eks. rørledningernes kapacitet ikke udnyttes fuldt ud, opstår der huller i pengekasser rundt omkring, og det fører lige lukt til politisk pres for opprioritering.
Derfor er det nu, der skal sættes ind med en modoffensiv. Vi må kræve et stop for gaslobbyisternes privilegier. Det er ikke underligt, at EU-institutionerne hører aktørerne på gasområdet, men aktørerne er ikke bare industrien. Der er grønne organisationer, og uafhængig ekspertise, som knap får et ben til jorden i den proces, der er sat op for at styrke gassens placering. Den prioritering må laves om. Det er uadskilleligt fra den bredere indsats for en klar politisk og økonomisk prioritering af vedvarende energi – og et moratorium for nye gasinfrastrukturprojekter.
Artiklen er et sammendrag af rapporten “The Great Gas Lock-in”, som blev udgivet af Corporate Europe Observatory i oktober 2017. Den kan læses på www.corporateeurope.org.
Foto: Torbein Rønning (Creative Commons Licence)
