Vejen væk fra de fossile brændsler kræver institutionelle reformer i Danmark og EU, hvad der bør være en del af det kommende energiforlig. Eksempelvis oprettelsen af et nyt ministerium og universitet for bæredygtighed og vedvarende energi, reform eller ophævelse af EURATOM-traktaten og realiseringen af en europæisk energiomstillingsprotokol.
Af Niels Henrik Hooge
Når de politiske partier i Folketinget i de kommende måneder skal forhandle et energiforlig for perioden 2020-2030, er der grund til at være skeptisk. Den siddende regering har generelt færre ambitioner for den grønne energiomstilling, end nogen dansk regering før har haft.
Indikationerne er mange: I det første regeringsgrundlag fra 2015 blev præsenteret et nyt princip for klima- og energipolitikken, der skulle bygge på grøn realisme, forstået som en ny sammenhæng mellem mål og midler. Hvad der konkret mentes hermed stod klart, da regeringen året efter fremlagde sin 2025-plan til fremme af den økonomiske udvikling frem mod 2025. Planen indeholdt adskillige energipolitiske nedjusteringer, men ingen beregninger af deres konsekvenser for den samlede CO2-udledning. Senere kom det frem, at CO2-udslippet ville blive øget med 10 pct. En så stor vækst i udledningen af drivhusgasser er ikke set siden 1990.
Også forslaget om at afskaffe PSO-afgiften blev stærkt kritiseret: I sin tid blev den indført som tarif for el-forbrugerne som en del af en aftale om liberalisering af energimarkederne med det formål at dække udgifter til nye energiteknologier, der endnu ikke var i stand til at klare sig på rene markedsvilkår. Begrundelsen var, at forbrugerne af strøm skulle betale for den grønne omstilling og ikke skatteyderne.
Energiaftalen er pejlemærket
Det nye regeringsgrundlag fra 2016 tager energiomstillingen mere alvorligt, om end der ikke er tale om et egentligt kursskifte. Eftersom VLAK-regeringen er en mindretalsregering, bliver det virkelige pejlemærke for fremtidens energi- og klimapolitik imidlertid den energiaftale, der dækker tiåret 2020-2030, og som skal indgås inden udgangen af 2018.
Det eksisterende energiforlig, der omfatter alle de daværende partier i Folketinget bortset fra Liberal Alliance, blev indgået i 2012 og åbnet og lukket igen i 2014. På mange måder udgør det en milepæl i dansk energi- og klimapolitik. Bredden gælder ikke blot den politiske støtte, men også aftalens rækkevidde: Hensigten er at omstille hele Danmarks energiforsyning for el, varme, industri og transport til vedvarende energi i 2050. Den dækker vigtige områder som energieffektivitet, vedvarende energi (særligt vindkraft), omstilling til en grøn varmeforsyning, smarte elektricitetsnet, rammebetingelser for udbygningen af biogas, el og biomasse i transportsektoren, øget forskning, udvikling og demonstration, samt finansieringen af de mange forskellige tiltag. Forliget rummer også konkrete, kortsigtede målsætninger, der enten er nået eller er på vej til at blive det.
Energikommissions anbefalinger
Hvis man ønsker at vide mere specifikt, hvad regeringens ambitioner er på energi- og klimaområdet i forbindelse med den kommende energiaftale, kan det betale sig at se på kommissoriet for den energikommission, Venstre-regeringen nedsatte i 2016. I særdeleshed markerer det et skift i opfattelsen af EU’s rolle i udviklingen af den danske energipolitik: Fremover skal dens målsætninger fastlægges i EU-regi under hensyntagen til de økonomiske konsekvenser og samspillet mellem energimarkederne på tværs af landegrænser. Dette gælder både for fastlæggelsen af målsætningerne og deres implementering.
Med andre ord er det slut med at Danmark skal gå foran i Europa som grøn industrination. I kommissoriet understreges det, at tiltagene på energiområdet ikke må have statsfinansielle konsekvenser og ikke øge de samlede samfundsøkonomiske omkostninger.
Det samme gælder for klimapolitikken, hvor ambitionerne er begrænsede: Danmark skal indfri sine internationale forpligtelser på en måde, der er markedsbaseret og omkostningseffektiv. Her er det afgørende at undgå forhastede udfasninger af f.eks. kul og naturgas og undgå forceret udbygning af vedvarende energi.
Fordi de er forpligtede af kravene i kommissoriet, er energikommissionens anbefalinger uden de store visioner. Ganske vist lægges der op til mere fokus på internationalisering, øget elektrificering og energisystemer, der er mere effektive, fleksible, integrerede, decentraliserede og digitaliserede. Endvidere anerkendes det, at Danmark skal fastholde sin rolle som foregangsland inden for forskning og udvikling af bæredygtige energiteknologier, men samtidigt anbefales det, at støtten til vedvarende energi skal reduceres og på sigt udfases helt.
Energiunionen
Eftersom der lægges op til, at Danmark skal følge Europa, giver det mening at se nærmere på, hvad der dér ligger i kortene. Herfra kommer der for tiden lovgivningsinitiativer, der forventes at bestemme de overordnede rammer for den danske energi- og klimapolitik i de næste mange år: I 2015 præsenterede EU-kommissionen for første gang strategien for den såkaldte Energiunion. Strategien giver et bud på, hvordan EU’s 2030-ramme for klima- og energipolitikker, som indeholder reduktionsmål for drivhusgasemissioner på mindst 40 pct., skal struktureres.
Strategien tager sigte på at skabe større energisikkerhed, bæredygtighed og konkurrenceevne i EU. Midlerne hertil skal være et fuldt ud integreret europæisk energimarked, energieffektivisering, dekarbonisering af økonomien og mere forskning, innovation og konkurrenceevne. Imidlertid kritiseres strategien for ikke at være tilstrækkelig til at nå disse mål: Ud over at mangle ambitioner, fokuserer den for meget på udbygning af gasinfrastruktur, hvilket fordyrer investeringer i vedvarende energi og energieffektivitet (se også artiklen Låst fast til gassen i dette nummer /red.). Herudover fjernes fossile brændsler såsom gas og kul ikke fra energiforsyningen.
Strategien skaber heller ikke et europæisk energimarked uden konkurrenceforvridning. Markederne vil stadig favorisere atomkraft og fossile energikilder, der også fremover modtager økonomisk støtte. Resultatet er, at vedvarende energi – og særligt vedvarende energi i mindre skala – får vanskeligt ved at trives.
Vinterenergipakken
Energiunionen blev i november 2016 udmøntet i en omfattende vinterpakke, som stadigvæk bliver forhandlet i EU-systemet. Pakken omfatter bl.a. forslag om energieffektivitet, vedvarende energi, elforsyningssikkerhed, forvaltningsregler for energiunionen, mobilitet, innovation, bygningsrenovering, mere miljøvenligt design samt tiltag, der skal fremme offentlige og private energiinvesteringer. Også den bliver kritiseret: De foreslåede tiltag er langt fra nok til at sikre den grønne omstilling af EU’s energiforsyning, som Parisaftalen lægger op til, hvis 2° eller 1,5° C målene skal nås.
Særligt hvis de såkaldte kapacitetsmekanismer, der ikke skelner mellem brugen af vedvarende energi, atomkraft og fossile brændsler som grundlast i energiforsyningen, bliver indført, vil det bringe hele den grønne omstilling i fare. Det samme gælder for forslaget om, at nye installationer med vedvarende energi ikke længere skal have fortrinsret til ledningsnettet.
Selvom pakken fastsætter et bindende mål for energieffektivitet på 30 pct. i 2030 og forbedrer vilkårene for lokalt ejet, decentraliseret energi, bidrager den ikke nok til udfasningen af fossile brændsler og atomkraft. Den grønne omstilling kommer til at foregå langsommere end før.
I den forbindelse er det værd at bemærke, at den europæiske implementering af vedvarende energi gik i stå i 2016. Dette gælder både for sol- og vindenergi og biomasse, hvorimod naturgassens andel af elforsyningen er stigende. Implementeringen foregår også geografisk meget ujævnt. Stagnationen i ny vedvarende energi forventes at fortsætte, medmindre rammebetingelserne ændrer sig. Det svage udspil fra EU-kommissionen og medlemslandene om 27 pct. vedvarende energi i 2030 vil ikke gøre situationen bedre. Således har industrien og EU-parlamentet tilkendegivet, at de ønsker et mål på 35 pct.
Ulige konkurrence for vedvarende energi
Problemet er, at vedvarende energi nu som før ikke har lige konkurrencevilkår i forhold til de konventionelle energikilder, hverken i EU eller resten af verden. Ifølge Den Internationale Valutafond udgjorde de globale subsidier til fossile brændsler i 2015, hvis man medregner deres samfundsmæssige omkostninger, næsten 37 billioner kr., svarende til 6,5 pct. af det globale BNP. Støtten forventes ikke at falde. Samme år udgjorde EU’s subsidier til fossile brændsler ca. 2,3 billioner kr. Også støtten til a-kraft har været konstant og kan være stigende.
Når regeringen taler om, at fremtidens energiforsyning skal tilpasses markedsmæssige vilkår på tværs af landegrænser, bør man derfor være opmærksom på, at der ikke er tale om et frit marked, hvor alle energikilder som udgangspunkt har de samme betingelser. Konkurrenceforvridningen starter på EU’s konstitutionelle niveau: A-kraften har stadigvæk sin egen specielle forfatningstraktat, EURATOM-traktaten. Det betyder, at en enkelt energikilde og industrisektor bliver behandlet anderledes end alle andre sektorer, fordi EURATOM legaliserer direkte og indirekte økonomisk støtte i regi af EU-fællesskabet.
Lige konkurrencevilkår for vedvarende energi i EU må derfor, som minimum, indeholde planer om en revision eller ophævelse af EURATOM og en ensidig dansk tilbagetrækning fra EURATOM-traktaten, hvis det kan konstateres, at en reform ikke er mulig på kort eller mellemlangt sigt. At dette er juridisk muligt, er bekræftet fra mange sider.
Når EURATOM-traktatens fremtid på EU-kommissionens initiativ bliver diskuteret i juni i år, bør regeringen insistere på, at traktaten bliver revideret eller ophævet. Tyskland, Irland, Ungarn, Østrig og Sverige har allerede tilkendegivet, at en reform er nødvendig, og at der bør indkaldes til en konference for medlemslandenes regeringer.
Europæisk energiomstillingsprotokol
En reform eller ophævelse af EURATOM er dog ikke den eneste afgørende komponent i fremtidens energipolitik, hvis målet er at sikre europæisk energiforsyning baseret på 100 pct. vedvarende energi. Et rettidigt paradigmeskift på det institutionelle område forudsætter, at man sætter sig i EU-grundlæggernes sted, da de i sin tid skabte den Europæiske Kul- og Stålunion og indledte den europæiske integration, vi alle nyder godt af i dag. Dette kunne ske ved hjælp af et Europæisk Fællesskab for Vedvarende Energi og Energieffektivitet.
I februar 2016 præsenterede den østrigske regering et forslag til en energiomstillingsprotokol, der skal tilknyttes Lissabontraktaten. Initiativet, der er udløst af klimaaftalen i Paris, har til hensigt at forankre en europæisk energiomstilling på forfatningsretsligt niveau ved at forfølge energipolitiske mål som VE, energieffektivitet og energibesparelser, fremme af forskning og investering og understøttelse af EU-medlemslandenes aktiviteter på disse områder. Også dette forslag bør indgå i den danske energipolitiske EU-platform.
Nyt ministerium og universitet
Ikke kun i EU, men også i Danmark, er der brug for stabile institutionelle rammer, der sikrer, at målene på miljø-, energi- og klimaområdet understøttes af langsigtede virkemidler. I Danmark er politikken på miljø- og energiområdet under skiftende regeringer enten svagt eller slet ikke koordineret med den øvrige politikudøvelse, hvilket betyder at miljø- og bæredygtighedshensyn ofte ikke inkluderes i den politiske proces. Høj prioritet må derfor gives til oprettelsen af et magtfuldt Bæredygtighedsministerium, som inddrager så mange politikområder som muligt.
Forbilleder kan i den forbindelse f.eks. være Frankrig, Malta eller Luxembourg. I Frankrig varetages en stor del af den grønne omstilling af et bæredygtighedsministerium, hvor bl.a. miljø, bæredygtig udvikling, risikoforebyggelse, energi og klima, flytrafik, infrastruktur, transport og fiskeri er samlet under ét tag.
Hertil kommer, at Danmark sakker bagud, når det drejer sig om uddannelse og forskning inden for miljø og bæredygtighed. Forskningen er en del af det nuværende energiforlig og vil sandsynligvis også blive en del af det kommende, men at fortsætte blindt ud ad det nuværende spor er ikke nok. Tiden har længe været inde til, at regeringen og repræsentanter for så mange samfundssektorer som muligt udvikler en handlingsplan for en grøn omstilling, ikke kun af universiteterne, men af hele uddannelsessystemet.
Specielt når det drejer sig om universitetsforskningen, vil grundforskningsaktiviteter, der foregår på specialiserede universiteter, under det nuværende bevillingssystem have en klar konkurrencefordel i forhold til forskningsaktiviteter, der finansieres som sektorforskning og via konkurrenceudsatte midler. Grunden er, at bevillingerne til energiforskningen er kendetegnet ved mange ”små kasser”, som ikke indbyrdes er afstemt med hinanden, og for små forskningsmiljøer på aftagersiden, der gør det svært at opnå en kritisk masse. Følgelig er det svært at opbygge kompetencer inden for et særligt område, fordi det er for kompliceret at satse store beløb på tværs af universiteterne. Dette taler for oprettelse af et specialiseret universitet for vedvarende energi og energieffektivitet.
Under alle omstændigheder vil det kommende energiforlig løbe en stor risiko for at fejle, hvis det kun forlader sig på business as usual og ikke tager højde for, at langsigtede mål og virkemidler forudsætter passende og solide institutionelle rammebetingelser for at kunne realiseres.
Foto: Bjoern Schwartz (Creative Commons Licence)
