Her får du seks grunde til, hvorfor bioenergi ikke er vedvarende. En af dem er, at afbrænding af træmasse fører til betydelige mængder CO2-udledning, som påvirker klimaet i lang tid fremover. Definitionen på vedvarende energi bør derfor laves om.
Af Jacob Sørensen
De fleste forbinder vedvarende energi med sol, vind og CO2-fri energi. Desværre er det kun den halve sandhed, for bioenergi udleder masser af CO2, som påvirker klimaet. Biomasse er den mest brugte form for vedvarende energi i Danmark med over halvdelen af den samlede produktion. Og over 40 pct. af energiselskabernes samlede udledning af CO2 kommer fra biomasse (se Figur 1 nedenfor).
Biomasse som vedvarende energi
Energiselskaberne er glade for biomasse. Både forbrugere og politikere presser på for mere vedvarende energi og biomasse er en billig løsning, det er relativt nemt at ombygge den eksisterende infrastruktur til at fyre med træflis og træpiller, og selskaberne skal ikke købe CO2-kvoter, når de brænder biomasse af. Flere energiselskaber har derfor øget deres brug af træflis og træpiller inden for de seneste år. Vi kan forvente mere, men allerede nu udgør træbaseret biomasse ca. 30 pct. af den vedvarende energiproduktion (se Figur 2).
EU har vedtaget, at biomasse skal defineres som vedvarende energi. Biomasse udgør dermed et vigtigt led i at nå EU’s 2030-mål for vedvarende energi. Begrundelsen for at anse al biomasse for en vedvarende energikilde står ikke klart, men det hænger sandsynligvis sammen med, at Kyotoaftalen valgte at gøre udledningen af klimagasser op der, hvor biomassen bliver produceret, dvs. i landbruget og skovbruget, mens udledningerne fra kraftvarmeværkernes skorstene sættes til nul. Denne tilgang er imidlertid problematisk af mindst seks forskellige grunde.
For det første egner tilgangen sig ikke til træbaseret biomasse. Der er stor forskel på, hvilken skæbne træbaserede produkter har. Hvis træ bliver brugt i møbler, døre eller gulve, vil træets kulstof være bundet i træet i lang tid fremover, men hvis det bliver brændt af, bliver træet omdannet til CO2 i atmosfæren. Det kan tage flere hundrede år, før nye træer og jordbunden har opsamlet lige så meget CO2 fra atmosfæren, som der blev udledt ved afbrændingen. I det tidsrum vil den udledte CO2 bidrage til klimaforandringerne. At det kan tage så lang tid skyldes bl.a. at når træer og grene bliver fjernet fra en skov, binder jordbunden ikke lige så meget kulstof, som den ellers ville have gjort. Der er også færre næringsstoffer til skovens fortsatte vækst.
For det andet er der mindre bevågenhed i de internationale klimaaftaler om udledningen i forbindelse med biomasse end med fossile brændsler. Ændringen i skovenes indhold af kulstof gøres kun op i de udviklede lande (de såkaldte Annex 1-lande) på trods af de meget store skovarealer i udviklingslandene. Så det er kun i skove i de rige lande, man kan følge med i udviklingen. Og selvom udledningen gøres op, sættes den stort set ikke i forbindelse med reduktionsmålene for CO2-udledningen fra fossile brændsler, som biomassen jo erstatter.
For det tredje bevirker tilgangen, at forpligtelsen i forbindelse med udledning af klimagasser ”flytter” væk fra energiproduktionen – dvs. at for Danmarks vedkommende flyttes udledningen til andre lande. Langt det meste af den træbaserede bioenergi, som afbrændes i Danmark, importeres.
For det fjerde er træ en marginal ressource. Det betyder, at når forbruget af træ stiger, stiger produktionen et andet sted på kloden. Et helt essentielt aspekt i diskussionen om bioenergi er derfor, i hvor høj grad den øgede efterspørgsel efter biomasse fører til øget efterspørgsel efter træ. Energiselskaberne siger, at de gør, hvad de kan, for at sikre, at der kun bruges resttræ. Definitionen af resttræ er biomasse, hvortil der regionalt ikke findes aktuel alternativ efterspørgsel til højværdig produktion. Spørgsmålene er således, i hvor høj grad energiselskabernes bestræbelser efterleves, og i hvor høj grad den øgede efterspørgsel efter resttræ har afledte negative effekter. Eksempler på det sidste er, hvis en større del af en stamme kasseres end tidligere for at komme ind til kernetræ af den høje kvalitet, at spånplader i stigende grad bliver lavet af finere træ end tidligere, og om efterspørgslen efter resttræ i sig selv fører til stigende efterspørgsel efter træ, bl.a. fordi det nu kan betale sig at udnytte nye områder.
For det femte bør skov fungere som et dræn for CO2. Hvis verden skal leve op til Parisaftalen, skal vi opnå negativ udledning af klimagasser i 2050. Den eneste kendte, velafprøvede og seriøse måde at nå det er gennem øget binding af kulstof i skovene. Vi skal ikke opfatte skoven som et sted, hvor vi blot skal opnå balance i udtagning og tilvækst, men vi skal se den som et sted, hvor vi kan indfange CO2 i biomassen og i jordbunden. Typisk vil skove fortsætte med at binde CO2 i lang tid efter den kommercielle omdriftsalder.
Endelig, for det sjette, er tilgangen problematisk, fordi verdens biodiversitet er i krise. Flere plantager og øget udtynding er ikke ligefrem noget, som er med til at styrke biodiversiteten i skovene.
Brancheaftalen
For at imødekomme den voksende kritik af det stigende forbrug af biomasse til energiformål, har Dansk Energi og Dansk Fjernvarme udarbejdet og indgået en brancheaftale om sikring af bæredygtig biomasse, dvs. træpiller og træflis. Den består af hensigtserklæringer samt to konkrete målsætninger om CO2-udledning i produktionskæden hhv. certificering og sporbarhed.
Aftalen trådte i kraft i august 2016, og de enkelte energiselskaber har udgivet statusrapporter for anden halvdel af 2016. De er alle udarbejdet og auditeret af det uvildige certificeringsfirma NEPCon. Selvom der er en indfasningsperiode indtil 2019, giver 2016-rapportene et godt fingerpeg om, hvad brancheaftalen konkret indebærer.
Hensigtserklæringen om at tilstræbe ikke at anvende biomasse, hvortil der regionalt findes aktuel alternativ efterspørgsel til højværdig produktion, bliver ikke nævnt med et ord i statusrapporterne. Det står således fortsat åbent, hvordan definitionen af resttræ skal tolkes. Og man kan vist godt tillade sig at tvivle på, om det overhovedet er blevet undersøgt, hvad leverandørerne i praksis har gjort for at leve op til hensigten. Desværre er der flere internationale eksempler på, at begrebet resttræ bliver tolket meget frit. Eksempelvis er det veldokumenteret, at det amerikanske firma Enviva bruger hele hårdttræ-stammer som bioenergi.
Det samme gælder for de øvrige hensigtserklæringer om et klimahensigtsmæssigt kulstofkredsløb og fastholdelse af skovens kulstoflager. De bliver ikke undersøgt i de auditerede rapporter, og det er tvivlsomt, om man har gjort andet for at tjekke, om leverandørerne lever op til aftalen, end at få dem til at skrive under på, at de vil overholde den. Det er ikke særligt svært at skrive under på, at man vil tilstræbe noget, især hvis der ikke er nogen som efterfølgende stiller spørgsmål.
Brancheaftalens konkrete målsætning om at holde udledningen af CO2 under et vist niveau i produktionskæden, er også problematisk. Metoden til at opgøre tabet af kulstof i skovens jordbund og biomasse, når skoven udtyndes, tager udgangspunkt i en 20-års kulstofcyklus, men cyklussen i skove kan nemt være længere. Halveringstider, dvs. den tid det tager for halvdelen af biomassen at blive omsat, på 20 år er typiske i skove i Danmark og det øvrige Nordeuropa. Desuden bygger metoden på standardværdier, så der er ikke den store forskel på, om skoven overudnyttes eller ej.
Den anden konkrete målsætning handler om certificering, som kan være FSC, PEFC, SBP eller lignende alternativ certificering. FSC og PEFC har ikke kriterier om klimagasser, mens SBP stiller krav om, at kulstofbalancen vedligeholdes eller øges, dog med det væsentlige forbehold at det er i regionen, hvor biomassen kommer fra, og altså ikke i den pågældende skov.
CO2-neutralitet eller retorik
I 2015 udgav Energistyrelsen en rapport om kulstofkredsløb, kulstofgæld og CO2-neutralitet, som er udarbejdet af COWI og Københavns Universitet. Centralt i rapporten er, at skovdriften kan indrettes på en måde, så mere biomasse kan høstes fra skovene, samtidig med at der lagres mere kulstof. Det vil dog indebære relativt højproducerende skove, hvilket vil have indvirkning på de mange natur‐ og miljøgoder, som skoven i øvrigt også leverer. Med andre ord skal de danske skove omdannes til højproduktiv skov med ringe miljø- og naturkvalitet for at producere den lille andel af bioenergi, som vi producerer indenlands.
Rapporten indrømmer desuden, at bioenergi i sig selv ikke er CO₂-neutralt, men at bioenergi kan gøres CO₂-neutralt i et givent tidsperspektiv, hvis skove og andre økosystemer forvaltes på en måde, der sikrer fortsat produktivitet. Med en forventet stigning i den globale efterspørgsel på træ med 3-4 gange inden 2050, er det dog tvivlsomt at hævde CO2-neutralitet for bioenergi, hvor der ikke stilles andre krav end dem der er beskrevet i brancheaftalen.
EU-kommissionen har også været ude med riven. I en konsekvensanalyse af træbaseret bioenergi fra 2016 bliver der lagt vægt på, at beregninger af klimaeffekten er forbundet med stor usikkerhed. Analysen når frem til, at et stigende forbrug af træbaseret bioenergi kan føre til begrænset reduktion i udledningen af klimagasser eller ligefrem til stigende udledning sammenlignet med det forventede energisystem i 2020.
Det får imidlertid ikke energiselskaberne til at stoppe med at kalde al deres bioenergi for CO2-neutral. Desværre stoler politikere og forbrugere på de oplysninger, som energiselskaberne giver. Det har blandt andet ført til, at Københavns Kommune fastholder, at København bliver klimaneutral i 2025, selvom en del af energien vil komme fra træbaseret biomasse. Grunden er den enkelte, at Ørsted (tidl. DONG) og Hovedstadsområdets Forsyningsselskab (HOFOR) har overbevist kommunens politikere og embedsmænd om, at afbrænding af træflis og træpiller er CO2-neutralt.
Ørsted og HOFOR hævder ovenikøbet, at EU og FN er enige om at regne biomasse som et CO2-neutralt brændsel, velvidende at EU og FN, for at undgå dobbelt regnskabsføring, har valgt at gøre udledningen op i skovbruget og landbruget i stedet for, som man gør med fossile brændsler, dér hvor afbrændingen foregår. Så vidt vides taler EU og FN ikke om CO2-neutral biomasse.
Man kan håbe på, at der er flere politikere og embedsmænd, som indser, at bioenergi i stor skala er en farlig udviklingsvej for både klima og natur. Hvis man fra politisk hold fortsætter med at anse afbrænding af bioenergi som en vedvarende energiform, er der risiko for, at bioenergi bliver en alvorlig hæmsko for omstillingen til et klimavenligt energisystem.
Vi kan undvære bioenergi
Et ofte anvendt argument for bioenergi er, at der skal være en vedvarende energikilde, når det ikke blæser og solen ikke skinner. Flere aktører taler endvidere om, at bioenergi er nødvendig i en overgangsperiode, før vi har opbygget systemer, som kan håndtere 100 pct. brændselsfri energi.
Heroverfor står det faktum, at det tager tid at tænde og slukke et bioenergianlæg. Det er ikke noget man bare gør, når vejrudsigten lover vindstille, eller når natten falder på. Afbrænding af bioenergi på kraftvarmeværkerne foregår også, når det blæser og solen skinner – f.eks. når elproduktionen fra danske vindmøller overstiger elforbruget. Hvis der er for meget strøm i nettet, er det vindmøllerne, som stoppes, ikke biokraftværkerne.
Teknologisk og ressourcemæssigt er der alternativer til afbrændingen af biomasse. Der er store uudnyttede potentialer for energibesparelser, solvarme, varmelagring, spildvarme m.v. samt selvfølgelig elproduktion fra vind og sol. Desuden er Danmark kabelforbundet med vandkraft i Norge og Sverige. Det er politiske beslutninger, der gør disse alternativer mindre økonomisk attraktive i forhold til biomasseafbrænding.
De stedse faldende omkostninger til vind- og solenergi viser desuden, at vind og sol kan konkurrere med bioenergi, selv når man medtager øgede omkostninger til infrastruktur som f.eks. lagring og backup ved vind- og soleenergi. Bioenergi kan holde liv i gamle kulværker ved at ombygge dem fra at fyre med kul til at fyre med bioenergi. Det kan være godt, hvis man er ejer af et kraftværk, men det er hverken godt for forbrugerne og for klimaet.
Bæredygtig udnyttelse af bioenergi
Er der slet ikke bioenergi, som kan udnyttes bæredygtigt? Jo, der er sikkert noget rundt omkring, men det vil kun kunne dække en ubetydelig del af det samlede energibehov. Udfordringen er skala og en gennemskuelig vurdering af bæredygtighed. Biomasse repræsenterer i dag mere end 60 pct. af EU’s samlede energiforsyning med vedvarende energi; det kan ikke alt sammen være resttræ fra tømmerproduktionen og skånsom udtynding med en positiv kulstofbalance og en rimelig miljø- og naturkvalitet.
En løsning kan være at stille krav om, at træbaseret biomasse skal stamme fra det samme regionale område, hvor det bliver afbrændt. Så vil det lokale demokrati kunne følge med i, om natur- og miljøgoder går tabt, og om tømmerselskaberne er mere interesseret i at producere træflis og træpiller end tømmer. Desværre er der i dag en alt for lang fysisk og mental afstand mellem de skove, som producerer biomasse til energiformål, og hvor udledningen af klimagasser måske bliver gjort op, og så de energiselskaber, som afbrænder biomassen, og de politikere som kalder biomasse for en vedvarende energikilde.
Afslutningsvis bør det nævnes, at bioenergi fra landbruget heller ikke bør defineres som vedvarende. Begrundelsen er dog en anden end beskrevet her. Hvis du vil vide mere om andre former for bioenergi, kan du læse meget mere på NOAHs hjemmeside noah.dk.
Foto: Statkraft (Creative Commons Licence)
