Hjemmesider og inspiration ude i Verden
Af redaktionen
Tre år til at sikre vores klima
Tidsskriftet Nature bragte den 29. juni 2017 artiklen Three years to safeguard our climate. Den fremragende artikel, som er kort og letlæselig, er skrevet af en række internationalt anerkendte klimaforskere, herunder FN’s tidligere klimachef Christina Figueres. Forfatterne argumenterer bl.a. ud fra størrelsen af det resterende kulstofbudget for, at de næste tre år bliver afgørende, hvis vi skal forhindre en for kraftig temperaturstigning. De fremlægger seks mål, som skal være nået inden 2020, hvis vi skal have en chance for at holde den globale opvarmning under 2 grader gennem omstillinger, som kan ske i et tempo, som verdenssamfundet kan bære. Der er dog i sagens natur en vis videnskabelig usikkerhed omkring den præcise størrelse af det resterende kulstofbudget. Således kunne danske og internationale medier i slutningen af september berette om en ny undersøgelse, offentliggjort i Nature Geoscience, som øgede budgettet noget, og dermed gav verdenssamfundet nogle flere år til at handle i.
Økovalg 2017
Økologisk Landsforening har lavet et stort og nyttigt materiale for både økologisk engagerede vælgere og kandidater i forbindelse med kommunalvalget 2017. Her kan man finde fakta om økologi, erfaringer fra kommuner og regioner samt et interaktivt Danmarkskort, der viser, hvad politikerne i din kommune mener om økologi. Der er kampagnemateriale og tips til at skrive gode læserbreve.
Folkeavisen – Et bæredygtigt Danmark
I anledning af det forestående kommunalvalg har en gruppe af grønne foreninger i regi af Det Fælles Bedste udgivet en Folkeavis, som rummer en lang række konkrete forslag til, hvordan vi kan skabe bæredygtighed inden for ni vigtige områder. Avisen skal bidrage til at skabe og kvalificere den grønne dagsorden i forbindelse med valget. NOAH har, sammen med 35 andre grønne foreninger og aktive fra civilsamfundet, bidraget til avisens temaer. Folkeavisen kan downloades og læses online på hjemmesiden for Det Fælles Bedste.
InfoGraphics om FN’s verdensmål
Den hollandske styrelse for miljøvurdering, PBL Netherlands Environmental Assessment Agency, har udgivet en række såkaldte infographics, som gennem simple illustrationer beskriver udfordringer og muligheder for at omsætte FN’s 17 verdensmål til virkelighed. Dette sker i udgivelsen People and the Earth: International cooperation for the Sustainable Development Goals in 23 infographics. Hvis man søger et hurtigt overblik over verdensmålene og deres betydning på globalt plan, kan dette være et godt sted at starte.
Magasinet RÅSTOF
Den danske miljøorganisation VedvarendeEnergi udgiver det gratis onlinemagasin RÅSTOF, som fokuserer på vedvarende energi, miljø og bæredygtighed. Tidsskriftet udkommer otte gange om året og indeholder spændende artikler, f.eks. om atomkraft-modstandens historie i Danmark, insekter som fremtidens klimavenlige proteinkilde, udviklingen inden for vedvarende energi, anmeldelser og meget mere. Man kan i øvrigt også blive medlem af VedvarendeEnergi og dermed støtte den gode sag.