Vedvarende energi er decentral. Vinden blæser der, hvor det passer den, og solen skinner ujævnt over landet. I Danmark har vi selvstyrende kommuner, der har magt og lokalkendskab til at handle. Kommunerne har således de primære forudsætninger for at omstille vores energiforsyning.

Af Mikkel Busck og Tyge Kjær

I Paris i 2015 blev man internationalt enige om en målsætning om, at den globale temperaturstigning skal holdes under 2 grader, og helst kun 1,5 grader, over det førindustrielle niveau. Målsætninger er dog ikke nok i sig selv. Det kræver handling, og de indsatser, som landene har budt ind med på nuværende tidspunkt, er langtfra nok til at nå ambitionsniveauet, som også det danske Klimarådet har anført.
    Forebyggelse af klimaforandringer handler primært om at begrænse brugen af fossile brændsler i transport, el- og varmeproduktionen. Dette bidrager desuden til at øge forsyningssikkerheden, hvorved man undgår at være afhængig af energi fra andre nationer samt af usikkerheden ved den potentielt svingende oliepris.
    I Danmark har vi hidtil fulgt godt med de internationale målsætninger. Således opfylder vi i dag EU's mål om minimum 30 pct. vedvarende energi i energiforbruget. Danmark har selv besluttet et mål om 50 pct. vedvarende energi i 2030, og et mål om at være uafhængig af fossile brændsler i 2050. For at nå disse mål kræves yderligere handling.
    To vigtige forhold gør sig gældende. For det første er der langt fra Paris, Bruxelles eller København til de egne, hvor indsatserne i mange tilfælde skal foregå, og for det andet er det en udfordring at reducere yderligere eller blot at opretholde status quo.

Vedvarende energi er decentral
Et omdrejningspunkt for omstilling af energiforsyningen er, at mens den fossile energi er central, er vedvarende energi decentral.
    Fossil energi er depotenergi. Gas, kul og olie findes i bestemte miner eller felter, hvor der er behov for mange ressourcer og meget kontrol for at udvinde energien. For at omsætte råstofferne til energi er det nødvendigt med store værker. Energiforsyningen bliver dermed centraliseret. Som Søren Hermansen og Tor Nørretranders skriver i bogen Fælledskab fra 2011: ”Depotenergi som fossilt brændsel og atombrændsel medfører med andre ord en centralisering og en hovedkvartertænkning, som udspringer af deres fysiske natur” (s. 29).
    Depoterne er udtømmelige, og når et depot er tømt, skal der findes et nyt. Det udfordrer forsyningssikkerheden – hvor skal ressourcerne findes næste gang og til hvilken pris? Det anslås, at priserne på den fossile energi til varmeforsyning fordobles frem mod 2035 (se figur).

    Energistyrelsen har for nylig opdateret sin prognose for naturgasreserverne i Nordsøen og tilbagekaldt sin hidtidige overoptimistiske prognoser. Det estimeres, at der allerede i 2019 vil mangle naturgas til den danske forsyning.
    Mens fossil energi kommer fra depoter, er vedvarende energi strømmende energi, der lander overalt på jorden i større eller mindre mængder. Det skaber et arealbehov, som ofte kan møde modstand hos de borgere, der bor nærmest – not in my backyard. Omvendt betyder det også, at vedvarende energi rummer muligheden for, at man lokalt kan lave anlæg, der kan fange energien og dække behovet. Ressourcerne slipper ikke op og priserne går ikke pludselig i vejret. Anlæggene kræver ikke dyre, højteknologiske løsninger eller voldsomme sikkerhedsforanstaltninger. De kan betjenes af helt almindelige mennesker og forvaltes i lokale fællesskaber. Derfor er det også naboerne til de nye anlæg, som skal være med til at beslutte deres placering, drift og ejerskab.

Kommunernes ansvar
Kommunalfuldmagten og den kommunale særlovgivning giver kommunerne en væsentlig grad af selvstyre over de administrative opgaver, som de pålægges af staten. Traditionelt har kommuners opgave mht. energi været at administrere den kollektive varmeforsyning. Fra 1990 blev kommunerne eneansvarlige for planlægningen af varmeforsyningsområdet. I de senere år er der imidlertid kommet større fokus på, at kommunerne også bør have en aktiv rolle på andre energiområder.
    I Energiaftalen fra 2012 blev de fleste danske partier i Folketinget enige om rammerne for dansk energipolitik frem til 2020. I aftalen blev der afsat en pulje til at fremme strategisk energiplanlægning i kommunerne. Det er frivilligt for kommunerne om de vil udarbejde strategiske energiplaner. Det fremgår af Energistyrelsens hjemmeside, at formålet med aftalen er, at strategisk energiplanlægning ”skal understøtte kommunerne i planlægning af energisystemet, så der sker en samfundsmæssig energieffektiv udnyttelse af potentialet for energibesparelser og omstilling til mere vedvarende energi”.
    I en evaluering udarbejdet for Energistyrelsen af Planenergi i 2016 med titlen Sammenfatning og analyse af SEP- og superpuljens energiscenariestudier, bliver arbejdet med den strategiske energiplanlægning i regioner og kommuner anset for at være en succes. Det konkluderes bl.a., at ”… projekterne har styrket de tværkommunale relationer inden for energiområdet, skabt fælles forståelse for udfordringer og muligheder samt inddraget en bred række lokale aktører med tilknytning til energisektoren” (s. 8).
    Så langt så godt. Kommunerne har et ansvar og en juridisk forpligtelse hvad angår den kollektive varmeforsyning, men ligeså vigtigt, så har de et politisk ansvar og en hjemmel til at udføre strategisk planlægning ud over den kollektive varmeforsyning. Efterhånden er der også udarbejdet mange strategiske energiplaner rundt om i landet. Udfordringen er, at planlægningen også skal omsættes til projekter for at leve op til målsætningerne og reelt bremse klimaforandringerne.
    Handlingen skal konkret foregå på en række områder, hvor det netop er kommunerne, der har handlefriheden og beslutningskompetencen.
    Viser en energikortlægning, at der er anvendelig biomasse i lokalområdet, er det kommunalbestyrelsen, der skal beslutte at reservere et areal i kommuneplanen til et biogasanlæg. Det er også lokalpolitikerne, der skal beslutte, om der er plads til vindmøller på land eller kystnært. Kommunen kan også beslutte selv at finansiere anlægget, eksempelvis gennem lån i Kommunekredit til væsentligt bedre renter end andre kan opdrive. Hvis en virksomhed løser en kommunal opgave, kan de også få lån i Kommunekredit. Kommunen stiller en garanti herfor, og det koster en procentdel af finansieringen. Kommunalbestyrelsen skal derfor også tages stilling til, om denne garanti kan reduceres for visse energianlæg for at sænke omkostningerne til finansiering og facilitere udbygningen af vedvarende energi.
    Det er ikke altid lette beslutninger, og der vil med garanti være delte meninger i lokalsamfundet, men det er også kommunens opgave at sikre dialog, således at projekter bliver forankrede lokalt med bred opbakning.

Status quo er en udfordring
Oliekriserne i 1970’erne medførte en omfattende varmeplanlægning, der resulterede i en væsentlig udbygning af fjernvarmen, især i de store byer. Udbygningen af fjernvarmen og et stigende ønske om at anvende alternative og CO₂-neutrale brændsler er på mange måder en succeshistorie, der har medført store drivhusgasreduktioner. I dag er billedet derfor også, at de store drivhusgasreduktioner og økonomiske besparelser ofte sker i de områder, hvor der i forvejen er veludbygget infrastruktur og dermed lave fjernvarmepriser. I modsætning hertil står de fleste af landets øvrige egne, hvor energiprojekter og kollektiv varmeforsyning ofte kommer til kort, fordi priserne for forbrugerne ikke kan holdes nede.
    Fra energiplanens vedtagelse i 2012 og frem til 2015 er olieforbruget til varmebehov f.eks. stort set uændret i Region Sjælland. I 2015 havde 26 pct. af boligerne fortsat olie som primær opvarmningskilde på trods af deres relative geografiske nærhed og dermed mulighed for kollektiv forsyning. Fra 2011 til 2015 er naturgasforbruget til individuel opvarmning i regionen steget med godt fem pct.
    Af dette kan der udledes to ting. For det første er det en væsentlig udfordring for energiprojekters gennemførelse, at priserne på olie og gas er så lave, som de er. Når et projekt skal gennemføres er det en forudsætning, at det kan gøres mindst lige så billigt som det billigste alternativ. I disse år er det svært at hamle op med den meget lave naturgaspris. Forudsætningen er rimelig, men udfordringen er at gøre projekterne med vedvarende energi mere fremkommelige og derved billigere. Kommunens indflydelse herpå er begrænset. Det drejer sig om at ændre forudsætningerne for beregningerne centralt, men det lokale styre kan eksempelvis ændre på finansieringsforudsætningerne.
    For det andet kan man lidt hovmodigt påstå, at de lavthængende frugter er taget. Det største bidrag til målopfyldelsen skyldes nedlæggelsen af kulkraftværkerne. DONG har på 10 år reduceret sit kulforbrug med 73 pct. på kraftvarmeværkerne. Danmark overopfylder målene for vedvarende energi i 2020, men derefter kommer det store spring, hvor der er behov for, at der decentralt etableres flere energianlæg baseret på sol, vind og biomasse.
    I København er målet for fjernvarmeselskaberne, at der leveres CO₂-neutral fjernvarme i 2025, og de er godt på vej takket være omstillingen fra kul til biomasse på kraftvarmeværkerne. Dette bidrager til at forbedre CO₂-regnskaberne for en lang række kommuner i og omkring hovedstadsområdet, der forsynes med fjernvarme fra de centrale kilder.
    Det er en positiv historie, men de eksterne CO₂-reduktioner kan også skygge for, at der er brug for indsatser internt i de omkringliggende kommuner, og at lokalområderne kunne have fordel af udbygningen med vedvarende energi.

Vi skal tænke anderledes
Ved at lave egne omstillingsprojekter kan kommunerne sikre en lokal erhvervsudvikling baseret på lokale ressourcer og skabe beskæftigelse, der kan bremse en negativ befolkningsudvikling, idet det tiltrækker tilflyttere og udbygger skattegrundlaget i kommunen. Vedvarende energi er efterhånden også blevet et vigtigt brand, der tiltrækker folk med aspirationer om at leve bæredygtigt. Vi ved det, fordi det er sket i praksis.
    Solrød Kommune traf for otte år siden en modig og skelsættende beslutning om at investere i en forundersøgelse af, om der var grundlag for at etablere et biogasanlæg i kommunen. Siden gik det slag i slag med op- og nedture, men i dag står der et anlæg, der producerer grøn energi, har skabt lokal vækst og beskæftigelse og reducerer lugtgener fra rådnende tang på stranden. Den første investering var en risiko, men pengene blev brugt til grundigt forarbejde og nu forventes anlægget at være tilbagebetalt på under ti år i alt.
    Vi kan drage nogle vigtige erfaringer fra hidtil gennemførte kommunale energiprojekter. Helt basalt skal den politiske motivation være til stede. Motivation er dog ikke nok. Det kræver også enighed, tålmodighed og hårdt arbejde. På nationalt plan efterspørger Dansk Industri og virksomhederne fastlagte energipolitiske mål og rammer for at sikre stabilitet. Det samme gør sig i høj grad også gældende lokalt og det er derfor vigtigt, at der opnås brede flertal i kommunalbestyrelserne, hvor alle kan se fordelen ved omstillingen. Derved kan der også opnås enighed om rammevilkår, der rækker ud over en valgperiode. Samtidig kræver det, at der er en rød tråd mellem det politiske lag, direktionen og det administrative lag i kommunen. En kommuneplan med enighed og konsistente fortolkninger igennem de forskellige lag giver bedre vilkår for alternative investeringer.
    Kommunen og dens repræsentanter skal også gøre sig deres mange roller klar. Kommunen har en række ressourcer, som gør at den kan stilles til ansvar, være ambassadør for projekterne og kan skaffe midler udefra. Ikke mindst er kommunen formidler og facilitator. Det betyder, at kommunen skal foranledige, at borgernes omstillingsprojekter realiseres, og at borgerne inddrages fra start i de projekter, som kommunen selv søsætter. Det betyder også, at kommunen kan være en platform for dialog og udvikling på vej mod den grønne omstilling.
    Det handler om mod til at træffe valg, men det handler også om at minimere risici. Kommunalbestyrelsen og borgerne må være villige til at investere en sum penge. Hvis der er mod til at sætte penge af til intensive forundersøgelser, vil det ofte kunne betale sig i sidste ende, idet risici og faldgruber minimeres betragteligt.
    Vi står overfor et stort spring og nogle væsentlige udfordringer. Som borgere skal vi stille spørgsmål til vores lokalpolitikere, udfordre dem til at handle. En effektiv metode kan være at danne fællesskaber, der deler ønsket om en alternativ energiforsyning i et område. I Solrød har Halmvarmegruppen omstillet deres energiforsyning fra olie til halm. En metode kan også være at identificere andre udfordringer, hvor løsningen har synergieffekter med vedvarende energi. Det kunne være lugt af tang fra kysten, der anvendes til produktionen af grøn energi via et biogasanlæg. Det er på tide, at kommunerne og deres borgere tager initiativet.