Kommunerne er vigtige i arbejdet for at begrænse den globale temperaturstigning. Denne artikel fortæller om muligheder og barrierer og specielt om Danmarks Naturfredningsforenings initiativ med Klimakommuner.

Af Jens la Cour

Kommuner er vigtige aktører i omstillingen af samfundet i en mere bæredygtig retning. På klimaområdet har kommunerne over de sidste ti år arbejdet konkret med at mindske deres CO₂-udledning. Det er ikke kun i Danmark, at størstedelen af kommunerne er begyndt at tage klimaudfordringen alvorligt. En række store byer over hele verden har også meldt sig på banen i omstillingen. Det er vigtigt, fordi en større og større del af verdens befolkning bor i byer – og byerne står for størstedelen af klimaudledningerne.
    De første vigtige skridt er taget, men kommuner og byer skal spille en endnu større rolle, for opgaven er langt fra løst. Denne artikel handler primært om de erfaringer, som Danmarks Naturfredningsforening (DN) har høstet i samarbejdet med kommunerne om DNs klimakommune-koncept.

Kommunalpolitik er også klimapolitik
Kommunerne er en stor driftsherre i lokalområdet, de driver bl.a. børnehaver, skoler og plejehjem. De er også overordnet myndighed for den fysiske planlægning i Danmark. Samtidig er kommunen den myndighed, der er tættest på borgerne. Det giver muligheder for at træffe kloge og fremsynede valg i måden kommunen indrettes på – både i forhold til kommunens egen drift og i forhold til en fremtidig planlægning, som kan befordre omstillingen væk fra fossile brændsler.
    Det er ikke en omstilling, kommunerne kan gennemføre alene, men de kan nå et stykke ad vejen. Det drejer sig om at skabe muligheder for at borgere og virksomheder får de rette rammer til træffe de rigtige valg. Der er naturligvis barrierer for kommunernes handlemuligheder, men hvis de ikke synliggøres, kan de heller ikke ryddes af vejen. Det kan åbne for en dialog opad mod staten, men også for en dialog med borgere og virksomheder om hvilke barrierer, de oplever.

Historien bag Klimakommunerne
For ti år siden var mange danske kommuner begyndt at tale om at gøre noget for klimaet og udvikle klimastrategier. Desværre blev det meget ved snakken om hvad man kunne gøre og ganske få lavede konkrete klimainitiativer. Viljen var der. Men mange følte også, at det var svært at komme i gang, for hvor skulle man starte?
    Der var behov for skabe en ramme, som kunne gøre handling mulig. Derfor udviklede DN et koncept med fokus på det, som kommunerne havde direkte indflydelse på, nemlig deres egen virksomhed. Samtidig var det vigtigt, at det skulle være en vedvarende indsats. DN tilbød kommunerne en Klimakommune-aftale, som forpligtede den enkelte kommune til at nedbringe CO₂-udslippet fra dens egne aktiviteter med mindst to pct. om året i minimum fem år. Det skulle være borgmesteren der skrev under på aftalen for at sikre engagement på højeste politiske niveau i kommunen. Såvel politikere som borgerne skulle se, at man faktisk kunne gøre noget konkret for at reducere CO₂-udledningen, og at det langt fra var raketvidenskab, men helt jordnære initiativer, der var en del af løsningen. Dette var baggrunden for konceptet, som gik i luften i efteråret 2007.
    Derfra gik det over stok og sten. Efter to år havde mere end 50 danske kommuner indgået en aftale med DN. Da klimatopmødet, COP15, blev åbnet i København i december 2009, var yderligere fire kommet til. Og stigningen fortsatte i samme takt efter topmødet og toppede i 2014 med 77 Klimakommuner. Nogle få har ikke forlænget ved aftalens udløb, og der er i skrivende stund 70 Klimakommuner. Flere er dog på vej tilbage til ordningen.

Hvad arbejder kommunerne med?
Først og fremmest har Klimakommunerne fået en enkel og operationel ramme at agere indenfor. Kravet om hvert år at opgøre deres CO₂-udledning har givet mange kommuner overblik og en række nye og overraskende indsigter. Det var eksempelvis bemærkelsesværdigt, hvor vanskeligt det var for mange at skabe sig et overblik over størrelsen af energiforbruget i egne bygninger og hvordan den energi, de køber, er produceret. Og det var en øjenåbner andre steder, at der køres så mange kommunale kilometer. Selv kommuner, som troede sig godt dækket ind med overblik over energiforbrug i deres virksomhed, har fundet mange interessante overraskelser; lejemål, som var opsagt, men som man betalte energi for, biler, man ikke vidste man havde (i en enkelt kommune hele tre), og større forbrug af energi end man havde overblik over.
    Også generelt meget veldrevne kommuner er blevet klogere. Opgørelserne har i langt de fleste tilfælde skabt grundlag for ikke kun at spare energi, men også penge. Det er blevet fremført, at årlige opgørelser har været meget ressourcekrævende at lave. Det har dog vist sig, at jo mere systematiseret opgørelsesprocessen er blevet, f.eks. gennem et samlet energimålingssystem, des færre ressourcer kræver opgaven. Og der er kommet styr på hvor meget energi og CO₂ kommunen udleder, og hvor det giver bedst mening at sætte ind.
    Hvad er det så for områder Klimakommunerne har taget fat i? Der er ikke overraskende tale om en skønsom blanding af både nye og mere traditionelle indsatser. De fleste kommuner er startet med de lavthængende frugter i deres klimabesparelser; elbesparelser på belysning i institutioner og på rådhuset, indregulering af varme- og ventilationsanlæg osv. har givet påviselige resultater. Andre kommuner har satset på større projekter – enten ved at se på hele forvaltningsområder, satse på lavenergibyggeri eller ved at renovere energi-installationer for en større eller mindre del af bygningsmassen gennem såkaldte ESCO-samarbejder. ESCO står for Energy Service Companies, og ideen er at kommunen indgår et samarbejde med et privat firma, som påpeger muligheder for energibesparelser, og som så betaler for energirenoveringen imod at få andel i den økonomiske besparelse fra den lavere energiregning.
    Kommunens egen transport har dog vist sig at være et område, hvor kun ganske få kommuner er lykkedes med for alvor at reducere deres CO₂-udslip.
    Der har været fremført bekymring om, hvorvidt det vil være muligt at fortsætte med reduktionerne år efter år, når først de lavthængende frugter var høstet. Heldigvis gør erfaringerne fra den første tid som klimakommune dog, at langt de fleste kommuner har fået skærpet blikket for at finde besparelser. Som en energimedarbejder i en kommune udtrykte: ”det er som om, at frugterne har det med at bevæge sig nedad på træet så de kan plukkes fra jorden”.
    Det bekræftes af, at en meget stor del af Klimakommunerne procentuelt reducerer mere og mere. Faktisk har alle Klimakommuner i gennemsnit reduceret med 4,1 pct. om året, og alene i 2015 var det gennemsnitlige fald 7 pct. (alle 2016 tal er ikke indkommet i skrivende stund). Og det til trods for, at de fleste kun har forpligtet sig til at reducere med to pct. om året.

De rigtige redskaber mangler stadig
Lige siden klimaet kom på dagsordenen i kommunerne har der været en søgen efter at få udviklet de rigtige værktøjer. Men det er desværre ikke imponerende hvilke værktøjer, der faktisk er blevet udviklet og har været til rådighed.
    Der er f.eks. behov for en systematisk national opsamling af hvilke konkrete CO₂-initiativer, der virker bedst og giver størst effekt i kommunerne. Det er en opgave, som Kommunernes Landsforening (KL) og staten efter min vurdering burde have prioriteret – den er for ressourcetung til at enkeltaktører alene kan udarbejde den. Ikke engang en frivillig aftale mellem Energiministeriet, Transportministeriet og KL for 2007-12 om kommunernes energispare-indsats var fulgt op af redskaber eller løbende evaluering. Det er imidlertid helt oplagt at sikre sig, at kommunernes indsats bygger videre på hinandens erfaringer, frem for at alle skal opfinde deres egne dybe tallerkener.
    Tilsvarende har kommunerne brug for en pålidelig metode til at beregne, hvor meget CO₂ de udleder. Energistyrelsen og KL lancerede i 2008 en såkaldt CO₂-beregner. Den var desværre meget vanskelig at anvende for kommunerne. I 2017 kom en revideret udgave – denne gang hjulpet godt på vej af støtte fra Realdania. Den har en rigtig tilgang, men den er desværre stadig ikke fuldt udviklet, så mange kommuner tøver stadig med at bruge den.
    Efter min vurdering virker det, som om der fra såvel statens som KL’s side har været en udbredt vægring ved at tage området alvorligt. Og i tilstrækkelig grad anerkende og gribe den interesse og lyst, der trods alt har været i kommunerne, når det angår klimahandling.

Behov for at fastholde og forny klimaindsatsen
I nogle Klimakommuner har politikerne stillet spørgsmål ved, om deres kommune nu ikke har gjort deres, og at det er nok for nu. Men vi har også oplevet, at kommuner er gået et skridt længere og har gjort en indsats for at sænke CO₂-udledningen ikke blot i kommunens egen drift, men også hos borgerne. Disse kommuner ønskede en anerkendelse af også denne indsats.
    For at imødekomme det, tog DN en dialog med udvalgte kommuner om, hvad der kunne give mening at fokusere på. Og i foråret 2016 blev åbnet for en ny mulighed: Klimakommune Plus.
    Det går ud på at anerkende klimainitiativer, der rækker ud over kommunens egen virksomhed, og som er rettet mod borgere og virksomheder og kommunens geografi. Disse er ofte kendetegnet ved, at initiativerne ligger uden for kommunens direkte kontrol, men ikke desto mindre er betydende for at få lokalsamfundet med i bestræbelserne på at nedbringe CO₂-udledningerne.
    En meget stor del af kommunerne arbejder også med forskellige former for klimatilpasning. Disse er ofte vanskelige eller meget omkostningstunge at kvantificere i form af CO₂-besparelser til sidste decimal, men kan ikke desto mindre have en positiv klimaeffekt.
Samtidig tager kommuner beslutninger eller deltager i internationale initiativer. Nogle af disse initiativer – der også indgår i den kommunale klimaindsats – er værd at anerkende og er derfor også en del af DN’s nye Klimakommune Plus initiativ.
    Konkret kan en klimakommune, der udfører to eller flere initiativer ud af seks mulige, blive Klimakommune Plus. Fire af initiativerne er Energirenovering (rettet mod borgere og virksomheder), Klimatilpasning, Grønne Indkøb og Økologi (både arealdrift og bespisning). Herudover kan kommunen vælge at frasælge sine investeringer i fossile selskaber, et initiativ som DN samarbejder med Ansvarlig Kommune om. Dette initiativ har fået bankerne til at udvikle fossilfrie investeringspuljer til kommunerne. Endelig kan kommunen vælge at tilmelde sig initiativet Compact of Mayors, som er en international klimaaftale mellem kommuner og byer verden over.
    Det gælder for de fire første, at her skal initiativet være drevet af kommunen (alene eller i partnerskab med andre), være besluttet og sat i gang (en plan ikke nok), have volumen, køre over flere år og have et politisk ophæng, f.eks. i kommunens klimaplan. Der er nu fire Klimakommuner, der har indgået aftale om Klimakommune Plus – og flere er på vej.

Ikke kun i Danmark
Der har de sidste ti år været en bølge globalt. hvor byer melder sig på banen som aktører og tager ansvar for klimaudfordringen. Der er en erkendelse af, at der brug for omstilling mht. CO₂-udledning, klimatilpasning og ressourceforbrug. Fremtrædende internationale samarbejder er C40 (se faktaboks nederst i denne artikel) og Compact of Mayors, som 680 byer på alle kontinenter har tilsluttet sig med tilsammen knap en halv mia. indbyggere. Disse byer forpligter sig til at kortlægge og rapportere deres udledningsdata i et internationalt sammenligneligt format og system (GPC-standarden), opsætte reduktionsmål, formulere en klimaplan og give hinanden adgang til vidensudveksling.

Kommunalvalget og klimadagsordenen
Kommunernes klimaindsats er lidt overset. Dels fordi den ikke for alvor understøttes og anerkendes af staten, dels fordi det i mange kommuner er en usynlig opgave. Hvordan formidler man energibesparelser og -planlægning i konkurrence med velfærdsopgaver, skolelukninger, pasningsgaranti og arbejdspladser? Dertil dominerer oftest en fremherskende her-og-nu dagsorden, som ikke giver plads til langsigtede perspektiver. Valgperioden varer jo kun fire år.
    Men klimaresultaterne kan med god ret sættes ind i en fortælling om at omstilling er til fordel for alle på såvel kort som lang sigt. For der er elementer til en større fortælling om omstilling. Når skolen er blevet renoveret, bruger den måske ikke bare 30 pct. mindre energi, men har også fået nye og bedre lokaler og en skolegård, der kan håndtere skybrud. Når der skabes bynær skov bindes både CO₂ fra atmosfæren og skabes plads til rekreation. Når der i erhvervsudviklingen satses på at tiltrække grønne virksomheder, og eksisterende virksomheder hjælpes med at gøre en indsats for at nedbringe energiforbruget.
    Alt sammen fortællinger om, at omstillingen skaber noget positivt og er besværet værd, for der skabes en bedre kommune og en bedre fremtid. Der er heldigvis mange gode eksempler, som kandidaterne kan tage op i tiden frem til kommunalvalget den 21. november – og arbejde for i de nye kommunalbestyrelser efter valget.

 

FAKTABOKS: C40

C40 er et globalt netværk af borgmestre fra verdens førende byer, som sammen arbejder for at reducere CO₂-udledningen og øge byernes modstandsdygtighed over for klimaforandringerne. I 2017 har C40 åbnet et kontor i København. Kontoret skal have fokus på at styrke det globale samarbejde mellem byer, virksomheder og vidensinstitutioner for at fremme omstillingen til en grøn økonomi. København, som har en plan om at blive CO₂-neutral i 2025, er medlem af C40, og Realdania støtter driften af C40.

Foto: Jens la Cour