Civilsamfundet kan gå forrest i den bæredygtige omstilling og i stigende grad spille sammen med kommunerne og de bæredygtige virksomheder. Kommunalvalget 2017 kan sætte en ny, grøn dagsorden og være et afsæt for at skabe samspil mellem aktive borgere, kommuner og lokalpolitikere.
Af Niels Aaagaard
De seneste år er der sket et holdningsskift til bæredygtighed. Virksomheder omlægger produktionen. Byer bliver til omstillingsbyer. Lande, regeringer og kommuner begynder at tage klimakrisen alvorligt.
Og det er nødvendigt, for inden for ganske få år skal vi omlægge alt til bæredygtighed, hvis vi vil overleve som civilisation, siger klimaforskningen. Tidshorisonten er 15-20 år ifølge Stockholm Resilience Center, som samler nogle af verdens bedste klimaforskere. Et overblik over området kan bl.a. fås ved at læse artiklen Klodens Tilstand bragt i tidsskriftet Økosamfund i Danmark (se nr. 80, 2016).
I Danmark såvel som internationalt er det tydeligt, at det er den grønne bevægelse og aktive borgere i bred forstand, som er gået forrest i udviklingen af bæredygtighed. Hvis civilsamfundet i fremtiden formår at spille sammen med omstillingsparate kommuner og de virksomheder, der kan se at morgendagen tilhører innovative og bæredygtige erhverv, så kan samspillet blive en stærk drivkraft i omstillingen. For i dette samspil kan der skabes den vigtige fjerde samfundssektor bestående af de traditionelle tre sektorer – civilsamfund, privat og offentlig sektor – nu blot som én fælles, tæt samarbejdende sektor med civilsamfundet som motor. Herved skabes en ny konstellation af samfundskræfter med virkelig magtfulde og inspirerende omstillingsinitiativer. Og så er vi i gang med at give omstillingen bredde og flyvehøjde.
Bæredygtigt liv, økosamfund og bofællesskaber – en ny trend
Gennem de sidste 25 år er befolkningen generelt flyttet fra landet mod byerne, som i dag rummer over 60 pct. af alle danskere. Samtidig har vi igennem de seneste 5-10 år været vidne til en anden trend: Stadig flere vil bo i økosamfund eller i bofællesskaber og landsbyer. På det sidste ser vi øko-bykvarterer begynde at skyde op. Der er flere årsager til det:
Man søger fællesskaber. Mange er blevet så grundig træt af årtiers individualisme og tomt forbrugsræs, at de søger meningsfulde relationer med andre mennesker og familier. Også fordi det giver gode rammer for børnenes opvækst og helt enkelt er lidt mere spændende end fjernsynets udsendelser hver aften på parcelhusvejen.
Man søger en mere bæredygtig livsform. Tættere på natur, med mulighed for at dyrke jorden, måske producere egne fødevarer. Holde dyr og kunne fornemme naturens rigdom som en kvalitet i det daglige liv. En væsentlig del af bæredygtighedens livsstil er, at man ønsker sunde, giftfrie fødevarer, ren luft, rent vand, og en enkel grøn livsstil, hvor vi ikke overforbruger jordens ressourcer. Hvis alle levede som den gennemsnitlige dansker, ville vi have brug for 3,6 jordkloder – men der er kun én. Se også artiklen Om at leve bæredygtigt uden askese af Pia Duus i Folkeavisen.
En del søger at komme ud af ”hamsterhjulet” og skifte til en livsform, hvor vi ikke arbejder og stresser, fordi vi er slaver af vores gæld og forbrugskulturen og derfor aldrig har tid til selve livet. En nyere undersøgelse blandt 230.000 mennesker i 142 lande viste, ifølge den amerikanske psykolog Barry Schwartz, at ”90% af voksne mennesker bruger deres vågne tid på at lave noget, de egentlig ikke vil lave, på steder, de egentlig ikke vil være”.
Mange søger en alternativ livsform med ro, samvær, tid til kærlighed, venskaber. Tid til børnene og familien – og sig selv. Stressfri tid. I mange økosamfund skaber beboerne deres egne jobs og firmaer samtidig med, at man bevidst har søgt billig jord og bygget billige, bæredygtige boliger, så leveomkostningerne er lave. For så er det ikke nødvendigt at tjene mere end at 2-3-4 arbejdsdage kan gøre det. Du bliver frisat. Bliver igen herre over eget liv.
Økosamfundene repræsenterer udviklingen af en innovations- og iværksætterkultur, hvor man ikke venter på, at andre – staten, de multinationale virksomheder, offentlige institutioner osv. – gør noget, men man gør det selv. Inden for alle livets områder: Energi, kultur, transport, boformer, produktion, fællesskaber, lokalsamfund, byggeri, miljø. Man sætter i værk, alene eller i fællesskab med andre. Det er ren Pippi Power: ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det er jeg sikkert god til”. I den forstand er økosamfundene levende laboratorier for en bæredygtig fremtid.
I dag er der over 100 økosamfund i Danmark og 35 nye er på vej. På verdensplan er der 10.000. Trenden startede for 30-40 år siden og har aldrig været stærkere end i dag, især blandt unge familier fra byen.
Økosamfundsbevægelsen kan tjene som et billede på en mere generel tendens i civilsamfundet til at leve stadig mere bæredygtigt. Der bliver f.eks. stadig flere grønne foreninger med stadig flere medlemmer. Og disse foreningers dagsordener bliver stadig klarere og peger mod en nødvendig anden og bæredygtig livsstil.
”Der er et væld af muligheder og det er egentlig bare at gå i gang”
Ovenstående er et citat fra et interview med Søren Peschardt, formand for Natur- og Miljøudvalget i Vejle Kommune. Pointen er, at kommunerne kan en masse, når det gælder den grønne omstilling.
Søren Peschardt siger i Folkeavisen om kommunernes rolle i omstillingen: ”Kommunerne kan gøre lige præcis det, vi vil. Der er et netværk, der hedder ’Mayors rules the World’, og det er jo sandt: Hvis de store byer vil et eller andet, så sætter de retningen. Så kan præsidenter og regeringer hoppe og danse. Det er byerne, der er trækkraften for, hvor denne verden skal bevæge sig henad. Hvis vi godt vil den grønne omstilling, så gør vi den grønne omstilling”.
Og et stigende antal danske kommuner er begyndt at tage klima og bæredygtighed alvorligt. At involvere de aktive borgere i en helt ny form for ligeværdigt samarbejde. Ni danske kommuner har sagt ja til kurser i FN’s 17 Verdensmål for Bæredygtig Udvikling. Sønderborg vil være bæredygtig kommune, Lejre startede som Danmarks første økologiske kommune fra a til z. Og tiltagene er mange.
Men kommunerne er også i stigende grad klimapressede. Som f.eks. Vejle – en af Danmarks 10 risikobyer – der jævnligt oversvømmes af vand fra oven fra de omgivende stejle skrænter og af bølger udefra, fra Østersøen via fjorden. Ved kraftige regnskyl oversvømmes bymidten, og på sigt vil byen blive ubeboelig. Noget tilsvarende gælder mange andre danske byer, der ligger lavt og ved fjorde eller hav.
Vejle har en model af byen, hvor man kan indstille på vejrtyper og årstal – og ved 2030 oversvømmes byen 80 pct. ved monsterregn og stormflod. Så det er bestemt ikke bare lysten, der driver omstillingen, men også fordi man mærker, at klimaændringerne puster faretruende i nakken. Derfor har byen bygget sluser og vil nu bygge en dæmning over fjorden for milliarder.
I takt med at den danske stat i øjeblikket presser kommunerne ved at lægge nye opgaver over på dem, og samtidig beskærer deres økonomi, så tvinges kommunerne til at tænke nyt og finde nye partnere. Det betyder, at man mange steder skaber et øget samarbejde med civilsamfundet. Med frivillige, med de grønne foreninger og økosamfundsbevægelsen, de grønne højskoler, alle de bæredygtige og innovative virksomheder. Og så kan der pludselig ske lokale omstillinger, som vi ikke troede muligt for 10 år siden.
Og der er virkelig mange områder, hvor kommunerne kan have en stor indflydelse, hvis vi og de ønsker det. Kommunerne kan gå foran og være rollemodeller. For eksempel skabe en grøn erhvervspolitik, hvor man tiltrækker grønne, nyskabende virksomheder. Skabe fødevarefællesskaber sammen med borgerne. På skole- og uddannelsesområdet kan der udvikles et væld af initiativer som f.eks. Økolariet i Vejle, skole-skovhaver i Vammen ved Viborg eller Den Grønne Friskole i København. Og de unge kan blive fremtidens bedste ambassadører for bæredygtighed.
Det samme gælder på transportområdet. På affald og genbrug, upcycling og cirkulær økonomi. På energiområdet. Eller på produktions- og handelsområdet med igangsættelse af øko-iværksættere og -butikker eller via kommunernes indkøbspolitik.
Tiltagene breder sig, men er endnu dybt utilstrækkelige. Og som forskerne Jens Hoff og Mikkel Giver Kjer beskriver i bogen Klimaets kommunale tilstand fra i år, er mange kommuner mest med på klimadagsordenen pga. image (for at tiltrække borgere) og økonomi (for at tiltrække innovative virksomheder). Der mangler en dybere forståelse for, hvor meget det haster, og hvad der skal gøres. Det kan den grønne bevægelse hjælpe med.
Når samspillet flytter grænser
Overalt spirer grønne initiativer frem – midt i et hav af global kapitalisme, klimakriser, regeringer der intet gør og en blind, accelererende global vækst. Men det spirer – i Danmark mærkes spirerne bl.a. på en voldsom vækst i grønne foreninger og på mange flere systematiske og stadig klarere forslag til en fremtidig, bæredygtig samfundsmodel.
Økosamfund er blot en af disse nye spirer, men illustrativ. ”Økosamfund er det bedste middel mod landsbydød, vi har”, sagde landsbyforskeren Jørgen Møller fra Aalborg Universitet til DR i 2014 – for det medfører tilflytning af ressourcestærke voksne, skaber liv og omsætning lokalt, børn til skolerne, skattegrundlag, nye lokale jobs med mere. Og det smitter af på lokalsamfundet og skaber nyt liv. Og det betyder tilflytning af små samfund, hvor man lever bæredygtigt med en enkel grøn livsstil, som understøtter omstillinger i resten af kommunen. Undersøgelser viser f.eks., at CO2-udledningen fra økosamfund ligger 60 pct. under resten af samfundet, sådan som Kaj Hansen bl.a. har beskrevet i artiklen Lifestyle Change as Climate Strategy i tidsskriftet LØS-NET nr. 61-62.
Det skaber (ikke mindst økonomisk) interesse hos kommunerne, især i landdistrikterne. Mange kommuner har allerede skabt initiativer for at tiltrække økosamfund, fordi de kan se fordelen i tilflytning. Men der kan gøres meget mere, og samspillet kan bredes ud til hele den grønne bevægelse og også rumme f.eks. bæredygtige skoler, virksomhedsinnovation, bæredygtig produktion, landbrug og byer.
Men for nu at blive ved økosamfund som eksempel: I Odsherred Kommune ligger økosamfundet Fri og Fro som en del af landsbyen Egebjerg. Her bosatte man sig, fordi kommunen viste stor hjælpsomhed og forståelse for idéerne bag projektet: Liv på landet, nye grønne jobs, børn der trives og voksne i fællesskaber. Kommunen ansatte en bosætningskonsulent med opgaven at tiltrække flere bofællesskaber og ny bæredygtig bosætning. Man kunne se, at økosamfund og kommuner kunne en masse, når de spillede godt sammen.
I dag er økosamfundet en integreret del af lokalsamfundet og spiller en væsentlig rolle i dets udvikling. Sammen med andre aktive borgere insisterer Fri & Fro på helhedsorienteret lokal udvikling gennem samarbejde med kommunen. Senest har Egebjerghalvøens borgere lavet en civilsamfundsbaseret udviklingsplan for hele Egebjerg Halvøen, som nu er det fælles udgangspunkt for lokalområdets udvikling: At skabe en attraktiv kommune med liv, kultur, fællesskaber, bæredygtighed og meningsfulde jobs lokalt.
Borgere og kommune bliver på den måde fælles om at sætte retningen for udviklingen og sammen skabe den. Det trækker flere innovative fællesskaber til området og spreder de bæredygtige tiltag – f.eks. er der gennem disse fælles initiativer oprettet et lokalt Erhvervscenter i Odsherred. Og i Vejle Kommune har man integreret Grønt Forum bestående af 150 borgerforeninger i kommunens resiliensarbejde. Grønt Forum er blevet en del af forvaltningen, men er stadig et borgerdrevet initiativ.
Tidligere var udviklingsinitiativerne i mange kommuner ustrukturerede, tilfældige. Handlede snart om lidt fritid, noget kultur, bevare fællesskaber, lidt natur og miljø. Den nye tendens er, at der skabes sammenhæng, hvor også lokal bæredygtig økonomi, lokale jobs og uddannelser indtænkes i en helhed af lokal bæredygtig udvikling. Og at dette foregår i samspil med aktive, lokale borgere.
Den brede befolknings kendskab til og opmærksomhed på klodens katastrofale kurs er begrænset. Initiativerne fra eliten, politikere og erhvervsledere, er få og utilstrækkelige. Det økonomiske system er fokuseret på fortsat vækst. Og medierne har sat kikkerten for det blinde øje.
Derfor må initiativer til omstilling i første omgang komme nedefra. Fra os borgere, grønne foreninger, omstillingsnetværk, økosamfund, økovirksomheder, borgergrupper, byer m.v. Fra civilsamfundet. Men initiativerne vil styrkes væsentlig, når de spiller sammen med kommunerne.
