Resiliens er stadig et nyt begreb herhjemme. Men hvad betyder det? Og på hvilke måder kan resiliens understøtte den bæredygtige omstilling i kommuner og byer?

Af Jonas Kroustrup

Det står ikke længere til diskussion, at klimaforandringer, urbanisering og globalisering i mange år frem vil sætte helt nye rammer for menneskers liv og udvikling. De sociale, økonomiske og miljømæssige betingelser og systemer vi har skabt gennem det seneste århundrede sætter os alle under pres, og det står klart, at de samfundsstrukturer, vi har gjort til rammen for det gode liv, er utilstrækkelige. Ja, de truer direkte vores overlevelse.
    Flere af de tærskler og grænseværdier, der definerer opretholdelsen af vores globale økosystem, er ifølge Stockholm Resilience Centre for længst overskredet, og vi bliver alligevel ved med at gøre, som vi plejer. Urbanisering, overproduktion og overforbrug udtømmer og forurener vores knappe naturressourcer, så både fødevare- og drikkevandssystemer er på vej til at kollapse flere steder i verden. Samtidig lider over halvdelen af jordens børn og unge under krig og fattigdom. Hvordan møder vi disse udfordringer? Hvordan opbygges kapacitet og strategier til at skabe håb om en bedre fremtid?

Resiliens
I vores søgen efter nye veje til at vende denne udvikling er flere byer, forskere og interesseorganisationer begyndt at arbejde fokuseret med at opbygge resiliens. Et af de mest fremtrædende eksempler er det internationale by-netværk 100 Resilient Cities, som foruden storbyer som New York og Rio de Janeiro også har haft Vejle Kommune med. I dette samarbejde dækker resiliens over en række særlige kvaliteter ved byer og lokalsamfund, som med inspiration fra psykologien er blevet til et nyt strategisk perspektiv med høj relevans for fremtiden.
    Rent etymologisk kan resiliens både betyde at ”konservere” og ”springe fremad”. Begrebet henviser til menneskers og fællesskabers evne til udvikle social sammenhængskraft og deres ressourcer til at modstå og vokse på trods af kriser og langvarige udfordringer. Sidenhen har begrebet bredt sig til andre fagområder, og til trods for betydningsmæssige ligheder, er der stor forskel på, hvad psykologer eller arkitekter forstår ved det. Resiliens handler derfor både om sociale kvaliteter i stærke fællesskaber såvel som egenskaber ved infrastrukturer til at modstå oversvømmelser eller andre ekstreme forhold.
    Resiliens har i de sidste mange år primært været en del af det globale udviklingsarbejde eller katastrofeberedskab. Men med stigende opmærksomhed verden over på klimaforandringerne har flere og flere kommuner i også de rigere lande sat fokus på resiliens. De seneste års hændelser med orkaner og oversvømmelser i USA og terror i Europa har gjort resiliens til et centralt fokusområde.
    Set i et samfundsperspektiv dækker resiliens dermed over en række kvaliteter i både lokalsamfund, fællesskaber og infrastrukturer, som kan være med til både at sikre samfundet på kort sigt, men også at skabe kapaciteten til at der på længere sigt kan gennemføres nødvendige forandringer. Her taler vi om de langsigtede indsatser, løsninger og investeringer, som skal drive den fysiske omstilling i byerne, reducere sårbarhed blandt udsatte grupper og håndtere de sociale, demokratiske og politiske processer, som skal føre dem ud i livet.

Resiliens i praksis
Den lokale opbygning af resiliens kommer i dag til udtryk flere steder i verden ved at byer og lokalsamfund er blevet mere opmærksomme på deres sårbarheder og er i gang med at mobilisere indsatser til at imødegå en ny og mere usikker fremtid. Men det er under vanskelige vilkår. I Surat i Indien er urbaniseringen f.eks. så massiv, at transportsystemer og infrastruktur ikke længere kan følge med. Drikkevandsressourcerne er flere steder udtømte, så man i lokalsamfund graver efter vand under bygningerne med det resultat, at flere er begyndt at kollapse. I mange byer i verden er oversvømmelser allerede en del af hverdagen, og som vi netop har oplevet i Houston, koster det menneskeliv og kan bringe et helt bysamfund ud af spil i mange år. På lignende vis har man i San Francisco og Mexico City i mange år levet med frygten om jordskælv, som vil få katastrofale følger for især udsatte samfundsgrupper.
    Disse udfordringer og fremtidsscenarier er dog samtidig også en anledning til at skabe forandring, forebygge og forbedre livet i byerne på en række områder. Vi ser lokalsamfund organisere sig, og der bygges i mange kystbyer diger og dæmninger til at modvirke oversvømmelser. Nye, fremtidssikrede byggeregulativer indføres, og tiltag til at reducere polarisering og fattigdom øges. Men hvorfor sker det nogle steder og ikke andre?

Resiliens er mere end robusthed
Som basis for samarbejdet i 100 Resilient Cities, har et forskningsprojekt finansieret af det amerikanske Rockefeller Foundation gennem de sidste ti år undersøgt, hvorfor nogle byer frem for andre vokser og udvikler sig socialt og økonomisk til trods for flere kriser og potentielle katastrofer. For byer som New Orleans og Rio de Janeiro undersøgte man, hvilke særlige sociale, økonomiske, kulturelle og biologiske forhold, som var afgørende for byernes modstandsdygtighed.
    For det første var konklusionen, at det kræver en velfungerende organisatorisk og teknisk infrastruktur til at sikre og levere de helt basale samfundsbehov som rent drikkevand, fødevarer og sundhed. Det er nok oplagt for de fleste. Men dernæst skal der være et lokalt bystyre med et stærkt lederskab og kapacitet til at samarbejde på tværs af institutioner og civilsamfund om både forebyggelse og kriseberedskab. Fraværet af dette kan på sigt betyde, at byer og lokalsamfund slet ikke er forberedt på fremtidige kriser. Hertil kommer måder at samarbejde med lokalbefolkningen på om nødvendige forandringer i form af boligfornyelse og fysisk omstilling.
    På den baggrund kunne man konkludere, at resiliente byer og lokalsamfund i særlig grad forsøger at fremme følgende kvaliteter:

• Udvikle overskudskapacitet, som understøtter, at der er alternative ressourcer til rådighed, når en vigtig del i et system svigter.
• Skabe fleksibilitet – evnen til at ændre sig, udvikle sig og tilpasse sig til alternative strategier under en katastrofe eller langvarige kriser.
• Begrænse samfundssvigt ved at organisere sig redundant, dvs. med ”overkapacitet”, og dermed forhindre, at chok og kriser spreder sig på tværs af geografi og systemer.
• Understøtte ”flow” i byområder og have evnen til hurtig genopretning og til at genetablere funktioner, reorganisere og undgå langvarige afbrydelser.
• Mestre konstant indlæring, dvs. evnen til at indarbejde tidligere erfaringer, så det øger fremsynet i form af evnen til at forudse nye udfordringer.
• Have høj innovationskapacitet og udvikle nye løsninger til at imødegå kriser i takt med at vilkårene ændrer sig.

Resiliens i en nordisk kontekst
Selvom arbejdet med opbygningen af resiliens udspringer af indsatser i særligt udsatte områder i verden, så har begrebet og tilgangen til at beskytte og udvikle byer og lokalsamfund vundet øget interesse i Danmark og Norden inden for de senere år. Vejle Kommune har som den første i Norden udviklet en langsigtet handlingsplan for resiliens, der med udgangspunkt i integreret planlægning sammentænker byudvikling, klimaforandringer og social politik.
    Der publiceres desuden en stigende mængde artikler, især inden for de sociale fagområder, og vi ser også en betydelig mængde konkrete indsatser, der forsøger at fremme de kvaliteter i byernes miljø og fællesskaber, som resiliensbegrebet sætter fokus på. Et godt eksempel er Klimakvarter Østerbro i København, hvor der er særlig fokus på multifunktionelle løsninger, hvor vand ikke udgør en trussel, men en rekreativ værdi. Der opstår samtidig flere frivillige foreninger som f.eks. Sager Der Samler i Aarhus, hvor der sættes fokus på at støtte og udvikle inkluderende fællesskaber, aktivisme og social sammenhængskraft.
    Resiliens er således et opgør med robustheds- og tilpasningslogikken. Resiliens, i både psykologisk og strategisk forstand, handler ikke kun om at øge den interne kapacitet til at modstå et øget pres (robusthed) eller blot tilpasse sig ændringer i omgivelserne. Resiliens handler også om at opbygge kapacitet til at iværksætte handling, nytænkning og innovation, der skal sikre at en ønsket fremtid udvikler sig i en ønsket positiv retning til trods for nye vanskelige betingelser.
    Med fokus på resiliens bliver vi opmærksomme på, at systemer ikke kun skal arbejde på at opretholde sig selv, men også på at forny sig. Med denne forståelse vil resiliente byer og lokalsamfund ikke kun være i stand til at absorbere forstyrrelser, men også at gennemgå en fornyelsescyklus.
    På den måde kan resiliens være den evolutionære dynamik, som skal bringe vores globale og lokale samfund på vej mod bæredygtig omstilling.

Foto: Roberto Saltori (Creative Commons)