Roskilde Festival i deltagerdreven transformation

Roskilde Festivals initiativ Dream City har til formål at involvere deltagerne i udvikling af festivalen. Hvad betyder det for den grønne omstilling af festivalen? Og kan indbyggerne i campingområdet Dream City anvende deres oplevelser til omstilling i dagligdagen?

Af Anders Kildegaard Knudsen og Dan Boding-Jensen

undefined

Roskilde Festivals initiativ Dream City har til formål at involvere deltagerne i udvikling af festivalen. Hvad betyder det for den grønne omstilling af festivalen? Og kan indbyggerne i campingområdet Dream City anvende deres oplevelser til omstilling i dagligdagen?
     Roskilde Festival er nået langt med det interne miljøarbejde og har derfor i en årrække også kigget på deltagernes adfærd. Der har bl.a. været fokus på de bjerge af affald, som efterlades i campingområdet, når deltagerne tager hjem. Der har gennem årene været mange innovative forsøg på løsninger, men uden den ønskede succes. En af mange grunde er, at affaldsindsamling indtil nu har været i konflikt med de normer, som kendetegner en ”amokfest” som Roskilde Festival. Affaldet er én af flere udfordringer for Roskilde Festival, hvor deltagerne i Dream City er tiltænkt en vigtig rolle gennem deltagerdreven ide- og konceptudvikling.

Oplevelse i transformation
Dream City er en mindre del af campingområdet på Roskilde Festival, hvor grupper af deltagere kan etablere deres egne lejre med et selvvalgt projekt. Dream City slog allerede i marts 2013 portene op for kreative festivaldeltagere med det formål at lade dem sætte rammerne for og skabe indholdet af deres festival. Roskilde Festival skriver: ”Deltagerne på Roskilde Festival er kreative og engagerede, og i Dream City har de fået en ekstraordinær mulighed for at tage dette til et nyt niveau. Deltagerne i Dream City har udviklet, skabt og bygget deres helt eget festivalområde fuld af ultimative drømmelejre og -projekter”
    Dream City bygger på tre dogmer, som deltagerne skal stræbe efter at nå med deres lejr:

1.    De skal medbringe en gave til fællesskabet
2.    Lejren, projektet og/eller aktiviteten skal være bæredygtig
3.    Alt man tager med ind, skal man også tage med hjem

Roskilde Festival ønsker ifølge Sasja Kalledsøe, projektleder for Dream City, at få flere deltagere til at bidrage til festivalens udvikling. Deltagerne skal fremover i højere grad udfordres på festivalen og så bruge oplevelserne til at skabe forandring hjemme. Dream City er en vigtig del af den målsætning.
    Det kan være en meget omfattende transformation af festivaloplevelsen, som hermed er igangsat. Det kan helt oplagt få betydning for sammensætningen af deltagerne og flytte på balancen mellem livet i campingområdet og festen foran scenerne. I det yderste scenarie kan man overveje, om de bands som spiller f.eks. i år 2020 overhovedet vil kunne lokke deltagerne hen til festivalpladsen, hvis Dream City på campingområdet er rammen for sjove oplevelser i stærke fællesskaber med elementer af personlig udvikling. Hvad nu hvis musikken er flyttet ud i Dream City, og camping- og festivalpladsen er smeltet sammen, sådan som det var tilfældet i de første år fra 1971? Det er potentielt en meget stor omstilling af produkt og oplevelse, som Roskilde Festival har igangsat med deltagerne i en central udviklende rolle. Der er eksempler på tilsvarende åbninger af forretningsmodeller og udviklingsprocesser andre steder. Lego er f.eks. allerede godt i gang med at inddrage superbrugere i produktudviklingen.
    Superbrugerne er ifølge Paal Smith-Meyer fra Lego drevet af en passion for produktet og anerkendelse af deres indsats. Det stemmer godt overens med de interviews, som er gennemført med deltagere fra udvalgte lejre i Dream City. Deltagerne peger på passionen for Roskilde Festival og ønsket om at gøre noget for andre deltagere, som det bærende for deres engagement i Dream City. Eksempelvis fortæller Bue Tidemann fra Find Holger-lejren: ”Når man samler 100.000 unge er det vildt, så mange kreative ideer som opstår. Ved at sætte det hele fri og lade folk deltage, kan man gøre en kæmpe forskel for Roskilde Festivals udvikling. Gæsterne har af gode grunde mange flere gode ideer end de helårsfrivillige, og mange af deltagerne er meget engagerede. Det er meget tilfredsstillende at opleve, at ens ideer bliver brugt...”

Ildsjælenes betydning
Dream City virker til at være en brugbar rollemodel og et arnested for nybrud, når festivalen ønsker at få deltagerne på hele campingområdet til f.eks. at tage ansvar for deres eget affald. Hvis man ønsker at begrænse mængderne af henkastet affald, skal festivaloplevelsen være forenelig med at tage ansvar for affaldet, og indsamling og sortering skal gøres til en oplevelse, som ikke er i konflikt med normerne for at være på festival. Hvem eller hvad kan vise vejen? Joachim Halse, forskningsadjunkt hos Kunstakademiets Designskole, ser et potentiale i ildsjælenes historier, deres praktiske løsninger og deres rationaler. De kan ifølge Joachim Halse over tid ændre de aktuelt gængse normer.
    Bue Tidemann fra Find-Holger-lejren giver et praktisk eksempel på dette: ”Stemningen var til at rydde op efter sig selv. Det plejer vi ikke. Men det viste sig, at det ikke var særlig svært. Når bare man satte sig og planlagde det lidt. Reglerne i Dream City var et nødvendigt skub for os til at få ryddet op. Almindelige festivalsgæster fik plads i Dream City grundet ledige pladser. Deres oprydning var dårligere. Men det hjalp, at de andre lejre viste vejen.”
    Nanna-Rose fra lejren Trash in the Camp siger: ”Vi har bevist, at det kan lykkes at bygge en camp af genbrugsmaterialer. Vores område er blevet ryddet ordenligt op. Vi har været et godt forbillede på Roskilde Festival.”

Værktøjskasse til omstilling
De personer fra lejrene i Dream City 2013, som blev interviewet til denne artikel, oplever selv at have tilegnet sig en række nye kompetencer, som de kan bruge i deres dagligdag.     Som Nanna-Rose udtrykker det: ”Vi har lært meget. Hvad er realistisk? Det var første gang vi skulle bygge noget til andre. Også med hensyn til forventningsafstemning har det været lærerigt, da der var en del misforståelser undervejs. Og det var fedt at prøve at bygge noget, da det er studierelevant. Jeg læser bygningsdesign.”
    Bue Tidemann supplerer: ”Vi har lært en del om krisehåndtering. Sådan er det altid på Roskilde Festival. Ting går i stykker og man har ikke så meget udstyr til reparation. Man lærer at se løsninger i stedet for problemer og bruge sin kreativitet. Bare det at møde andre mennesker f.eks. ikke-akademikere og generel networking. Dertil kommer noget organisationsudvikling og evnen til at løse problemer, som der er nogle, som betaler mange penge for at lære på kurser.”
    Deltagerne oplever samlet set et stort læringsmæssigt udbytte af at deltage i sociale fællesskaber med det mål at udvikle og leve sammen i lejrene i Dream City. Det er en ramme, som for mange med rette kan opfattes som et meget utraditionelt læringsrum i forhold til f.eks. et klasselokale. Denne observation ligger godt i tråd med læringsteoretikeren Étienne Wengers kritik af netop den traditionelle klasseundervisning og hans antagelser om forudsætninger for vellykket læring.
    For at lykkes, skal læring – ifølge Wenger – baseres på aktiv deltagelse i sociale fællesskaber, hvor deltagerne involveres i handlinger, diskussioner og overvejelser, som betyder noget for de fællesskaber, de værdsætter. Det skal åbne deres horisont og påbegynde nye læringsbaner. Dream City synes på den baggrund at være noget nær den perfekte ramme for en projektlederuddannelse. Udviklingsfolk i virksomheder og organisationer burde måske overveje at købe en billet til Roskilde Festival 2014 og bygge en lejr i Dream City.

Nye forhandlinger af mening
Ifølge Wenger er det en præmis for enhver omstilling, at det fællesskab af mennesker, som skal igangsætte og måske drive omstillingen af den daglige praksis, først skal skabe en fælles mening og forståelse, og at det skal ske gennem forhandling. Den fælles mening får sin styrke, hvis de enkelte deltagere er villige til ikke kun at påvirke fællesskabet, men også til selv at lade sig påvirke. Inddragelse af en mangfoldighed af perspektiver sikrer modstandsdygtighed. Processen er dynamisk og i princippet uendelig.
    Den form for sammenhæng, der forvandler gensidigt engagement til et praksisfællesskab baseret på en fælles mening, kræver derfor også masser af arbejde. Det stemmer godt overens med interviewpersonernes oplevelse af at indgå i et lejrfællesskab i Dream City. Arbejdet med at opretholde fællesskabet er en væsentlig del af enhver praksis.
    Wengers krav om fælles forhandlet mening i et praksisfællesskab får betydning for mulighederne for at flytte erfaringer, viden og oplevelser mellem forskellige fællesskaber. Derfor kan en oplevet selvfølgelighed, f.eks. at vi står med et akut globalt behov for radikal omstilling af samfundet, falde tungt til jorden, hvis f.eks. naboerne hjemme ikke oplever samme behov, som fællesskabet i Dream City. Det er kun muligt og ønskværdigt at ”få andre med på en god ide”, hvis ideen er født eller som minimum har fået form i det aktuelle praksisfællesskab, hvor ideen skal medvirke til omstilling. Praksis fra fællesskabet i lejren i Dream City kan derfor ikke uden videre flyttes til andre fællesskaber, som f.eks. naboerne hjemme i andelsboligforeningen.
    Men hvis Dream City vokser og festivalledelsen i Roskilde fastholder modet til at give deltagerne reel indflydelse, så indebærer dette initiativ til gengæld reelle muligheder for, at Dream City kan katalysere en grøn omstilling af hele Roskilde Festival.

Læs mere
Læs om Dream City på Roskilde Festivals hjemmeside
Wenger, Étienne (1998): Praksisfællesskaber. Gyldendal Akademisk
Boding-Jensen, Dan: Roskilde Festival: Amokfest møder affaldssortering. Miljøsk nr. 62

Fotos
Domen: Gabriele Hvenegaard Lassen
Dream City: Maj Jeanne, Frankly Foto

Anders Kildegaard Knudsen er klimamedarbejder i Sorø kommune. Dan Boding-Jensen er medforfatter på en artikelserie om grøn omstilling med Roskilde Festival som omdrejningspunkt. Tidligere artikler har bl.a. kunnet læses i NOAHs tidsskrift Miljøsk.