Den amerikanske økonom Herman Daly har gennem en menneskealder bidraget til formuleringen af en bæredygtig økonomi med fokus på ligevægt i stedet for fortsat materiel vækst. Her giver han sit bud på de ti vigtigste reformer på vejen til en ligevægtsøkonomi. Daly taler ud fra en amerikansk sammenhæng, men anbefalingerne gælder generelt.

Af Herman Daly

Lad os være konkrete. Her er ti reformer, der kan gøre en ende på uøkonomisk vækst og lede os til en ligevægtsøkonomi. En ligevægtsøkonomi er en økonomi, som udvikler sig kvalitativt (gennem forbedringer inden for videnskab, teknologi og etik) uden at vokse kvantitativt i fysisk forstand. Økonomien er sat på diæt ved at strømmen af ressourcer fra udvinding til forurening (den entropiske gennemstrømning) holdes på et niveau, som både er tilstrækkeligt for det gode liv og holder sig inden for naturens grænser i forhold til økosystemets evne til at optage forurening og forny ressourcer.
     Ti er et tilfældigt tal. Det er udelukkende en måde at konkretisere og udfordre andre til at foreslå forbedringer. Selv om hele pakken af reformer, som foreslås her, passer sammen på den måde, at nogle reformer supplerer og afbalancerer hinanden, så kan de fleste gennemføres alene og gradvist.

1. Reguler basale ressourcer gennem kvoter-auktion-handel
Kvoter begrænser økonomiens biologiske og fysiske størrelse ved at sætte en øvre grænse for forurening eller udtømning af ressourcer, afhængig af hvad der er den begrænsende faktor. Kvoterne kan udbydes via auktion og indtægterne herfra kan omfordeles ligeligt. Handel med kvoterne sikrer en effektiv tildeling til områder med de mest værdifulde anvendelser. Denne politik har den fordel, at den er transparent. Den sætter en grænse for mængden og hastigheden for udtømning af ressourcer og for den forurening, som det økonomiske system kan belaste økosystemet med. Kvoter sætter grænser for størrelsen af den fysiske gennemstrømning af de basale ressourcer, især fossile brændsler.
     Kvoter bør som regel lægges på udvindingssiden, fordi udvinding af ressourcer er rumligt afgrænset til færre lokaliteter sammenlignet med forureningssiden, som er spredt på mange kilder. Udvinding er derfor lettere at overvåge end forurening. Desuden vil den højere pris på de ressourcer, som pålægges kvoter ved udvinding, medføre en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne i vareproduktionen såvel som i det endelige forbrug og ved genanvendelse.
     Ejerskabet af kvoterne tilhører i udgangspunktet samfundet, men staten kan med mellemrum bortauktionere dem til enkeltpersoner og virksomheder. Der bør ikke være fordelagtige kvotetildelinger til tidligere storforbrugere og ej heller mulighed for ”off-shoring” af kvoter til nye fossile kraftværker ét sted mod at der plantes træer et andet sted. Dermed ikke sagt, at skovrejsning ikke er god politik i sig selv. Tiden er løbet fra halve løsninger – der er både behov for at øge optaget af kulstof (kuldioxid, red.) fra atmosfæren og for at sænke udledningerne.
     Indtægter fra bortauktionering af kvoterne skal gå til staten og bruges til at reducere skatterne på de laveste indkomster. Når først kvoterne er købt, kan de frit sælges og købes af alle. Kvoterne sætter en bæredygtig grænse for størrelsen af den fysiske økonomi, auktionen tjener målet om retfærdig fordeling, og handlen med kvoter sørger for en effektiv tildeling af ressourcerne. De tre forskellige mål – bæredygtighed, retfærdig fordeling og effektiv tildeling – modsvares altså af tre forskellige politiske instrumenter. Den samme logik, som gælder for ikke-fornyelige ressourcer, gælder også, når man skal begrænse forbruget af de fornyelige. Det gælder f.eks. for fiskeri og skovdrift, hvor antal kvoter skal fastsættes, så man sikrer et bæredygtigt udbytte.

2. Økologisk skattereform
Flyt beskatningen fra værditilvækst (dvs. arbejde og kapital) til ”det, der tilføres værdi”, dvs. den entropiske gennemstrømning af ressourcer, som udvindes fra naturen (udtømning) og returneres til naturen (forurening). Sådan et skift i skattesystemet sætter pris på de knappe ressourcer, som naturen bidrager med, og som hidtil ikke har været prissat. Den værditilvækst, som arbejde og kapital tilfører naturens ressourcer, er noget vi ønsker at fremme, og som vi derfor skal ophøre med at beskatte. Udtømning af ressourcer og forurening er derimod noget, vi ønsker at modvirke, og derfor skal vi beskatte dette. Den del af prisen på ressourcer, som ikke kan begrundes i udgifter til arbejde og kapital forbundet med udvindingen, er arbejdsfri indkomst, og de fleste økonomer har længe talt for at beskatte denne – både af hensyn til retfærdig fordeling og for at fremme en effektivisering af anvendelsen af ressourcer. En økologisk skattereform kan være et alternativ eller et supplement til en kvoter-auktion-handel reform.

3. Begræns uligheden med minimum og maksimum indkomst
Uden vækst vil en begrænsning af fattigdommen kræve en bedre fordeling af goderne. Ubegrænset ulighed er uretfærdig; fuldstændig lighed er også uretfærdig. Der bør sættes retfærdige grænser for omfanget af ulighed. Det offentlige, militæret og universiteterne klarer sig med en ulighed svarende til en faktor 15 eller 20 mellem de højeste og de laveste indkomster. I amerikanske virksomheder er forholdet en faktor 500 eller derover. Mange industrinationer ligger under 25. Kunne vi ikke begrænse forholdet til 100 og se, hvordan det fungerer? Det kunne betyde en mindsteindkomst på 20 tusind dollars og en største på to millioner dollars. Er det ikke mere end nok til at give incitament til hårdt arbejde og modsvare reelle forskelle?
     Folk, som har nået grænsen på to millioner, kunne arbejde gratis, hvis de nyder deres arbejde eller bruge deres fritid på hobbyer og velgørende arbejde. Det er svært at opretholde den fællesskabsfølelse, som er nødvendig for demokratiet, på tværs af de enorme indkomstforskelle i USA. Rig og fattig adskilt af en faktor 500 i indkomst har få erfaringer og interesser til fælles og vil med stigende sandsynlighed indgå i voldelige konflikter.

4. Fleksibel længde af arbejdstiden, deltidsarbejde og personligt arbejde
Det er vanskeligt at sikre fuldtidsbeskæftigelse uden for hjemmet til alle, uden at økonomien vokser. Andre industrilande har meget længere ferie og barsel end USA. For de klassiske økonomer var arbejdsdagens længde en nøglevariabel, som arbejderen (selvejerbonde eller håndværker) brugte til at afbalancere den marginale ulempe ved arbejdet mod den marginale nytte af indkomst og fritid på en måde, så han kunne maksimere glæden ved livet.
     Under industrialiseringen blev arbejdsdagens længde snarere en udefra fastsat parameter end en individuel variabel. Denne parameter var for Karl Marx den væsentligste indikator for graden af udbytning. Arbejdstiden bør igen antage karakter af en variabel, som arbejderen selv kan bestemme over. Milton Friedman ønskede ”frihed til at vælge”. OK, her er et vigtigt valg, som de fleste af os ikke har mulighed for at tage! Og vi skal stoppe den skævvridning af valget mellem arbejde og fritid, som reklameindustrien bidrager til ved at stimulere øget forbrug og dermed behovet for mere arbejde til at betale for det. Som minimum bør virksomheders udgifter til reklamer ikke længere være fradragsberettigede.

5. Reformér international handel – begræns frihandel og kapitalens mobilitet
Kvoter-auktion-handel, økologisk skattereform og andre nationale tiltag, som indregner miljøomkostningerne i økonomien (internalisering), vil øge priserne og skade vores konkurrenceevne i forhold til lande, som ikke internaliserer omkostningerne. Vi bør indføre kompenserende toldsatser, ikke for at beskytte ineffektive virksomheder, men for at muliggøre effektive nationale regler om internalisering af miljøomkostninger. Dermed kan vi beskytte nationale virksomheder mod konkurrence fra udenlandske virksomheder, som ikke betaler for de sociale og miljømæssige omkostninger ved deres produktion. Denne ”ny-protektionisme” er meget anderledes end den ”gamle protektionisme”, som var lavet for at beskytte reelt ineffektive indenlandske virksomheder mod de mere effektive udenlandske virksomheder. Den første regel for at opnå effektivitet er ”medregn alle omkostninger” – ikke ”frihandel”. Frihandel koblet med kapitalens frie bevægelighed over landegrænser fører til et ”kapløb mod bunden”, hvor det gælder om at medregne så få omkostninger som muligt. Toldsatser er også en god offentlig indkomstkilde. Det vil være i konflikt med WTO, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF), så...

6. Nedjuster WTO, Verdensbanken og IMF’s rolle
Reformér WTO, Verdensbanken og IMF med afsæt i en multilateral clearing union for international handel i stil med Keynes oprindelige plan. Denne organisation skulle opkræve strafrenter på både overskud og underskud på landenes handelsbalancekonti og derved tilskynde balance, dvs. undgå stor udlandsgæld for de enkelte lande og store overførsler af kapital over grænserne. For eksempel ville Keynes plan medføre, at USA skulle betale en bøde til clearing unionen for landets store handelsunderskud med resten af verden, og Kina skulle betale en lignende bøde for sit overskud. Dette ville presse begge parter i ubalancen på samhandlen til at balancere deres nuværende handel.
    Om nødvendigt kunne de også presses til justeringer af valutakursen i forhold til en ny fælles clearing afregningsenhed, som Keynes døbte ”bancor”. Bancor ville også tjene som verdens reservevaluta, et privilegium som ingen national valuta længere bør have, heller ikke den amerikanske dollar. Dollarens nuværende status som verdens reservevaluta er et gode for USA, ligesom en vognfuld af gratis heroin ville være det for en narkoman. Bancoren ville få en rolle svarende til den guld havde tidligere under guldstandarden – blot skal man ikke grave dybt i jorden for at få den op. Alternativt kunne et system med frit flydende valutakurser være en mulighed, som ikke ville stille så store krav til det internationale samarbejde.

7. Pengesystem med krav om fuld reserve
Et pengesystem baseret på kravet om fuld reserve – i stedet for det nuværende baseret på ”fractional reserve banking” – ville give regeringen, og ikke de private banker, kontrol over pengemængden og møntningsgevinsten (den gevinst som udstederen af fiat penge får). De private banker ville ikke længere være i stand til at udleve alkymistens drøm om at skabe penge ud af ingenting og låne dem ud mod rentebetaling. Under dette nye regelsæt skal alle banklignende finansielle institutioner reguleres som kommercielle banker med krav om 100 pct. reserve. Bankernes fortjeneste ville så komme udelukkende gennem formidling af finansielle transaktioner, ved udlån af opsparernes penge (med opkrævning af en udlånsrente højere end indlånsrenten) og ved at opkræve gebyrer for ydelser som f.eks. regnskabsføring og opbevaring af værdier.
     Med krav om 100 pct. reserve ville hver en dollar udlånt blive modsvaret af en tidligere opsparet dollar fra en anden bankkunde (og som ikke ville være til denne kundes rådighed, så længe den var udlånt). Derved ville den klassiske balance mellem tilbageholdenhed og investering blive genetableret.
     Når udlånet begrænses af et krav om forudgående opsparing (dvs. tilbageholdenhed med forbrug), vil der blive mindre lån og udlån, og det vil blive administreret mere omhyggeligt – der vil ikke længere være nem adgang til lån til massive opkøb af værdipapirer, som ikke er andet end væddemål om udspekulerede gældsposter. Som kompensation for nedgangen i bankskabte lån og rentebærende penge kan regeringen betale nogle af sine udgifter ved at udstede flere ikke-rentebærende papirpenge. Regeringens udstedelse af penge vil dog være begrænset af hensynet til inflationen. Hvis regeringen udsteder flere penge, end befolkningen har brug for, så vil pengene blive brugt til at købe varer og derved tvinge priserne op. Så snart prisindekset stiger, må regeringen trykke færre penge og inddrage flere gennem beskatning. På den måde vil en politik, der har til formål at opretholde et konstant prisindeks, styre dollarens interne værdi. Finansministeriet ville erstatte USA's nationalbank, og målene for pengepolitikken ville være pengemængden og prisindekset, ikke rentesatsen. Kursværdien af dollaren kunne fastsættes af frit flydende valutakurser (eller helst til kursen i forhold til bancoren i Keynes clearing union).

8. Gør ubegrænsede ressourcer gratis, men ikke knappe ressourcer
Overfør de tilbageværende fælles, frit tilgængelige knappe naturressourcer (f.eks. atmosfæren, det elektromagnetiske spektrum og offentlig jord) til offentlige fonde og prissæt dem gennem systemer baseret på kvoter-auktion-handel eller ved beskatning. Samtidig skal den fælles pulje af viden og information frigøres fra privat ejerskab og betaling.
     I modsætning til naturressourcer bliver viden ikke formindsket ved at dele den, men tværtimod forøget. Når viden først eksisterer, så er omkostningerne ved at dele den nul, og prisen på at erhverve den bør også være nul. International udviklingshjælp bør i stigende grad tage form af gratis og aktiv deling af viden kombineret med små økonomiske tilskud og mindre brug af store rentebærende lån.
     Deling af viden koster meget lidt, skaber ikke overvældende gældsbyrder og øger produktiviteten af de virkeligt knappe produktionsfaktorer. Patentmonopoler (også kaldet ”intellektuelle ejendomsrettigheder”) bør gives til færre ”opfindelser” og for kortere tidsrum. Produktionsomkostningerne ved at skabe ny viden bør i højere grad være offentligt finansieret, og ny viden bør være gratis tilgængelig. Viden er et kumulativt og socialt produkt, og vi har i dag adgang til termodynamikkens love, viden om DNA-strukturen, poliovaccinen mv. uden patentmonopoler og royalties.
    
9. Stabiliser befolkningstallet
Vi skal arbejde hen imod en balance, hvor summen af fødsler og immigranter er lig med summen af dødsfald og emigranter. Dette er kontroversielt og vanskeligt, men som en start bør prævention gøres tilgængelig for frivillig brug overalt. Og mens enhver nation kan diskutere, om den skal modtage mange eller få immigranter, og hvordan man skal prioritere mellem dem, så bliver en sådan diskussion irrelevant, hvis immigrationslovene ikke bliver håndhævet. Vi skal støtte frivillig familieplanlægning og håndhævelse af fornuftige immigrationslove, som er demokratisk vedtaget.

10. Del BNP op i omkostninger og goder
Forbrug af naturens kapital og ”beklagelige og nødvendige defensive udgifter” hører til kontoen for omkostninger. Man bør sammenligne marginale omkostninger og goder af en voksende gennemstrømning af ressourcer og stoppe væksten i gennemstrømningen, når de marginale omkostninger bliver af samme størrelse som de marginale goder.
Ud over denne objektive tilgang, skal man anerkende betydningen af studier, der viser, at over et vist niveau øges den selvoplevede lykkefølelse ikke ved yderligere vækst i BNP. I mange lande er BNP allerede nået over det niveau, hvor yderligere vækst ikke giver mere lykke, men de fortsætter stadig med at udtømme ressourcerne og skabe mere forurening. Som minimum kan vi ikke længere bare antage, at vækst i BNP er økonomisk vækst, men må i stedet bevise, at det ikke er uøkonomisk vækst.
    
Politisk umulige, men nødvendige, reformer
For tiden er disse ti reformer politisk umulige. Jeg takker de læsere, som har holdt ved indtil nu, og som dermed har været indstillede på at suspendere deres eventuelle politiske tvivl. Kun efter et betydningsfuldt sammenbrud, en smertelig demonstration af vækstøkonomiens fejl, ville dette ti-punkts program eller noget tilsvarende have en chance for at blive vedtaget.    
     Det kræver givetvist en radikal bevidsthedsændring at opgive accepten af vækstøkonomien som norm og i stedet se ligevægtsøkonomien som den nødvendige nye norm. Nogle af disse reformforslag er ret tekniske og kræver yderligere forklaringer og studier. Der er ingen mulighed for at slippe for at studere økonomi, selv om, som Joan Robinson sagde, hovedmotivet er at undgå at blive vildledt af økonomerne. Ikke desto mindre er de krævede reformer langt fra revolutionære, og de kan sættes i værk gradvist. For eksempel argumenterede den konservative Chicago-skole for banker med 100 pct. reserve i 1930’erne, og den form for bankdrift kan indføres gradvist. Størrelsen af den økonomiske ulighed kan begrænses gradvist, grænser for udvinding af ressourcer kan justeres over tid osv.
     Vigtigere er det, at disse tiltag er baseret på ulastelige, konservative institutioner som privat ejendomsret og decentraliserede markedsmekanismer. De politiske tiltag, der foreslås her, genbekræfter sådan set blot de i dag glemte bærende søjler for disse institutioner, nemlig at: (1) privat ejendomsret mister sin legitimitet, hvis den er for ulige fordelt; (2) markeder mister deres legitimitet, hvis priserne ikke fortæller sandheden om de offeromkostninger; og som vi har lært for nylig (3) makroøkonomi bliver en absurditet, hvis dens størrelse vokser ud over jordens biofysiske grænser.
     Lang tid før vi når den fundamentale biofysiske grænse, møder vi den klassiske økonomiske grænse, hvor de ekstra omkostninger ved vækst overstiger de ekstra goder, der opnås herved. Det indvarsler æraen med uøkonomisk vækst, hvis simple mulighed benægtes af væksttilhængerne. Uligheden i fordeling af rigdomme har fjernet de traditionelle dyder ved privat ejendomsret, idet den har givet næsten alle vækstens fordele til den ene procent i toppen, mens den generøst har delt vækstens omkostninger med de fattige. Voldsom ulighed, monopoler, subsidier, huller i skattelovgivningen, falske regnskaber, globaliseringen, der eksternaliserer omkostningerne, og finansielt bedrageri har gjort markedspriserne som mål for offeromkostninger næsten meningsløse.
     For eksempel har en politik, der sigter på en forsvindende lille rentesats (kvantitativ lempelse) med det formål at støtte vækst og redde store banker fra fallit, fjernet rentesatsen som et mål for offeromkostningerne ved kapitalen, hvorved effektiviteten af investeringer svækkes. Det er meget mere urealistisk at prøve at fortsætte det nuværende vækstbaserede Ponzi system, end det er at nærme sig en ligevægtsøkonomi med de politiske tiltag, som er skitseret her.
     Det er sandsynligvis for sent at undgå urealismens uundgåelige konsekvenser. Men mens vi er arbejdsløse, søger ly og prøver at holde ud under sammenbruddet, så vil vi måske overveje de principper, som burde lede genopbygningen.




Uøkonomisk vækst
Uøkonomisk vækst er en vækst i BNP, hvor omkostningerne i form af f.eks. forurening eller nedslidning af arbejdskraften er større end værdien af de producerede goder.

Entropisk gennemstrømning
Entropi er et mål for uorden. Jo større entropi, jo større uorden. Termodynamikkens 2. lov siger, at den samlede uorden i verden vil vokse ved enhver proces. Derfor vil alle ressourcer, som strømmer gennem økonomien, blive spredt og miste kvalitet – og 100 pct. genbrug af materialer er ikke teoretisk muligt uden ekstra input af energi.

Reservevaluta
International handel betales ofte i US dollars og ikke i de pågældende landes valuta. Man kalder en sådan valuta for reservevaluta, og US dollars er verden største reservevaluta. Derfor er nationalbanker nødt til at opbevare store mængder US dollars, hvilket sikrer en høj kurs på dollar.

Fiat penge
En guldmønt har værdi i sig selv. Fiat penge – dvs. Nationalbankens pengesedler og elektroniske penge skabt af private banker – har ingen værdi i sig selv, og Nationalbanken vil ikke ombytte dem mod en bestemt mængde guld. Fiat penge accepteres alligevel som gyldig betaling, fordi regeringen garanterer værdien ved at acceptere fiat penge som skattebetaling.

Fuld og fractional reserve banking
Når en privat bank låner penge ud i dag, så er det ikke penge, som banken allerede har, men nye penge, som banken skaber. Banken skal kun ligge inde med en brøkdel (fraction) af det udlånte beløb. Dette kaldes ”fractional reserve banking”. Et bankvæsen med fuld reserve kan kun udlåne penge, som banken selv har i form af egenkapital eller indskud fra kunder.

Ponzi-system
Et Ponzi-system er et pyramidespil, hvor man hele tiden hverver nye investorer. De første investorer får udbytte gennem nye investorers indskud. Det vil altid slutte med et krak, når tilstrømningen af nye investorer stopper.